Baggrund
Læsetid: 8 min.

»Mine børnebørn skal ikke sige: Bedstefar forstod, men fik ikke sagt det«

James Hansen, NASA’s klimachef, forlod for nogle år siden det videnskabelige elfenbenstårn for at tale ud om den klimatrussel, politikerne lukker øjnene for. Nu er han gået på barrikaderne for at stoppe kulkraftværkerne
Taler ud. -Bygger man nye værker, binder man sig til kul i årtier,- siger James Hansen, som efter 15 år i NASA har taget bladet fra munden.

Taler ud. -Bygger man nye værker, binder man sig til kul i årtier,- siger James Hansen, som efter 15 år i NASA har taget bladet fra munden.

Melanie Patterson

Udland
17. juni 2022

I 15 år holdt han stort set mund og passede sin videnskab. Som chef for NASA's Goddard Institute for Space Studies i New York leverede James Hansen værdifulde faglige indsigter om det globale klimas adfærd. Han modtog anerkendelser og hædersbevisninger og havde nok at gøre med den avancerede forskning og chefjobbet hos NASA.

Klima · 2009

NASA’s ledende klimaforsker James Hansen slog i 1988 alarm i den amerikanske kongres over de tiltagende klimaændringer. 15 år senere bruger han det meste af sin fri tid som klimaaktivist.

Interviewet blev bragt den 7. marts 2009

Som yngre og allerede på det tidspunkt respekteret for sin forskning havde Hansen tilbage i 1988 og ’89 vidnet et par gange for den amerikanske kongres og med nye modelberegninger som den første gjort opmærksom på, at menneskeskabte klimaforandringer stod for døren.

De vidnesbyrd skabte en del røre, men der var ikke mange i det videnskabelige miljø, som stod frem og bakkede Hansens advarsler op. I 1989 besluttede han derfor at hellige sig forskningen og overlade dialogen med beslutningstagerne til folk, der fandt større behag ved det. I 2004, 15 år senere, holdt den position imidlertid ikke længere for James Hansen.

»På det tidspunkt var jeg blevet bedstefar. Samtidig havde jeg et antal gange haft lejlighed til at tale med Bush-regeringen om den tiltagende globale opvarmning, og jeg var frustreret over at opleve, at de ikke tog det alvorligt. Derfor besluttede jeg at gøre mit eget forsøg på at gøre sammenhængene mere klare i offentligheden,« fortæller James Hansen i en samtale med Information.

Det skete første gang den 26. oktober 2004 med en opsigtsvækkende forelæsning på University of Iowa. NASA-forskeren indledte således:

»Jeg har fået besked fra højtstående regeringsembedsmænd om, at jeg ikke skal tale om ’farlige menneskeskabte forstyrrelser’ af klimaet.«

Hvorefter han talte langt og grundigt om netop dette. Efter først at have gjort sin position klar:

»Synspunkterne og tolkningerne, som jeg fremlægger i dag, er mine personlige vurderinger. Jeg er ansat af regeringen, men i dag har jeg orlov, jeg kommer hertil for egen regning, og jeg taler som privat borger fra Kintnersville, Pennsylvania. Jeg håber at kunne overbevise jer om, at jeg besidder indsigt om klimaændringer, og at mine informationer fortjener jeres overvejelse, men synspunkterne, jeg præsenterer, har ingen officiel opbakning.«

Denne frygtløse insisteren på at bringe den ubekvemme videnskab frem i offentligt lys fik siden både NASA's ledelse og Det Hvide Hus til at forsøge at censurere James Hansen. Uden videre held. For Hansen fortalte bare om censuren.

»I mine mere end tre årtier hos regeringen har jeg aldrig oplevet sådanne restriktioner på forskeres mulighed for at kommunikere med offentligheden,« sagde han på amerikansk tv i 2006.

Siden har han blot skærpet sit budskab, hele tiden bakket op af nye, stedse mere foruroligende, men solide forskningsresultater om klimaet.

Tipping point

»Der er jo det særlige ved klimaændringerne, at vor generation kan komme til at efterlade de næste generationer et problem, der er bragt hinsides deres mulighed for kontrol,« siger James Hansen.

Han mener, at det globale klima i dag er tæt på tipping points, hinsides hvilke eksplosive og irreversible konsekvenser kan tage fart.

»Jeg ønsker ikke, at mine børnebørn skal sige, at ’bedstefar forstod, hvad der var ved at ske med klimaet, men han fik det ikke sagt klart og tydeligt’. Det er så det, jeg har forsøgt de seneste fire-fem år: at sige det klart og tydeligt.«

Så sent som i mandags sagde klimaforskeren det fra en scene nær kongresbygningen Capitol i Washington, hvor han sammen med over 2.000 unge klimaaktivister deltog i en såkaldt civil ulydighedsaktion mod det kulfyrede kraftværk, der forsyner Capitol. I øvrigt en aktion, der allerede inden sin gennemførelse fik de politiske ledere i Kongressen til at beordre kulfyringen på værket standset og erstattet med naturgasfyring.

»Det, der virkelig har overrasket inden for de seneste to-tre år, er, at det sikre niveau for CO₂-indhold i atmosfæren er lavere end før antaget. Vi har allerede passeret grænsen til farligt territorium, og yderligere forandringer vil indebære, at vi kommer til at opleve konsekvenser, som vi vil bryde os meget lidt om,« påpeger James Hansen.

I dag rummer atmosfæren en CO₂-koncentration på 387 ppm (parts per million, dvs. CO₂-molekyler pr. mio. luftmolekyler). En stigning på hele 38 pct. i forhold til niveauet, før afbrændingen af de fossile brændsler tog fart. Hidtil har klimaforskere og EU talt for, at koncentrationsstigningen må bremses omkring 450 ppm, hvis risikoen for at overskride en temperaturmæssig smertetærskel på to graders global opvarmning skal holdes nede. Men de hastige klimaforandringer med blandt andet isens smelten i Arktis samt James Hansens nye studier af klimaskift tidligere i historien har ført ham og andre frem til, at den sikre CO₂-grænse ligger helt nede på 350 ppm. Altså under det niveau, atmosfæren allerede har nået. Det er derfor, James Hansen er gået til åbent angreb på denne verdens kulkraftværker.

»Bundlinjen er, at hvis vi vil have CO₂-koncentrationen ned på et sikkert niveau, så kan vi ikke afbrænde al den eksisterende fossile energi.«

Gør vi det, vil vi efter Hansens vurdering bevæge os mod en CO₂-koncentration hinsides 500 ppm og starte en langsigtet proces, som på et ukendt tidspunkt i fremtiden vil gøre planeten helt isfri og få verdenshavene til at stige med hele 75 meter.

Kullene må afvikles

»Kul er det største problem, fordi der er mest af det, og fordi det afgiver mest CO₂ ved afbrænding. Så enten skal vi beslutte at lade det blive i jorden eller også kun bruge det i kraftværker, der er sat i stand til at opfange CO₂ og lagre det i undergrunden.«

Det er på den baggrund, James Hansen for nylig har kaldt dagens kulkraftværker for »dødens fabrikker«. Og det er derfor, han appellerer om lukning af eksisterende kulkraftværker inden for 20 år og opfordrer til civile ulydighedsprotester – som også Al Gore gør det – mod planlagte værker.

NASA-forskeren har skrevet personlige breve til Barack Obama, til Storbritanniens Gordon Brown, Australiens Kevin Rudd og Tysklands Angela Merkel og anmodet dem om et moratorie for nye kulkraftværker.

»Efter brevet til Merkel blev jeg inviteret til samtale med den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel. Han erklærede sig enig i, at vi er tæt på tipping points. Alligevel planlægger Tyskland at bygge nye kulkraftværker. Jeg sagde til ministeren, at hvis I vil gøre det, så må til gengæld noget af olien forblive i undergrunden. Men hvordan vil I overbevise for eksempel russerne om at lade nogle af deres oliereserver uberørt? Det vil ikke ske. Ministerens svar var, at EU vil stramme CO₂-loftet i sit kvotesystem. Men kvotesystemet er jo reelt en garanti for, at vi forbliver i det fossile system,« siger James Hansen med henvisning til, at kvoteloftet ikke bare definerer overgrænsen for CO₂-udledning fra EU's kraftværker – bortset fra at EU-landene kan købe sig ekstra udledningsret i u-landene – men også pr. definition garanterer, at man faktisk udleder CO₂ helt op til loftet.

»Det nytter ikke, at vi blot nedsætter hastigheden af kulafbrændingen en smule. En del af den CO₂, vi udleder nu, vil stadig være i atmosfæren om 1.000 år. Vi er nødt til at udfase brugen af kul. Bygger man nye værker, binder man sig til kul i årtier.«

Hansens erfaring siger ham, at det han kalder »særinteresser« vil hindre en tilpas stramning af loftet i retning mod nul, når der først er investeret massivt i nye kulbaserede anlæg.

Obamas ambitioner

I USA forsøger Barack Obama at indføre en amerikansk variant af kvotesystemet – dér kaldet cap & trade. James Hansen er skeptisk.

»Vi nærer stærke forhåbninger til vor nye præsident om, at han dramatisk vil ændre USA’s position i klimapolitikken. Men det, man taler om nu, er et cap & trade-system, der kun vil indebære en beskeden pris på CO₂-kvoter. Det er utilstrækkeligt.«

I sidste uge vidnede James Hansen for en kongreskomité, hvor han argumenterede for en CO₂-afgift som et bedre instrument end kvotesystemet. Vel at mærke en afgift høj nok til markant at påvirke amerikanernes forbrug af benzin og fossil energi. Dvs. omkring en dollar ekstra pr. gallon benzin.

»Det er omkring 10 gange så meget, som den prisstigning, der vil følge med et cap & trade-system på det niveau, man nu overvejer.«

Til gengæld er det også så høj en prisstigning på benzin, at mange vil afskrive det som politisk helt ufremkommeligt.

»Mit svar er, at man skal give provenuet fra CO₂-afgiften tilbage til borgerne, ligeligt fordelt. Det vil betyde, at den, der sparer på energien og benzinen og reducerer sit CO₂-fodspor, kan tjene penge.«

James Hansen har dog sine tvivl, om ikke det igen vil lykkes ’særinteresserne’ at påvirke de amerikanske beslutningstagere, så et nyt reguleringssystem – cap & trade eller CO₂-afgift – bliver udvandet. De mål, Barack Obama hidtil har nævnt for USA’s CO₂-reduktion – en stabilisering af udledningerne på 1990-niveau i 2020 – er i sig selv svage. En vurdering James Hansen deler med formanden for FN’s Klimapanel, Rajendra Pachauri, som i januar kort før Obamas indsættelse sagde, at den ny præsidents CO₂-mål »er utilstrækkelige i forhold til det svar, der behøves fra verdens politiske ledere for at leve op til udfordringen om udledningsreduktioner til et niveau, der vil skåne os for de værste konsekvenser af klimaforandringerne«.

Vanskeligheden er ifølge James Hansen, at offentligheden – dem, der vælger politikerne – ikke er klar over, hvor alvorlig situationen er.

»Når man oplever, at temperaturen uden for vinduet svinger op til 10 grader fra dag til dag, kan det være svært at erkende, at en global opvarmning, der endnu er under en grad, er udtryk for, at planeten er i dyb krise. Men det er der, vi faktisk er: I en global nødsituation.«

Det er derfor, at den anerkendte klimaforsker bruger så mange af sine kræfter i den offentlige debat med kampen mod nye kulkraftværker som omdrejningspunkt.

I går kunne James Hansen notere et lille skridt fremad, da elselskabet Interstate Power and Light meddelte, at de har droppet et planlagt 649 megawatt stort kulkraftværk i Iowa. Den økonomiske krise og ’det miljømæssige landskab’ var selskabets begrundelse for at aflyse kulkraftværket.

Dr. James Hansen taler tirsdag den 10. marts kl. 19.30 ved et offentligt møde i Ingeniørforeningen, arrangeret af Information, Den Femte Salon og Ingeniørforeningen. Entré 50 kr. Tilmelding nødvendig via www.aftenskolen.dk – holdnummer 209002

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

"Vanskeligheden er ifølge James Hansen, at offentligheden - dem der vælger politikerne - ikke er klar over, hvor alvorlig situationen er."

Netop! Som jeg tidligere har skrevet, så kommer vi til at stemme os selv lige ned i afgrunden.

Heinrich R. Jørgensen

John Fredsted:
"Som jeg tidligere har skrevet, så kommer vi til at stemme os selv lige ned i afgrunden."

Når den gængse opfattelse af, og implementering af, demokrati sker som pøbelvælde, flertalsdiktatur og som en kleptoman-mekanisme, bliver lederskab og demokrati svært forenelige størrelser.

Så ja, jeg er også svært bange for, at vi har afskåret os fra andre muligheder end at vi fortsætter med at stemme os lukt ned i afgrunden.

John Fredsted

@Heinrich R. Jørgensen: Jeg takker for din opbakning. Må vi begge tage fejl.