Dette midtvejsvalgs demokratiske senatskandidat i Pennsylvania, John Fetterman, er en sjælden fugl i amerikansk toppolitik.
Han bor med sin hustru og sine børn i en renoveret lagerbygning i en lille, forfalden og forladt industriby nær Pittsburgh med ekstrem høj arbejdsløshed, fattigdom, narkohandel og mange syge.
Fettermans bolig ligger tæt op ad det monstrøse stålvalseværk, US Steel Edgar Thompson Works, der puster svovlbrinte fra sine smelteovne ud i den luft, de 2.000 indbyggere i byen Braddock indånder. Antallet af kræftsyge, slagtilfælde, hjertestop og astma ligger langt over normalen i USA.
Fra 2006 og tretten år frem søgte Fetterman som borgmester at genoplive Braddock fra sine velmagtsdage som en velholdt og populær industriby. I 2018 kastede han håndklædet i ringen. Der var gjort nogle få fremskridt under hans styre, men ikke nær nok til at kalde det en uforbeholden succes.
Jeg plejer at sige, hvis USA kommer på tale, at det er et besynderligt land.
Du finder det værste af det værste i USA på alle områder og felter, du overhovedet kan komme i tanke om.
Men samtidig finder du det bedste af det ABSOLUT bedste i USA. Ingen anden nation når, hvad det angår, USA til sokkeholderne. På alle områder, du kan komme i tanke om.
Derfor er det også let at være selektiv og finde lige det at pege på, som passer i en given argumentation. Som aldrig vil yde USA retfærdighed. Men ingen kommer udenom landet.
Det er sikkert og vist...