Hvis de taber deres valgkredse ved parlamentsvalget, er der ingen nåde. Så er det ud af regeringen, som ellers lige er blevet udpeget. Sådan er situationen for over ti af præsident Emmanuel Macrons ministre, og flere af dem fik noget at tænke over, efter første runde af valget til Nationalforsamlingen søndag løb af stablen.
Det gælder blandt andre europaminister Clément Beaune, som langtfra kan vide sig sikker på sin post, når han i anden valgrunde i sit valgdistrikt i Paris skal op mod Caroline Mécary fra venstrefløjen. Mønstret går igen for en lang række af de siddende ministre i den regering, Macron udpegede for godt en måned siden efter sejren ved præsidentvalget – og for Macrons kandidater i det hele taget. De kan ikke vide sig sikre på at kunne regere med et flertal i Nationalforsamlingen efter anden og afgørende valgrunde på næste søndag.