Kina har søsat en 80.000 ton tung magtdemonstration

Med sine 316 meter og 80.000 ton er hangarskibet Fujian ubetinget Kinas største krigsmaskine. Skibet, der er opkaldt efter provinsen lige over for Taiwan, kunne sidste uge forlade dokken og flyde ad Yangtze-floden mod åbent hav. Begivenheden blev fejret med fyrværkeri, vandkanoner og klapsalver.

For Kinas Kommunistiske Parti er det endnu en milepæl i den strategi, der skal gøre landet til en maritim stormagt. Fra at råde over en flåde egnet til at kæmpe tæt ved kysterne er Kina i fuld gang med at skabe et søværn, der kan operere på verdenshavene. Kina ændrede sidste år sin forsvarslov, der nu slår fast, at Folkets Befrielseshær ud over at forsvare nationens suverænitet også har til opgave at beskytte Kinas udviklingsmål. Et klart signal om, at de væbnede styrker skal følge med ud i verden, hvor behovet måtte opstå. Hvad enten det gælder beskyttelse af kommercielle interesser, redningsaktioner af borgere i nød eller deltagelse i militærøvelser langt fra hjemlandet.

Men først og fremmest er de maritime ambitioner at skubbe USA væk fra de nære farvande. Væk fra Taiwan, forbi den såkaldte første økæde og ud i Stillehavet. For Kina handler det om at etablere en regional indflydelsessfære og samtidig sikre globale handels- og forsyningsruter. Hangarskibe har i årtier været en central del af den plan.

Slut med sovjetisk design

Hvor vigtige de enorme krigsskibe og de ubåde, destroyere og fregatter, der altid ledsager dem, er, fik den kinesiske ledelse en amerikansk opvisning i tilbage i midten af 1990’erne. Dengang skiftede de politiske vinde i Taiwan, og kommunistpartiet frygtede, at det kunne ende med en uafhængighedserklæring. Folkets Befrielseshær flyttede ekstra tropper til Fujian-provinsen og affyrede missiler ud i farvandet tæt på Taiwan. Det amerikanske svar faldt i form af to hangarskibe og deres mange følgefartøjer. USS Independence og USS Nimitz tvang Kina til at skrue ned for aggressionerne og viste verden, hvem der var den stærkeste militærmagt i Asien. Lige siden har Kina forberedt sig på at undgå en gentagelse.

Kina begyndte med at erhverve hangarskibet Varyag fra Ukraine i 1998, hvor det havde ligget ved kaj siden slutningen på Den Kolde Krig. En kinesisk forretningsmand bød på det ukampdygtige skib med den officielle forklaring, at det skulle placeres i Macau i Sydkina og anvendes som et flydende kasino. I stedet endte det på et værft, hvor det blev renoveret og overdraget til den kinesiske flåde i 2012. I 2017 fulgte det første hangarskib fremstillet i Kina, men stadig efter sovjetisk design. Fujian er ikke bare større end de to hangarskibe, den kinesiske flåde allerede råder over, det er også teknologisk langt overlegent. I stedet for en såkaldt skihoprampe sendes kampflyene afsted ved hjælp af en elektromagnetisk katapult. Samme teknik anvendes på nogle af de amerikanske hangarskibe og giver mulighed for at benytte et bredere udvalg af fly, der kan udstyres med større våben og mere ammunition.

»Det er en betydelig opgradering. Man kan tale om en generationsforskel,« forklarer den danske forsvarsattaché med ansvar for Kina, Sydkorea og Japan Ole Kværnø, der for tiden er tilknyttet den danske ambassade i Seoul.

Det er altid forbundet med en lang testperiode, når et hangarskib sættes i søen. For Fujian bliver processen ekstra kompliceret af, at de kinesiske kampfly til skibet ikke er færdigudviklede. Kinas J20-kampfly, der er den kinesiske pendant til F35, kan endnu ikke lande og lette fra et hangardæk. Fujian vil derfor først være fuldt operationsdygtigt i 2023 eller 2024.

Kinesisk lukkethed

Til den tid vil det formentlig blive sat til at supplere Kinas nuværende hangargrupper og deres primære opgaver i regionen.

»Jeg forventer ikke, at vi kommer til at se en kinesisk hangargruppe langt ude i Stillehavet nær USA eller i Arktis. Det har meget lange udsigter. Hangargruppernes afgørende rolle er at afskrække USA fra at være dominant til stede i forhold til Taiwan. Taiwan er tyngdepunktet både for Folkets Befrielseshær generelt, men i særdeleshed for flåden. De eksisterende hangarskibe og deres støtteskibe øver sig rigtig, rigtig meget i farvandene rundt om Taiwan,« forklarer Ole Kværnø.

Forholdet mellem Taiwan og Kina er de seneste år forværret betydeligt. I Taipei vokser frygten for en kinesisk invasion i takt med Kinas militære oprustning. Samtidig har kommunistpartiets indgreb i Hongkong elimineret enhver troværdighed forbundet med den politiske model kaldet ’et land, to systemer’, der også var tiltænkt Taiwan. Partiets ideer om fredelig genforening har ingen politisk opbakning i Taiwans befolkning.

I en situation, hvor rivaliseringen mellem USA og Kina tager til, er Taiwan igen blevet et internationalt anliggende. Senest har den kinesiske regering annonceret, at den anser hele Taiwan-strædet som kinesisk territorialfarvand. En udmelding, USA prompte afviste. USA sender løbende krigsskibe gennem strædet for at markere den position over for Kina, mens amerikanske allierede i stigende omfang også deltager i flådeøvelser og gennemsejlinger i Det Sydkinesiske Hav. Farvandet bliver derfor militariseret i en grad, der ikke er set tidligere.

Fra kinesisk side gælder det ikke kun byggeriet af hangarskibe, men også udbygningen af rev og småøer, hvor Kina har etableret havneanlæg og andre militære faciliteter. Samtidig tyder meget på, at Kina har i sinde at indgå flere aftaler om havneadgang og flådebaser i andre lande i regionen. Senest har der været stor spekulation om, hvorvidt et havnebyggeri på en militærbase i Cambodja foretaget af et kinesisk selskab er del af en aftale mellem regeringerne i Phnom Penh og Beijing.

Det afviser begge lande, men når det kommer til militære intentioner, er Kina kendt for at sige én ting og gøre noget andet. Da præsident og partichef Xi Jinping besøgte USA’s præsident Barack Obama i Det Hvide Hus i 2015, forsikrede han, at Kina ikke ville militarisere småøerne i Det Sydkinesiske Hav. I stedet satte Kina ekstra fart på konstruktionen. I det hele taget er kommunikationen fra det kinesiske militær yderst begrænset, forklarer Ole Kværnø.

»PLA (Folkets Befrielseshær, red.) taler stort set ikke til os, og det gælder for alle, der ikke er kinesiske allierede. Alle os, der af Kina bliver opfattet som amerikanernes lakajer, har ingen adgang, så dialogen er desværre nærmest fraværende. Og det tankevækkende ved kinesisk diplomati er jo, at når de siger, at de ikke vil gøre noget, så forventer vi, at det lige præcis er det, de vil gøre. Så når de siger, at de ikke bygger en militærbase i Cambodja, så holder vi ekstra godt øje,« siger Kværnø.