Nyhedsbrev
Læsetid: 7 min.

Rusland har brudt med langvarig kutyme om ikke at invadere suveræne lande. Det skaber frygt i Taiwan

Her er dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Taiwans præsident, Tsai Ing-wen (til højre) og Formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, forud for deres møde i Taipei. Pelosis besøg har vakt stor vrede i Kina.

Taiwans præsident, Tsai Ing-wen (til højre) og Formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, forud for deres møde i Taipei. Pelosis besøg har vakt stor vrede i Kina.

Wang Yu Ching/Ritzau Scanpix

Udland
4. august 2022

Selv om det ikke er direkte relateret til krigen i Ukraine, så hænger formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosis, besøg i Taiwan i denne uge alligevel sammen med den verdensorden, der er blevet tydelig efter Rusland indledte sit angreb på Ukraine den 24. februar i år. Det er en mere anspændt verden vi lever i, og det ser vi lidt nærmere på i dette ugentlige overblik over krigen og verdensorden. Men først et friskt nyhedsoverblik.

Ugens overblik

Det sierraleonske fragtskib Razoni nåede tirsdag til Istanbul, efter at det mandag sejlede af sted fra havnebyen Odesa i Ukraine. Skibet er ladet med 26.000 ton majs og er det første til at eksportere ukrainsk korn siden krigens begyndelse. Onsdag er Razoni blevet inspiceret af et hold, der består af både ukrainske og russiske myndigheder, som et led i den kornaftale, parterne indgik med FN og Tyrkiet den 22. juli. Efter inspektionen er skibet fortsat mod Libanon.

Kreml ønsker, at afslutningen på krigen skal ske gennem forhandlinger. Det siger den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, der ifølge eget udsagn mødtes med den russiske præsident Putin så sent som i sidste uge. Ifølgee Schröder, der før har været udsat for kritik for sine udtalelser om krigen, kan den nylige kornaftale potentielt være det, der baner vejen: »En første succes er kornaftalen, måske kan den langsomt blive udvidet til en våbenhvile,« sagde han til flere tyske medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

USA indfører nye sanktioner mod russiske virksomheder og individer med bånd til Kreml. Sanktionslisten blev offentliggjort tirsdag og inkluderer mange personer, der allerede er sanktionerede af EU og Storbritannien. En af dem er tidligere medlem af statsdumaen og olympisk gymnast Alina Kabaeva, der desuden formodes at være kærester med ingen mindre end den russiske præsident Putin.

Rusland flytter tropper fra Donbas til den sydlige del af Ukraine, hvor ukrainerne sandsynligvis er i færd med en længe planlagt modoffensiv for at tage russiskbesatte territorier tilbage. Oplysningerne stammer fra den ukrainske efterretningstjeneste og det britiske forsvarsministerium, og troppeflytningen vil sandsynligvis betyde, at russerne må skrue ned for offensiven i Donetsk. Det har vi mere om senere på ugen.

Nye spilleregler for diktatorer

Det er sådan set ikke så vigtigt, hvad formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Polosis personlige eller politiske årsager er til, at hun i denne uge valgte at tage på officielt besøg i Taiwan. Det vigtige er det bagtæppe, det sker på, og at det sker netop nu.

Tidligt i morges dansk tid vinkede Pelosi farvel fra lufthavnen i Taipei efter blot et halvt døgn, men et ganske kontroversielt halvt døgn i landet. Hun er den højestrangerende amerikanske politiker, som har besøgt østaten i 25 år, og lige siden de første rygter om besøget kom frem, har det vakt vrede i Kina, der helt og holdent mener, landet hører under Kina. Det gør det officielle USA i og for sig også, og her har den officielle udmelding i årtier været, at man har ’accepteret’ Kinas krav, men ikke ’godkendt’ (endorsed) det. Det Hvide Hus har da også klart meldt ud, at det ikke er en del af besøget, men Kina har alligevel opfattet besøget som en voldsom diplomatisk provokation, og det mest direkte svar på besøget har indtil videre været en stor militærøvelse med tungt artilleri i og omkring Taiwan.

Det er præcis denne militære intensitet i konflikten, eksperter har frygtet og advaret om siden begyndelsen af Ruslands invasion af Ukraine. For noget af det voldsomste ved Ruslands angreb har på et mere symbolsk niveau været, at det brød med et tabu og en tid, som vi troede var forbi: Nemlig at lande invaderer andre lande, som føler sig frie og suveræne. Som den danske forsker i autoritære regimer ved Oxford Universitet Jacob Nyrup skrev på Twitter for en måned siden, så er en af de største bekymringer ved en russisk succes i Ukrainekrigen, »at andre diktatorer med imperiedrømme lader sig inspirere. Nordkorea kan angribe Sydkorea, der er flere stridigheder i Afrika og Mellemøsten og vigtigst af alt, så kan Kina invadere Taiwan«.

Taiwan er en erklæret selvstændig stat med et fungerede demokrati, et selvstændigt parlament og præsident og mere end 25 millioner indbyggere. Siden løsrivelsen fra Kina i 1949 har det været et konfliktpunkt i Sydøstasien, og selv om USA som nævnt har hørt Kinas krav, så støtter de østatens frihed både politisk og med våben. Det gentog Pelosi efter eget udsagn i Taiwan, og hun skriver på Twitter, at USA har en »jernklædt støtte til Taiwans demokrati, herunder i spørgsmål om sikkerhed og stabilitet, økonomisk vækst og regeringsfølelse«.

Og det er tilsyneladende ikke kun autoritære regimer, der kan lade sig inspirere, for ifølge magasinet Politico antyder Litauen og Storbritannien nu at gøre alvor af egne besøg i Taiwan.

Lituaens udenrigsminister Gabrielius Landsbergis har på Twitter åbnet op for, at et muligt besøg af embedsmænd fra Litauen kunne komme på tale:

»Nu har Nancy Pelosi åbnet døren til Taiwan. Jeg er sikker på, at andre, der forsvarer frihed og demokrati, vil gå igennem den meget snart,« skriver han

Britiske medier har ligeledes rapporteret, at det britiske parlament også planlægger at sende en delegation afsted, hvilket så igen har fået det officielle Rusland til at reagere. Udenrigsminister Sergej Lavrov har sat Pelosis besøg i direkte forbindelse med USA’s reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.

»Jeg kan ikke sige, hvad der er (amerikanernes, red.) motivation, men der er ingen tvivl om, at det afspejler den samme politik, som vi taler om med hensyn til situationen i Ukraine,« lød det fra Lavrov ifølge CNN, hvor udenrigsministeren i øvrigt tilføjede, at USA har et ønske om at bevise sin »lovløshed« over for alle.

Og det er præcis den situation, Jacob Nyrup advarer imod:

»Putin kan have lagt kimen til en verden, der er markant fattigere, mere usikker, og hvor det er svært at samarbejde om globale løsninger på eksempelvis klimaområdet,« skriver han videre i den samme twittertråd.

»Og det er også derfor, jeg tror, at det bedste, der kan ske, er, at Putin fejler. Stort. Hans invasion må ikke skabe nye spilleregler for, hvordan diktatorer fører udenrigspolitik. Konsekvenserne kan være enorme og skabe milliarder af menneskelige tragedier.«

Det bedste, vi har set, læst og hørt

Balkanlandet Serbiens udenrigspolitik hviler på tre søjler: EU, Kina og Rusland, hvilket gør landet til den perfekte petriskål for at undersøge, hvordan de tre magter gør sig gældende. Selv om EU tegner sig for hele 60 procent af Serbiens samlede handel, mener en stor andel af serberne, at Kina og Rusland er de vigtigste økonomiske partnere. Således er EU-kandidatlandet interessant i forhold til stormagternes kamp om strategisk indflydelse og alliancer rundt omkring i verden. Det har journalisterne Emil Høj og Magne Kaae skrevet en hel serie om med titlen ’Serbien og Stormagterne’. Den er bestemt anbefalelsesværdig, og seneste afsnit er ingen undtagelse:

I takt med at krigen varer ved, formår flere og flere af de ukrainerne, der er flygtet, at skabe sig et liv i det land, de nu er kommet til. Nogle forventer at blive, mens andre drømmer om at komme hjem. En af sidstnævnte er Polina Bashkina, som opholder sig i Irland og oplever, at solidariteten mellem de to grupper – dem, der forventer at blive, og dem, der vil rejse hjem – er truet. I sin klumme beskriver hun, hvordan hun selv hører til dem, der oplever det, hun betegner som »forsinket livssyndrom«, altså oplevelsen af, at alt må vente, til krigen er slut. Samtidig oplever Bashkina en stigende tendens til berøringsangst med krigens grusomheder, som hun ikke bryder sig om, for som hun siger, fylder grusomhederne hele ukrainernes liv.

Vi bliver i samme spor. Landsbyen Rude var det første sted, Slagelse Kommune indkvarterede ukrainske flygtninge. Men siden da er der kommet så mange til, at man ikke kan give al den hjælp, man ellers gerne ville. Lige nu er barren sat ved lægetjek, en seng at sove i og mad i køleskabet. Det har Martine Amalie Krogh skrevet om i artikelserien ’Da krigen kom til Rude’, som også er værd at læse. Serien handler netop om Rudes modtagelse af flygtninge fra Ukraine, som jo er et fænomen, der er aktuelt over hele Europa. Læs seneste afsnit her:

På gensyn

Det var, hvad vi havde fundet frem til dig i dag fra verdens slagmarker. Og hvis du mangler et konkret billede af, hvad sådanne slagmarker efterlader, så kan du se denne trøstesløse panorering, der skulle stamme fra den »frigjorte by« Mauripol i Ukraine, der nu er under russisk kontrol. Vi er tilbage om en uges tid igen.
 

/Lasse Lavrsen og Johanne Breum Jacobsen

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja Ruslands nye verdensorden bør kvæles i fødslen inden den bliver kutyme, legitim og spreder sig til resten af verden som en anden pandemi, for ellers mister vi alt troværdigt retssikkerhed, lov og orden, lande og stater i mellem og mange gamle konflikter vil blusse op og nye krige begynde.

FN burde her kunne gribe ind, også militært, men igen står FN desværre udstillet som totalt ligegyldige og hvordan man helt præcist skal stoppe et land og lignende stater som Rusland nu og hvis de overtræder sådanne røde tråde i fremtiden, det er spørgsmålet!

Kim Folke Knudsen, Willy Johannsen, Holger Nielsen, Torben Siersbæk og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Det er rigtigt, at FN er ude af stand til at handle i en katastrofe som Ukrainekrigen, hvor et af de permnente medlemmer af Sikkerhedsrådet har særdeles vitale interesser.

FN er bare det eneste globale organ, vi har, hvor man kan tale sammen, selv under en konflikt.

Jeg er bange for, at der skal en mere alvorlig katastrofe end 2. verdenskrig til for at FN's charter kan ændres, så organisationen FÅR de muligheder, Peter Hansen efterlyser, og det nok ikke en ønskværdig situation.

Jan Henrik Wegener

Den sammensætning der er i Sikkerhedsrådet ogisær dets 5 permanente medlemmer hører hjemme i tiden da FN blev oprettet.
Frankrig og UK er ikke længere så magtfulde, så hvorfor har netop de en plads?
Rusland er ikke Sovjetunionen og opfører sig utilregnelig. Ud med dem?
Kina. Hvad kan man vente fra den kant?
USA. Nogle har det som forbillede, for andre en yndlingsaversion.

Jørgen Mathiasen

Hvis man siger, at "FN burde her kunne gribe ind", tager man ikke hensyn til realpolitikken, og ville Peter Hansen egentlig sige, at FN bør billige Vestens politik? Hvis FN gjorde det, ville atommagterne Rusland, Kina og mange andre i løbet af 0,5 erklære, at de ikke kærer sig om FN - det er realpolitikken. Som eksempel kan man tage Rusland blokering af internationale undersøgere af krigsforbrydelser i Ukraine og tilladelsen til kornudførslerne. Kun det sidste er i Ruslands verdensordensmæssige interesse.

Hvad resultatet af Ruslands overfald på Ukraine bliver, ved vi ikke endnu, og foreløbig er "den nye verdensorden" især en nedlukning af enhver kritisk refleksion indenfor rammerne af det russiske samfund og af russiske energileverancer. I vores del af verden har det udøvet et gevaldigt pres på den grønne omstilling og den energimæssige diversificering.

Torben Siersbæk

@Jan Henrik Wegener - 04. august, 2022 - 08:55.

Jamen, lav du bare om i FN-charteret, når det nu er både indlysende og ligetil!

Har du nogen ide om konsekvenserne af de ændringer, du fantaserer om?

(Hint: se på Folkeforbundets historie...)

@Torben Siersbæk

En start på en reformering af FN må være at ingen har særret og veto, det bør især demokratiske lande som USA, England og Frankrig da kunne forstå som de første!

Det er også muligt at få lande , og muligvis større lande, ved en reformering vælger at stå uden for fra starten af "det nye FN" men lad det så være deres valg, jeg tænker der vil komme tider hvor disse igen vil være en del af et internationalt fællesskab.

@Jørgen Mathiasen

Mht. indgriben, så er der jo internationale vedtagne love, regler, traktater osv. det er ikke vestens regler, men verdens regler, og så må resten af verden da kunne gribe ind hvis der er et klart brud på disse fælles spilleregler.

De fælles "spilleregler" kan man selvfølgelig også tage op, reformere, stemme om, ratificere osv. i samme regi.

FN vil blive ved med at fremstå som en snakkeklub som ingen alligevel tager seriøst eller har respekt for, det er jo det der i dag står tilbage og invasionen af Ukraine udstiller for alvor FN´s hjælpeløshed for fuldt skue ud i det pinlige og især smertelige.

Jan Henrik Wegener

Jså vidt jeg husker var det ikke reformer der ledte til Folkefirbundets nedtur.
Jeg har da heller ikke skrevet om hvordan det nærmere bestemt burde være. Vi skriver jo trods alt på et ikke særlig kendt forum i det store billede.
Men er det bare forandringer der er et problem?
Kan et stivnet system ikke være en fejl?

Torben Siersbæk

@Peter Hansen - 04. august, 2022 - 10:11.

Altså - ingen rigtige overvejelser.

Og slet ingen tanker om konsekvenser af et "nyt FN" uden stormagterne, og med beslutningsproces måske som i Generalforsamlingen.

Jeg må igen opfordre til at studere Folkeforbundets opbygning, funktion og fallit!

Søren Kristensen

For at forstå Rusland skal man forstå Putin og det er så småt ved at stå klart, at det kan man ikke. Men heldigvis er Putin ikke ligeså langtidsholdbar som Rusland og dermed tyder alt på at tiden, om ikke andet, er på vores side. I mellemtiden må vi "bare" afbøde effekterne af hans besynderlige verdenssyn, så godt vi kan.

Kim Folke Knudsen, Willy Johannsen og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Min kommentar (Torben Siersbæk - 04. august, 2022 - 11:25) var også rettet til Jan Henrik Wegener.

"så vidt jeg husker var det ikke reformer der ledte til Folkefirbundets nedtur."

Nu skal man være gammel for at kunne huske Folkeforbundet...

Men i den struktur Folkeforbundet havde, krævedes bl.a. enstemmighed i forsamlingen (svarende til FN's generalforsamling), hvis der skulle gribes ind, og der var ikke nogen pendant til Sikkerhedsrådet, der havde kompetence til indgribende handlinger.

Hvis du samtidig på forhånd forestiller dig, at nogle stormagter IKKE er medlemmer, hvordan i alverden forestiller du dig, at den amputerede organisation kan udrette noget overhovedet?

Jørgen Mathiasen

Torben Siersbæk gør en brav indsats for at lede opmærksomheden hen på den mulighed, at en ændring af reglerne for FN kunne være i Ruslands og Kinas forstand.

En del af læserne af Information kunne åbenlyst godt tænke sig, at det fandt sted, og da ikke så få autoritære ledere rundt omkring i verden har samme mening, kunne der måske også findes et globalt flertal for den slags. Blev det manifesteret, var man nået til det tidspunkt, hvor Vesten erklærede FN for ligegyldigt.

Ligesom Torben Siersbæk stiller jeg mig tilfreds med, at FN er et forum, hvor man kan sætte globale problemer på dagsordenen. Desuden faciliterer FN udsejlingen af korn fra Ukraine, og det er ikke det eneste eksempel på, at FN ikke kun er en diskussionsklub men også handler. Overfaldet på Ukraine har Vesten besvaret realpolitisk med sanktioner og våbenleverancer.

Jan Henrik Wegener

Torben Siersbæk. Det kan da godt være at ikke alle medlemmer skal være lige og slet ikke alle skal kunne nedlægge veto.
Men det er for mig et stort spørgsmål hvorfor netop de nævnte fem lande skal være permanente medlemmer frem for andre.
Det virker som om det er de lande der sås som de ledende sejrherrer fra 2. Verdenskrig. Men er det ikke en anakronisme?
Og hvorfor ikke overveje ændring af Ruslands status i forbindelse med dets invasion?

Torben Siersbæk

@Jan Henrik Wegener - 04. august, 2022 - 14:42.

Jeg synes også, og i dén grad, at rollefordelingen i Sikkerhedsrådet er tudetosset!

Jeg gentager det gerne: det er tosset at de fem "sejrsmagter" fra 2. verdenskrig alle - stadig, 77 år senere - har vetoret, og dermed mulighed for at lamme FN.

Især er UK og Frankrig malplacerede der (Rusland kan man diskutere, men så alligevel ikke, af andre grunde).
I en lang årrække repræsenterede the Republic of China (i dag, Taiwan) Kina, selv om det siden 1949 kun består af selve øen plus noget småtteri, mens the Peoples Republic of China består af "Fastlandskina" med de ca. 1,4 mia indbyggere. Den skævhed ER blevet rettet.
Det skete i øvrigt på foranledning af ikke mindst Henry Kissinger....

Min hovedanke i alle diskussioner om revision af FN-pagten (som 193 lande har tiltrådt - derfor er den ikke noget man bare lige ændrer!) går derfor IKKE på det principielle og ideelle. Mit fokus her er, at alene det at åbne for en diskussion af Sikkerhedsrådets sammensætning og stemmeregler, vil få den smule SAMarbejde, der stadig er der, sat i bakgear, og blokere for alt andet. Og det anser jeg - ikke mindst nu - for en katastrofal risiko.

Jeg tror også at kleresiet af putinapologeter vil flå dit forslag i stumper og stykker for gå USA's ærinde.

Deshalb und darum mener jeg at det er tosset at spilde sin tid på - desværre!

@Torben Siersbæk - 04. august, 2022 - 11:25

Nu havde jeg som sagt en klar forventning om at demokratiske lande som USA, Frankrig og England godt kan se det retfærdige i en demokratisk reform hvor man ikke har en vetoret, og det er trods alt de fleste såkaldte supermagter af i dag.

At rusland og så måske også Kina evt. vælger i første omgang så at stå udenfor resten af verdens reformerede FN (191 stater mod 2), det tror jeg ikke vil vare ved da det kun er til deres egen ulempe.

Så opgive noget sådan må du er verden da ikke, vi bør i det mindste altid kunne håbe og drømme om forbedringer, og alt respekt for dem der arbejder for sagen!

Torben Siersbæk

@Peter Hansen - 04. august, 2022 - 19:51.

Jeg drømmer også om en ideel verden med lutter uegennyttige ledere - og befolkninger, der altid gør det rigtige.

Problemet er, at jeg indtil nu aldrig har set noget, der ligner, når jeg vågner...

Jan Henrik Wegener

Jeg kan sagtens se den pointe med at hvis man vil have nogen form for samarbejde på verdensplan må man være villig til at bøje af.
Men tiderne forandrer sig. På et eller andet tidspunkt er "det mindst ringe samarbejde det er muligt at opnå" nok ikke længere det mindst ringe
Da vil det være bagstræberisk at holde fast ved noget der ikke duer.

Kim Folke Knudsen

@Den russiske uorden

Rusland har forbrudt sig mod et grundlæggende princip for demokratiske stater, som Rusland helt tydeligt ikke er. Folkenes ret til selvbestemmelse. Den ret den amerikanske Præsident Woodrow Wilson (1856-1924) forsøgte at stifte fred med efter den 1. Verdenskrig forgæves desværre.

Illustreret ved Folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920, som førte landsdelen hjem til Gamle Danmark efter at have været overfaldet og besat af Preussen.

Tænk hvis en sådan folkeafstemning kunne holdes i de blandede områder på grænsen mellem Ukraine og Rusland vel og mærke en af internationale organisationer garanteret Folkeafstemning og ikke en fupafstemning i kølvandet på russisk terror og overfald.

Derfor har Rusland gjort sig til demokratiets fjende nr. 1.

Russerne klager over Azov bataljoner med fascistiske tilbøjeligheder og over behandlingen af russisk talende befolkningsgrupper i Ukraine.

Fair nok- Men Rusland kunne have forelagt de her spørgsmål i FN og derved af diplomatiets vej lagt pres på Ukraine for at få ændret tingenes tilstand. Hvis der er grænsetvister ja så forelæg disse igen for Det internationale samfunds organisationer, så de kan mægle og ved retslig afgørelse træffe beslutning.

Men nej sådan handler vi ikke i Rusland. Så hellere Adolf Hitlers værktøjskasse med plads til imperialt storhedsvanvid, undertrykkelse af eget folk, undertrykkelse af andre nationers folk og terror og terror igen og igen.

Rusland har hermed anbragt sig selv i et fanatisk hjørne som en faretruende og destruktiv terrornation.

Ligesom Ruslands allierede

Iran
Syrien og Assad regimet

er terrorregimer, som truer ikke kun deres eget folk men også naboernes folk med deres krigsgale ideologi.

Der er kun et svar på denne uorden, som Rusland vil true sig til med vold og magt.

Isolering af regimet - gennem en total og fuldstændig handelsblokade.
Massiv oprustning i Vesten og en udbygning af Kernevåben beredskabet, så det russiske regime ikke fristes til altødelæggende eksperimenter.
Fortsat massiv støtte til Ukraine med militær og civil og økonomisk støtte.

Betingelserne for at Vesten ændrer kurs mod Rusland:

At russerne betingelsesløst forlader alt ukrainsk territorium besat siden den 24 Februar 2022.

At russerne og deres halvmilitære bander forlader Transdniestr regionen og overlader denne til de rette nationale ejere Moldavien.

At russerne anerkender at Donetsk og Luhansk republikkerne ikke kan tilsluttes Rusland under nogen omstændigheder.

At russerne anerkender at der afholdes en internationalt anerkendt folkeafstemning i de to republikker om hvorvidt republikkerne skal være selvstændige nationer eller fortsat forblive under Ukraine. Befolkningen og kun befolkningen i de to republikker kan afgøre dette spørgsmål ved en legal og internationalt anerkendt folkeafstemning.

At russerne fuldt ud og betingelsesløst samarbejder med og anerkender det internationale samfunds ret til at forfølge krigsforbrydelser og krigsforbrydere, som har begået ugerninger under den nuværende krig imellem Rusland og Ukraine.

Den internationale krigsforbrydertribunal i Haag skal stå for denne retsproces.

Spørgsmålet om Krims tilhørsforhold sparkes til hjørne.

Russerne skal opfylde alle de her krav til punkt og prikke ellers så fortsætter handelsblokaden og de militære forholdsregler mod den russiske terrortrussel uanfægtet og på ubestemt tid udi fremtiden.

Det her er ikke kun et spørgsmål om Vladimir Putin og ikke Vladimir Putin. Det er et spørgsmål om Ruslands fundamentale tilgang til de europæiske demokratier og til den vestlige og frie Verden. Den tilgang skal ændres fundamentalt fra bunden af.

Vi er nød til at stå fast: for eftergivenhed åbner kun kattelemmen for en endnu værre situation i fremtiden for os alle og især for stakkels Ukraine og det tapre ukrainske folk.

VH
KFK