Nyhedsbrev
Læsetid: 8 min.

Ukrainekrigen har vist grænserne for russisk-kinesisk partnerskab

Her kommer den daglige udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Et gys fór igennem vestlige hovedstæder, da Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes under Vinter-OL i begyndelsen af februar 2022 og proklamerede et »venskab uden grænser« mellem de to lande.

Et gys fór igennem vestlige hovedstæder, da Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes under Vinter-OL i begyndelsen af februar 2022 og proklamerede et »venskab uden grænser« mellem de to lande.

Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Udland
1. juni 2022

Mens Vesten må bruge mange kræfter på at modstå Rusland, har Kina fået friere hænder til at forfølge sine strategiske mål: en mulig genforening af Taiwan med Moderlandskina, udbygget dominans i Indo-Pacific-regionen og en stærkere udfordring af USA’s globale lederskab.

Nu styrkes Kina tilsyneladende også af, at et trængt Rusland presses i armene på det. I årevis har bekymrede røster advaret om, at det kan blive et geopolitisk mareridt for Vesten, hvis verdens to stærkeste autoritære regimer finder sammen i et tæt partnerskab, og faktisk tilkendegav begge en hensigt om netop dette, da Xi mødte Putin til Vinter-OL – få uger, før han gav ordre til invasion.

Men ret beset udstiller Putins ukrainekrig snarere, at holdbarheden i en ’autokratiernes akse’ mellem Kina og Rusland kan blive tvivlsom. Find ud af hvorfor i dagens nyhedsbrev, hvor vi også ser på forskellen mellem systemer, der bygger på hykleri, henholdvis løgn. Og studerer et eksempel på, hvor beskidt et sprogbrug frustrerede russiske officerer forfalder til.

Men som sædvanlig skal vi først have en sammenfatning af døgnets vigtigste begivenheder:

Dagens Overblik

Biden sætter tingene på plads. USA’s præsident afviser at kræve af Ukraine, at det afgiver territorium for fred. Det skriver han i The New York Times. Han understreger, at NATO ikke vil i krig med Rusland. Derfor får Ukraine ikke langtrækkende amerikanske raketter, der kan ramme mål i Rusland. Til gengæld tilbydes det mellemdistanceraketter, der kan give overtag mod russiske artilleristillinger på ukrainsk jord.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Rusland advarer om ’konfrontation’. Moskva ser ikke den varslede leverance af amerikanske HIMAR-raketter (High Mobility Artillery Rocket System) med en rækkevidde på op til 80 kilometer til Ukraine som »tilbageholdenhed«. Den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, kalder våbenhjælpen en »ekstremt negativ udvikling«, der øger faren for »direkte konfrontation«.

Severodonetsks fald synes at forestå. Ukrainske tropper trækker sig nu ud af byen, der ved siden af tvillingebyen Lysytjansk på den anden side af Donetsk-floden var sidste større by på ukrainske hænder i Luhansk-provinsen. 70 procent af byen er nu under russisk kontrol. Som følge af de igangværende kamphandlinger har evakueringer af civile borgere ikke været mulig.

Ligfund i Azovstal. Russisk militær har ifølge egne angivelser bjærget over 150 lig af ukrainske soldater fra underjordiske bunkere under Azovstal-stålværkskomplekset i Mariupol. Samtidig indrømmer Ukraines præsident, at de daglige tab af ukrainske soldater lige nu løber i 100 dræbte og 500 sårede.

Frygt ikke ’autokratiernes akse’

Et gys fór igennem vestlige hovedstæder, da Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes under Vinter-OL i begyndelsen af februar 2022 og proklamerede et »venskab uden grænser« mellem de to lande.

Blot tre uger senere tonede ubehaget over den demonstrative bromance mellem verdens to stærkeste autoritære regimer tonede over i frygt, da Rusland invaderede Ukraine og udløste den største krig på europæisk jord siden Anden Verdenskrig.

Stod Vesten nu over for en aggressiv og fjendtlig ny enhedsfront? Var Ukrainekrigen optakt til et storstilet organiseret fællesforsøg på at udmanøvrere vestlig magt og forrykke verdensordenens balance til ugunst for verdens demokratier?

Næsten 100 dage inde i Ruslands angrebskrig er der imidlertid grund til at slå koldt vand i blodet, for der er ikke mange realiteter bag dette skræmmesyn, skriver den australsk-kinesiske forfatter og udenrigspolitiske ekspert Bobo Lo i en omfattende analyse for den uafhængige australske tænketank Lowy Institute.

Om noget har Ukrainekrigen tværtimod udstillet, at der er store begrænsninger i det kinesisk-russiske partnerskab. Og dermed blotlagt, at der ikke (endnu) findes en ’autokratiernes akse’, forstået som et koordineret og fælles geopolitisk dominansprojekt, men blot et traditionelt stormagtsforhold forankret i strategiske kalkuler.

Hvad mere er, har Ukrainekrigen tydeliggjort, at de kinesiske og russiske interesser i afgørende henseender ikke er sammenfaldende – og at de to lande har forskellige visioner for den globale orden. Nok er Beijing og Moskva begge indædte modstandere af ’en regelbaseret international orden’, der bygger på globalt amerikansk lederskab og liberale vestlige værdier. Men deres tilgange er vidt forskellige, påpeger Lo.

Kina har brug for en stabil orden, og derfor ser vi det investere sig selv i denne stabilitet. Landet tilstræber rigtignok en orden, hvor det kan udøve en stadig stærkere indflydelse, og hvor amerikansk og vestlig indflydelse mindskes tilsvarende.

»Xi har talt om, at Kina skal påtage sig en global lederrolle, men dets mål er at være en global leder, ikke dén globale leder, og vejen til at forfølge det er ved at arbejde inden for det internationale system. Den stigende kinesiske deltagelse i FN’s organer vidner om, at Kina søger at maksimere sine fordele ved at operere inden for systemet,« skriver Lo.

Han ser Kinas tilgang som »parasitær og ekspansiv i små skridt«. Som en satsning på ’den lange march gennem institutionerne’, hvor parasitten tager bo i ’værtskroppen’ med henblik på at ændre den indefra.

»Kina er utvivlsomt en revisionistisk magt, men vel at mærke ikke en revolutionær magt, der ønsker at nedbryde elle vælte den internationale magt over ende.«

Putins Rusland har et helt andet overordnet mål, hævder Lo – »det vil fremfor alt være en disruptiv magt – en brandstifter i det internationale system«.

Rusland søger ikke at reformere eller præge den eksisterende orden i en anden retning. Det søger »dens fuldstændige omstyrtning«. Moskva trives med ustabilitet, uanset om det selv eller andre skaber den.

»Jo mere flydende og usikkert det ydre miljø er, jo større spillerum for Rusland til at presse sin vilje igennem,« skriver Lo.

»Modsat Kina har det hverken kapacitet eller tålmodighed til at forandre det internationale system ved metodisk at øge sin indflydelse i multilaterale institutioner. Det foretrækker mere direkte metoder.«

Heri ligger ifølge Lo forklaringen på den lethed, hvormed Putin tyr til militær magt – i Georgien, Syrien, Ukraine og mere skjult i Irak, Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik.

»Han og hans inderkreds ser Ruslands evne og vilje til at føre krig som en komparativ fordel, som få andre, bortset fra USA, besidder (eller ønsker). Men i et stabilt internationalt system – uanset om det er amerikansk ledet, kinesisk-amerikansk (G2-plus) eller multilateralt regelbaseret – ville dette ’aktiv’ stort set blive annulleret,« forudser han.

Putins Krig i Ukraine har synliggjort og fremhævet disse vidt forskellige tilgange til den globale orden og uorden. Og har også demonstreret, hvorfor det er så problematisk for Kina og Rusland at koordinere deres udenrigspolitikker.

De hepper måske på hinanden og tilbyder moralsk og politisk støtte til deres partner, når deres interesser stemmer overens, men tag ikke fejl: Kina og Rusland er strategisk autonome aktører, hvis indflydelse på hinandens adfærd i bedste fald er begrænset og indirekte.

For begge er udenrigspolitik et suverænt anliggende. Og dette er hovedårsagen til, at der har været så ringe interesse, især i Beijing, for at transformere partnerskabet til en mere formel, men også mere bindende, politisk-militær alliance. For så ville de to parter forpligte sig til løbende at konsultere hinanden og dermed miste den fleksibilitet og autonomi i beslutningstagningen, som de begge sætter så højt.

Ruslands og Kinas partnerskab vil måske ikke falde fra hinanden, givet at de stadig vil bevare en fælles interesse i at modvirke liberal internationalisme og amerikansk lederskab. Men Lo er ikke i tvivl om, i hvilken retning det bærer: Hvis Rusland er juniorpartner i dag, styrer det mod en fremtid som kinesisk klientstat.

»Et globalt Kina og et marginaliseret Rusland vil have stadig mindre at tale med hinanden om. Deres forhold vil i visse henseender komme til at minde om det forhold, som i dag består imellem Beijing og Pyongyang. Det vil være et partnerskab, som bygger på det for begge strategisk bekvemme, men som i stigende grad snarere vil være defineret ved sine begrænsninger end ved sine muligheder.«

Det bedste, vi har læst, set og hørt

Nye  EU-sanktioner mod Rusland. En historisk EU-olieembargo mod Ruslands olie er nu vedtaget – den omfatter to tredjedele af den russiske olieeksport til Europa, og træder i kraft fra starten af næste år. Informations korrespondent Tore Keller rapporterer om det vanskelige forhandlingsspil blandt de 27 EU-lande, som måtte strække sig vidt for at imødekomme Ungarn, der ikke ønskede at forpligte sig på dette skridt.

Løgnens politik svækker Rusland. Hvad er værst? Et system, der bygger på løgne, eller et system, der bygger på hykleri+ spørger Financial Times-skribenten Gideon Rachman. Putin kalder Vesten for ’løgnens imperium’, men snarere er det vestligt hykleri, der er hans besættelse. Rusland selv dyrker løgnen med stor konsekvens: Det insisterede på, at det ikke ville invadere Ukraine, at det ikke skød passagerflyet MH17 ned, at det ikke forgiftede oppositionslederen Aleksej Navalnyj, og at det ikke har begået krigsforbrydelser i Ukraine. Vestens karakteristiske synd er derimod at proklamere et ideal og så føre en politik, der er inkonsistent med at fremme det. Derfor kan de vestlige lande hævde at være forkæmpere for menneskerettigheder og samtidig sælge våben til Saudi-Arabien.

 

Vestlige ’fortalere for eftergivenhed’ i uholdbar position. Ukraine må helst ikke vinde for entydigt og for hurtigt, er synspunktet hos Vestens fortalere for eftergivenhed. Det skriver historikeren Timothy Snyder i sin seneste blogpost. Men det er en meningsløs position at frygte for, hvordan Rusland skal håndtere konsekvenserne af et nederlag, hævder han. Ikke bare var det Putin, der valgte at føre aggressions- og tilintetgørelseskrig i Ukraine og begå folkemordsforbfrydelser mod Ukraines borgere, herunder massevoldtægter, massemord og massedeportationer på alt russiskkontrolleret territorium – hvorfor det er de ukrainere, der falder under russisk herredømme, vi bør frygte for. Men det står også i Putins magt at spinne et russisk nederlag til sejr. Putin behøver ikke vestlig hjælp til at skabe en alternativ russisk propagandavirkelighed for russerne, det har han klaret i tyve år uden os.

 

Ukraine mobiliserer LGBTQ+-soldater. Amerikanske NBC News bringer en historie om, hvordan Ukraines seksuelle minoriteter også deltager i kampen imod invasionsmagten og endda har opfundet deres eget symbol — enhjørningen – som nu præger deres uniformer, lige under Ukraines blågule fane. Angiveligt har deres øverstbefalende gjort klart, at homofobi i geledderne ikke vil blive tolereret, og at det eneste, der tæller, er »at være en god soldat«.

 

På vej ud

Radio Free Europes ukrainske nyhedstjeneste bragte tidligere på ugen en opsnappet lydoptagelse af en samtale mellem to højstående russiske officerer, oberst Maskim Vlasov og oberst Vitalij Kovtun, hvis meget grove sprogbrug synes af afspejle dybe frustrationer over krigsudviklingen. Daily Beast har oversat til engelsk, og her er en smagsprøve. De to oberster udtaler sig om deres overordnede:

»They’ve brought forth a whole stellar cast of bootlickers. That [Alexander} Dvornikov is a legend of fuckery … basically, he’s fucking washed up, a brain-dead idiot,« siger oberst Vlasov, hvortil Kovtun svarer, idet han personligt giver Putin skylden for den russiske tilbagetrækning fra Kyiv.

»A fucking rocket should fly into the Verkhovna Rada (Ukraine’s Parliament) in Kyiv. That’s it, fuck it. Why didn’t [a rocket] fucking fly? I don’t fucking get it, you’re fucked, Putin-motherfucker! Why didn’t a rocket fly into Kyiv, so they’d think… fuck, yes, for fuck’s sake there’s something wrong... something hasn’t been done the right way.«

  • Læs historien her

 

/Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

@Kina den kløgtige vej til at blive en supermagt

Stil jer følgende spørgsmål- hvilket land oplevede ikke nævneværdige ødelæggelser efter den 2. Verdenskrig ?

USA

Hvem gik ud som en stormagt på vej mod en dominerende position i Verden militært og økonomisk ?

USA

Kina er ikke i krig med Ukraine og Kina er ikke i krig med Rusland

Men Kina er med matematikkens præcision på vej til at dele magten som Supermagt med USA.

Derfor skal USA gøre som Henry Kissinger har gentaget.

Aldrig spille Kina ud mod Vesten og kaste Kina i armene på det synkende russiske imperium.

Kina er økonomisk helt integreret i store dele af den vestlige økonomi og Kina vinder ikke på at isolere sig med det russiske taber imperium nord på. Men måske kan diplomatisk og intelligent pres fra det kinesiske Kommunist parti i det diskrete rampelys bane vejen for, at Rusland standser sin vej mod selvdestruktion som nu er indledt anført af en flok ældgamle generaler fra Den Røde Terrorhær, som tror at magt i Verden det vindes ligesom i middelalderen under Napoleons Krigen eller under Trediveårskrigen fra 1618-1648.

Den kommende Westphalske fred den gang år 1648 eller Wienerkongressen år 1815 den kommende fredsslutning når russerne har raset ud, den bliver ikke lukrativ for Det Russiske Imperium.

Indtil videre er den militære strategi fortsat

Den Røde Terrorhær skal gennem næsten ubetinget støtte til Ukrainerne tilføjes så store materielle og menneskelige tab at den aldrig igen rejser som en truende krigsmaskine. En god russisk soldat er for tiden en død russisk soldat punktum.

Aktuel hedder behovet til Ukraine Tanks kampvogne artilleri ammunition raketkastere og sprængstoffer i dyngevis, så de russiske tropper får et andet andet end fredfyldt ophold i den del af Ukraine som de har overfaldet og ødelagt. Giv Den Røde Terrorhær igen med samme skuffe, som de selv disker op med og helst tifold værre.

Den russiske krigsmaskine og hele komplekset omkring diktaturet i Kreml skal ødelægges målrettet gennem en langvarig økonomisk blokade som slider Rusland i stykker og efterlader landet som et invalideret U Land sat årtier tilbage og varigt isoleret fra den omverden, som Det Russiske Imperium truer med deres militære aggression.

Den dag russerne igen vælger fornuften og afsætter deres nuværende regime er der plads til at anlægge en anden synsvinkel på Rusland, og forsøge igen at integrere det store land ind i Verdenssamfundet.

Men nu er der krigstilstand og så må våbnene og blokaden tale og tælle.

Vores tålmod er uendelig kan hænde at blokaden nu synes spinkel men jo mere der drejes på sanktionshanen jo mere ødelægges den russiske krigsmaskine og det russiske militærindustrielle kompleks.

Vi har frihandel. Frihandel skaber i det lange løb velstand, men vi kan ikke påtvinge andre nationer vores samfundsmodel. Kina har valgt deres vej, vi vælger vores vej, men der er ingen grund til på forhånd at anse Kina som en trussel hverken militært eller økonomisk. Overfor Kina må den politiske fredelige dialog tælle men også at vise respekt overfor en ældgammel nation, som har deres egen historie og måske til tider ikke har oplevet Vesten ( kolonimagterne ) som en positiv relation.

Jeg har meget svært ved at se et Kina, som angriber Europa og europæiske nationer. Det er for mig at se et tankespind helt uden realiteter.

Men Ruslands nuværende ageren ligger lige for og truslen mod Europa og den Frie Verden kommer fra Rusland og ikke fra Kina.

VH
KFK

Danny Hedegaard

@Kim Folke Knudsen

Jeg har tidligere på lange strækninger, haft samme holdning til Kina som du.

I perioden med reformer af Deng Xiaoping, og efter ham med en kollektiv ledelse bestående af 7 personer i Den stående komite.
Hvor præsidenten kun kunne sidde i max 2 perioder.

Der troede jeg, at Kina, blot ikke ville finde sig i indblanding udefra i deres styreform.
Men de havde samtidig ingen ambitioner om, at eksportere deres ideologi til resten af verden.

Jeg troede at Kina basalt set kun ønskede at konkurrere med resten af verden, om økonomisk vækst og velstand.
Med en ambition om at overhale vesten og USA, som verdens største økonomi.

Men uden nogen intention om at true vores egen frihed og demokrati, i vores egne lande , og vores egne alliancer.

Jeg troede dybest set på Merkels position Wandels durch Handel i relation til Kina.
Og jeg tror egentlig at den kollektive ledelse af Kina op til, og før Xi Jinping kom til magten, troede på det samme.

Men Kinas og verdens ulykke er at Xi Jinping har opnået en position som enerådende diktator.
Efter at han fik ændret forfatningen til, at han kan blive siddende som præsident på livstid.

Xi Jinping har udstukket en kurs for fremtiden, hvor målet er at udbrede en global ideologisk verdensorden.
Hvor Kina er den globale leder, efter at Vesten har tabt kampen til Kina.

I modsætning til Rusland, hvor vesten lod stå til, og vi derfor nu betaler prisen for det.

Der udgør truslen fra Kina endnu en karakter, hvor vesten ved at vågne op, kan nå at tage kampen op i tide, før det er for sent.
Og det må vi gøre mens vi endnu er stærke nok til, at ville forblive den stærkeste i konkurrencen med Kina om verdens dominans.

Her har vi desværre gjort os selv svagere, ved at ud fra en neuliberal amerikansk ideologi om nationsopbygning, og demokrati eksport.
At have ført de forkerte krige, og de rigtige krige for længe ud fra ædle motiver.

USA er langvarigt svækker heraf, men er stadig klassens stærkeste dreng.
Og kan vælge ikke fortsættende at føre udsigtsløse krige de forkerte steder i verden.

Det er dog beroligende at Xi Jinping og Kina i modsætning Putin og Rusland,
Ikke er uberegnelige, sindssyge og livsfarlige for verden.

Det kinesiske diktatur er kompetent, rationel og fremfor alt tålmodig på sin vej mod verdensherredømme.

Men Kina har i modsætning til Rusland styrke og økonomi, til at understøtte egne langsigtede globale ambitioner.

Det frygtindgydende spørgsmål er i den forbindelse, om USA er politisk stabil årtier frem i tiden?
Vil USA gå under som i sin tid Romerriget?

Eller kan vi stadig regne med at vi kan bevare USA, som den ledende kraft i en alliance af frie lande, i konkurrence med Kina?

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Jacob Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Henrik Mølgaard anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

"Parasitær og ekspansiv" kinesisk politik! Hvad stiller vesten op mod den strategi? Frihed og demokrati er her på kollisionskurs! Afskafning af Veto-retten for de "store" er ikke nok. Kleptokrati fremmes, fordi mange ledere vil gerne være despoter! Mere krig og ødelæggelse forude!