Ret til abort
Læsetid: 5 min.

For USA’s højesteret er afskaffelsen af retten til abort blot første skridt

Det amerikanske demokrati er i alvorlige problemer, når et dommerflertal i Højesteret kan gennemtrumfe en afgørelse, som går stik imod, hvad den folkevalgte kongres, den folkevalgte præsident og det store folkeflertal ønsker, advarer iagttagere. Samtidig varsler Højesteretsdommer Clarence Thomas, at Højesteret vil kunne genoverveje andre juridiske præcedenser
Efter Højesterets afgørelse fredag opstod der demonstrationer blandt andet omkring Washington Square Park i New York. »Dette efterår er ’Roe’ på stemmesedlen,« sagde Joe Biden samme dag. Kongressen kan genoprette beskyttelsen af ’Roe mod Wade’ gennem forbundsstatslige lovskridt, men det kræver, at demokraterne vinder midtvejsvalget.

Efter Højesterets afgørelse fredag opstod der demonstrationer blandt andet omkring Washington Square Park i New York. »Dette efterår er ’Roe’ på stemmesedlen,« sagde Joe Biden samme dag. Kongressen kan genoprette beskyttelsen af ’Roe mod Wadegennem forbundsstatslige lovskridt, men det kræver, at demokraterne vinder midtvejsvalget.

Anadolu Agency/Ritzau Scanpix

Udland
27. juni 2022

På vej i protestoptog fra USA’s højesteret til Kongressen et lille stykke derfra med et skilt i hånden med påskriften ’Min krop mit valg’ kan Taylor Treacy stadig ikke fatte, at hendes forfatningsgaranterede rettigheder med ét slag er indskrænket i forhold til, da hun vågnede i morges.

»Det skærer mig i hjertet, siger Treacy, 28, som arbejder med sportsmarkedsføring. »Vi lemper adgangen til våben, og vi reducerer kvinders rettigheder. Det ser bare ud, som om alt går tilbage nu.«

Millioner af kvinder mistede fredag deres forbundsstatsligt sikrede ret til abort, da USA’s øverste domstol omstødte den næsten 50 år gamle dom i sagen Roe v. Wade og dermed den retlige præcedens, der var forankret heri.

Den konservative dommer Samuel Alito kaldte i domstolens flertalsudtalelse den tidligere højesteretsdom »uhyre forkert og dybt skadelig« og fastslog, at det fremover skal være op til USA’s enkelte stater selv at beslutte sig for, hvordan de vil regulere abortadgang, herunder eventuelt kriminalisere abort.

Afgørelsen forventes at føre til abortforbud i omkring halvdelen af staterne, og i enkelte af disse kunne et forbud endda træde i kraft, straks efter at den var faldet.

Skønt afgørelsen var ventet – et udkast til den blev lækket i sidste måned – kommer den for mange som et chokerende efterskælv fra Donald Trumps præsidenttid, og den risikerer at cementere en udvikling, hvor USA’s højesteret i stigende grad fremstår som et alternativt magtcenter, der kan forvride balancen mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt.

Blot et døgn før havde Højesterets konservative flertal underkendt staten New Yorks forbud mod at bære skjulte håndvåben i offentligheden og dermed potentielt åbnet en vej for nye retlige udfordringer af andre våbenlovgivninger på statsniveau. Afgørelsen torsdag var en triumf for våbenlobbyen og et tilbageslag for Joe Bidens bestræbelser på at dæmme op for våbenvold i et USA, der hjemsøges af skudmassakrer.

Magtforvridning

Simon Schama, en fremtrædende britisk historiker, tweetede fredag: »Det amerikanske demokrati er i alvorlige problemer. Det kan ikke overleve i sin nuværende form, hvis forfatningen manipuleres til at indføre mindretalsstyre.«

De seneste højesteretsafgørelse er den foreløbige kulmination på en årtier lang kampagne fra konservative kræfters side for at rykke det amerikanske retsvæsen til højre, drevet frem af indflydelsesrige grupper som Federalist Society og Heritage Foundation.

Bestræbelserne på dette blev ikke mindst åbenlyse, da republikanerne i Senatet blokerede for Barack Obamas sidst udpegede kandidat til domstolen, Merrick Garland, med den ifølge kritikeres mening ’søgte’ begrundelse, at landet befandt sig et valgår.

Derpå udnævnte Trump i sin ene periode som præsident hele tre højesteretsdommere: Neil Gorsuch, Brett Kavanaugh og Amy Coney Barrett.

Disse udnævnelser kan vise sig at blive hans mest betydningsfulde varige aftryk.

Imod folkeflertallet

Retten omstødte Roe v. Wade til trods for, at dette går imod, hvad en demokratisk præsident, en demokratisk kontrolleret kongres og et klart folkeflertal ønsker. 61 procent af amerikanerne ville have foretrukket, at den tidligere afgørelse fra 1973 stod ved magt, og kun 36 procent støttede dens omstødelse ifølge en meningsmåling fra tænketanken Public Religion Research Institute.

Edward Fallone, der er lektor ved Marquette University Law School i Milwaukee, Wisconsin, siger: »Det er ekstremt udemokratisk. Vi ser nu, hvordan den mindst demokratiske gren af den føderale regering har lagt sig fast på en ideologisk dagsorden om at rulle friheder tilbage, som er meget værdsatte af den brede offentlighed i Amerika.«

I Washington stimlede abortretsdemonstranter fredag sammen ud for den indhegnede højesteretsbygning, hvor de havde udsigt til den skinnende kuppel på kongresbygningen, i hvilken deres folkevalgte repræsentanter gav udtryk for frustration over en omstødelse, de stod magtesløse over for.

Biden kaldte det »en trist dag for domstolen og for nationen« og sagde: »Tre dommere udnævnt af en præsident – Donald Trump – blev afgørende for dagens beslutning om at eliminere en grundlæggende rettighed for kvinder i dette land.«

Han tilføjede: »Med den beslutning viser det konservative flertal i Højesteret, hvor ekstremt det er, hvor langt det befinder sig fra flertallet af dette land. De har gjort USA til en ekstrem undtagelse blandt verdens højt udviklede nationer.«

Præsidenten indrømmede ikke at kunne bruge sin udøvende magt til at træffe beslutninger, der sikrer en kvindes ret til at vælge. Det eneste håb er, at Kongressen genopretter beskyttelsen af Roe v. Wade gennem forbundsstatslige lovskridt, hvilket igen vil forudsætte, at demokraterne vinder midtvejsvalget.

»Dette efterår er Roe på stemmesedlen,« sagde han.

Andre foreslår at udvide Højesterets dommerkollegium ud over dets nuværende i alt ni dommere. Pressegruppen Demand Justice henviser til denne uges kendelser om våben og abort som beviser på behovet for en sådan retsreform.

Christopher Kang, chefrådgiver for gruppen, siger: »Denne afgørelse indskriver sig i den årtier lange republikanske dagsorden at opnå gennem Højesteret, hvad de ikke kan opnå gennem de demokratisk valgte grene af Kongressen. Vi har i de sidste par dage set beslutninger, der gør det sværere for lovgivere at bekæmpe våbenvold, i kølvandet på nogle af de værste masseskyderier i vores lands historie og ser nu, at retten til abort omstødes.«

»Det er ting, der støttes af 70 til 80 procent af den amerikanske befolkning, og jeg tror, at vi vil se lignende skridt i næste uge i sagen om, hvorvidt Environmental Protection Agency (den amerikanske miljøstyrelse, red.) har autoritet til at tage skridt til at bekæmpe klimaændringer. Det vil så blive et yderligere eksempel på, at republikanerne bruger en uansvarlig domstol til at udrette, hvad de ikke kan udrette gennem Kongressen eller Det Hvide Hus.«

Amerikanernes tiltro til Højesteret er faldet til et historisk lavpunkt, hvor kun 25 procent siger, at de har en »stor« del eller »temmelig meget« tiltro til domstolen, et fald fra 36 procent for et år siden ifølge en Gallup-undersøgelse.

Behovet for at modvirke den konservativt dominerede Højesterets vilje til konservativ retsaktivisme kan blive desto mere presserende i lyset af, hvad der kan forestå. Højesteretsdommer Clarence Thomas, der var del af flertallet bag 0mstødelsen af Roe v. Wade, varslede fredag, at Højesteret vil kunne genoverveje andre juridiske præcedenser, der beskytter forhold mellem personer af samme køn, ligestilling mellem ægteskab og adgang til prævention.

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Jeg har altid undret mig over, hvad USAs højesteret kan tage stilling til - og beslutte.
Beslutninger som åbenbart "overruler" al hidtil eksisterende lovgivning i USA.

Nogle gange har det været positivt for det amerikanske samfund, men i dette tilfælde så afgjort negativt. Ikke mindst fordi et stort flertal af den amerikanske befolkning støtter den eksisterende abortlovgivning.

Problemet er opstået, fordi Trump fik udnævnt tre ultra konservative dommere, som sammen med dommerne Alito og Thomas - to i forvejen ultra konservative dommere, nu udgør flertallet i USAs højesteret.

Og de fem kan i praksis bestemme stort set hvad som helst, som de mener USAs højesteret skal og kan tage stilling til.

Det er ikke et spørgsmål om fortolkning af lovgivning, men et spørgsmål om at tage stilling til holdninger og meninger om abort og og masser af andre spørgsmål og holdninger.

De fem ultra-konservative dommere er reelt blevet en form for overregering i USA, noget som vi slet ikke kender fra højesteretter i Europa.

Ole Svendsen, erik pedersen, Torben Arendal, David Zennaro, Kim Houmøller, Erik Karlsen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Frank Wilhelmsen, Lillian Larsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Det lugter fælt af diktatur, at 5 livstidsvalgte dommere nu kan sætte den politiske retning i USA:

Ole Svendsen, erik pedersen, Torben Kjeldsen, Torben Arendal, David Zennaro, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Frank Wilhelmsen, Lillian Larsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Frank Wilhelmsen

Som Asterix vist nok sagde:
De er skøre de amerikanere!
Og til mit forsvar om fejlcitering kan jeg blot nævne, at andre tidligere har taget fejl med indbyggerne over-there... Undskyld, Columbus.
Vi må håbe, at der kommer lidt fornuft, og det bliver rettet tilbage igen.

Frank Wilhelmsen, 26. juni, 2022 - 21:40

Du tager fejl; "indvandrerne i Amerika er idioter", de oprindelige folkeslag var ikke så tossede.

erik pedersen, Steen K Petersen, Hanne Utoft, Alvin Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Willy Johansen
USAs højesteret svarer ikke til højesteret i Danmark. USAs højesteret er en forfatningsdomstol - sådan én har vi slet ikke i DK, men burde måske nok have det.

Frank Wilhelmsen

Espen Bøgh 26. juni, 2022 - 22:22
Enig i din sidste del, indianerne (og Inkaerne) havde kultur, fællesskab, grønt miljø og udførte byggerier, vi ikke kunne på det tidspunkt - og heller ikke i dag ved, hvordan de gjorde!! Respekt :-)
Alle i Amerika er vel indvandrere (bortset fra førnævnte), men nok ikke alle er idioter! De fleste er trods alt imod den trufne beslutning.
Derimod har de bygget en beslutningsproces op, som definitivt er idiotisk! Og svær at komme ud af...
Og nu blev definitionerne også sværere....... For er Amerikanerne så alligevel idioter?

Ole Svendsen, erik pedersen, Espen Bøgh og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Hvor længe endnu vil de europæiske vasalstater rende i hælene på United Bluff, og adlyde selv det mindste vink. Med den dagsrden de er på NATO-topmødet i Madrid, så ser et ikke ud til, at vi længere er i stnad til at turde sige det mindste pip.
Mon ikke Mette Frederiksen opsumerer den europæiske holdning ret godt, når hun jubler: "Jeg gør gerne USA en tjeneste hver dag."
Og den aktuelle tjeneste drejer sig bl.a om at følge USA i dets konfrontation mod Kina. Er det det, vi vil?

Steen K Petersen, Hanne Utoft, Torben Arendal og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Arne Lund, 27. juni, 2022 - 06:58

Desværre er vi nok nødt til det lige p.t. - selv om en del finder det absolut forkert.

Mette Frederiksen logrer desværre lidt for meget og hurtigt med halen.

Torben Kjeldsen

Tja det svare til 'præstestyret' i Iran kombineret med oligarki. Frihed i USA er blot en tankeforestilling, i det virkelige liv gælder kun dollars.

erik pedersen, Steen K Petersen, Hanne Utoft, ingemaje lange og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Torben Kjeldsen, den amerikanske frihed består primært i retten til at berige sig hæmningløst på andres bekostning.

John Kierans

Måske ville det være passende lige at holde fokus:

Det eneste, som USA's højesteret har truffet afgørelse om, er at adgangen til abort IKKE er reguleret af den amerikanske forfatning - og at det dermed ikke er et emne, som man kan lovgive om på føderalt niveau.

Allerede på Roe vs. Wade's tid talte man om, at det nok var en temmelig vidtgående tolkning at læse abortspørgsmålet ind i forfatningen.

Den direkte konsekvens er, at det i stedet bliver de enkelte stater, der så kan fastsætte retningslinjerne - hvilket indebærer, at der i en række amerikanske stater dermed på baggrund af de valgte flertal i enkeltstaternes parlamenter indføres love, der vanskeliggør abort på mere eller mindre urimelig vis.

Hvor sørgeligt denne anti-abort-lovgivning end er, er det faktisk et udtryk for lokaldemokrati.

Ole Svendsen

Et stort problem i USA er, at den amerikanske udgave af demokrati ikke er særligt demokratisk.

Et to kammersystem med valgkredse, hvor - the winner takes it all - kombineret med mulighed for at flertallet kan omtegne valgdistrikter. Indbyder til gerry mandering. Her har især republikanerne omtegnet valgdistrikternes afgrænsninger til groteske former for at få mere politisk indflydelse end de burde, hvis den politiske indflydelse afspejlede hvad vælgerne stemmer. Dette, kombineret med valglove, der er designet til at gøre det sværere for demokratiske vælgere at stemme, gør det muligt for det republikanske parti at opnå politisk flertal i en række stater, hvor de reelt kun repræsenterer et mindre tal af vælgerne.

I det amerikanske Senat har hver stat 2 senatorer. Det gør at republikanerne også er stærkt overrepræsenteret i Senatet i forhold til hvor mange vælgere de repræsenterer. Der er mange små , tyndt befolkede stater, som overvejende stemmer republikansk, der hver stemmer 2 republikanske senatorer ind i Senatet.
Tag for eksempel en stor demokratisk stat som Californien. De stemmer typisk to demokratiske senatorer ind i Senatet. 3 tyndt befolkede republikanske stater, der repræsenterer lige så mange vælgere, kan stemme 3 x 2 = 6 republikanske senatorer ind i Senatet.

Læg dertil den amerikanske højesteret, som har et republikansk flertal, der på ingen måde afspejler befolkningens sammensætning, og hvor dommerne sidder på livstid.

Det republikanske parti er desværre lykkedes med at kuppe det amerikanske samfund, ved at tilrane sig en politisk magt, der er langt større end de burde have, hvis deres magt reelt skulle afspejle hvad flertallet af den amerikanske befolkning ønsker.

I fraværet af en specifik føderal lov, skal beslutninger følge tidligere fortolkninger.

Så efter Roe v. Wade, slappede demokraterne af i fem årtier, for hvorfor dog lovgive om noget, hvor to tredjedele af alle amerikanere, inklusive flertallet af republikanske amerikanere, er enige? Der er derfor ikke en specifik føderal lov, der garanterer retten til abort, hvis man bor i en slavestat. Forpulede idioter!

I USA er magt-fordelingen meget fornuftigere end i EU: den lokale stat har ret til demokratisk at beslutte hvad de vil. Undtagelserne er bl. a. retten til abort, som blev fortolket føderalt, og beskyttelse imod slaveri, som specifikt er tilføjet til forfatningen.

Nogle ting er meget lokale, hvor alle de andre stater så kan fnise lidt af deres skøre nabostaters lokalregler. For eksempel kan man i Danmark frit færdes og bae på andres privat ejede strand. Og i andres privat ejede skov. I nogle stater i usa, må man gerne drive jagt på bjørne med et fritløbende hundekobbel uden opsyn, også i andre menneskers private skov, hvis man ikke udtrykkeligt har fået forbud. Det virker vanvittigt, men de bestemmer det lokalt.

Virksomheder kan naturligvis friholde deres medarbejdere, så min arbejdsgiver tilbyder gratis rejse og hotel, hvis medarbejdere eller vores børn "har brug for en behandling, som ikke tilbydes lokalt". Mine kolleger og vores børn bliver med andre ord ikke påvirket af slavestaternes religiøse vanvid.

Det er vigtigt at se dette tiltag for hvad det er: chikane af fattige kvinder og deres seksuelle frihed, for at tækkes religiøse og nationalistiske menneskers ønske om at gøre andre ondt. Tilhængerne (hvide forstadskvinder) ser det ikke som et angreb på deres egne døtre, der jo bare kan tage til en anden stat, men som et signal til de hel- og halv-prostituerede mexikanske og sorte piger.

Sammenlign med de danske barnebruds-tiltag og smykke-lovgivning og familiesammenførings-chikane og tilknytnings-vurdering og grænsebomme og integrations-ydelser og indkomst-trapper.

Alle disse tiltag, som er designet for at gøre andre mennesker ondt, er jo ikke skrevet med henblik på de konkrete ofre, men ud fra en fantasi om "de der fremmede nogen".

Når danske politikere vil kaste flygtninge ud med og uden faldskærm, så tænker de ikke på små søde skolepiger, hvis venner ikke bryder sig om at se deres kammerat frihedsberøvet.