stormløbet mod Kongressen
Læsetid: 8 min.

Trump »valgte ikke at handle«, da han så sine tilhængere terrorisere Kongressen

6. januar-udvalgets seneste kongreshøring fokuserede på den amerikanske præsidents over tre timer lange tilbagelænede passivitet, da stormløbet mod Kongressen udartede stadig mere voldeligt, og presset mod ham for at skride ind blev stedse stærkere
Tilhængere af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump poserer i Kongressen under stormløbet den 6. januar 2021.

Tilhængere af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump poserer i Kongressen under stormløbet den 6. januar 2021.

Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Udland
23. juli 2022

I 187 minutter gjorde Trump ikke ret meget andet end at iagttage begivenhedernes gang på tv.

I 187 minutter lod USA’s præsident en vred folkemængde af hengivne tilhængere gå til angreb på den amerikanske kongresbygning. Uden at sige noget. Og uden at foretage sig noget for at stoppe det eskalerende amokløb.

Klokken 13.10 den 6. januar 2021 var Trump kommet tilbage til Det Hvide Hus efter at have opfordret sine tilhængere til at marchere mod den amerikanske kongres i den brandtale, han holdt på Ellipsen, præsidentboligens sydplæne.

Men helt frem til klokken 16.17 – tidspunktet, da han omsider gik modstræbende på tv for at bede sine tilhængere forlade Capitol – sad han roligt og tilbagelænet i spisestuen i Det Hvide Hus, imens han fulgte livetransmissionen på Fox News af det stadig vildere stormløb på Kongressen i Pennsylvania Avenues modsatte ende.

Og der gik kun 11 minutter, før det blev klart for alle, der fulgte med på tv, at protesterne var begyndt at udvikle sig voldeligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Nu har jeg fulgt det her så at sige løbende, lige fra før stormløbet på kongressen.
Hvad havde Trump egentlig håbet på?
At stormløbet ville "lykkes"?
Og at han på den måde kunne forblive som præsident?
Han var helt klart grebet af begivenhederne, følte sikkert, at det, der skete, var det rigtige og retfærdige svar på, at valget var stjålet fra ham. Som han sikkert var overbevist om var sket. .
Heldigvis var der tilstrækkeligt med mennesker omkring ham, som bevarede deres sunde fornuft.
Den har Trump aldrig haft.
Og han var USAs præsident i fire år.
Og kan blive det igen!

Steen Ole Rasmussen

Spillet om magten inkluderer spillet om reglerne for spillet om magten!

Det gælder i kærlighed og krig, at disse former for spil inkluderer spillet om reglerne for spillet.

Det, der figurerer som regler inden for de forskellige former for rationalitet/primære funktioner i det moderne samfund, det rationelle funktionsdifferentierede moderne samfund, er kun fastlagt og funktionelt respekteret for så vidt, som samfundet kommunikativt, administrativt og semantisk forstår og respekterer disse adskildte former for meningsregime.

Postmodernisterne beklagede sig over, at respekten for den overordnede mening/fortælling/udviklingen var brudt sammen, at fornuftens, oplysningsprojektet, modernismen havde miste sit bærende statum.

Den store fortælling som de betalte italesættere får deres velfortjente løn fra redaktionsgangene for at viderebringe i ,mere eller mindre pædagogisk udformening, er dybt anfægtet af realfundamentalistiske og iboende teoretiske modsætninger.

Den tid, som vi lever i, er postmodernisme i praksis.

Trump er et symptom, ikke en årsag, selv om han i den grad lever ved og nærer sig ved sin egen latterligt forfængelige jagt på at kunne inkarnere den højeste position i denne verden domineret manglende sand autoritet.

Han er flasket op i hjertet af den amerikanske drøm/fortælling, der går på, at hvad en marketingsekspert https://denstoredanske.lex.dk/Donald_Trump (arving til et allerede eksisterende konglmerat) kan opnå på konkurrencens betingelser, det er ikke bare godt for denne, men i det hele taget, og han jager den hæmningsløst på tværs og på bekostning af det, som lidt mere sociologisk videnskabeligt kompetente iagttagere kalder funktionsdiffernetieringen, altså respekt for ret, politik (adskillelsen mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt), videnskab, kunst, m.fl.

Han kom til som konsekvens af den underminering af respekten for videnskab (sandhed), som medierne stod for især i begyndelsen af det ny årtusind, hvor man smadrede respekten for videnskaben, der hvor den talte fortællingen om den økonomiske vækst imod som løsningen på de problemer, som selv samme vækst fører med sig.

Trump kom ind fra siden, og fortalte at fortællingen om markedsintegration på globalt plan ikke var til alles fordel. Det var sandt, for dem i rustbæltet vidste udmærket, hvad det vil sige, at blive kørt over af globaliseringen, konkurrencen med fjernøsten.

Han sagde det, som det var, at Bush d. II. havde løget befolkningen op i sit åbne ansigt for at få sig en god grund til at tilegne sig Iraks gigantiske oliereserver, så der kunne komme gang i den globale økonomi/menneskeskabte globale opvarmning.

Alle vore medier i hele den åh.. så frie verden lod løgnene passere.

Trump sagde det, som det var.

Han har ingen respekt for sandheden, medierne osv. (med god grund)

Men forfatningen, den nåede han ikke at vælte.

Nu mister han taget om det republikanske parti og mulighederne for at fortsætte sin kamp.

Men det, der skabte ham, alle de gigantiske selvmodsigelser (performative paradokser og selvnegerende tilbøjeligheder) der har skabt ham, de findes fortsat.

Men det er nok for meget at komme ind på i et medie, der lever af at reklamere for, at man kan komme fra Billund til Ibiza for 1173 kr.

De herskende succeskriterier står lige som i vejen for, at man kan sige sandheden, nemlig at man lever af at smadre livets betingelser.

Tump er bare et symptom på noget meget stort.