Nyhedsbrev
Læsetid: 9 min.

Måske har krigen givet russiske dissidenter i eksil en slags paradoksalt pusterum

Her er den daglige udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Den russiske forfatter og dissident Aleksandr Solsjenitsyn under et besøg i Oslo i 1974. En ny undersøgelse fra amerikanske Freedom House konkluderer, at jagten på dissidenter i eksil er intensiveret, og at regimer har udviklet deres evne til at udnytte åbenheden i de samfund, som systemkritikere flygter til.

Den russiske forfatter og dissident Aleksandr Solsjenitsyn under et besøg i Oslo i 1974. En ny undersøgelse fra amerikanske Freedom House konkluderer, at jagten på dissidenter i eksil er intensiveret, og at regimer har udviklet deres evne til at udnytte åbenheden i de samfund, som systemkritikere flygter til.

Vidar Knai/NTB/Ritzau Scanpix

Udland
3. juni 2022

Som de senere års forgiftninger og åbenlyse likvideringer af systemkritikere har vist os, så bliver det i en mere forbundet verden sværere og sværere at beskytte de personer, der har søgt tilflugt i et andet land. Krigen i Ukraine har i russernes tilfælde kun øget incitamentet for at forfølge dissidenter uden hensyntagen til noget så ordinært som landegrænser. Og ifølge en ny undersøgelse fra amerikanske Freedom House er der noget, der tyder på, at jo friere og jo mere åbne, velfungerende systemer, dissidenterne flygter til, jo større risiko er der for, at den åbenhed kan udnyttes til at finde folk, der helst ikke vil findes.

Det skal vi se nærmere på i dette nyhedsbrev, og dissidenttemaet giver os lejlighed til at genbesøge en dag i 1978, hvor en af historiens mest berømte eksilerede, russiske systemkritikere besøgte Harvard-universitetet, den frie verdens selverklærede, intellektuelle højborg, og gav dem en tale, de nok ikke lige havde regnet med.

Men først som altid en bid af de seneste nyheder fra krigen i Ukraine.

Dagens overblik

Litauen har crowdfundet drone til Ukraine. I et overvældende, men ikke overraskende, udslag af solidaritet har Litauens befolkning i løbet af få dage indsamlet seks millioner euro, der skulle finansiere købet af en kampdrone til Ukraine. Men Reuters fortæller, at da den litauiske forsvarsminister i går besøgte den tyrkiske fabrikant Baykar for at købe dronen, overraskede selskabet og resten af den tyrkiske våbenindustri ham med at ville donere dronen, så de indsamlede midler i stedet kunne bruges på humanitær hjælp til Ukraine. Våbenfabrikanterne går altså i praksis imod den tyrkiske stats beslutning om ikke at assistere Ukraine med tunge våben.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Russerne afbryder atomsamarbejde med Norge. I 25 år har Norge og Rusland samarbejdet om atomsikkerhed, men Ifølge NRK har Rusland som reaktion på Norges indefrysning af økonomisk støtte nu lagt samarbejdet på is. Norge har blandt andet assisteret Rusland i bortskaffelsen og håndteringen af atomaffald ikke mindst i et stærkt kontamineret område i Andrejevabugten nær den norske grænse, hvor russerne i årevis opbevarede brugte brændselsstave fra atomubåde under stærkt kritisable forhold med stor risiko for økosystemet i Barentshavet.

Tyrkerne køber hælervarer af Rusland. Ukraines ambassadør i Tyrkiet beskylder sit værtsland for at være en af de nationer, der køber korn af russerne, som de har stjålet i Ukraine og skibet ud fra den nu fuldt ud russisk kontrollerede havneby Mariupol. Det skriver Reuters.

I Haag undersøger man anklager om deportation af ukrainske børn. Ved krigsforbryderdomstolen i Haag lægger man særligt vægt på at undersøge de ukrainske påstande om, at russerne skulle have deporteret over hundrede børn fra Ukraine. Det fortæller topanklager Iryna Venediktova i et interview med Reuters. Kort efter invasionen begyndte indsamlingen af beviser for krigsforbrydelser begået af Rusland. Ifølge Venediktova har de kendskab til i hvert fald 20 tilfælde af deportation.

De hvileløse dissidenter

Måske har krigen givet russiske dissidenter i eksil en slags paradoksalt pusterum. Ressourcerne og opmærksomheden er rykket til Ukraine for en stund, men der er nok ingen tvivl om, at systemkritikerne ikke er glemt. Tværtimod har Rusland kun gjort det sværere og farligere at tale imod regimet, og det gælder selvfølgelig ikke kun for dem, der prøvede at gå på gaden i Moskva og Sankt Petersborg i protest mod krigen, men også dem, der nu taler fra eksil i Berlin, London og Warszawa.

Fredag lancerede den amerikanske, prodemokratiske ngo Freedom House en rapport med titlen Defending democracy in exile, der kortlægger repressive regimers fortsatte forfølgelse af eksilerede dissidenter i deres værtslande. Rapporten gælder ikke kun russiske dissidenter, men selvfølgelig er det den del, der føles mest aktuel lige nu. Rapporten indeholder også en række casestudier af lande, der har særlig held med at beskytte udenlandske dissidenter. Her er Ukraine iblandt. Researchen er indsamlet inden krigens udbrud, så det var altså en tilfældighed i hvert fald i researchfasen, at netop Ukraine er i positivt fokus.

Rapporten konkluderer, at jagten på dissidenter i eksil er intensiveret, og at regimer har udviklet deres evne til at udnytte åbenheden i de samfund, som systemkritikere flygter til. Friheden kan altså være farlig, for den, der søger den. Freedom House foreslår en række tiltag, der skal forbedre sikkerheden, men det er klart, at en af dem ikke kan være at indskrænke friheden.

At tage imod dissidenter er ikke nemt. Hverken at borge for deres sikkerhed eller at leve med deres frihed. Det måtte USA sande, da det i næsten 20 år var værtsland for en af de mest berømte eksilerede russere i historien. Nemlig Aleksandr Solsjenitsyn, forfatteren bag Gulag Øhavet.

Han tog ikke imod friheden med åbne arme, men isolerede sig med sin familie på en ejendom i det østlige USA. Her forsagede han vestlig materialisme og amerikansk popkultur og virkede nok på amerikanerne som en utaknemmelig gnavpot, der var blevet skør af sine traumer. I 1978 holdt han en berømt tale på Harvard, hvor de fleste i dag nok mest husker, at han talte om Vestens åndelige armod og masseunderholdning som ungdommens svøbe.

I 1994 kunne Solsjenitsyn vende tilbage til Rusland. Kort før hans afrejse besøgte The New Yorkers David Remnick ham i hans eksil i et vinterfrossent Vermont. Resultatet af mødet er et imponerende gennemarbejdet portræt af en forfatter og eksiltilstanden, men også et ikke ukritisk interview med en mand, der gjorde sig upopulær i sit værtsland og stadig i dag er omdiskuteret.

I interviewet taler forfatteren også om Ukraine og forsvarer forestillingen om et slavisk folk, der bærer på en fælles historie og skæbne på tværs af landegrænser trukket af først imperier og siden Sovjetunionen og senest udbryderrepublikkerne. En forestilling, der gjorde ham populær hos Putin, der dog behændigt ignorerede, at Solsjenitsyn også sagde ting som: »This sphere of influence, this military presence, is a remnant of imperial thinking. (…) In panic that the borders could not be quickly fortified, Russia decided to protect the old borders. But we must restructure, adjust. We must stop insisting on the right to take action in the breakaway republics

Solsjenitsyns nationalisme voksede dog uden tvivl efter hans hjemkomst til Rusland og til hans død i 2008, men hans eksilhistorie fortæller os også noget om den vestlige verdens egen evne til at modtage anderledes tænkende. At han ikke øjeblikkeligt omfavnede den vestlige verdens tankesæt og livsstil, gav amerikanerne ubehag. Han blev ikke forfulgt, men han blev isoleret, latterliggjort.

Talen på Harvard blev reduceret til at handle om rockmusik og tv. Men han talte mest om den vestlige verdens materialisme, kolonialisme og blinde overbevisning om, at ikkevestlige lande blot er på et lavere udviklingstrin på vej mod demokratiet, vestlige intellektuelles manglende evne til at forstå verden ud fra et andet perspektiv end deres eget og manglende erkendelse af, at den ukritiske alliance med Stalin under Anden Verdenskrig muliggjorde Sovjetunionens fortsatte overgreb på sin egen befolkning. »In the twentieth-century Western democracy has not won any major war by itself; each time it shielded itself with an ally possessing a powerful land army, whose philosophy it did not question,« sagde han blandt andet.

Men det hele virkede nok lidt uhøfligt. De havde inviteret en dissident og blev overraskede over, at det var en dissident, der mødte op.

 

Det bedste, vi har læst, hørt og set

Hvad vil Biden egentlig? Den amerikanske præsident Biden overraskede alle og muligvis også sin egen administration, da han i Warszawa i april som et ekko af tidligere trigger-happy præsidenter sagde om Putin: »For Guds skyld, dette menneske må ikke få lov at forblive ved magten«. Og Biden-regeringen har da også i de seneste uger talt med flere tunger om formålet med sin militære støtte til Ukraine. Nu har præsidenten i en aviskronik lagt flere kort på bordet, og ifølge Informations korrespondent Martin Burcharth tyder det nu på, at USA vil styrke Ukraines kapacitet til at genvinde alt tabt terræn siden 24. februar.

Sanktionernes historie og fremtid. For at lære om de økonomiske sanktioners historie, deres effekter og konsekvenser har Rune Lykkeberg interviewet den hollandske historiker Nicholas Mulder, der tidligere i år udgav The Economic Weapon: The Rise of Sanctions as a Tool of Modern War, der allerede er blevet kanoniseret som et hovedværk om økonomiske sanktioner. Men særligt er det for at høre, hvordan vi skal forstå muligheder og risici i det sanktionsregime over for Rusland, som vi med stor opbakning i Vesten har etableret. Mulders analyse er stærkt kloggørende om end ikke videre opløftende. Og så har historikeren overskud til at dele en joke om de russiske oligarkers fremtidsudsigter.

Fem minutter om krigen. NPR, den amerikanske nationale delvist offentligt finansierede radiostation, udgiver flere gange om dagen små radiobidder fra deres omfangsrige dækning af krigen i Ukraine i podcasten State of Ukraine. Det er korte indslag på omkring fem minutter, der med vidt forskellige historier bidrager med nye perspektiver på krigen. I går forklarede de for eksempel baggrundshistorien for den statue, som den ukrainske befolkning har gjort en særlig stor indsats for at beskytte med sandsække i Kyiv.

Krig i 100 dage. I anledning af, at krigen nu bevæger sig ind i sin dag 100, har The Guardian lanceret en imponerende dækning, der blandt andet tæller en tidslinje, hvor man kan orientere sig i næsten dag for dag-nedslag i krigens udvikling fra dens start 24. februar til nu. Derudover bringer de et harmdirrende indlæg fra Ukraines tidligere forsvarsminister Andriy Zagorodnyuk, der kritiserer Henry Kissinger og andre for at plædere for det såkaldte quickfix, hvor Ukraine skulle indvilge i at afgive dele af deres territorie til gengæld for fred. Zagorodnyuk mener ikke, at Kissinger forstår de potentielle, globale konsekvenser af et sådant knæfald for Rusland: »We do not want to live in a world where brute force decides which country we live in and which regime we belong to. We do not want to live in a world where only large countries can be truly sovereign,« skriver han.

På gensyn

Vi slutter af i dag med en lille fejring af, at dissidenter forbliver dissidenter – også over for deres gæstfrie værter.

Den berygtede tale som forfatter Aleksandr Solsjenitsyn holdt for Harvards alumni og dimittender i 1978 ligger tilgængelig i sin fulde længde på YouTube. Man kan også læse manuskriptet til talen her, hvis man ikke lige orker at se en times simultantolket russisk bandbule mod vestlig kultur optaget i dårlig opløsning på en meget regnfuld dag i Boston.

Men man må ikke snyde sig selv for at spole frem til cirka 1:02, hvor Solsjenitsyn efter at have afsluttet den officielle tale tilføjer en bemærkning med et lille grin. Den amerikanske værtinde oversætter: »Dr. Solsjenitsyn wants you to know how much he appreciates your patience in having withstood the showers«. Og ja, det var en regnfuld dag, men det var ikke kun vand, der styrtede ned over det frihedselskende publikum.

Se Solsjenitsyn more sig her.

 

Således inspireret går nyhedsbrevet på en kort ferie, men vender stærkt tilbage på tirsdag.

God pinse

/Anita Brask Rasmussen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her