For første gang i tre år kan hinduistiske pilgrimme denne sommer atter besøge Amarnath-helligdommen i den indiske del af Kashmir. Ruten ender i en hellig grotte langt oppe i bjergene i 3.657 meters højde. Et rekordstort antal rejsende, omkring en halv million, forventes at tage den strabadserende tur ad snævre bjergveje. Mindst 35 er allerede omkommet, efter et heftigt regnfald forårsagede jordskred.
I New Delhi fremlægger premierminister Narendra Modi og hans hindubaserede regeringsparti, BJP, pilgrimsturismen som et bevis på, at centralregeringens politik er lykkedes. At Kashmir atter er åbent for turisme, og at den eneste muslimskdominerede del af Indien nu går en fremtid med økonomisk vækst og stabile sociale forhold i møde.
Pilgrimsruten blev lukket ned, da Modi i august 2019 valgte at splitte Kashmir op i to unionsterritorier underlagt centralregeringen og samtidig gøre en ende på den forfatningssikrede særstatus, Kashmir har haft siden starten af 1950’erne. Med et pennestrøg var syv årtiers autonomi borte. Indbyggerne i Kashmir blev ikke hørt.