Britisk politik er grundlæggende konservativ. Det Konservative Parti, Tory’erne, har været ved magten de seneste 12 år, og det forholder sig stadig sådan, at kostskolen Eton har produceret flere end tre gange så mange premierministre end partiet Labour.
Lige nu står Det Konservative Parti i et opbrud. Skandaliseret af Boris Johnsons eskapader, bagud i meningsmålingerne og midt i et formandsvalg, hvor de to kandidater, udenrigsminister Liz Truss og forhenværende finansminister Rishi Sunak, lover skattelettelser, som ingen andre end de konservative partiaktivister, der skal vælge dem, synes interesseret i.
For bare et år siden tydede alt ellers på, at partiet kunne se frem til yderligere »årtiers dominans«, som den tidligere leder William Hague formulerede det. I 2019 vandt Boris Johnson en knusende valgsejr med et flertal på 80 mandater. Brexit var en del af forklaringen, det samme var vælgernes forbehold ved Jeremy Corbyn. Men succesen skyldtes også, at partiet havde formuleret en ny politisk linje, som appellerede til den traditionelt Labour-loyale arbejderklasse og skabte en hel ny koalition af vælgere.