Valg i Italien
Læsetid: 5 min.

Med Meloni som premierminister vil Italien kigge mere mod Orbán end mod Macron

Hvis Giorgia Meloni bliver Italiens nye premierminister, kan det i alvorlig grad ryste Italiens forhold til Europa. Der er lagt op til økonomiske sammenstød og et Italien, der i højere grad vil alliere sig med EU-skeptikere, nationalister og illiberale kræfter
Giorgia Meloni, formand for Italiens Brødre, leder en centrum-højre-koalition, som ligger 20 procentpoint foran venstrefløjskoalitionen i meningsmålingerne. Hun er på linje med det kristne, konservative og nationalistiske højre på tværs af Europa.

Giorgia Meloni, formand for Italiens Brødre, leder en centrum-højre-koalition, som ligger 20 procentpoint foran venstrefløjskoalitionen i meningsmålingerne. Hun er på linje med det kristne, konservative og nationalistiske højre på tværs af Europa.

Vincenzo Nuzzolese/Ritzau Scanpix

Udland
24. september 2022

Der er to versioner af Giorgia Meloni.

I den ene udgave har favoritten til at blive Italiens næste premierminister tidligere talt for et italiensk exit fra eurosamarbejdet, hun har anklaget EU for at være skyld i en »invasion« af muslimske indvandrere og en »etnisk udskiftning« i Europa, og hun har anklaget »bureaukraterne i Bruxelles« for at være håndlangere for en »nihilistisk global elite«. Desuden har hun begejstret støttet op om de illiberale demokratier i det østlige Europa.

Men i ugerne frem mod søndagens parlamentsvalg er lederen af partiet Italiens Brødre dukket op i en ny udgave, hvor hun tager afstand til sit partis fascistiske rødder, har taget toppen af sin mest rabiate kritik af EU og forsøger at forsikre omverdenen om, at hun er en stille og rolig konservativ, der er urokkelig i sin støtte til NATO og Ukraine.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steen Ole Rasmussen

Italiens massive problemer er klart resultat af den "udvikling", som man har dyrket ud fra fra det ekstremt snævert fokuserede perspektiv, som har styret opmærksomheden i toppen af det vestlige samfund fra og med murens fald.

Ensidig fokus på pengeøkonomisk vækst, hvor evnen til at beskrive videnskabeligt og socialt forpligtende hvad den dækker over af ekstremt selvnegerende elementer har været dagens orden.

Udviklingen er gået mod den neoliberale underminering af især de sydeuropæiske landes mulighed for at konkurrere med nord, hvor fortidens pengeskabelse i hænderne på sydeuropas stater virkede mod tysk industris hårde valuta.

Budgetdisciplinen, som det genforenede Tyskland sprang op og faldt ned på i og med sin eget genopbygning, men som Merkel-Sarkozy-aksen insisterede på over for PIGS-landene i kølvandet på finanskrisen, har været med til at skabe de sociale forhold, som den ekstreme højrefløj nærer sig ved nu.

Den asociale økonomiske vækst har samtidigt smadret miljøet, herunder klimaet, hvor Italien rammes hårdt af tørke, hedebølger, ørkendannelse og mangel på vand i floder som Po, der historisk var Europas vandrigeste.

Energikrisen, demokratikrisen, klimakrisen spiller sammen, og fordi man fra toppen i den store union systematisk har satset på den øjeblikkelige snævre pengeøkonomiske succes for tysk fossilbilsindustri, de store latterligt billige mængder af russisk gas og den monetære unions hårde valuta, dvs. købekraften i hænderne på vinderne i nord, formuleret i Euro, så ligger man nu som redt!

Alle går fortsat ind for den "udvikling", der negerer sig selv for fuld musik, på grund af den stort anlagte tilgang til selv samme, dvs. den systematiske fornægtelse af alt, hvad der har med virkelige miljøhensyn og virkelige realøkonomiske aspekter af tilværelsen at gøre.

Det bliver ikke pænt at se på.

Men nogen uret kan man ikke sige, at det er udtryk for, tværtimod. Naturen straffer de dumme, samvittighedsløst, sandt og naturligt hævet over menneskets latterlige og ekstremt forfængelige fortælling om "udviklingen.

Evolutionen er bare, det tavse vidne, lige som sproget, der taler så meget mere sigende med sin tavse ballast, dvs. ved tavst at stå for alt det der kunne være sagt med mening og som kontrast til den larm, der hersker omkring menneskets løgnagtige fortællinger om evig økonomisk vækst, teknologiske fiks, god vilje, retskaffenhed, osv.

Margit Johansen

Det er jo nok på den måde, det plejer det da at være, at højreorienterede ledere rundt om i Europa, også i Italien, retter ind efter, hvor pengene kommer fra, og de kommer ikke fra Orban, men fra EU. Bemærk fx lige nu, hvordan Orban selv reagerer, når EU truer med at blokere tilskuddene.

I betragtning af at Meloni og den koalition, hun er sat i spidsen for, vender sig imod de føderalistiske kræfter i EU, de nihilistiske globalister som i virkeligheden er styret afUSA, , og i betragtning af, at hun og koalitionen har et mere pragmatisk forhold til Rusland, så må vi vel hilse hendes forventelige sejr mere end velkommen.
Det ekstreme højre og hvad man ellers pynter koalitionen med af prædikater betyder ingenting: kun det ene: at hun formentlig vil sætte en kæp i hjulet på vognen, der ufortrødent fører os mod en tredje verdenskrig.

Lars Løfgren, Ejvind Larsen, Henrik Ilskov-Jensen, Per Dørup og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Steen Piper, så du mener, at Meloni har magten til at få Putin til at stoppe sin invasion af Ukraine? Eller hvad mener du egentlig?

Frederik Schwane. Nej, jeg mener ikke, Meloni har magt til at ændre Ruslands planer. Det jeg tænkte var helt omvendt, at fremkomsten af en italiensk regering, som vender sig mod junkerpolitikeren Ursula von Leyen og EUs vanvidspolitik, kan bidrage til, at EU må opgive sin US-inspirerede, og hvem ved, -dikterede sanktionspolitik. Det er jo nemlig ikke kun Italien, der er imod sanktionerne og NATOs krig, det samme gælder i hvert fald Ungarn og Bulgarien og der er sikkertflere lande på vej, i takt med at vinteren nærmer sig.

Lars Løfgren, Henrik Ilskov-Jensen, Per Dørup og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Steen Piper, så hvad tænker du, at resultatet af en deskaleret sanktionspolitik vil have at betydning for Ukraine?

Steffen Gliese, Claus Nielsen og Sune Keller anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Det yderste højre, og det yderste venstre, har alle dage taget hinanden i hånden.
Cirklen blev sluttet.
Noget jeg altid tænker på er, hvordan tyske kommunister fandt deres plads i Hitlers Tyskland. Ikke dem alle, men pænt mange af dem.
Lige som de danske kommunister hyldede Hitlers sejre over briterne, indtil de fik besked fra Moskva om, at nu havde Hitler altså - dum som han var - angrebet Sovjetunionen. Så røg hyldesten...
Meloni er måske alt det, hun bliver beskyldt for. Og det vil være afskyligt!
Men nu er det ikke længere siden, at jeg sagtens kan huske det:
At det føg med nøjagtig de samme beskyldninger mod Lis Truss...
Måske med rette.
Men jeg har endnu ikke set det...
Jeg har efterhånden fået nok af den slags beskyldninger.
Men jeg er måske lidt for sart...

Frederik Schwane: sanktionerne skal ikke bare deeskaleres,, som du siger. De skal væk, så vi undgår aT komme til at fryse - og selvfølgelig etablere normale relationer til Rusland og et Ukraine, der kan leve i en med tiden fredelig sameksistens, som før us-imperialismen kom på banen.

Hvad er den US-imperialisme, der manes frem som et spøgelse gang på gang? Mig bekendt udmærker USA sig ved netop ikke at være imperialistisk eller kolonialistisk for den sags skyld. I modsætning til visse europæiske lande, med skam at melde - men mest i modsætning til Rusland, der ikke har andet end imperialismen at hænge sin statsdannelse op på.

Men det er formodentlig som her: højrefløjen er ikke i stand til at lede noget som helst og må indenfor kort tid trække sig tilbage. Så kommer Draghi måske igen, hvis de er heldige.