De afrikanske landes ledere vil sandsynligvis bruge det næste FN-klimatopmøde til at presse massive investeringer igennem inden for fossile brændstoffer. Det viser dokumenter, som The Guardian har set.
Det vil dog blive næsten umuligt for verden at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader over det førindustrielle niveau, hvis der udvindes ny gas og olie fra Afrikas store reserver.
De stigende gaspriser har imidlertid gjort afrikanske brændstoffer mere attraktive. Flere udviklede lande, herunder EU-landene, har givet udtryk for, at de vil støtte en større produktion i lyset af den nuværende gasmangel.
The Guardian har set et dokument, der er udarbejdet af Den Afrikanske Union. Dokumentet omfatter de fleste afrikanske lande og henviser til et møde i »den specialiserede tekniske komité for transport, transkontinental og interregional infrastruktur og energikomité«. Mødet fandt sted den 14.-16. juni, og her deltog nationernes energiministre.
Dokumentet er fem sider langt og har et bilag tilknyttet på 25 sider. Det indikerer, at landene er blevet enige om et fælles grundlag for deres forhandlingsposition på FN’s klimatopmøde, COP27, der skal afholdes til november i Egypten.
Landene ønsker at øge produktionen af fossile brændstoffer på tværs af det afrikanske kontinent:
»På kort til mellemlang sigt vil fossile brændstoffer, især naturgas, komme til at spille en afgørende rolle for at udvide adgangen til energi og for at accelerere udviklingen af vedvarende energi,« står der.
Velsignet med energi
Medlemslandene i Den Afrikanske Union mødes igen i Addis Abeba i denne uge for at bekræfte deres fælles position. Det forventes, at de argumenterer for, at Afrika skal have lov til at drage fordel af sine fossile brændstofreserver, på samme måde som de rige lande allerede har gjort. Det må være de rige lande, der skal skære kraftigt i deres emissioner.
Miljøforkæmpere fra hele kontinentet frygter dog, at udnyttelsen af gas og olie i Afrika vil betyde, at de globale klimamål ikke kan overholdes. De frygter også, at øget udvinding kun vil gavne multinationale selskaber, investorer og eliten, og at det samtidig vil forhindre udviklingen af vedvarende energi på kontinentet.
Direktør for tænketanken Power Shift Africa, Mohamed Adow, mener, at det vil være en fejl af Afrika at vælge fossile brændstoffer i stedet for at gå direkte til vedvarende energi.
»Afrika er velsignet med en masse vedvarende energi i form af sol og vind. Afrika bør ikke være lænket til dyre fossile brændstoffer i årtier,« siger han.
Han bakkes op af Lorraine Chiponda, der er koordinator for Africa Coal Network.
»Det er hensynsløst, at afrikanske ledere vil presse på for at udvinde og investere i gas, taget i betragtning at klimaændringerne allerede truer millioner af menneskers liv i Afrika. De oplever øget tørke og sult, tilbagevendende oversvømmelser og cykloner. Fossile brændselsprojekter har ikke løst energifattigdommen for 600 millioner mennesker i Afrika, og de har heller ikke medført socialøkonomisk retfærdighed.«
Det Internationale Energiagentur advarede sidste år om, at der ikke kan udvindes fossile brændstoffer fra nye områder, hvis den globale temperatur ikke skal stige med mere end 1,5 grader.
Det seneste ekstreme vejr, herunder hedebølger og naturbrande i Europa og Nordamerika, har forstærket frygten for, at klimakrisen skrider hurtigere frem end forventet.
De afrikanske lande forventes også at være blandt de hårdest ramte af klimakrisen. Afrikas Horn er allerede ramt af tørke, og World Food Program har advaret mod, at millioner af mennesker »er på vej til at sulte«.
Den skyhøje pris på gas, der er drevet op af krigen i Ukraine og genopretningen efter corona-pandemien, har fået flere til at se muligheder for hurtig indtjening fra de uudnyttede reserver i Afrika.
Ret til egen gas
The Guardian har tidligere afsløret snesevis af såkaldte »kulstofbomber«. Det er fossile brændstofreserver, der kan bringe de globale klimamål langt uden for rækkevidde, hvis de udløses.
Fatima Ahouli, der er regional koordinator for Climate Action Network Arab World, mener, at ledere, der søger efter nye fossile brændstoffer, bidrager til en ny form for kolonialisme.
»Det er de samme glubske lande, der kun ser Afrika som en guldgrube, som nu opfordrer til, at der bliver udnyttet flere fossile brændstoffer,« siger hun.
Gas i Afrika kan blive et stort emne ved COP27-forhandlingerne. EU har indikeret, at man vil støtte produktionen af gas i Afrika. Unionen leder efter nye gaskilder, efter Vladimir Putin har invaderet Ukraine og har truet med at stoppe gaseksporten fra Rusland.
Mary Robinson, der er forperson for Elders-gruppen, mener, at afrikanske lande skal have lov til at bruge deres gas. Gruppen blev nedsat af Nelson Mandela i 2007 og består af tidligere statsmænd og erhvervsledere.
Mary Robinson udtalte tidligere på året til The Guardian, at Afrika skal kunne bruge sin egen gas til husholdning, elektricitet og madlavning i stedet for at eksportere den til EU. Omkring 580 millioner mennesker i Afrika mangler stadig adgang til elektricitet og moderne energi.
Mohamed Adow vurderer modsat, at udnyttelse af gas i Afrika blot ville låse landene fast i en fremtid med højt forbrug af kulstof. Han opfordrer de rige lande til at støtte de fattigere lande økonomisk, så de kan gå over til vedvarende energi i stedet.
»Der er masser af muligheder for vedvarende energi i Afrika, men landene har brug for hjælp til at bygge infrastrukturen.«
The Guardian kunne ikke få en kommentar fra Den Afrikanske Union.
Oversat af Lise Schilder
Nå ja. Så kan de afrikanske lande jo ikke fortsætte med at sige det er vores skyld... Det er da altid noget.
Det er virkelig svært at bebrejde de afrikanske lande, at de vil udnytte de ressourcer, de har til rådighed. Og selvfølgelig ikke mindst set i lyset af de massive fattigdomsproblemer, mange afrikanske lande slås med.
Det er helt illusorisk at forestille sig en målrettet, global grøn omstilling så længe der er en afgrundsdyb økonomisk kløft mellem verdens rigeste og fattigste lande.
DR Congo er i øvrigt ved at gøre klar til at tage deres enorme forekomster af naturgas og olie klar til udvindings licens salg. Uheldigvis er store dele beliggende i tørvemose områder som udløser store mængder af kulstof, hvis der graves i det. EU er stærkt interesseret i afrikansk naturgas som kompensation til Ruslands gashane kniperi. Så vi hjælper jo selv godt til.
Hvis vi ka, ka de vel os. Og da penge er det eneste som betyder noget i den "moderne" kapitalistiske verden, så er Afrika jo nødt til for at kunne overleve klimaudfordringerne og dens konsekvenser. At forsøge at beskytte sig mod de forandringer koster kassen.
Hvad med at vi fejer for vores eget fortov først, før vi kritisere det skidt der ligger hos naboen ?
det er meget simpelt vi har råd til en grøn omstilling ja faktisk er det nok det sted der vil kunne genstarte vores økonomi som vi bevæger os ind i en dyb ressision som følge af vores høje inflasion ja den vedvarende energi er ganske enkelt måden vi skal her i vesten. komme ud af vores høje priser på alt
jeg er så ikke frelst , men energi pragmatisk så jeg ser intet problem i at vi løser krisen med både atomkraft og vedvarende energi, faktisk er det rent sund fornuft.
humlen er enkel skal afrika hoppe på en vedvarende løsning og lade deres fosile energi ligge i jorden skal de først se at det er muligt, at hoppe over den fosile tid. og direkte ind på vedvarende energi / atomkraft fremtid, jeg ser personligt ikke det dilemma der er i debatten mellem atomkraft og vedvarende energi mens vi har et fosilt behov på omkring 80% af vores samlede energi behov. ja det er en direkte ulogisk debat at se atomkraft som et problem og ikke en løsning i den samlede energi pakke for fremtiden. om vi i danmark skal ha de moderne små atomkraft værker, vil jeg ikke tage stilling til men at der intet problem ligger i at ha atomkraft værker. og vindmøller og solceller, ved siden af hinanden er ganske enkelt simpel logisk logik. det udelukker ikke hinanden. men suplere hinanden fint.
jeg finder det frelst at vi der henter meget af vores energi fra at man fælder skov i afrika og brasilen, og sejler skoven her op nu kritisere, afrikanerene for at ville. bruge lidt af deres fosile energi når vi ser på at hver afrikaner. bruger mindre end et frakment af en brøkdel af den energi vi som rige vestlige forbruger pro capita. ja dobbelt moralsk frelst, faktisk direkte.
Vi bør feje for vores egen dør først.
Selvfølgelig vil afrikanerne have samme levestandard som os i Vesten. Høj levestandard er det samme som et højt forbrug af CO2, og det vil det være i mange år frem, indtil ny teknologi er udviklet.
Indtil at befolkningstilvæksten på det politiske niveau, bliver adresseret som værende menneskehedens største og mest akutte problem, sker der ikke noget, og CO2 udslippet vil bare blive ved med at stige. Og man kan glemme alt om at standse temperaturstigningen, afsmeltningen af polerne osv.
Hver eneste dag året rundt, bliver vi knap 250.000 flere mennesker og dermed forbrugere, ekstra på planet jorden, som trods alt har begrænset ressourcer. Hvis vi ikke får reduceret den tilvækst, så kan vi (i Vesten) spise alle de plantebøffer vi kan stoppe i hovedet, købe brugt tøj, reducere antallet af flyrejser, købe batteribiler osv. for det vil ikke have nogen reel effekt på klimaet. Det er ikke andet end en feel good handling.
Vesten er ved at blive et microproblem, hvor der er brug for en macroløsning.
Klimaforandringerne er kommet for at blive, vi kan ikke nå at stoppe dem, vi kan evt. reducere effekten af dem med en mærkbar effekt om 50-200år.
Derfor skal vi lære at leve med og forberede os på klimaforandringer, nogle af naturlige årsager og andre under indflydelse af menneskets virke.
At Afrika ønsker udvikling kan vi ikke bebrejde dem eller tage fra dem, det er et vilkår, og vi skal naturligvis hjælpe dem til en grønnere omstilling hvis de ønsker det, samtidigt med vi selv omstiller os.
Jeg ville være noget mere positivt indstillet over for ideen, hvis der var bare en lille chance for, at det ville kunne komme den almindelige befolkning til nytte. Men det lyder som om det bliver endnu en gren, som de rige kan sidde på og nu altså også bidrage til klimaforandringerne. Det er en ærgerlig udvikling.
Aaah! En lejlighed til at dele en film med David Kipping fra Coolworlds, som nok er værd at blive klog af, hvis man ser den til ende.
https://youtu.be/HEpNiOM6lto