Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Forurening
Læsetid: 8 min.

Nilen har spillet en afgørende rolle i menneskets historie. Men nu er verdens mest legendariske flod blevet syg

Livet har udviklet sig langs Nilen, mægtige kulturer har etableret sig omkring den, vores fælles historie udspringer af den. I dag er Nilen en forgiftet flod af affald, kemikalier og anden forurening, et offer for grådighed og dumhed
Allerede når Nilen når Egyptens hovedstad Kairo, er den vammel. Men efter Kairo bliver den frygtindgydende. En rapport konkluderede i 2019, at der hvert år ender 150 millioner ton industriaffald i floden.

Allerede når Nilen når Egyptens hovedstad Kairo, er den vammel. Men efter Kairo bliver den frygtindgydende. En rapport konkluderede i 2019, at der hvert år ender 150 millioner ton industriaffald i floden.

Khaled Desouki/AFP/Ritzau Scanpix

Udland
28. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

ROSETTA, EGYPTEN – Da Napoleon invaderede Egypten i sommeren 1798, var det ved Nilens udmunding i den nordegyptiske middelhavsby Rosetta, at en af hans hærofficerer fandt den såkaldte Rosettesten, som gik hen og blev nøglen til menneskehedens dechifrering af hieroglyfferne.

I dag finder man mest skrald i Rosetta.

Den mægtige Nilflods møde med Middelhavet blev engang kaldt historiens mest storslåede kys. Det er et af naturens mesterværker og et monumentalt møde mellem to legender, der har givet os så meget historie.

Men forholdet, og det storslåede kys mellem dem, er nu blevet ekstremt toksisk.

Nilens flodbred i Rosetta er blevet en gigantisk losseplads. Plastikflasker, cigaretfiltre, dåser, poser, klipklappere, nylonstrømper, sølvpapir, mælkekartoner, fastfoodindpakninger, træstumper, bildæk, bind og kondomer er spredt langs flodbredden.

Hver eneste dag rundt spytter Nilen 220 ton plastik i Middelhavets indre. Det er 80.000 ton om året, og en god portion kommer fra netop Rosetta.

Nilen er forvandlet til en plastikflod. I Nilen er over halvdelen af fiskene ikke egnet til menneskeføde, siger egyptiske miljøeksperter. Mere end 75 procent af fiskene i floden indeholder plastik i mavetarmkanalen. Til sammenligning er andelen 2,6 procent i Nordsøen og 5,5 procent i Østersøen.

Nogle steder ved flodbredden i Rosetta flyder døde fisk sidelæns. Mange er forsvundet, siger fiskerne, hvis både ikke engang kan komme i havn grundet mængden af skrald i floden. Nogle i fiskeindustrien er blevet kriminelle for at overleve. Andre smugler desperate afrikanere fra Afrikas Horn over Middelhavet, mens dem, der stadig holder skansen, er dybt fortvivlede og ivrige efter at finde forklaringer på ulykken.

»Vi ved ikke, hvad der foregår. Floden spyer gift!« siger en vred fisker.

»Førhen fangede vi så mange fisk, at vi ofte havde problemer med at sælge dem. Vi endte nogle gange med at dele dem gratis ud på torvet. Vi har fisket i flere generationer, men vi har aldrig set noget lignende.«

Min flod

Dagbladet Information har sendt mig til Egypten for at skrive om Nilen, og jeg er allerede rystet. Siden barndommen har mit forhold til floden været ekstremt romantisk. Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg været fascineret af Nildalen og de faraoniske dynastier, der herskede over den.

Som voksen har jeg tilbragt nogle af mine bedste år i Egypten. Jeg har levet ved floden, rejst på den, reflekteret over den, datet og grædt ved den. Så stor er min kærligheden til Nilen, at jeg i mit testamente har understreget over for familien, at jeg stik imod min forfædres skikke vil kremeres, og at min aske skal spredes i floden.

Men efter et par timers ophold i Rosetta er jeg i tvivl. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er værst: at jeg forurener Nilen yderligere, eller at den forurener mine jordiske rester. Nilen er blevet syg. Det er en katastrofe i slowmotion, som de færreste bemærker i dagligdagen. Forurening, klimaforandringer, dæmninger, konflikt og overbefolkning. Alt sammen emner, der vil blive berørt i denne serie.

»Vores forfædre tilbad floden, men nu forsøger vi at komme væk fra den, så snart vi kan,« som en fisker påpeger over for mig i Rosetta.

Jeg sætter mig i bilen og kører rundt i Egyptens frodige Nildelta: Egyptens rigeste jordbrugsområde mellem hovedstaden Kairo og middelhavsbyen Alexandria, som skal brødføde 103 millioner og de kommende generationer i landet. Plastikproblematikken – viser det sig – er kun toppen af isbjerget.

Flodernes flod

I bilen bliver der masser af tid til refleksion over floden.

Hvis Nilen udsprang i København, ville den i en vidtudstrakt linje passere tværs gennem Østersøen, Polen, Ukraine, Sortehavet, Tyrkiet, Aserbajdsjan, Det Kaspiske Hav, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien og Himalaya inden den mundede ud i Kathmandu i Nepal.

Med sine 6.600 kilometer er Nilen vores planets længste livline. Vandet i floden – 85 procent af det – kommer fra de etiopiske højlande, begyndte at flyde for 30 millioner år siden, og siden da har vandmasserne bragt næringsrige sedimenter med sig, som har gødet flodbredden fra Etiopien til Middelhavet.

Det er dog hverken Nilens længde eller alder, der gør den storslået. Amazonfloden, Indus, Mississippi og Yangtze har alle meget mere vand i sig end Nilen. Men ingen af dem har en så kompleks, begivenhedsrig og dramatisk historie. Fra Alexander den Store og Napoleon til Mussolini og Churchill – de har alle været besatte af den. De har alle villet forstå den, besidde den og plyndre den.

Og på en måde er deres besættelse blevet vores.

Uden Nilen ville vores egyptomani og besættelse af egyptisk kulturarv i dekorationer, arkitektur og litteratur slet ikke eksistere. Der ville hverken være hieroglyffer, pyramider eller faraoer. Shakespeare ville ikke have skrevet Antonius og Cleopatra. Louvre i Paris ville ikke være så majestætisk. Dronning Nefertiti ville ikke være kultursymbol for Berlin. Og ny Carlsberg Glyptoteket ville formentlig være et meget kedeligere sted.

Men Nilen er meget mere end blot kulturel og intellektuel stimulans for os.

Nilen er selvfølgelig først og fremmest Nillandenes, men Nilen er også verdensarv. Floden er enestående, fordi dens bredder har været menneskehedens brødkurv siden antikken. Alle – også den, der sidder med Information i hånden lige nu – har sandsynligvis forfædre, som på et tidspunkt har nydt godt af flodens gavmildhed.

Engang fangede fiskerne i Rosetta så mange fisk, at de måtte dele dem gratis ud på torvet. I dag kan bådene ikke engang komme i havn på grund af skrald, og 75 procent af fiskene har plastik i mavetarmkanalen.

Engang fangede fiskerne i Rosetta så mange fisk, at de måtte dele dem gratis ud på torvet. I dag kan bådene ikke engang komme i havn på grund af skrald, og 75 procent af fiskene har plastik i mavetarmkanalen.

Waleed Safi

Ramses den Store udkæmpede oldtidens mest blodige feltslag mod de anatolske hettitter i slaget om Kadesh i 1274 f.Kr., men da hettitterne blev ramt af en hungersnød nogle år efter krigen, sendte Ramses’ søn – Merneptah – en hel flåde med korn for at holde ærkerivalerne i live.

Og da de indfødte faraoniske dynastier endegyldigt kollapsede i kølvandet på Alexander den Stores invasion i 332 f.Kr., blev Nilen ved med at give. Romerne hyldede stolt deres landbrug i litteratur, poesi og kunst, men i virkeligheden kunne de ikke brødføde sig selv uden Nilen.

Efter Roms fald dukkede et andet Rom op i Konstantinopel.

Nilen forsynede gavmildt Det Byzantinske Rige i flere hundrede år. I Konstantinopel var man så grådige efter egyptisk korn, at man opbyggede enorme kornlagre og fragtskibe, som tiltrak rotter og fluer, der i sidste ende førte til den justinianske pest; en pandemi der udraderede flere riger i det østlige middelhavsområde, transformerede datidens verdensorden og bidrog til arabernes fremgang.

I 600-tallet overtog Muhammeds arabiske efterfølgere den totale kontrol over regionen. Nilen blev de arabiske kaliffers personlige ejendom, indtil araberne begyndte at bide hinanden, som de stadig gør i dag. Da den osmanniske sultan Selim I ’den grumme’ huggede hovederne af magteliten i Kairo i 1517, blev Nilen Det Osmanniske Riges største fødevareproducent i 400 hundrede år.

Men så blev osmannerne Europas syge mænd, og de britiske imperialister overtog Nilen i 1882. Briterne koloniserede Egypten, tæmmede floden med dæmninger, effektiviserede vandingssystemerne og øgede bomuldsproduktionen, præcis som man gjorde i Det Britiske Imperiums kronjuvel, Indien.

Det korte af det lange er, at Nilen har givet os alt. Historie, mad, tøj. Den har bidraget til vores overlevelse, velstand, og velfærd. Men nu har lemfældigheden, grådigheden og dumheden gjort den så syg, at den ikke engang kan brødføde egypterne.

Kemikaliernes flod

Fra det øjeblik, Nilen når frem til Sudans hovedstad Khartoum, bydes den velkommen med råt spildevand, og det bliver kun værre, jo tættere vandet nærmer sig Middelhavet. Affald fra fabrikker, kloaksystemer og landbrug skylles direkte i floden. Når den ankommer til Egyptens hovedstad Kairo, er den allerede vammel, men efter Kairo – særligt når den strømmer gennem kanaler og bifloder i Nildeltaet – bliver den mildest talt frygtindgydende.

Jeg stiger ud af bilen ved et af de mest kvalmende steder i Egyptens Nildelta: En forholdsvis ukendt middelhavskystby ved navn Ezbet Kassim. Lugten er så afskyelig, at den sætter sig som en tung mursten i min bughule lige under mellemgulvet. Kvalmen bliver med mig resten af aftenen.

»Er alt det kloakslam eller svineri fra fabrikkerne?« spørger jeg en søvnig egypter fra havnekontoret for at være sikker.

»Begge dele,« siger egypteren og vifter døsigt fluerne væk fra øjenlågene.

Ezbet Kassom er en af slutdestinationerne for spildevand fra fabrikker, landbrug og husstande. Afledningen ved havnen er så massiv, at slammen har ophobet sig i store mængder og blokeret dele af havnen.

Jeg snupper diskret et par billeder, forlader stanken og kører straks videre til Mariut-søen nær storbyen Alexandria. Engang badede dronning Cleopatra i søen, men nu er vandet lyserødt. Mange kanaler fra Nilen fører hertil. Der er affald fra i alt syv industrielle installationer, som ender i søen, har Egyptens tidligere miljøminister Maged George indrømmet.

For den, som arbejder med Egypten, er det ingen hemmelighed: Den egyptiske hærs gasindustrier, stålfabrikker, bomuldsforetagender, keramikvirksomheder og fiskefarme skyller tungmetaller, kemikalier, pesticider og organisk stof direkte i Nilen eller søerne i Nildeltaet. Alt ender til sidst i Middelhavet.

En rapport udsendt af Egyptens eget miljøagentur i 2019 konkluderede, at 150 millioner ton industriaffald ender i floden hvert år. Kun Yangtze i Kina og Indus i Sydasien overgår Nilen.

»Jeg tør ikke engang pisse i søen,« siger Gamal Sayyad, en 39-årige mand, der arbejder i saltindustrien i nærheden af Mariut-søen.

Det tabte paradis

Jeg sætter mig i bilen igen og ringer til Peter Schwartzstein. Han er Global Fellow ved The Wilson Center, og han ved alt om forureningen i Nilen.

»Det, du lige har været vidne til, er virkelig deprimerende. Men regimet i Egypten vil jo have fabrikker og industrier kørende for enhver pris. De frygter arbejdsløshed og social uro. Det er ulovligt at skylle råt spildevand ud på den måde, men korruptionen i Egypten tillader det,« siger Schwartzstein.

Jeg beder chaufføren komme væk i en fart.

Som led i min virkelighedsflugt fra omgivelserne hiver jeg den franske historiker Fernand Braudels eminente værk The Mediterranean in the Ancient World frem fra min rygsæk. På vejen gennem palmelundene i Nildeltaet læser jeg Braudels eventyragtige linjer om netop Egyptens engang ærefrygtindgydende Nildelta:

»Det var et paradis for vilde dyr. De storslåede basrelieffer, der dekorerer de faraoniske grave i Saqqarah fra ca. 2500 f.Kr. viser egyptiske jægere, der glider i fladbundede sivbåde blandt utallige skabninger: Fisk, krokodiller, flodheste samt alle slags vandfugle såsom ibisser, hejrer, ænder, isfugle. I basreliefferne manøvrerer både mænd og dyr sig gennem de høje papyrus. Tusind år senere dukker præcis det samme landskab op på farvestrålende basrelieffer fra det 18. dynasti: De samme jægere. Det samme uigennemtrængelige buskads og krat. De samme lette både bygget på siv i tykke bundter. De samme vandfugle. Den samme urovækkende flodhest der lurer i dybet af sumpene. I disse basrelieffer får vi et glimt af dyrelivet i det tidlige Egypten og sumpenes ugæstfrihed over for mennesket.«

Jeg græder stille indeni.

Vi sætter kursen mod storbyen Alexandria. Her er det, som om Middelhavet er i fuld gang med at hævne sig på mennesket og Nilen, som hver dag spytter tonsvis af sygdomme i Middelhavets indre.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Serie

Nilen – en katastrofe i slowmotion

I årtusinder har Nilen givet os liv, civilisation, føde og fortællinger. I dag er flodernes flod syg. Vi har tæmmet den, forgiftet den og skændet den. Klimaforandringerne truer den, og nationerne slås om resterne af den. Informations Waleed Safi har rejst langs Nilen og leverer dens skæbnefortælling.

Seneste artikler

  • Alverdens kriser kan mindske ambitionerne ved COP27 i Egypten

    22. august 2022
    Egypten har op til COP27 kørt sig selv i stilling som de fordømtes stemme. Men verden er hastigt ved at ændre sig. FN’s klimakonference risikerer at rykke langt ned på omverdenens prioriteringsliste, i en tid hvor den globale energikrise raser, recessionen er faretruende nær, og forholdet mellem USA og Kina er iskoldt
  • Nilens nye herskere er ved at sætte en prop i floden

    17. august 2022
    Mange verdensledere har gennem tiderne spillet det store spil om Nilen. Caesar, Süleyman, Napoleon, Churchill, Mussolini og Nasser. Nu er turen kommet til det etiopiske folk. Og det er godt nyt. Medmindre de altså bringer tørst til Sudan og Egypten
  • Nilens skæbne afgøres af Stillehavet

    13. august 2022
    Klimaforandringerne er ved at ændre Nilens gang. Der vil komme mere regn over nilbassinet, men der vil paradoksalt nok være mindre vand til befolkningen. Fremover vil en vekslen mellem ekstrem tørke og kraftige regnskyl være den nye normaltilstand. Vi er taget til Aswan, verdens tørreste by
Følg disse emner på mail
Lillian Larsen

Waleed Safi, jeg græder med dig.

Naja Abelsen, Birger Messerschmidt, Gitte Loeyche, Morten Jensen, fin egenfeldt, Carsten Munk, Anders Bentsen, Troels Ken Pedersen, Peter Hansen, Henrik Dejgaard Rasmussen, Christian Mondrup, John Frølich, Josephine Kaldan, Ejvind Larsen, Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Alan Frederiksen, Rolf Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Waleed Safis artikler gør Information til noget helt for sig selv.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Gitte Loeyche, Carsten Munk, erik pedersen, Henrik Dejgaard Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Suk! Alle forestillinger om mennesket som et intelligent dyr bør efterhånden være manet i jorden, ... øh smidt i floden.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Per Kortegaard, Eva Schwanenflügel, Maia Aarskov, Gitte Loeyche, Jacob O, Kim Petersen, Arne Albatros Olsen, Hans Jørgen G. Ravn og John Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Nilen er blevet en død kloak, desværre....

Anders Hüttel

Jeg lavede en mini-undersøgelse af tangen langs Vestre strand på Ærø. Der fandt jeg plastik i lange baner. Det er omkring os og I os. Sjovt at man kun undersøger plastik i mavetarmkanalen (nok det eneste man kan) og beslutter at "vi bor i paradis". Det ved de som kommer til dén beslutning slet ikke.

Landbruget har ikke rykket sig en meter siden 1950 i Danmark.
De fortsætter år ud og år ind med at plastre 60% af landskabet mig gift i lange baner. Dertil sidder vores folkevalgte og er skræmt over for Akselborg.

Bilparken, altså de 50-70 traktorer som kører deres giftige korn, lige forbi mit vindue til kornkammeret. De ræser afsted med deres forbandede diesel lugt, som og djævlen er efter dem. Sandheden er at de er glubske som alle andre der kan se et gryde med guld foran sig.

Rejsen til Nilen er vigtig for det giver det rigtige billede af Verdens tilstand.
I 1950 var vi 2,5 milliard mennesker som var skræmte efter II Verdenskrig. Snart, til oktober er vi så 8 milliarder som brænder alt omkring os.

Øen her er fyldt med glade tourister som æder, drikker og tager bad i vores vand.
Dem som har aktier i tourismen er også grebet af den gyldne ged. Bryllups "indusrien" skriver at de så gerne vil op på 2000 vielsen årligt. Bare denne lille niche gør nogle få rige som tilbringer deres vintre, uden for øen. Absolut skingrende ligeglad med med andet end deres egen pengepung.

Det er ikke et under at 3 ud af 15 er konservative i byrådet på Ærø. Danmarks højeste valgresultat. De ved ikke selv at pengene fosser ud af øen.

Rasmus Kristiansen, Tommy Clausen, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Kamma Thomsen, Torben Skov, Carsten Munk og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Inderst inde ved vi jo alle, hvorfor vi kan blive ved med at klage og protestere uden, at der sker noget. Greta Thunbergs historie viste det desværre med al tydelighed: hvis man ikke truer med magtovertagelse, er politikerne ikke interesseret i borgerprotester.

Greta Thunbergs protester blev i Danmark endeligt afvist af Mette Frederiksens kommentar om, at hun havde bemærket, at der ikke var så mange børn i gaderne mere. De havde nok indset, at det her var noget, de voksne skulle tage sig af.
Det var en hånende bemærkning, men desværre karakteristisk for hele magtgruppen. Interessen for hendes aktivisme skyldtes, at man troede, at hun ville etablere magt og så gjaldt det om at hænge på. Da hun så ikke gjorde det, faldt de fra igen.

Vi kan intet udrette, medmindre vi sætter en målrettet utilfredshed i system. Vil vi f.eks. gerne have store ændringer i landbruget, kan vi selv holde op med at spise oksekød. 1 kilo mørbrad forbruger 152 kilo CO2. Det er forrygende forurenende og dybt skadeligt for os alle. ALT kød forurener atmosfæren, men fjerkræ dog næsten ikke og alt det, man selv kan dyrke i sin køkkenhave er praktisk taget forureningsfrit.

Hele Concitos klimadatabase for fødevarer, kan du læse her. Det er overraskede læsning.
https://denstoreklimadatabase.dk/?s=&order=field_co2_per_kg_1&sort=desc

Når tilstrækkeligt mange mennesker med deres individuelle adfærd gør de samme ting, vil det, man er enige om, man vil have ændret, blive ændret.

Problemerne på Ærø kan man nok ikke gøre noget ved, medmindre tilstrækkelig mange borgere truer med at fratage politikerne deres politiske positioner. Som vi kan se i sagen om Greta Thunberg, skal der trusler til, og man skal også være klar til at tage konsekvensen.

Det samme gælder alle de andre sager: aktivisme med trusler om fratagelse af politikeres personlige status har vist sig at være et virksomt middel og måske endda det eneste. Sæt jeres egen sag i system.

Forureningen af Nilen og 8-9 andre floder kan vi ikke stoppe. Det stopper nok ikke, før det går ud over turistindustrien.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Torben Skov, John Andersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Ruth Sørensen, Nikolaj Lykke Nielsen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Det Waleed Safi beskriver kan man desværre opleve i stort set alle lande mellem dem to vendekredse. For mange mennesker og ingen infrastruktur til at tage sig af problemerne.
I et land som Danmark med et ret avanceret renovations system, rimeligt effektive anlæg til rensning af spildevand har vi nogenlunde situationen under kontrol, men i mindre avancerede fattige lande, hvor befolkningen bare vokser og vokser, der ender det galt, og så hjælper det ikke at sidde i en enklave som Danmark. Bare se på vestkysten, hvad de store europæiske floder har bragt med til os. Man kan se det på sproget og navnene på affaldet.
Menneskeheden er nået til the point of no return, hvad det her angår.
Trist...

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Bentsen

Jeg tror FN burde samarbejde med Adgex for at få renset bedre ud specielt i de fattige lande, men det kunne nok hjælpe i alle lande, men nogen har bedre råd end andre. Adgex har opfundet en maskine de kalder Greenblaze, som omdanner ALT carbon holdigt materiale til miljøvenlige stoffer uden at brænde dem af, men der kommer et stort energioverskud i form af både electricitet og varme. Man kan købe en stor maskine der koster ca. 2mio dollar ab fabrik som klarer 5m3 i timen, eller en lille til ca. 50000kr. som vidst tager 50kg/time.
Men der er lige den detalje at firmaet er 50% russisk/australsk.
Jeg har nu en helt anden løsning på problemet med plastik i naturen....
Lad ALLE virksomheder der producerer ting i plastik betale 2dollar per kg plast de producerer, og lav så et indsamlingssystem hvor man betaler 1dollar per kg til alle der vil aflevere det på et sikkert sted. Så kan i tro der vil gå sport i at samle plastik affald blandt de fattige..

Rasmus Kristiansen, John Andersen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
John Graversgaard

Kapitalisme og uhæmmet vækst ødelægger planeten, men fortsat hylder flertallet af politikerne dette syge samfundssystem.

Anita Bondo, Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Irene Clausens, Torben Arendal, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, John Andersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Morten Jensen, Ruth Sørensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

"et offer for grådighed og dumhed"

Ligesom resten af verden. Hvorfor skulle lige Nilen slippe fri?

Rasmus Kristiansen, Jacob O, John Andersen og Maia Aarskov anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Nilen burde fredes, sammen med regnskoven og et par andre "ting", som også burde være på verdensarvlisten; men ikke før vi har fået styr på russerne, IS, Taliban og alle de andre vandaler.

Torben K L Jensen

Når vi nu er ved Nilen bør vi ikke overse at hele Nordafrika var frugtbart på den tid og som sådan en ligeså stor bidragsyder til romernes ædegilder.

Lillian Larsen

Uha! Så lyder det: "konkurrenceevne og læk, det kan I vel nok forstå!" Øv!