Taiwan
Læsetid: 6 min.

Ny undersøgelse: Veluddannede kinesere støtter angreb på Taiwan

Risikoen for krig i Taiwanstrædet tager til, men hvad mener almindelige kinesere om en væbnet konflikt? Uddannelse, partimedlemskab og medieforbrug er afgørende for svaret, viser nyt studie. Information har talt med forskeren bag, der selv er overrasket over flere af sine konklusioner
Soldater spiller invasionsstyrker i en militærøvelse i Taiwan i juli.

Soldater spiller invasionsstyrker i en militærøvelse i Taiwan i juli.

Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
18. august 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Folkets Befrielseshær har øvet sig på krig, lige siden den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi tidligere på måneden besøgte Taiwan. Hun var knap steget af flyet, før Kina annoncerede de mest omfattende militærøvelser i Folkerepublikkens historie. I dagevis cirklede kinesiske kampfly og flådefartøjer rundt om den taiwanske hovedø i et omfang, der mere og mere lignede begyndelsen på en blokade. Som formand for Repræsentanternes Hus var besøget USA’s mest prominente i Taiwan i årtier. Det blev fulgt op denne uge af endnu et amerikansk politikerbesøg. Denne gang anført af senator Ed Markey. Igen har det officielle Kina reageret med fordømmelse og militær afskrækkelse.

»Vi vil ødelægge alle forsøg på at danne en form for ’Taiwan-uafhængighed’ og nedkæmpe andre landes forsøg på at blande sig,« lød det mandag fra Wu Qian, talsmand for Kinas forsvarsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kinesiske fjendtligheder

Kinas holdning er velkendt. Kommunistpartiet anser Taiwan som en del af Folkerepublikken, der skal genforenes med moderlandet. Med fredelige eller om nødvendigt militære midler. Når Taiwanstrædet i dag bliver set som et af de farligste steder i verden, skyldes det den åbenlyse konflikt mellem stormagtsrivalerne USA og Kina og det faktum, at den fredelige forening over strædet ser mere og mere utopisk ud.

Taiwanerne ønsker ikke Kinas omklamring. Den seneste opgørelse fra National Chengchi University i Taipei viser, at kun 1,3 procent af de adspurgte går ind for forening med det kinesiske fastland »så hurtigt som muligt«. Til gengæld findes der få opgørelser over, hvad den almindelige kineser mener. Er stemningen i de kinesiske hjem for eller imod en annektering af Taiwan, hvis andre metoder svigter? Det er netop, hvad man kan læse om i et større studie bragt i seneste udgave af det akademiske tidsskrift Journal of Contemporary China. Information har talt med artiklens hovedforfatter, Dongtao Qi, forsker ved East Asian Institute på National University of Singapore.

»Jeg ønskede at forstå, hvor stor en andel af den kinesiske befolkning, der bærer rundt på fjendtligheder rettet mod Taiwan,« forklarer den kinesiskfødte forsker, der modtog sin ph.d. i sociologi fra Stanford University og siden har specialiseret sig i politisk sociologi, især relateret til forholdet mellem stat og samfund og nationalisme i Taiwan og Kina.

»Bekymringen angående tiltagende kinesisk nationalisme rettet imod Taiwan, Hongkong og USA er ikke ny, men især i forhold til Taiwan-spørgsmålet er der sket en markant ændring i den kinesiske opfattelse. Den har flyttet sig fra en tro på, at Taiwan er på vej tilbage, at taiwanerne støtter genforening til en ny overbevisning om, at Taiwan faktisk driver væk fra Kina og ikke ønsker at være en del af Kina. Det har ført til dyb skuffelse hos mange kinesere, der som et resultat heraf har flyttet sig i en meget nationalistisk retning, hvad angår Taiwan.«

Uddannelse overrasker

Dongtao Qis undersøgelse tager udgangspunkt i en meningsmåling foretaget i ti forskellige kinesiske byer og er baseret på holdninger til spørgsmålet: »Er du enig i, at Taiwan under ingen omstændigheder bør forenes med fastlandet med magt?« På det helt overordnede plan støtter 53,1 procent af de adspurgte en væbnet annektering, 39,1 procent er imod, og 7,8 procent svarer »ved ikke«.

Nogle af undersøgelsens konklusioner må siges at være forventelige. For eksempel at partimedlemmer er mere tilbøjelige til at støtte en konflikt, mens personer bosat på den anden side af strædet i en del af Kina, der vil blive påvirket mest af en krig, er mere imod. Men andre konklusioner er mindre oplagte. Eksempelvis er der en klar sammenhæng mellem uddannelse og støtte til at overtage Taiwan med magt. Blandt adspurgte uden nogen uddannelse støtter 9,5 procent brug af militær magt, mens andelen er oppe på 68 procent hos personer med en kandidatgrad eller derover.

»Det mest overraskende for mig var, hvor vigtig en faktor uddannelse er. Jeg var godt klar over, at det kinesiske uddannelsessystem påvirker folks holdninger og syn på regeringen i en positiv retning, men jeg havde ikke forestillet mig, at det i den grad ville påvirke folks syn på væbnet genforening. Det var chokerende,« siger Dongtao Qi.

Forklaringen skal findes i det kinesiske uddannelsessystem, hvor patriotisk uddannelse har været på skoleskemaet siden 1990’erne fra de yngste klassetrin og helt op på universitetsniveau, og som tilmed har fået ekstra bevågenhed under Kinas nuværende leder, Xi Jinping. Samtidig er de mere privilegerede og højtuddannede grupper i landet dem, der har fået mest ud af de seneste mange årtiers reformer og fremgang i Kina.

»Både i en materialistisk og psykologisk forstand er de tættere knyttet til den kinesiske ledelses ideer om national genrejsning og storhed. Og i den fortælling er genforening med Taiwan et vigtigt element for at styrke Kina militært, politisk og i forhold til nationens stolthed. Og så er det ikke deres familiemedlemmer, der bliver sendt i krig. De fleste af Kinas soldater er fra landområderne. Middelklassen og opefter behøves ikke at melde sig til hæren for at opnå social og økonomisk fremgang,« siger han.

Vigtig offentlig mening

Propaganda og topstyrede budskaber er også med til at forklare, hvorfor respondenter med kendskab til Taiwan ifølge undersøgelsen går mere ind for at bruge magt.

»Mere kendskab og viden betyder ikke nødvendigvis den rette viden og forståelse. De fleste kinesere får deres informationer om Taiwan fra de officielle kanaler, og statsmedierne er blevet væsentligt mere kritiske i deres dækning af Taiwan. Budskabet i de kinesiske medier i dag er, at der er stærke kræfter i Taiwan, der ønsker uafhængighed, og derfor bliver vi nødt til at overveje brugen af militær magt,« siger Dongtao Qi.

Samme logik gælder i mødet mellem personer fra Kina og Taiwan. Også i de tilfælde, hvor kinesere har personlige relationer til taiwanere, er tilbøjeligheden til at støtte en krig større.

»Konteksten er vigtig. Forholdet er et helt andet over strædet nu sammenlignet med for ti år siden. Dengang under den tidligere regering i Taiwan, troede de fleste kinesere, at genforening ville ske af sig selv, og at kinesere og taiwanere var en del af den samme familie. Hele retorikken på begge sider af strædet var venlig og håbefuld. Så når en kineser mødte en person fra Taiwan, fokuserede de på det positive, på den fælles historie og det fælles sprog. Nu er situationen en helt anden, og propagandaen på begge sider er en helt anden. Den negative politiske agenda præger mødet. Forskellene fylder mere.«

Dataindsamlingen, Dongtao Qis artikel er baseret på, er foretaget i 2019, men emnet er kun blevet mere aktuelt i takt med de stigende spændinger mellem USA og Kina. Faktisk kan det undre, at der findes så relativt få undersøgelser af kinesernes holdning til spørgsmålet. Det skyldes formentlig, at emnets politisk følsomme karakter gør det tæt på umuligt for kinesiske forskere inde i Kina at beskæftige sig med. Uden for Kina er mange forskere desuden skeptiske i forhold til, hvorvidt holdninger i den kinesiske befolkning kan påvirke beslutningstagerne i kommunistpartiet. Men det er en fejl at undervurdere, mener Dongtao Qi. Når en krise blusser op, er den kinesiske regering meget opmærksom på den offentlige mening.

»Pelosis besøg viste det igen. Mange kinesere blev frustrerede over den kinesiske regerings manglende respons både op til og under hendes besøg, så den kinesiske ledelse var tvunget til at skrue op for de militære øvelser og forlænge dem flere dage end planlagt for at behage sit hjemlige publikum,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er virkelig bemærkelsesværdigt og også skræmmende, at propaganda kan være så virksom.

Arne Albatros Olsen, Willy Johannsen, Jacob O, Michael Hullevad, Ole Olesen, Torben Bruhn Andersen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Kinas befolkning består af et flertal af mænd pga. 1-barns politiken. Mænd som aldrig vil kunne finde sig en kone. Rundt regnet er det i omegnen af 50-100 millioner “gifteklare” og “familieønskende” mænd, som aldrig vil kunne følge sin biologi.

Derfor vil det betyde mindre end ingenting hvis Xi skulle ofre 1 million af dem, til at indtage Taiwan. Når han så alligevel venter, skyldes primært to ting. Dels vil en fredelig løsning være en kæmpe fjer i hatten, fordi han indenrigspolitisk vil blive betragtet som den store fredsmager, der samlede riget. Altså den største lige efter Formand Mao. Lidt som Abraham Lincoln efter G. Washington. Og så er der problemet med face, nemlig at krig vil vække afsky i resten af verden, selv blandt Kinas støtter.. Noget som Xi vil skulle “slås” med resten af sit liv. Og det vil han gerne undgå, hvis han kan.

Men han har ikke mange år til at opnå sin vision, som han selv har sagt ikke skal udsættes til næste generation, for det skal samtidig ske inden 100 års fejringen af Maos dynasti (kineserne lever i dynastier, når de ser på deres fortid). Og gerne 10-15 år før, for det tager lang tid at komme ind i varmen igen, som er deres erfaring fra Tiananmen Square 1989.

Mit bud er at der er fundet en løsning inden år 2030. Spørgsmålet er om det sker ved krig eller aftale?

Michael Hullevad

Xi er presset på den økonomiske front. Hans fastholdelse af Z-Covid har betydet et tilbageslag af dimensioner. Problemerne med bolig udviklingerne (Evergrande osv) og 50 mio. boligmål der ikke er i brug og lokale bankers manglende likviditet slår hovedet på sømmet. Når en diktator kommer i problemer trækker de det nationalistiske trumf kort. Så konklutionen er en invasion af Taiwan, lidt afhængig af udviklingen i Ukraine.

Klaus Carsten Pedersen

Taiwan fik efter 200 år som kinesisk koloni status som provins i 1885. I 1895 blev Taiwan efter en kort krig afgivet til Japan, som styrede og udviklede øen i 50 år til 1945. De følgende fire år blev Taiwan igen styret af Kina. Men den kinesiske regering blev i borgerkrigen slået af kommunisterne og flygtede til Taiwan. Summa summarum: Kinesisk koloni i ca 200 år, integreret del af Kina i sammenlagt 14 år, japansk koloni i 50 år og de facto selvstændig stat i 73 år. Kinas påstand om, at Taiwan er en umistelig del af fædrelandet og har været det fra tidernes morgen er grebet ud af luften.

Et aldeles overvældende flertal af taiwanerne ønsker ikke at blive underlagt styret i Beijing. Men Taiwan har investeret mere i Kina end noget andet land, og Kina er Taiwans største eksportmarked. Taiwan ville blive Kinas bedste ven i verden, hvis Kina ville droppe truslen om en voldelig overtagelse. Det er tragisk, at det ikke sker; men styrets propaganda og historieforfalskning har drevet opinionen op i et højt træ, og det bliver svært at få den ned igen. Det kunne dog nok lade sig gøre, hvis viljen var til stede.

Vi andre burde lade Kina forstå, at det ville vinde respekt verden over, hvis det ville annullere den "lov", der åbner for magtanvendelse imod Taiwan, som jo ikke truer nogen. Vi bør også fastholde over for Kina, at vi umuligt kan acceptere, at forholde mellem Kina og Taiwan er et internt anliggende, som vi ikke har adkomst til at blande os i. Etablerer Kina blokade, skader det alle søfarts- og handelsnationer, og krig vil være en katastrofe.

Torben Bruhn Andersen, Arne Albatros Olsen, Willy Johannsen, Jacob Nielsen og uffe hellum anbefalede denne kommentar

Klaus:
Nu er Taiwan jo ikke anerkendt af så mange, uanset om du og andre bryder sig om det kommunistiske styre er det fakta, og hvis vi gerne ser en fredelig udvikling de to imellem ,burde USA holde snuden for sig selv, så meget bedre er de altså ikke menneskelig set!

John Andersen, Carsten Munk og erik jensen anbefalede denne kommentar
Martin Jensen

Mit bud er, at Kina invaderer i 2028 - hvor USA er optaget af præsidentvalget.

Kina har i øvrigt aldrig fraveget nogle af de områder, som de har invaderet - dejligt imperialistisk, men det er jo ok, når det er for verdensrevolutionen?

John Andersen

America England and most countries have officially accepted "One Country Two System Policy" for China.
So why does America treat Taiwan as a separate country?

Bjørn Pedersen

"Og så er det ikke deres familiemedlemmer, der bliver sendt i krig. De fleste af Kinas soldater er fra landområderne. Middelklassen og opefter behøves ikke at melde sig til hæren for at opnå social og økonomisk fremgang,« siger han."

Set i lyset af (især) dette, forstår jeg overhovedet ikke det "overaskende" ved forskningsresultatet? Det er kun en overraskelse, hvis man har sig den fejlantagelse, at høj social klasse også medfører høj grad af politisk, social og økonomisk bevidsthed og forståelse af sin omverden.

Hvad Taiwans status som hhv. del af Kina eller selvstændig specifikt angår.... Taiwan er officielt set stadigvæk del af Kina... bare ikke det kommunistiske Kina. Landet hedder jo officielt (hos dem selv) "Republic of China", og ikke Taiwan. Mon ikke især dette er en fortløbende rød klud i hovedet på Kina i dag? Om det ville være nok, er jeg selv i tvivl om, men det kunne da være en start?

Jacob Nielsen, erik jensen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Taiwan har aldrig været en del af CCP !