Valg i Italien
Læsetid: 4 min.

Postfascisternes triumf i Italien: Europas højrefløj jubler, paven beder

Den postfascistiske og uberegnelige Meloni styrer med sin valgsejr i Italien mod den mest højreorienterede regering siden Mussolini. Mens den europæiske højrefløj jubler, virker midten af europæisk politik lammet: Melonis mulige regering kan blive kaotisk – og en kæmpe kæp i hjulet på EU’s sammenhold
Efter den klare valgsejr søndag er Meloni blevet mødt af lykønskninger fra blandt andet franske Marine Le Pen, leder af Rassemblement National, og tyske Malte Kaufmann, medlem Alternative für Deutschland.

Efter den klare valgsejr søndag er Meloni blevet mødt af lykønskninger fra blandt andet franske Marine Le Pen, leder af Rassemblement National, og tyske Malte Kaufmann, medlem Alternative für Deutschland.

Yara Nardi/Ritzau Scanpix

Udland
27. september 2022

»Denne nat viser os, at umiddelbart umulige missioner godt kan være mulige.«

Allerede før det officielle italienske valgresultat var i hus, fejrede den formentlig kommende italienske premierminister, Giorgia Meloni fra det postfascistiske parti Italiens Brødre, en »nat med stolthed og forløsning, med tårer, kram, drømme og minder«.

Nattens optælling gav hende ret: Med omkring 44 procent – herunder 26 procent til Melonis parti – er den samlede italienske højrefløj valgets vinder. Selv om Matteo Salvinis parti Lega blev stærkt reduceret til ni procent af stemmerne, og Silvio Berlusconis parti Forza Italia kun fik omkring otte procent af stemmerne, kan der nu dannes en højrefløjsregering med klart flertal i det italienske parlament.

Fra toppen af EU-Kommissionen og fra regeringsledere i lande som Tyskland og Frankrig var der mandag påfaldende tavst. Til gengæld var der jubel fra den europæiske højrefløj.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Med andre ord: trumpisme og næsten-fascisme.

Men resultatet havde ikke været muligt hvis centrum-venstre havde indgået en valgalliance. Men det kunne de ikke. Det kunne de borgerlige derimod godt, selvom de viste sig at blive dyrt for Salvini og Berlusconi.

Højrealliancen fik 44,2 % af stemmerne, men den socialdemokratiske alliance, 5-stjernerne og noget der ligner de radikale tilsammen fik 49,27 % - men altså fordelt på tre lister og dermed færre mandater end højrefløjen. Partierne på den yderste venstrefløj fik tilsammen omkring 3 % af stemmerne, dvs. de kunne måske have klaret spærregrænsen hvis de havde slået sig sammen. Men de kunne de ikke, så deres stemmer blev spildt, og højrefløjen får magten selvom de altså kun fik omkring 44 % af stemmerne.

Hvornår begynder italienerne at tage politik alvorligt?

Selvfølgelig kan man indvende at det jo også i DK ville være umuligt at lave en alliance til et folketingsvalg der favner fra SF til RV, men det italienske valgsystem favoriserer store alliancer. Og de borgerlige partier kunne jo godt finde ud af at arbejde sammen, deres alliance rummer partier fra stort set hele det borgerlige spektrum.

Og ja, jeg er enig med Linke i at de italienske socialdemokrater har svigtet politisk. Men det forhindrede jo ikke de små partier på den ydre venstrefløj i at lave en fælles liste.

Anne-Marie Esmann, David Zennaro og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Italiens brødre og Meloni er ikke i nærheden af at være fascister. Mathias Sonne skriver af efter resten af centrum-venstre medierne, der heller ikke har gidet sætte sig ind i, hvad partiet går ind for. Så kan man sætte post- foran fascisme eller bagved. Læs selv partiets 40 siders partiprogram nedenunder. Men partiet er endnu et højrefløjsparti. Og det er selvfølgelig slemt nok.
https://www.euractiv.com/section/politics/short_news/brothers-of-italy-a...

Anne-Marie Esmann

Nej nej de er da noget så søde. Nærmest uskyldige små væsener ik.

Carsten Nørgaard

”Post”

Carsten Nørgaard

https://www.theatlantic.com/international/archive/2022/09/giorgia-meloni...

Ruth Ben-Ghiat, a professor of history and Italian studies at NYU, is the author of ”Strongmen: Mussolini to the Present” and publishes Lucid, a newsletter about threats to democracy.

https://en.wikipedia.org/wiki/Ruth_Ben-Ghiat

Bare lige for at slå fast, at det ikke bare er ”medierne”, der ”opdigter en historie”.

Carsten Nørgaard

Matteo Salvini, Giorgia Meloni, and “post-fascism” as political logic

https://www.psa.ac.uk/psa/news/matteo-salvini-giorgia-meloni-and-%E2%80%...

jens christian jacobsen

Carsten Nørgaard- der er intet i dine kilder, der overbeviser om at Meloni er fascist. De argumenterer for det velkendte, at hendes parti historisk kan føres tilbage Mussolinis fascisme.
Er socialdemokraterne så forklædte kommunister? Mette F. en post- kommunist?
Din kilde fra the Atlantic har helt ret i at Meloni minder mere om Orban og andre højrepopulistiske ledere i Østeuropa.
Centrum-venstre råber altid at det brænder når de ser nogle med tændstikker...

Om hun er Postfascisternes eller nogle af de andre klistermærker vi smide efter hende. for at skabe et skræmmebillede og om dette passer eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Men en ting ved jeg.

Den "kære" højrefløj skal bare pege på hvad vi åbenlyst selv gør. For vi er på mange måder selv blevet til det vi hader, og er blevet vores egen monster. 

På så mange områder, er vi gået offroad. så derved gør vi det alt  for nemt, for højrefløjen kan tiltrække mennesker, på grund af vores egen handlinger.

Så Som:
-vores dyrkelse af  identitetspolitik, hvor forskelsbehandling er en god ting, imod de retter(som vi ikke kan lide) og den måde vi bruge identitetspolitik som våben til at skabe offerroller som kan giver fribillet til dårlig opførsel, eller skurke, hvor arvesynd er vigtige brikker til at udskamme med.

 -vi er  blive anti videnskabelige. Såsom med biologi, at der er ikke forskel mellem køn. eller hvor følelser betyder mere en fakta.

-Eller bare såsom, kønsdebatter som helhed er meget ensidigt i fremlægning og vinkle(igen offerroller og skurke). hvor sexisme og kønsstereotyper er helt i orden den ene vej, men meget forbudt den modsatte vej.

-eller vores nedbrydning af "nuclear family" som der ellers er bruge for i disse tider. specielt med alle de data der påviser de massiv problemstilling der KAN VÆRE, hvis man ikke vokser op i en. ikke fordi der ikke skal være plads til andre typer, men man ser ikke normalt aldrig venstrefløjen tale  positivt om "nuclear family", men har ikke noget imod at tale den ned.

-eller vores såkaldte "diversity" som kun køre på overfladiske træk (køn, race, seksualitet Osv)og som "kun" handler om MAGT og  hive stemmer hjem, hvor vi  bruger "diversity"  til at udskamme og undertrykke og til at lave forskelsbehandling med. imod dem vi er uenige med. og ikke har noget imod at give fordele til de "rette",
en klar form for kammerateri (nepotisme)

-for slet ikke at komme en på den kultur kamp og forsøg på vinkle og ødelæggelse og udskamme af "hvides" kulturs rødder. (igen offerroller og skurke)

-eller vores omformning af ord, så vi kan få ret i vores galskab eller forvirrer og nedbryder ords betydning.(så det blive svære at snakke samme)

-Eller hvor totalitær vi selv er blevet, i vores måde at tilgå magten på og har ikke noget imod at indoktrinerer og kræve at de sociale media "hjælp"  imod free speech, bare ikke vores egne og vi gå ind for cancel culturen og ikke bare boykot, eller at flere steder i udlandet er venstrefløjen rykket ind i klasseværelset med deres ideologi.(få dem mens de er små ikk)

vi gør det alt for nemt for højrefløjen. Vi handler som om KUN højrefløjen er de eneste der kan blive korrupte af magt og ikke os.

sorry for min sure opstød. men det gør ondt i mit hjerte at se hvad  dele af min kære venstrefløj er blevet til.

Carsten Nørgaard

@jens christian jacobsen: lol, jo der er sgu. På den anden side er der intet ved deres partiprogram, der overbeviser om, at de ikke er – har man først læst ”Fascismens doktrin”, så ved man godt, at den fløj er ganske god til at få sig selv til at fremstå som noget helt andet, end det den er. Det gjaldt dengang, og det gælder stadig i dag.

Men du kører bare din apologetik.

De kalder sig selv postfascister, og primært af juridiske grunde – ellers havde de bare kaldt sig fascister. Men du har læst deres partiprogram, så du ved tydeligvis bedst. Den slags kan man jo tage for gode varer, meget mere sikker viden end to navngivne og uafhængige forskeres udsagn om partiet nu og dets historsiek ophav. Og nazisterne var helt sikkert også socialister, eller?

Jeg vil blive ved med at kalde dem fascister. Nogen skal jo sige det, som det er. LOL ”jamen partiprogram” xD ret sjovt

jens christian jacobsen

Carsten Nørgaard - de to 'navngivne og uafhængige' forskere siger ikke et eneste sted i de to kilder du selv angiver, at Meloni og hendes parti er fascister/postfascister. Tværtimod opremser the Atlantic 4-5 karakteristika for fascisme som Italiens brødre netop ikke udviser. Og ja, jeg har læst deres partiprogram så jeg ved også af den grund, hvad jeg taler om.
Men alt preller af på dig. Fred være med det.

Carsten Nørgaard

@jens christian jacobsen:
Ja, fascisme-apologetik præller af på mig. Helt korrekt.

En lektor skriver en hel artikel om Melonis parti og giver det titlen ”Fascismens tilbagekomst i Italien”.

En anden lektor skriver en hel artikel om ”postfascismens logik” og henviser specifikt til Meloni flere gange.

“Det star ingen steder,” får man så at vide. Næh, man vil bare ikke læse det.

Og jo, de udviser skam meget. Men du følger helt den særlige (og paradoksale) tradition, der er opstået omkring nogle helt bestemte ord. England kan være kvalitativt forskelligt over tid, men kaldes stadig England gennem århundrederne. Bjarne kan blive veganer og holde op med at stemme, men hedder stadig Bjarne. Men visse typer er ultrasarte, når man bruger ordet fascist om et parti hvis bogstavelige adkomst er fascisterne, og hvis ideologi er ret langt derhenne. Jojo, fascisterne arbejder under andre forhold i dag og giver deres forsøg på at påvirke samfundet nogle andre udtryksformer – og hvad så? Coevolution ses hos alle paradigmer, de forsvinder sjældent helt ind i glemslens mørke, især ikke i Europa, hvor man var rimelig slatten til at gøre op med de totalitære i efterkrigstiden.

Glem det, ja, det præller af på mig, og jeg er også klar til at bruge ordet om mange andre. Europa har et decideret fascismeproblem i dag.

jens christian jacobsen

Carsten Nørgaard - Danmark og Europa har et stigende problem med folk som dig der i tide og utide råber om ulven, der kommer. Når fascisterne så endelig kommer tager ingen notits længere. At de kommer er det eneste vi to er enige om.

Carsten Nørgaard

En anklage om, at ”du er problemet”, er typisk et ret tydeligt tegn på manglende substans. Vi er i øvrigt mindre enige, end du tror. Ulven er her allerede også på Christiansborg – de tropper altså ikke bare op i uniformer og med geværer fra en dag til den anden – og dit ”stigende problem” er i mine øjne et stigende behov. For lalleriet om det gamle eventyr er bare ikke sådan noget som helst fungerer i virkeligheden, og vi står altså i lort tipl halsen netop på grund af det nyttige idioti og alle fortielserne omkring Europas stigende fascisme. De 80 år, de har haft til at rebrande sig, er tydeligvis ikke gået til spilde.

Vi må begynde med at definere fascisme. Hvis det er d'Annunzios ideologi, er Meloni på klar afstand. Hvis det er konkordatet mellem Mussolini og Vatikanet, og encyklikaen Quadragesimo Anno, er der en klar linje frem til "Gud, familien, Italien". Vatikanet har aldrig eksplicit fordømt Mussolini og hans regime. Demochristiani efter 2. Verdenskrig var et nationalt forsoningsprojekt, i modsætning til den eksplicitte anti-fascisme hos kommunisterne og socialisterne. Moralen i valget var præget af Dario Fos syvende bud: stjæl lidt mindre. Pavens markering er præget af, at Vatikanet har erkendt, at kirkens tyngdepunt er flyttet udenfor Italien, Europa, og Vesten til Latinamerika, Asien, Afrika.