Kommentar
Læsetid: 5 min.

Salman Rushdie betaler prisen for kampen mod intolerance

Angrebet på Salman Rushdie er grænseløst deprimerende. Og lammende. At det skulle komme dertil, hvor vi godt vidste med os selv, at det kunne ende, men havde vænnet os til, at det nok ikke gjorde. 33 år skulle der gå, inden illusionen brast
Der er ikke skabt patos i Salman Rushdie, men et opmærksomt, bevægeligt gemyt. Han ved, hvad han mener, og har altid humoren med, den humor, der bevarer fatningen og overblikket.

Der er ikke skabt patos i Salman Rushdie, men et opmærksomt, bevægeligt gemyt. Han ved, hvad han mener, og har altid humoren med, den humor, der bevarer fatningen og overblikket.

Joe Klamar

Udland
15. august 2022

Vi kunne længe med rette sige til hinanden i PEN, den globale organisation af skribenter, der kæmper for retten til det frie ord, at hvis præsterne i Iran havde vidst, hvem de valgte som deres hovedfjende i Vesten, så havde de tænkt sig om to gange.

Den indiskbritiske forfatter Salman Rushdie var en suveræn og ukuelig modstander – praktisk taget ene mand. De kaldte ham dekadent, ja, satanisk, når det gik hedt til. Men ingen var så vital, så energisk, når han forsvarede det frie ord og den frie tanke, som Salman Rushdie.

I 1988 var den famøse roman De sataniske vers kommet. Den handlede ikke om profeten og Koranen, men om to mænd med hver sin dybe splittelse i sig: for den enes vedkommende i form af både at være Bombayer og Londoner, indisk og britisk. For den andens vedkommende var konflikten: at være troende og dog vantro.

Bogen var ikke en blasfemisk pamflet. Men hvad den ikke er, det kan den blive i en ayatollahs hænder. Og det blev den, for så kunne der udstedes en fatwa, en religiøs dødsdom. Det var den 14. februar 1989.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Henrik Madsen

“Overfaldsmandens kniv ramte også vores illusioner om, at fanatismens bølge så småt var ved at lægge sig”

Var der virkeligt mennesker der gik rundt og troede på, at “fanatismens bølge var ved at lægge sig”. Hvorfor er vi så rablende naive?
Vi ser det ho alle steder - stort og småt - hele tiden!

Kan vi ikke aftale, at vi ALLE. Nu. Stopper med at stikke os selv ‘blår i øjnene’ ??

Else Wellendorf, Jan Eskildsen, Gitte Grindsted Knudsen, Kirsten Dyhrberg Grønne, Michael Hullevad, Bjarne Hosbo Poulsen, Nels Friis Christensen, Inge Nielsen, Espen Bøgh og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

"Hvem de valgte som deres hovedfjende i Vesten", jeg er ikke sikker på at Salman Rushdie vil defineres alene som en repræsentant af vesten.
Det er netop det han ikke er, hans kunst er hævet over en så afgrænset definition.
Det er måske derfor at domme fra de iranske præster har været så hårdt over salman Rushdie, hans kendskab til koran er indefra.

Else Wellendorf, Henrik Plaschke, Inge Nielsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Hvad kan læres af de seneste årtiers konfrontationer med store dele af islams tilhængere og nær sagt alle andre?
Vel netop at der er konflikt og konfrontation med en stor del af den "muslimske" del af menneskene..
Med mindre "resten" vil finde sig i omtrent hvad som helst.

Carsten Munk, Inge Nielsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jeg er ganske enig med Marie-Christine Poncelet: der er ingen grund til at se Rushdie som en repræsentant for vesten.

Den nu afdøde palæstinensiske aktivist og litteraturforsker Edward Said har udtrykt det på denne måde:

”Rushdie er alle de, der vover at tale magten imod og sige, at vi har ret til at tænke og udtrykke forbudte tanker og til at argumentere for demokrati og meningsfrihed. For de, der kommer fra denne del af verden, er det på tide at undsige denne fatwa og alle andre fatwaer, der fører til tavshed, vold, fængslinger og trusler og medfører forbud, bogafbrændinger og forbandelser ... Denne sag handler ikke om en fornærmelse mod Islam. Den handler om en tilskyndelse til at videreføre forsvaret for det demokrati, der er blevet os nægtet, om at opretholde modet og om ikke at vige tilbage. Rushdie er fantasiens intifada [intifada er et arabisk udtryk for opstand og/eller oprør og er ikke mindst blevet brugt i forbindelse med palæstinensiske opstande mod Israel]”.

Fra Pour Rushdie – Cent intellectuels arabes et musulmans pour la liberté d’expression, Paris 1993. En kortere engelsk udgave findes også.

Tak til Niels Barfoed for en fin og levende opsummering af det væsentlige – om mennesket Salman Rushdie, og ikke. mindst om den roman han faktisk skrev: hvad den går ud på, og hvad den ikke gør!