Nyhedsbrev
Læsetid: 10 min.

Den perverse effekt af sanktionerne: Oliemilliarder vælter ind til Putins krigsmaskine

Her er dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Russernes indtægter fra olieeksport forventes at stige markant i 2022. Den perverse logik er, at oliepriserne blandt andet som følge af de vestlige sanktioner mod Rusland er steget. På billedet ses et olieraffinaderi i Volgograd i Rusland.

Russernes indtægter fra olieeksport forventes at stige markant i 2022. Den perverse logik er, at oliepriserne blandt andet som følge af de vestlige sanktioner mod Rusland er steget. På billedet ses et olieraffinaderi i Volgograd i Rusland.

Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
22. juni 2022

Vi er her på redaktionen blevet beskyldt for ikke at henvise særligt meget til vores danske kollegers bidrag til dækningen af krigen i Ukraine og den nye verdensorden. Det er blevet bemærket, at vi meget oftere henviser til internationale podcasts, medier, forskning og intellektuelle end til danske ditto. Det virker småligt og ugenerøst, hedder det.

Efter den indledende rituelle afvisning og påberåbelse af vores pressefrihed har vi taget kritikken til os og erkendt, at den ikke er helt uberettiget. Alt det bedste, vi har læst, set og hørt er således i dag fra danske kilder. Men inden vi når dertil, kommer vi ikke uden om en turné i de internationale medier i vores daglige nyhedsoverblik.

Dagens overblik

Rusland truer Litauen. Som reaktion på Litauens blokering af transport af varer, som er sanktioneret af EU, til den russiske enklave i Kaliningrad, begynder Rusland nu at true Litauen: »Et af de store spørgsmål er, om vores svar udelukkende vil være af diplomatisk karakter,« udtalte Maria Zakharova, som er pressechef i Ruslands udenrigsministerium onsdag: »Svaret er nej. Vores reaktion vil ikke være diplomatisk, men praktisk.« Hvad ordet praktisk specifikt dækker over, lod hun stå uklart.

Rusland intensiverer angreb på Kharkiv. Ukrainske myndigheder oplyste sent tirsdag, at 15 personer var blevet dræbt af russiske missilangreb på Kharkiv, som er den næststørste by i Ukraine. De russiske angreb tirsdag og onsdag er ifølge Reuters de voldsomste i adskillige uger på en by, hvor beboerne ellers efter en periode med nogenlunde ro var begyndt at genoptage deres normale tilværelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Regeringskrise i Italien. I protest mod sit partis modvilje mod at støtte den ukrainske frihedskamp med våbenleverancer har den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio valgt at forlade Femstjernebevægelsen. Det er »nødvendigt«, sagde Di Maio tirsdag, »at vælge hvilken side af historien, man vil stå på. Enten med Ukraine, som er blevet angrebet, eller Rusland, som er aggressoren. Visse ledere i Femstjernebevægelsen har holdninger, som risikerer at svække vores land«. Di Maios afgang skaber en ny krise for Mario Draghis koalitionsregering.

Europa skal forberede sig på gasstop. Fatih Birol, som er leder af Det Internationale Energiagentur, siger i et interview til Financial Times, at Europa bør forberede sig på et totalt stop af energi fra Rusland: »Jo tættere vi kommer på vinter, jo bedre forstår vi Ruslands intentioner,« udtaler han til avisen: »Jeg tror på, at Ruslands reduktioner i energitilførsel handler om at undgå, at Europa kan opmagasinere energilagre, hvilket vil øge Ruslands pressionsmuligheder i vintermånederne.«

Oliepengene vælter ind til Putins krigsmaskine

Der var et lyst moment lige efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor vi troede på, at sanktionerne kunne stoppe krigen. Vi håbede i hvert fald på det. Den ene mulighed var, at den absolutte overklasse, som lever med Putins regime på den betingelse, at han lever med deres rigdom, ville vende sig imod ham, da Vesten ramte Rusland med sanktioner. Vores håb var, at sanktionerne ville ramme deres formuer og frihed til at bevæge sig i Vesten på en måde, som gjorde omkostningerne ved Putins krig for store for dem. Det skete ikke, tværtimod. Da deres værdier i Vesten blev indefrosset, blev de endnu mere afhængige af Putin, fordi han ville kunne konfiskere resten af deres værdier, som findes i Rusland.

Den anden mulighed var, at befolkningen ville blive så rasende over, at deres pensionsopsparing på grund af Putins krigsførelse blev undermineret, at de ville skabe en politisk opstand. Der var de første uger folkelige protester, men de blev lukket ned, og regimets kontrol med den offentlige samtale blev skruet op. Og som sanktionsforskeren Nicholas Mulder har forklaret: Hvis ikke opstanden kommer lige efter, sanktioner bliver indført, kommer den som regel ikke. Så bliver regimet bare mere autoritært.

Det lyse moment var kort, og sanktionerne var i den forstand en fiasko. De knuste ikke Putins regime, og de stoppede ikke krigen.

Men de er stadig væsentlige, fordi de havde som mål også at knuse vores afhængighed af Rusland. Og de var berettigede som straf for en skandaløst brutal og principielt forkastelig invasion. Endelig måtte de trods alt formodes at svække den russiske økonomi og dermed fjerne finansieringen af Putins krigsførelse.

Den russiske økonomi er også blevet belastet af sanktionerne. Men slet ikke så hårdt som først antaget. I ugerne umiddelbart efter invasionen faldt den russiske valuta, rublen, så markant, at Joe Biden hånende kaldte den for ’rubblen’. Flere forudså i foråret en decideret russisk statsbankerot. Her snart fire måneder inde i krigen må vi erkende, at det er gået helt anderledes. I dag er rublen ifølge Bloomberg den valuta i verden, som klarer sig bedst i forhold til dollaren. Der var også udsigter til et drastisk fald i det russiske bruttonationalprodukt som følge af sanktioner. Men de seneste prognoser siger, at faldet nu forventes begrænset til omkring syv procent i 2022.

Det mest alarmerende fra et vestligt perspektiv er dog, at russernes indtægter fra olieeksport nu forventes at stige markant i 2022. Den perverse logik er, at oliepriserne blandt andet som følge af de vestlige sanktioner mod Rusland er steget. Og eftersom russerne stadig kan afsætte deres olie, tjener de også flere penge:

»Med højere priser globalt på råolie og produkter generelt, estimeres de russiske eksportindtægter fra olie at stige med 1,7 milliarder dollar i maj til omkring 20 milliarder,« skriver Det Internationale Energiagentur, IEA, ifølge Reuters i en ny rapport.

»Disse resultater understreger, hvor svært det er at straffe Moskva for invasionen af Ukraine,« som Reuters konstaterede om effekten af de vestlige sanktioner:

»Det er handlinger, som har skabt større efterspørgsel og presset priserne op.«

Europa, som samlet stadig er den største køber af russisk olie, har de seneste uger reduceret importen fra Rusland, men dette tab kompenseres ifølge The New York Times af markant større indkøb fra Indien og Kina. Og når den russiske råolie er blevet solgt til indiske raffinaderier, bliver den bearbejdet, så den eksempelvis bliver til diesel og kan sælges til det europæiske marked. Det er nemlig ifølge The New York Times umuligt at se på den raffinerede olie, man importerer, hvor råmaterialet kommer fra. Sådan behøvede det dog ikke være, forklarer energikonsulenten Jeff Brown. Det er et politisk valg:

»Det er kernekonflikten,« siger han til avisen: »De vil straffe Rusland, men de vil ikke have, at oliepriserne stiger.«

Den kernekonflikt udstiller, at det ikke er helt forkert, når Putin hævder, at vi ikke vil betale prisen for det, vi tror på i Vesten. At vores ledere er så bange for deres vælgere, som også er energiforbrugere, at de ikke vil tage den virkelige konsekvens af vores moralske modstand mod Rusland. Resultatet er, som Bloomberg skrev for et par uger siden, at Ruslands olieindtægter bliver markant højere i år, end de var før sanktionerne i 2021. Og selv om vi er moralsk og politisk enige om at svække den russiske krigsmaskine, så bidrager vores handlinger til at finansiere den.

Det bedste vi har læst, set og hørt

Hyggelig, intens oplysning. Verden ifølge Gram er et magasinprogram på P1, som viser, hvordan klassisk radio, når det er bedst, kan det samme som moderne talepodcast. Hver onsdag er Steffen Gram vært for en engageret og oplysende samtale mellem to-tre gæster om internationale dramaer og geopolitiske konflikter. Særligt kan episoden fra den 8. juni om blandt andet den globale fødevarekrise anbefales. Den er fremragende, fordi tre forskellige synsvinkler giver en kvalificeret indsigt i, hvor rædselsvækkende situationen er: Det er Ulrik Vestergaard, der repræsenterer frihandelsbevægelsen OECD, seniorforsker Helle Munk Ravnborg fra DIIS, der har forsket i bæredygtig udvikling, og økonomen Jacob Funk Kirkegaard fra tænketanken Peterson Institute i Washington D.C. De tre forskellige synsvinkler er ikke meninger, som kæmper for at få ret, men former for viden, der supplerer hinanden i en samtale, man bliver klogere af.

Sådan er det faktisk næsten hver uge i Verden ifølge Gram. Intens uddannende hygge. 

Overblik over Ruslands energikrig mod Europa. Rusland er i gang med at demonstrere over for Europa, at vi i Europa er afhængige af dem, og at de derfor kan skade os. Der er allerede fem EU-lande, som, fordi de ikke vil betale for gasleverancer i rubler, er blevet totalt afskåret fra gasleverance fra Rusland. Gazprom, det statsejede russiske energiselskab, har derudover skåret ned på leverancer til flere andre EU-lande, som er kritisk afhængige af den russiske energi. Officielt begrundes det med reparationsarbejde på rørledninger, men der henvises også til sideeffekter af sanktionerne. Vores kolleger på Dagbladet Børsen har lavet et fint grafisk overblik over, hvilke lande i EU som er ramt af reduktioner eller fuldt stop for gasleverancer fra Rusland. Samtidig analyserer Børsen dynamikken i konflikten mellem EU og Rusland.

Artiklen gør det, som Børsen er rigtig gode til, og som vi aldrig på Information er blevet rost for, fordi vi ikke er helt så dygtige til det: På meget kort plads giver den et meget kvalificeret overblik.

Flugtcyklistens fortælling. Arif Bagirov er en 45-årig ukrainsk mand, der inden krigen arbejdede som blogger og socialmediamanager i kulturbranchen i Severodonetsk. Da russerne begyndte at bombe hans hjemby, valgte han at blive, efter hans venner og pårørende var flygtet. Det var hans opgave, mente han, at hjælpe dem, der blev ramt af russernes angreb. Men en aften sidst i maj kunne han ikke klare det længere, og han tog sin cykel og flygtede ud af byen hele vejen til Kyiv. I et interview med vores kammerater på Kristeligt Dagblad fortæller Bagirov, at det var en fordel at flygte på cykel, fordi han kunne se de russiske kampfly på lang afstand og nå at gå i dækning, inden de nåede det sted, hvor han befandt sig på ruten. Han er nu på grund af sin flugtform blevet en helt i landet: »Jeg er blevet kendt i Ukraine for at være flygtet på cykel,« som han siger:

»Måske ville skæbnen, at jeg skulle være med til at gøre Ukraine til et cykelland ligesom Danmark – med cykelstier og cykelturisme – når vi går i gang med at genopbygge landet.«

Artiklen er en eventyrlig fortælling om, hvordan fantasi og desperation tilsammen kan skabe en helt ny situation midt i groteske ødelæggelser. Læs artiklen her: 

Putin og krigspartiet. Putin var i begyndelsen af sin politiske karriere moderat. Han tilhørte hverken nationalisterne eller de vestligt inspirerede liberale i landet. Det forekommer paradoksalt i dag, men han er det, amerikanerne ville kalde for en ’centrist’, en pragmatiker i midten. I et interview med vores gamle ven og forhenværende udlandsredaktør på Information, Emil Rottbøll, som nu er ruslandskorrespondent med base i Moskva for Berlingske, forklarer den russiske analytiker Aleksandr Baunov Vladimir Putins ideologiske vej til den position, han har i dag: »Med krigen har han taget det sidste skridt væk fra at være denne modererende figur mellem de mere moderate, provestlige dele af eliten og de mere patriotiske dele af eliten. Nu repræsenterer han krigspartiet.«

Putin er ifølge Baunov blevet en slags populist, som appellerer mere til masserne gennem krigen, end han baserer sig på alliancer med den russiske overklasse. Det betyder også, at Putin i dag lever politisk af krigsførelse, og at hans definerende projekt er at smadre den vestlige verdensorden, forklarer Baunov.

Første fase af krigen tabte Putin ifølge Baunuv, men »han satser nu på, at han vil vinde udmattelseskrigen, fordi han anser russerne som de mest modstandsdygtige. At de er klar til at ofre mere og er mere villige til at klare sig igennem hårde tider, end man er i Vesten.«

Den meget triste konsekvens af den indstilling er naturligvis, at Putin, med mindre han taber monumentalt eller bliver væltet, de næste år vil forvandle Europa til en frygtelig slagmark. Læs interviewet her:

På gensyn

Nu hvor vi har været så flinke til at henvise til vores danske kolleger, vil jeg til sidst ikke bare henvise til noget, vi selv har lavet. Nej, jeg tager et skamløst skridt videre og henviser til en samtale, som jeg selv har haft med den ukrainske-britiske forfatter Peter Pomerantsev. Han har skrevet to fantastiske bøger om Ruslands moderne propagandamaskine og skabelsen af Putin som russernes enevældige præsident. I samtalen forklarer Pomerantsev, hvorfor han mener, Rusland stadig er dominatrix i forhold til Vesten. Og at alle vores store ord om forening af Vesten og kampen mod autokrati ikke er noget som helst værd, før de bliver omsat til rigtig politik.

Det kan man så lytte til og fundere over, mens man glæder sig over højdepunkterne i vores kollegers produktion. Altså indtil nyhedsbrevet, som aldrig er blevet anklaget for at være dominatrix i forhold til nogen andre, vender tilbage i morgen.
 

Rune Lykkeberg, chefredaktør

 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

@Det russiske eventyr

Det kan godt være at Hr. Putin fornøjer sig med den nye selvfinansieringsmodel for russiske overfald på nationer, som Rusland har en høne at plukke med. Nemlig at prisstigningerne på de utallige råstoffer som Rusland geografiske årsager besidder de er med til at finansiere de næste våben indkøb.

Men

Klimakrisen gør ikke hold ved den russiske grænse. Permafrosten som er ved at tå op i Sibirien udgør et meget stor problem i dette område, da de geologiske lag forskyder sig og hele områder risikerer at synke ned som følge af at frostlaget er forsvundet.

De 35 russiske Atomkraft værker hvilken vedligeholdelsestilstand er de i ? og hvis alle pengene formøbles på nye angrebskrige og det store repertoire af våben der skal vise, at vi er nogen helvedes karle i Rusland er vi at vi har udviklet missiler som kan springe hele jordkloden i luften ( husk inklusiv Rusland selv ) ja så bliver der ikke meget til den civile sikkerhed omkring Atomkraft værkerne.

En lukning af et Atomkraftværk koster en formue på grund af den omstændelige og farlige oprensning og opmagasinering af radioaktive materialer fra Atomkraft værket. De er i gang i GB med at rydde op på Sellafield Atomkraftværket, som var tæt på at udløse en større udslip katastrofe tilbage i 1957. Det tager beregnet 100 år at afvikle dette Atomkraft værk og prisen til oprydning er skyhøj.

En 3. Verdenskrig med 35 russiske Atomkraftværker i krigszonen det bør interessere hele Verdenssamfundet og ikke kun Rusland og nabolandene.

For øjeblikket hersker der en stor bekymring for om Kina og Rusland vil alliere sig i kampen mod USA og Den Frie Verden. Ingen ved hvad fremtiden bringer men jeg tvivler meget på denne alliances troværdighed og holdbarhed. Hvis de to lande er lige opsat på at blive nation nr. 1 på Jordkloden efter USA er kujoneret, så ender det med statsgaranti med at Rusland og Kina ender med at ryge i flæsket på hinanden. Despotiske regimer med drømme om det globale herredømme tåler sjældent konkurrenter.

Rusland er den største konføderation af stater på hele Jordkloden. I stedet for at stirre sig fuldstændig blind på nabolandenes udenrigspolitik må vi med tiden håbe på at Rusland og russerne indser, at der er mere end nok at gøre for at fremtidssikre og klimasikre Moder Rusland til nutidens og fremtidens store udfordringer.

Der må være mange almindelige russere som deler denne min mening, men det er desværre blevet meget farligt at have andre meninger end dem som formes indenfor Kremls mure.

Må den dag komme i Rusland hvor en ny Mikhail Gorbatjov letter på Stalinismens og undertrykkelsens mørke låg.

VH
KFK

Anders Thornvig Sørensen

Olie- og gasmilliarderne væltede også ind til Rusland før invasionen begyndte, hvis nogen skulle have glemt det.

Eksportindtægter, som kunne have været brugt til at udvikle russisk erhvervsliv og industri, forbrug og velfærd, bliver i stedet brændt af på en territorial erobringskrig. Det, Rusland gør i øjeblikket, ville de fleste udviklingslande betragte som dumt og uværdigt for dem selv.

Thomas Barfod, Lars Hansen, Holger Nielsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Uden for Danmark eller måske bare uden for Informations redaktionslokaler er der ikke et menneske med en minimal indsigt, som har troet, at sanktionerne kunne stoppe krigen. Det er der fortsat ikke, og interesserede kunne tirsdag aften i "Maisberger" høre en tidligere russisk nu eksileret ministerpræsident bekræfte det. Hans vurdering var, at sanktionerne vil få russisk økonomi til at skrumpe med 10% i år, og russerne har forlangt dem fjernet for at åbne søvejen i Sortehavet.

Den, som ikke har tænkt strategisk, har forlangt et øjeblikkeligt stop for russisk energiimport. Det vil antagelig ske inden årets udgang, bl.a fordi russerne lukker for gaseksporten. Men nu ser det ud som om, at Olaf Scholz og SPD er begyndt at tænke i længere strategiske baner, og hvis ikke andet, så er de pansrede, selvkørende tyske kanoner begyndt at arrivere i Ukraine.

Det er nok tvivlsomt, om sanktionerne ligefrem har bidraget til at øge Ruslands indtægter fra salg af olie og gas. Som jeg har forstået det, sælges russisk olie nu med en stor rabat i forhold til eksempelvis olie fra Nordsøen, netop fordi der er færre købere til den og vanskeligheder med transport.

Og årsagen til de høje oliepriser er først og fremmest, at den globale efterspørgsel aldrig har været højere, og at der var blevet skruet ned for produktionskapaciteten under COVID. Så grundlæggende er situationen på oliemarkedet ikke specielt meget anderledes end på mange andre markeder som f.eks. halvledere.

Der er lige nu op til et års leveringstid på nye biler, hvilket har ført til rekordhøje priser på brugte biler. Og det har altså ikke noget med krigen i Ukraine eller sanktioner mod Rusland at gøre.

Det er lidt ærgerligt, at der har tegnet sig dette billede af, at det er krigen og sanktionerne, som alene er årsag til høje oliepriser. For det kan let føre til en opfattelse af, at hvis vi blot føjer Rusland og opgiver at håndhæve princippet om staters suverænitet, så kan vi igen mæske os i billig olie og benzin uden bekymringer. Og så simpelt er det på ingen måde.

Inge Lehmann, René Arestrup og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Ingen tvivl om at sanktionerne har haft en kæmpe stor signalværdi, men
de er blev lavet med hovedet under armen.

Rimelig " premature" som det hedder på engelsk.

Og så har de lang fra bidraget til at deeskalerer hele situationen.

Til gengæld har de bidraget til at forværre hele den økonomiske situation og skabt en unødig slem fødevarekrise i store dele af verden.

Inflationen er stigende og recessionen står for døren, blandt andet . fordi energipriserne er eksploderet.

Det er selvfølgelig alt sammen Ruslands skyld, hvis man ellers skal tro de vestlige medier.

Men løgnene trives ligeså godt på den anden side af det nye jerntæppe, og det er næsten umulig at få et samlet og neutral billede af , hvad der virkelig foregår.

Men stop nu den krig for helvede !

nils valla, erik jensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Det kan da ikke komme bag nogen at olie- og gasprisen er steget i nuværende situation, vi har da levet med markedsøkonomi i så mange år.

Anders Thornvig Sørensen skriver:
Olie- og gasmilliarderne væltede også ind til Rusland før invasionen begyndte, hvis nogen skulle have glemt det.
Eksportindtægter, som kunne have været brugt til at udvikle russisk erhvervsliv og industri, forbrug og velfærd, bliver i stedet brændt af på en territorial erobringskrig. Det, Rusland gør i øjeblikket, ville de fleste udviklingslande betragte som dumt og uværdigt for dem selv

Det var måske svært for russerne fokusere på hæve levestandarten med en potentiel fjende stående lige ude for døren?
Og hvorfor gør du dig til talsmand for u-lande? Det er slige argumenter der graver hullet dybere

Arne Albatros Olsen

Mange gange er man blevet præsenteret ofr argumentet om at Putin er kravlet højt op i et træ i kraft af invasionen i Ukraine.

Og det argument har en vis berettigelse.

Men vesten er med sanktionerne kravlet lige så højt op i træ ikke så langt derfra.

Begge parter har temmelig svært ved at kravle ned igen.

Og skænderierne fortsætter uformindsket i det nye luftlag.

Jeppe Lyngsø Bundgaard

Sanktionerne virker ikke. De gør mere ondt på os i vesten end de gør på Putin i Rusland.

https://www.bloomberg.com/news/articles/2022-06-14/corporate-self-sancti...

Anders Thornvig Sørensen

nils valla, 23. juni, 2022 - 13:49

Find dig en anden og mere jævnbyrdig til at skændes med, jeg har ikke tid.