Italiens venstrefløj har fejlet, når det kommer til at forstå landets virkelige problemer

Den italienske venstrefløj har kørt sig selv ud på et sidespor og fremstår idéløs og uden folkelig opbakning. Den forenes kun i ønsket om, at højrefløjen ikke skal have magten, og centrum-venstre-partiet PD har satset næsten alt på at skræmme vælgerne fra at stemme på favoritten Giorgia Meloni. Strategien har slået fejl
Fremmødet skuffede, da protestbevægelsen sardinerne arrangerede demonstration på De Hellige Apostles Plads i Rom forud for det italienske valg på søndag. Som så meget andet på den italienske venstrefløj er den engang så slagkraftige bevægelse splittet til atomer

Fremmødet skuffede, da protestbevægelsen sardinerne arrangerede demonstration på De Hellige Apostles Plads i Rom forud for det italienske valg på søndag. Som så meget andet på den italienske venstrefløj er den engang så slagkraftige bevægelse splittet til atomer

Impa/IPA/Ritzau Scanpix

Udland
19. september 2022

Knytnæverne skyder i vejret. »Ned med fascisterne, ned med det ekstreme højre!«

En kvinde, der præsenterer sig som »Valentina, en 43-årig ikkekatolik« har taget mikrofonen og opildner venstrefløjsaktivisterne, der er samlet på De Hellige Apostles Plads i centrum af Rom.

De er kommet hertil for at fordømme Giorgia Meloni, lederen af det højreekstreme parti Italiens Brødre, og i et forsøg på at få skabt en bølge af modstand, som kan forhindre hende i at tage magten ved parlamentsvalget den 25. september.

Kampgejsten er høj. »Vi er folket,« råber de, og den antifascistiske modstandssang Bella Ciao runger ud af højttalerne.

»Vi er samlet her i dag for at stoppe jer,« erklærer Valentina adresseret til højrefløjen i en brandtale, der har nok saft og kraft til at begejstre et fyldt stadion. Der er bare et problem. Og på denne varme lørdag i den italienske hovedstad virker det problem gigantisk stort.

Der er nemlig kun dukket lidt over 50 personer op til demonstrationen. Og selv om de er rigeligt opstemte, så er det, som arrangørerne havde satset på ville blive til en kæmpe bølge, der ville kunne skylle højrefløjen væk, nu dårligt mere end et skvulp.

På forhånd har der ellers på sociale medier været varmet kraftigt op til demonstrationen, og italienske aviser har skrevet optaktsartikler.

Men på apostlenes plads er der ikke mange disciple.

»Hvor er det deprimerende,« siger Silvana Santino, en pensioneret skolelærer, som er rejst på tværs af Italien fra Rimini for at være her i dag. »Hvis vi ikke kan mobilisere større modstand, så er alt håb jo ude.«

Hendes mand, Vincenzo Di Maggio, en pensioneret militærmand, ryster på hovedet: »Italien er virkelig det smukkeste land i verden, men desværre er det fyldt med italienere,« siger han i skuffelse over sine landsmænd. »Så mange vil stemme på Meloni, men venstrefløjen kan ikke engang samle et par håndfulde mennesker i vores hovedstad.«

En splittet venstrefløj

Under en uge før parlamentsvalget på søndag står det lysende klart, at den italienske venstrefløj har fejlet. Den har ikke været i stand til at yde en troværdig modstand til Giorgia Meloni, som er storfavorit til at blive Italiens næste premierminister.

Venstrefløjen er splittet og plaget af bitter infight – det eneste, der har kunnet forene den, er modstanden mod det yderste højre, og i stedet for at tale deres egen politik op, så har de i høj grad baseret deres valgkamp på frygt og på at skræmme vælgerne med, at en Meloni som premierminister vil blive en katastrofe for landet. Den strategi har ikke virket.

Melonis højrefløjskoalition bestående af Italiens Brødre sammen med Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia står ifølge meningsmålinger til at få omkring 46 procent af stemmerne, hvilket er næsten 20 procentpoint flere end venstrefløjskoalitionen anført af centrum-venstre-partiet Partito Democratico (PD).

Enrico Letta, lederen af PD, har advaret om, at en Meloni-regering vil udgøre »en kæmpe risiko« for Italien og Europa. Italien vil blive trukket i retning af Viktor Orbáns illiberale regime i Ungarn, forudser han, og samtidig påpeger han, at det vil være første gang, at et større EU-land vil være styret af »kræfter, der så tydeligt er imod ideen om et samlet Europa.«

Giorgia Meloni har igennem valgkampen hånet venstrefløjen for ikke at tale om sin egen politik, men i stedet bruge al sin energi på at advare mod hende.

»De taler kun om os og har ingen ideer selv,« siger hun.

Svømmer i lille stime

Arrangørerne af lørdagens demonstration på De Hellige Apostles Plads er protestbevægelsen, der går under navnet sardinerne. Det er den samme gruppe, som før coronapandemien samlede i titusindvis af demonstranter rundt om på pladser i Italien med det mål at stoppe »det højrepopulistiske had«, som de udtrykte det, og for at forsøge at forhindre den dengang store stjerne på den yderste højrefløj, Matteo Salvini, fra at komme til magten.

Det var dengang en slagkraftig folkelig bevægelse.

Nu forsøger sardinerne at mobilisere sig igen for at yde modstand mod den katastrofe, som de mener det vil udvikle sig til, hvis Giorgia Meloni bliver premierminister. De frygter især, at højrefløjen vil underminere alt fra kvinders, flygtninges, arbejderes til LGBT-personers rettigheder.

Men sardinerne svømmer nu i en ganske lille stime.

»Vi er vendt tilbage til pladsen, fordi vi ser, at der er en stor fare mod borgernes rettigheder,« siger Simone Stefan – en af arrangørerne og en veteran i sardinbevægelsen. »Højrefløjens vision vil straffe de marginaliserede og svage borgere i vores samfund, og det gør os stærkt bekymrede.«

Ifølge Alberte Bové Rud, som forsker i italiensk politik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), står den italienske venstrefløj dog i en yderst svag position og har svært ved at tage kampen op mod højrekoalitionen.

»Venstrefløjen er i krise, og det har den været længe. Den er fuldstændig splittet til atomer, og den har ikke så meget til fælles, ud over at de ikke vil have højrefløjen ved magten. Men det er svært at vedligeholde år efter år, at den væsentligste ting, man har tilfælles, er en antipati mod ens modstander,« siger Alberte Bové Rud. »Der er ingen nytænkning på venstrefløjen, og ideologisk set er der ikke et samlet projekt, og det er et kæmpe problem.«

Enrico Letta fra PD har så godt som erkendt nederlaget. Han opfordrer dog fortsat vælgere til at stemme på sit parti, da der ellers er en risiko for, at højrefløjen vinder en jordskredssejr, der kan ende med at blive så stor, at det vil gøre det muligt for den at ændre forfatningen uden en folkeafstemning – og det giver en magt, som venstrefløjen advarer om, at Meloni vil bruge til at underminere demokratiet.

PD har fejlet

Andrea Crisanti, der er kandidat for PD, erkender, at der har været for meget fokus på faren for en højrefløjsregering og for lidt på PD’s egen politik.

»Jeg mener helt sikkert, at denne polarisering, polemikken og konfrontationen har taget opmærksomheden væk fra de gode dele af PD’s politiske program,« siger han.

I PD’s partiprogram understreges blandt andet behovet for at beskytte og forsvare arbejdstageres rettigheder såvel som de demokratiske borgerrettigheder.

Selv om Andrea Crisanti med sine 68 år er en aldrende herre, så er han alligevel en af de nye stjerner, som PD har hevet ind i et forsøg på at give partiet noget fremdrift. Han er professor i mikrobiologi og blev et meget kendt ansigt i Italien under COVID-19-pandemien, hvor han ivrigt tog del i den ofte intense og højtråbende offentlige debat om regeringens coronahåndtering.

Den tidligere kommunist vil nu som centrum-venstre-politiker især kæmpe for at sikre lige uddannelsesmuligheder, som han mener er det bedste middel til at sikre social mobilitet. Han mener samtidig, at PD også på dette felt har svigtet.

»PD og andre centrum-venstre-partier har fejlet, når det kommer til at forstå, at Italiens virkelige problem er, at muligheden for social mobilitet har været så godt som ikkeeksisterende de seneste fire årtier. En stor del af befolkningen er dømt til at leve liv uden muligheder, og de kan se, at deres børn heller ingen muligheder har. De kan ikke se en vej ud, eller hvordan deres liv kan blive bedre. Så de vender os ryggen og stemmer i stedet på partier, som lover dramatiske ændringer,« siger Andrea Crisanti.

Alberte Bové Rud mener også, at PD har mistet mange lavindkomstvælgere – de klassiske arbejderklassevælgere – som i stedet er begyndt at stemme enten på det yderste venstre, Femstjernebevægelsen eller på de højrepopulistiske bevægelser.

»Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at venstrefløjen i Italien ikke findes længere. PD bliver tit udlagt som et socialdemokrati, men det er de ikke. De er blevet neoliberale,« mener Alberte Bové Rud. »De er stadig progressive, når det kommer til værdi- og identitetsspørgsmål, men hvad angår fordelingspolitik og beskæftigelsespolitik, så har de svigtet.«

Beskytter status quo

PD lider også under, at det er et parti, der ses som en beskytter af status quo, og som et parti, der har et stort ansvar for den situation, Italien befinder sig i. Og det er ikke specielt appellerende for italienske vælgere, der er voldsomt utilfredse med landets talrige og dybtliggende problemer med nulvækst, høj arbejdsløshed, enorm gæld og et ringe velfærdssystem, og som konstant og desperat søger efter nye politiske strømninger, som tilbyder nye løsninger på problemerne.

»Inden for det sidste årti har PD i ni af årene været med i regeringskoalitioner med andre partier. Mange vælgere ser derfor PD som et establishment-parti, og modstandere anklager partiet for ikke at have været i stand til at løse problemerne, på trods af at det har været så mange år ved magten. Det er svært for PD at tale om forandring, når det i så høj grad repræsenterer den siddende magt,« siger Martina Carone, analytiker fra det politiske kommunikationsbureau Quorum.

»Den populistiske bølge og den større polarisering og personfiksering i den politiske kommunikation har været til højrefløjens fordel, fordi den har fremstået mere troværdig som opposition til den hidtidige politiske magt, og den har været bedre til at kanalisere folks utilfredshed.«

Til trods for alt, så står PD til at få cirka 22 procent af stemmerne – og vil i så fald blive parlamentets næststørste parti efter Italiens Brødre. Det er et bedre resultat end de 18 procent ved katastrofevalget i 2018.

Men det store problem er, at PD og Enrico Letta ikke har været i stand til at få stablet en bæredygtig koalition på benene, som kan udfordre højrefløjen. I løbet af valgkampen er alliancer på venstrefløjen kollapset, og partierne på den samme fløj har næsten brugt lige så meget tid på at skælde hinanden ud som på at angribe højrefløjen.

PD forsøgte først at indgå i et samarbejde med midterpartier, men er nu endt i koalition med partier på det yderste af venstrefløjen, som står til at få ganske få procent af stemmerne.

En mere slagkraftig alliance ville have været mellem PD og Femstjernebevægelsen – et parti, der var den store vinder i 2018 med 33 procent af stemmerne, men som nu ligger på blot 13 procent.

Partileder Letta har dog gentagne gange afvist et samarbejde med Femstjernebevægelsen, som han anklager for at have skyld i den nuværende politiske krise ved at have trukket tæppet væk under den nu snart tidligere premierminister Mario Draghis nationale samlingsregering.

»PD og Letta begik en kæmpe fejl ved at nægte at tale med Femstjernebevægelsen. Det var reelt den eneste mulighed for at kunne udfordre højrefløjen,« siger professor Leila Simona Talani, leder af centret for italiensk politik på King’s College London.

Valget er tabt

Problemerne på venstrefløjen har været til stor fryd for den modsatte fløj.

»Kaos på venstrefløjen og alle mod alle!« har en glad Matteo Salvini skrevet på Twitter, og Meloni har latterliggjort det, som hun har beskrevet som »sæbeoperaen« på venstrefløjen.

Ifølge undersøgelser er det mellem 30-40 procent af de italienske vælgere, som enten ikke ved, hvem de vil stemme på, eller som umiddelbart ikke har i sinde at stemme. Hvis en stor del af dem kan blive overtalt til at bakke op om venstrefløjen, så har den en lille chance, vurderer Leila Simona Talani.

På De Hellige Apostles Plads er det netop det håb, som sardinerne klynger sig til.

»Der er ufatteligt mange, som ikke vil stemme, fordi de er desillusionerede. Det er dem, vi skal have i tale,« siger Pamela Carfora, en af demonstrationens arrangører.

Andrea Cristante, den nye kandidat for PD, er dog klar til at erkende, at højrefløjen vil vinde søndagens valg. »Vi er nødt til i stedet at kigge fem år frem mod det næste valg, og arbejde for at genvinde det, vi har tabt. Vi skal forklare vælgerne, hvorfor det er os, der giver dem de bedste muligheder for et bedre liv,« siger han. »Lige nu forstår vælgerne ikke, at de stemmer på en højrefløj, som vil gennemføre en politik, der går imod deres egne interesser. Det kan være, de forstår det bedre, når højrefløjen har været ved magten et par år.«

Italien går til valg

Italien er et politisk eksperiment, der fluktuerer vildt mellem populisme og teknokrati. Nu svinger pendulet igen. Politisk kaos lurer igen. En politiker med fascistiske rødder står på spring. Frem mod parlamentsvalget den 25. september portrætterer Information landet, der ofte beskrives som EU’s problembarn. Hvor vil Italien nu forvilde sig hen?

Seneste artikler

  • Postfascisternes triumf i Italien: Europas højrefløj jubler, paven beder

    27. september 2022
    Den postfascistiske og uberegnelige Meloni styrer med sin valgsejr i Italien mod den mest højreorienterede regering siden Mussolini. Mens den europæiske højrefløj jubler, virker midten af europæisk politik lammet: Melonis mulige regering kan blive kaotisk – og en kæmpe kæp i hjulet på EU’s sammenhold
  • Højreekstreme Meloni sejrer stort i Italien og er klar til at blive premierminister

    26. september 2022
    Anført af Giorgia Meloni vinder højrefløjen stort ved søndagens parlamentsvalg i Italien, og den 45-årige står nu til at blive Italiens første kvindelige premierminister og den mest højreekstreme regeringschef siden Mussolini. Nu holder resten af Europa vejret for at se, hvor Meloni fører Italien hen, men det kan stadig tage flere uger at få dannet ny regering
  • Med Meloni som premierminister vil Italien kigge mere mod Orbán end mod Macron

    24. september 2022
    Hvis Giorgia Meloni bliver Italiens nye premierminister, kan det i alvorlig grad ryste Italiens forhold til Europa. Der er lagt op til økonomiske sammenstød og et Italien, der i højere grad vil alliere sig med EU-skeptikere, nationalister og illiberale kræfter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@martin gø.....
Sardiner er fisk. Det folkeslag der på øen hedder sarder. Og derfor i konteksten: sarderne.

jens christian jacobsen

'..Der er nemlig kun dukket lidt over 50 personer op til demonstrationen.'
Sådan er det gået med vesntrefløjen de fleste steder i Europa. Når man kun interesserer sig for marginaliteters identitet og køn, er det selvfølgelig kun dem der møder op.
Venstrefløjen mangler grundlæggende nytænkning og ideologisk retning, der kommer hele befolkningen til gavn. Også her kan man lære af historien:
Venstrefløjen skal udvikle nye former for styrings- og ejerskabsmodeller, der kan udvikle lokale fællesskaber: En decentraliseret og markedsbaseret kommunisme, der kan bygge på eksempelvis jugoslaviske, vietnamesiske og italienske erfaringer fra landområder, men også på nutidige forsøg med at skabe solidariske modeller for produktionsfællesskaber i byerne. Den bærende ideologi skal meningsfuldt kunne adressere sammenhænge mellem borgeren, fællesskaber og et nødvendigt samfundsengagement.
Opgaven er både simpel og omfattende: Hvordan får vi stoppet klimaødelæggelsen og etabeleret en bæredygtig og solidarisk udvikling? Lokalt, nationalt og internationalt.

@ Jan Damskier

Navnet sardinerne refererer ikke ikke til folk fra Sardinien, der var faktisk en italiensk venstreorienteret græsrodsbevægelse, der kaldte sig "movimento delle sardine", som protesterede mod Salvini. Nu er der så åbenbart nogen, der prøver at genoplive den bevægelse for, at protestere mod Meloni.

https://en.wikipedia.org/wiki/Sardines_movement

Jeg savner at høre om den revolutionære venstrefløj

Det er en misforståelse at tro, at folk har brug for social mobilitet. Det har de også, men først og fremmest har de brug for ordentlige forhold.

Steen Piper, Lillian Larsen, Hans Ditlev Nissen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Betydningen af højre/venstre er blevet en rodebutik.

Dybest set handler det om holdningen til princippet om, at lade den ene dele og den anden vælge først.

Princippet kan opskaleres til f.ex. 10 personer, der er blevet enige om at leje en skihytte i en uge. For at dette kan fungere, skal der fordeles rettigheder og pligter. Man starter med at have 10 nummererede papæsker - de er nummereret fra 1-10.

Hver af disse papæsker repræsenterer en person, men man ved endnu ikke hvilken.

Nu forhandles rettigheder og pligter på plads i form af små sedler, der puttes i disse æsker.
Pointen er, at ingen ved, hvilke personer, der ender med at blive tilknyttet hvilke æsker, så alle har en interesse i, at fordele rettigheder og pligter så retfærdigt som muligt.

Først til sidst vil lodtrækning afgøre, hvilke af de 10 personer, der får hvilke af de 10 papæsker.

Folk der er "venstreorienterede" i den gammeldags fordelingspolitiske betydning, vil se skihytte-konceptet som en naturlig videreudvikling af princippet om at lade den ene dele og den anden vælge først.

Alle andre vil finde på alle mulige udflugter. Borer man dybere i disse, kommer man frem til, at begge principper forudsætter en magt-lighed mellem parterne, der forhindrer den stærke i at forfordele den svage. Og da dette i sig er selv en form for "ligheds-mageri", vil opponenten ikke tage tyren ved hornene, men komme med alle mulige udflugter (folk er jo ikke ens o.s.v.).

Et godt politisk system kan leve med, at ens værste fjende, er den mest magtfulde person i systemet.

Italien=børnehave, hvis ikke det er en fornærmelse mod sidstnævnte institutioner.