Analyse
Læsetid: 5 min.

Draghi er væk. Nu kan Italien dreje skarpt til højre og få en premierminister med fascistiske rødder

Italiens regering kollapser, og Mario Draghi går af som premierminister. Ved et nyvalg vil Italien tage et skarpt sving mod højre, da partiet Italiens Brødre står til stor valgsejr, og partileder Giorgia Meloni er favorit til at blive den nye regeringschef
Giorgia Meloni er partileder for det højreekstreme parti Italiens Brødre. Det står til at blive det største parti med næsten en fjerdedel af stemmerne.

Giorgia Meloni er partileder for det højreekstreme parti Italiens Brødre. Det står til at blive det største parti med næsten en fjerdedel af stemmerne.

Cecilia Fabiano/Zuma/Ritzau Scanpix

Udland
22. juli 2022

Italienske aviser skreg torsdag deres forargelse over landets politikere ud over forsiderne. »Skamfuldt,« stod der harmdirrende i La Stampa. La Repubblica konstaterede: »Italien er blevet forrådt.«

Det her var ugen, hvor Mario Draghi blev fældet som premierminister, efter at han havde stået i spidsen for en bred national samlingsregering i halvandet år.

Manden, der vidt og bredt er blevet rost for at rejse et Italien, som blev tvunget i knæ af en pandemi og økonomiske problemer, og samtidig tilførte højt tiltrængt politisk stabilitet til det ellers evigt kaotiske Italien, var torsdag nødt til at træde tilbage, da han havde mistet opbakningen fra flere partier i sin regering.

Der er nu udsigt til måneder med politisk tumult frem mod og efter et nyvalg.

Da Draghi i februar 2021 blev håndplukket til at være regeringschef, lød der ellers et nærmest øredøvende lettelsens suk i den italienske offentlighed. Teknokraten Draghi blev set som noget nær en frelser, der med et køligt og kløgtigt overblik ville skubbe skaren af folkevalgte ineffektive og polemiske populister i det italienske parlament til side.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"For når det kommer til krigen i Ukraine, er Meloni mere på linje med Draghi end Lega og Forza Italia."

Men på hvilken måde?
Det fremgår ikke.

Og hvordan vil Meloni & co omdanne Italien, når udbetalingen af Euro-milliarderne afhænger af, hvorvidt landet overholder basale menneskerettigheder?

Jesper Sano Højdal, Michael Hullevad, Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, erik pedersen, Holger Nielsen, Steffen Gliese og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er længe til slutningen af september, og meget kan ske. Men det er bekymrende, at antidemokratiske bevægelser stadig står så stærkt på både højre- og venstrefløj i Italien.

Lillian Larsen, Troels Ken Pedersen, Michael Hullevad, Rolf Andersen, Torben Bruhn Andersen, Inger Pedersen, Filip Meyer, Mette Morel, erik pedersen, Jørgen Mathiasen, Holger Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jes Enevoldsen

Man skulle måske lige nævne, at Italien under alle omstændigheder skulle til valg til næste forår, så den sandsynlige Meloni-styrede regering ville næsten sikkert blive en realitet senest på det tidspunkt.
Italienerne har enorm mistilled til institutioner, politikere, journalister osv. Det er ikke meget mere end halvdelen af italienerne, som stemmer. Jeg mener det langt hen af vejen forklarer, hvorfor man ikke bare accepterer, at Putin er den eneste skurk i krigen. Man kan ikke tro på, at NATO kun har Ukraines frihed i tankerne - specielt når man ser hvad USA og NATO har begået i Mellemøsten for ikke så lang tid siden.
Udover denne mistillid ser italienerne "komplotter" alle vegne. De ser meget ofte noget ". bag ved" det, vi bliver præsenteret for. Så når medierne beskriver russernes massakrer i Ukraine, vil mange italienere spørge: "kan det nu være rigtigt eller er der nogen, der har konstrueret en historie". Derudover kan jeg ikke rigtig genkende beskivelsen af italienernes holdning i analysen. At give NATO et medansvar for at det blev krig, er jo ikke det samme som at støtte Putin. Jeg synes at høre en general fordømmelse af Rusland/Putin (meget ofte som, "han er skør i hovedet"), og italienerne tager f.eks. vel imod de ukrainske flygtninge. Modstanden mod de store våbenleverancer har bl.a. rod i en stærk fornemmelse af, at krig ikke skaber fred men kun lidelser. Den katolske kirkes holdning har også indflydelse på mange italienere og paven har jo sagt, at oprustning er forberedelse til krig og ikke til fred.
Hvad angår de politiske partier, så kunne analysen godt være lidt mere præcis. Som beskrevet står Meloni og hendes parti på linje med Draghi. Berlusoni har for en del år siden, da han var statsminister, haft, hvad man må beskrive som et personligt venskab med Putin.. De har formodentlig kunne diskutere, hvordan man korrumperer en dommer, hvordan man plaseres penge skjult i udlandet eller laver skattesnyd, men Berlusconi har (lidt presset) klart udtrykt afstandtagen fra Ruslands krig. Lega har også måttet tage afstand fra Putin, men det har næppe været med god vilje. Men at beskrive Italien som Ruslandsvenlig, mener jeg rammer ret langt fra plet. Et stort europæisk land har selvfølgelig mange handelsaftaler med Rusland, men Tyskland har vel ikke været meget anderledes ved at gøre sig stærkt afhængigt af Ruslands gas?
I Femstjernebevægelsen har der været en del skæve udsagn til støtte for Putin fra bestemte parlamentarikere, men de er blevet kaldt til orden fra ledelsen, så at beskrive bevægelsen som en "forstærker for Ruslands propaganda" synes mig at ligge meget langt fra sandheden.
Selv om Draghi er en teknokrat, har han ført politik (hvilket teknokrater altid gør) Femstjernebevægelsen havde lavet forslag, som skulle forsøge at afhjælpe den værste fattigdom, som er stærkt stigende her i landet og dreje regeringen i en mere grøn retning. Det valgte Draghi ikke at give konkrete svar på, så Femstjernebevæglesen valgte derpå at trække tæppet. De står til et stensikkert stort valgnederlag, så medens vi skraber og bukker for Draghi, kunne vi måske nok lette lidt på hatten for Femstjernebevægelsen?

Thomas Petersen, Martin Mortensen, Ingelise Holmelund, Karsten Nielsen, John Andersen, Eric Mård, Steen Piper, David Zennaro og svend christian tychsen anbefalede denne kommentar
Jes Enevoldsen

Lad mig lige tilføje en bemærkning til min netop afsendte kommentarvedrørende pandemien i Italien. Som bekendt havde Italien en voldsom periode i starten af pandemien med mange døde. De berømte/berygtede billeder fra Bergamo med kister på militærkøretøjer gik verden rundt. Italien var et af de første lande til at lukke ned, og fik generelt ros for sin styring at situationen. Artiklen tilskriver Draghi æren for den indsats, men han kom først til i februar 2021, på et tidspunkt hvor vaccinerne var startet. I den første vanskelige periode var Conte, som nu er Femstjernevbevægelsens leder statsminister, så skulle vi ikke give ham æren for denne indsats? Vi risikerer jo ellers at give Draghi gudestatus....

Martin Mortensen, Ingelise Holmelund, Karsten Nielsen, John Andersen, Kenn Hommelgaard, Eric Mård, Steen Piper, David Zennaro og svend christian tychsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

I Italien kommer det til at vare nogen tid, før der er en afløser af den Draghi-ledede regering, men landet er forpligtet til at vedtage en række love for at få udbetalinger fra EUs corona-genopbygningsfond. Hvis der i Italien er partier, som vil tage et ansvar for landets økonomi og landets internationale stilling efter Draghis fald, har de ingen grund til at udskyde vedtagelserne. Gør de det alligevel, har vi snart et vink om, hvordan det fortsætter i Italien efter dannelsen af en ny regering, for man kan ikke regne med, at den italienske befolkning bremser et politisk kaos eller en højreregering.
Hvorfra Umberto Eco fik sine teser om ur-fascismen, er det ikke svært at svare på.

Rolf Andersen, Eric Mård, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Jes Enevoldsen

Jeg tror ikke på, at 23% af italienerne er blevet fascister de sidste par år og derfor stemmer Meloni ved valget. Der tegner sig et mønster i forholdet mellem befolkningen og de politiske partier, som for det første viser en enorm mistilllid og som konsekvens en meget lav valgdeltagelse. Og dernæst et håb til en leder eller et parti, som kan lave mirakler:
- Da Renzi blev den nye unge leder (a la Blair) for socialdemokraterne (Partito Democratico) bar han partiet fra omkring 25% til over 40% ved forrige Europa-valg.
Det viste sig, at han hverken var rød eller grøn, men blot en almindelig højre-socialdemokrat, så tilliden skrumpede til ca. 18%. Hans nye parti står til kanp 3% ved det kommende valg.
- Så kastede man stemmerne efter Femstjernebevægelsen og gav dem 32% ved parlamentsvalget i 2018. De påstod, at de hverken var højre eller venstre, hvilket ikke er muligt, når man først begynder at regere, så nu står de til 11% ved det kommende valg.
- Dernæst gav man Lega 34% ved Europa-valget i '19 (17% et år før ved parlamentsvalget). De står nu til ca. 14%.
-Så nu prøver man så Meloni (4,4% ved sidste valg), men samtidig med, at man har bakket bredt op om Draghi.
Det tegner et billede af dyb, dyb frustration og måske næsten had til den politiske klasse. Men ingen kan som bekendt lave mirakler, og det vil Meloni heller ikke komme til.

Jørgen Mathiasen

@Jes Enevoldsen
Man forstår på referater, at venstre side af det italienske parlament i går applauderede Draghi, nu er problemet bare, at man dårligt nok ved, hvad "venstre" betyder i det parlament.

Der er egentlig heller ikke tid til at vente på analyser af, hvorfor italiernerne har en så stor uvilje over for deres stat - men jeg tænker på det, hver gang jeg kommer til Frankrig, for franskmændene har et helt andet forhold til deres stat.

Jes Enevoldsen

@ Jørgen Mathiasen
Ja, Partito Democratico har jo støttet Draghi hele vejen igennem, men at kalde det venstre side, som du antyder, vil være store ord. Femstjernebevæglesen har nogle udmærkede forslag af og til, men en egentlig venstrefløj er ikke-eksisterende. Det er en forfærdelig trist situation.
Uviljen mod institutionerne må bl.a. hænge sammen med den omfattende korruption, samarbejde med mafiaen osv. Rigtig mange italienere vil mene, at man bliver politiker først og fremmest for at berige sig. Og man er ofte tilbøjelig til at give dem ret.
Italien er på mange måder et land i dyb krise.

Ingelise Holmelund, Michael Hullevad og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

USA er ved at gå i demokratisk opløsning.
UK lider under Brexit - demokratisk besluttet.
10 % af danskerne vil stemme på Inger Støjberg.

... og det var så bare et par eksempler fra den vestlige verden.
Tankevækkende.

Christel Gruner-Olesen, Lillian Larsen, Jesper Sano Højdal, Eva Schwanenflügel, Henrik Lollesgaard og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

@Jes Enevoldsen - 21. juli, 2022 - 23:01

Du skriver: "De berømte/berygtede billeder fra Bergamo med kister på militærkøretøjer gik verden rundt."

... thaa, hvis de bare havde læst J.P.Jacobesen: "Pesten i Bergamo", så havde de nok være bedre forberedt.

https://www.studienet.dk/pesten-i-bergamo

Rolf Andersen

... ok, et link til en hjemmeside, der ikke er bag en betalingsmur:

https://boegerneslabyrint.org/2020/03/31/anmeldelse-pesten-i-bergamo-af-...

gorm petersen

Den vending jeg er mest ked af er nok denne:

"Teknokraten Draghi blev set som noget nær en frelser, der med et køligt og kløgtigt overblik ville skubbe skaren af folkevalgte ineffektive og polemiske populister i det italienske parlament til side."

En tydligere opgivelse af tanken om folkestyre, skal man lede længe efter. Er der virkelig intet alternativ til at genindføre det ultimativt anti-populistiske - nemlig Enevælden ?

Det har vi jo selv gjort ved at gøre fagøkonomen til den "gode konge", der matematisk kan bevise, at det eneste der er bedre end ulighed, er endnu mere ulighed.

Hvis man indførte i Grundloven, at fagøkonomen altid skulle have den laveste løn af alle, tror jeg der ville opstå et videnskabeligt mirakel. Pludselig vil videnskaben og den sunde fornuft trække på samme hammel. Enhver der har prøvet at være både rig og fattig ved, at glæden ved at have for meget intet fylder sammenlignet med ubehaget ved at have for lidt (særlig når man har børn).

Jørgen Mathiasen

»Italiens tab af Mario Draghi er en advarsel til progressive over hele Europa og i EU«. En analyse af den italienske filosof Lorenzo Marsili, grundlægger af bevægelsen Europæiske Alternativer:
https://www.theguardian.com/world/commentisfree/2022/jul/24/italy-mario-...