Er Kina stadig en troværdig partner for Vesten? I dag vil mange i Washington, Bruxelles og København mene, at landet ikke længere er en del af løsningen, men en del af problemet. Hvis ikke den største udfordring overhovedet. Hvordan havnede vi der? En stor del af svaret befinder sig bag de røde mure i Zhongnanhai på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Det er her, ledelsen i Kinas Kommunistiske Parti har hjemme.
Øverst i partihierarkiet sidder Xi Jinping. Hans politiske prioriteter har ændret Kinas plads i verden, og den måde verden ser Kina på. Xi beskriver det som en ny æra. Som genoprejsningen af den kinesiske nation. Det er den fortælling, han vil understrege igen og igen, når han om en uges tid åbner kommunistpartiets femårlige kongres i den kinesiske hovedstad.
Kongressen er ikke kun en skelsættende begivenhed, fordi den markerer et årti med Xi ved magten. Den skuer også fremad og sætter nye rammer om Kinas politiske virkelighed. I stedet for at træde tilbage og overlade ledelsen til en ny generation strammer Xi grebet.
Hvordan havnede vi der? Svaret er det indlysende, at kapitalen altid søger hen, hvor den kan få størst mulig udbytte.
Kina havde indledningsvis et afgørende våben - en umådelig billig, veldisciplineret arbejdskraft, der kunne fremstille produkter til det vestlige arbejderaristokrati. Vi flyttede produktionsvirksomheder ud af de vestlige lande og åbnede vores markeder uden krav til arbejdsforhold og miljø.
Lad os håbe på at verden venter på at vi går igang med at opbygge vores forsvar, og så lige 10 år frem. Indtil da, er vi sikkerhedsmæssigt på røven. Det starter først for alvor i 2033, med det Nationale Kompromis, og så er vi (måske) klar til at forsvar os selv engang efter 2040.
Altså hvis det Nationale Bluff holder, og det gør det jo nok næppe. For velfærdssamfundet skal jo også have sin del af kagen. Og så må vi indtil da håbe at amerikanerne igen igen igen træder til, når vi nu endnu engang ikke vil betale.
Gad vide om vi nogensinde bliver voksne nok i Europa til at forvalte vores egen sikkerhed?
Kina har militær, og USA har forsvar, ifølge skribenten. Hvad er årsagen til den forskel i sprogbrug?
Prøv at følge Karners konservative og USA-venlige skriverier her i Inf. Alle tekster ligner hinanden: De har en centralt placeret kilde tæt på den amerikanske administration og er fyldt med fordrejninger, frygt, fortielser og løgne. Denne gang har han fået fat på en norsk forsker, der naturligvis bekræfter Karners paranoia.
Og så har Karner fået en lækkerbisken serveret. Oven i købet dansk. Den såkaldte 'analysegruppe', der består af tidligere NATO-embedsmænd og gamle officerer, har problemer med at argumentere for at Kinas reaktioner på amerikansk aggression i Asien også er til fare for Danmark. Men den klarer Karner. Selv Berlingske har en mere nøgtern analyse af den globale stormagtsrivalisering.
Et fif til en ny gang Karner- kampagnejournalistik: Prøv at få et interview med den ny-kristne anti-kommunist Adrian Zenz. Han er leveringsdygtig i groteske rædselshistorier fra Kina og er oven i købet tilknyttet det amerikanske forsvarsministerium. Dem vil Karner elsker at elaborere på.
Denne artikel falder meget fint ind i den mediemæssige konsensus i denne tid, hvor det handler om at skabe mest mulig frygt.
"Fear inflation" er en færdighed som specielt er veludviklet i USA, men vi er da osse ved at lære det.
Karner og Informations redaktion bidrager efter bedste evne.
Udsigten til at rustningsindustrien kommer til at spinde guld på dette er lovende.
Kina er en kolos på lerfødder og Xi ved det! Derfor puster han sig op nationalistisk, giver store/tomme løfter til alle, der geografisk ligger på belt & road-vejen og så har han mange ubeboelige boliger, der giver ham økonomiske problemer, så han nu må sælge ud af $-beholdningen. Det hele er set før og derfor er Kina internationalt ustabilt.
Ja, det er svært at ryste gamle reflekser af sig.
De ligger fast forankret i rygmarven på venstrefløjen.
Sådan er det nu engang.
USA er den slemme nation.
Kina den rare og venlige - sådan da.
Og så er landet jo kommunistisk.
Der skal mere end Tibet, Uighurer, politistat og trusler mod Taiwan til, før man erkender, hvad Xi og Kina er ude på.
Det er ellers ret tydeligt for de fleste....
Xi har også det problem at han kæmper mod Corona virus, En kamp mod biologien som ikke kan vindes.
Hvis man endelig skal se noget 'godt' i Corona pandemi og krigen i Ukraine , er det ,at det har vist hvor dårligt autokratier med magtcentralisering og ledere , der sidder for længe fungerer. I øvrigt ventes USA's økonomi i år for første gang siden 70'erne at overstige Kinas. Mon ikke de liberale demokratier og kapitalismen lever længere end Kina's system ?
Ligesom det også holdt længere end de forfærdelige ismer marxisme og nazisme , som forårsagede så megen lidelse i sidste århundrede
Xi har fat i den lange ende uanset hvad en en journalist på Information har gang i - for det første har Kina deres nye silkevej (Belt and Road Initiative) plus deres lederstilling i et udvidet BRICS-samarbejde med feks. Saudi-arabien og en række sydamerikanske lande på kandidatlisten der blev underskrevet ved mødet i Samerkand i sommer. Kina "konkurrerer" med USA om overherredømmet både i teknologi,valuta (digital valuta i BRICS-området) hvor Kina kan købe olie med deres egen valuta både i Venezuela,Brazilien og Saudi-arabien. Kina har også et trumfkort i teknologiræset - De sidder på 90 % af udvinding og raffinering af "sjældne jordarter" der er uundværligt i el-biler,vindmøller - sågar i den amerikanske våbenindustri. Så Kina vinder det 21. århundrede uden krudt og kugler men med samhandel og diplomatiske forbindelser i den tredje verden.
Kinas oprustning er et forsvar mod den amerikanske aggression der kommer fra de mere end 800 amerikanske baser der har omringet Riget i Midten.
Og det har ikke en skid med ideologi at gøre - det er hårde facts.
Willy Johannsen - tal for dig selv. Jeg har aldrig 'været' kommunist eller stemt på et kommunistisk parti. Har du? Men du har ret: Jeg er meget USA-kritisk.
Lad os grave et par spadestik dybere og få noget på plads omkring Kina. Det gider Karner adrig. han vil hellere løbe med rygter og overskrifter.
Diskussioner omkring udviklingen i Kina især omkring uighurerne har været domineret af to konkurrerende synspunkter. Et vi kan kalde essentialistisk og et anden som vi kan kalde for 'whataboutisme'. Den essentialistiske tilgang er karakteriseret ved en afvisning af ethvert forsøg på at finde ligheder og sammenhænge mellem dynamikker i Kina og andre steder i verden. Denne form for argumentation, som Karner gerne ville repræsentere hvis han havde viden nok, har en tendens til at understrege situationen ét sted, gøre handlinger på stedet til karakteristisk for hele landet , for 'systemet'og så påstå, at denne situation (i Xinjiang) gør Kina til et særlig forfærdeligt sted for alle. Især er nutidens essentialistiske argumenter mest centreret om et autoritært Kina, der ikke kan og heller ikke skal sammenlignes med liberalt-demokratiske lande, fordi de repræsenterer fundamentalt forskellige politiske systemer - og enhver antydning af, at der kan være fælles ligheder, fordømmes øjeblikkeligt.
Den whataboutistiske tilgang afviser i stedet enhver kritik af de kinesiske myndigheder som hyklerisk ud fra den påstand, at kineserne hverken gør mere eller mindre end det, alle andre stater også gør.
Mens essentialister mener, at lejrene i Kina er en eksklusiv manifestation af det kinesiske kommunistpartis totalitære karakter, spørger whataboutisterne, hvordan nogen i Vesten kan fremføre nogen som helst kritik af Xinjiang i betragtning af deres egne landes lange kolonihistorie. , den dystre situation i deres fængselssystemer, masseinterneringer af flygtninge og katastroferne udløst af den globale krig mod terror.
Masseinterneringen i Xinjiang har gjort mere end noget andet for at styrke det essentialistiske syn på Kina i dag. Det er faktisk nemmere at placere hele skylden på det kinesiske kommunistparti (og det fortjener bestemt skylden) og glemme, hvordan Xinjiang-lejrene er en infrastruktur, der sigter mod at forstærke en kolonial tilstedeværelse, og som repræsenterer kulminationen på en århundrede lang global proces hvori koncentrationslejre først blev udtænkt af spanierne i Cuba i slutningen af 1890'erne, udvidet af briterne i Sydafrika under Boerkrigen, normaliseret af alle krigsførende nationer under Første Verdenskrig og endelig manifesteret i de sovjetiske varianter af gulag, de nazistiske KZ-lejre for slet ikke at tale om nyere interneringslejre, der blev almindelige i Latinamerika i 1970'erne og som i mindre format også eksisterer i dag i de amerikanske sydstater, der grænser op til Mexico.
Det er også nemt at 'glemme' forbindelserne mellem disse lejre og globale overvågningsbrands og multinationale selskaber, og hvordan teknologierne, der har gjort lejrene mulige, er blevet promoveret af franske og amerikanske universiteter.
Citat: "Vi står over for en ikkedemokratisk, aggressiv magt, der i stigende grad opererer globalt."
For de 99.9% af jordens befolkning, der ikke bor i de tyndt befolkede stater i USAs midtvesten, hvor hver stemme tæller 2-3 dobbelt, er USA i sandhed en ikke-demokratisk magt.
Det kunne på den baggrund være sjovt at rundsende et globalt spørgeskema til hele jordens befolkning:
Hvem mener du i størst grad lever op til betegnelsen "aggressiv magt der opererer globalt" - USA eller Kina ?
Og kære læser. Jeg vil ikke spørge, hvad du tror ville blive resultatet af en sådan global meningsmåling. Jeg vil spørge, hvad du tror, din nabo ville gætte på.
Det mærkelige er, at analytikere uimodsagt har været enige om, at USA ikke kan beholde det globale hegemoni - at de ganske få midtvest-vælgere på et tidspunkt må afgive indflydelse.
Men mig bekendt har ingen endnu beskrevet, hvordan denne (set med midtvest-farmerens øjne) skadelige nedbrydnings-proces rent praktisk kan foregå.
Om det kan gøres uden et nukleart brag så stort, at der ikke længere er nogen menneskehed at herske over.
Det er fjollet at interessere sig for Kina, når det i den grad er i USAs midtvesten (MAGA og trumpismen), at klodens fremtid afgøres. USA's forsvarsbudget har længe været større end verdens øvrige landes tilsammen.
@jens christian jacobsen
Andre må mene hvad de vil.
Men når du nu spørger så direkte.
Jeg har gennem livet stemt på det meste på venstrefløjen. Mest SF og VS i sin tid.
Men kommunisme er en mental sygdom. En "religiøs bevægelse" i hvert fald dengang.
En sød pige slæbte mig med til DKP møder i håb om at få mig med. Underlig oplevelse. De var ved at rive hovedet af hinanden. Jeg havde ondt af ham, der lagde lokale til. Forsøgte at trøste ham. Han havde siddet i KZ og havde dårlige nerver.
Det var modbydeligt at opleve.
Men alt det er jo fortid, som det, du er så optaget af.
Meget har forandret sig siden.
Noget til det bedre, noget til det absolut værre.
Hvor Kina og Rusland i den grad har overhalet din ærkefjende indenom.
Det er den nuværende virkelighed jeg tager pejling af, ikke af historien.
For hvor skal vi så begynde og ende?
Og så hører du ikke mere fra mig :)
WJ: Det var modbydeligt at opleve.
GP: For lige at afbalancere har et af de flinkeste mennesker, jeg nogensinde har kendt, været DKP-er så længe det var muligt. I 70-erne var DKP-erne en meget lille klub, hvis eneste undskyldning lå i sætningen "reelt eksisterende socialisme".
Hele den politiske del af "Ungdomsoprøret" tog udgangspunkt i Kinas kritik af Sovjet i 1963 - at Sovjet udbyttede U-lande lige så groft som USA. Sovjet blev betragtet som "statskapitalisme" og Stalin blev skiftevis beskrevet som fascistisk diktator og paranoid monark. Både Tvind (Amdi) og Blekingegadebanden (Appel) opstod ud af dette.
Tanken om at det egentlig var "flueknepperi" at sikre B&W arbejderen 10 øre mere i timen, når den internationale ulighed var så gigantisk, er man lige ved at betragte som "mainstream" i vore dage.
Og det er netop her, det nuværende Kina har gjort et stort comeback. De har investeret i - nærmest foræret - vigtig infrastruktur til en række 3-die verdens lande.
Det er også værd at bemærke, at DKP assimilerede sig sporløst ind i VS, da VS (plus et par ukendte småpartier) skiftede navn til Enhedslisten. Jeg har aldrig hørt et medlem af Enhedslisten beskrive det hedengangne Sovjet som "reelt eksisterende socialisme".
Pro-sovjetisk ideologi har ikke spillet nogen rolle i årtier, mens antiamerikanisme har bredt sig fra de oprindelige territorier til efterhånden at omfatte næsten hele kloden (f.ex. den muslimske verden i asien og det meste af Afrika).
Og efter trumpismen har bidt sig fast, har antiamerikanismen bredt sig til selveste USA.
En splittelse, jeg selv tror har fristet Putin over evne. Hans krigsmål er hverken Ukraine eller Europa, men USA.
@gorm petersen
For god ordens skyld:
Ham der lagde lokale til, var absolut et yderst sympatisk menneske - jeg husker ham som René Høgsberg, fornavnet var i alt fald René.
Han burede sig inde i et lille hjørnekontor. som han desværre kun kunne forlade gennem mødelokalet, når han var blevet bragt i fortvivlelse. Jeg forsøgte at berolige og opmuntre ham med sedler, jeg skubbede ind under døren til ham. Jeg ved ikke, om det hjalp.
De fleste mødedeltagere var helt lige glade med ham. Det har jeg aldrig glemt!
Det var ondt.
Nok fordi de var kommunister.'Sådan er de jo. Se bare i Kina!'
Seriøs og pålidelig oplysning om nutidens Kina's samfund er tydeligvis en mangelvare.
Har man stemmeret som medlem af Kinas kommunistiske parti?
Hvor stor en del af kineserne er medlemmer?
Hvordan bliver man medlem?
Kan man sige at Kina har et meritokrati - og at USA halvvejs har et trumpistisk idioternes diktatur?
Hvordan er kapitalismen i Kina?
Hvordan kan vi forstå Kinas konfucianisme?
Lad os få nogle propagandafri svar på sådanne spørgsmål!
Det var en masse spgsm. på
een gang.
Her nogle svar:
Der er lidt under 100millioner medlemmer af Kinas kommunistiske parti.
Man skal anbefales som medlem. Optageproceduretne kender jeg ikke
Man vælger direkte de lokale folkekongresser ( der nogenlunde svarer til en kommunalbestyrelse.)
Der er 9 partier repræsenterede i Folkekongressen der - vistnok - har 171 medlemmer som vælges af de lokale folkekongresser. De 8 er små partier, der fraset nogle få områder er enige med det kommunistiske parti. Der findes ingen reel politisk opposition som man kan vælge eller tilslutte sig. Det vil være at stikke folk blår i øjnene har Xi udtalt, for grundlaget er arbejdet frem mod et frit, kommunistisk samfund der endnu ikke er nået. Derfor er der ikke plads for afvigelser fra den linje.
Bare som sammenligning: Forestil jer at et amerikansk kommunistisk parti vinder valget derovre. Mon magteliterne og storkapitalen vil tillade det? Næppe. Kineserne er mere ærlige. De siger, at det kan ikke lade sig gøre.
@jens christian jacobsen
Tak for oplysningerne!
Der er vist ca. 1500 mio. kinesre, og med ca. 100 mio, partimedlemmer må det vel så være ca. 1 ud af hver 15 kinesere, der har politisk indflydelse via det kommunistiske parti (hvis jeg har regnet rigtigt).
Hvis partimedlemmerne faktisk har politisk indflydelse, så er det vel ikke helt så ringe endda ;-)
Der er jo - mig bekendt - også plads til privatkapitalisme i nutidens Kina, men nok bedre reguleret end Vestens mulinationale giganter, der for mig rejser spørgsmålet om, det er pengene eller vælgerne, der her hos os har størst politisk indflydelse.
Om det er rigtigt, at den ældgamle konfucianismes samfundsideologi har en gavnlig betydning i det moderne Kina, gætter jeg, men jeg ved det ikke.
Det er jo i så fald noget andet end den hvide mand, der i nordamerika drog vestpå - vel egentlig alene med seksløberen som samfundsideologi ;-)
Når Ruslands Putin forhåbentlig snart er brudt sammen, så står vi jo her i Europa midt mellem de to stormagter: USA og Kina, og så er det jo vigtigt at vi er grundigt og upartisk orienteret.
Så i stive træk er Xis geopolitisk virke en tro kopi af vestlig magthegemoni de sidste 400 år?
Ingen misforståelser, Kina er et statskapitalistisk maridtsregi (den eneste forskel på Singapore og Kina er, at det ledende parti i Kina kalder sig kommunister med det mindst mulig 'k', selvom den kinesiske stat droppede al prætens om kommunisme i 70'erne, og den maoistiske appropriering, ligesom leninismen, var allerede lysår væk fra noget som helst af hvad Marx nogensinde skrev), men det er virkelig interessant at Vestens vidensproduktion hele tiden understreger truslen ved et kinesisk militær der har en global tilstedeværelse, medens det reelle antal af kinesiske militærbaser, udenfor Kinas grænser, er én enkel søværnsbase nær Djibouti i det østlige Afrika.
For en smule perspektivering, så har USA omtrent 760 baser, spredt blandt 80 nationer, og med deres moralske relativisme, mht. hvad CIA (den nok største terrororganisation på verdensplan, hvis man bruger deres egen definition) kendetegner en "trussel" for amerikanske interesser, ved jeg godt hvem jeg ville være mere nervøs for.
Det hjælper heller ikke at Europa, siden den tidligere imperialismes fald, har haft det virkelig svært ved at finde et konkret ståsted i geopolitisk stand, og har i stedet ladet sig tilbagestå som en passiv interesseopholder for USA, både politisk, militært og især økonomisk.
Lidt selvreflekteren blandt vestlige meningsdannere ville være på sin plads, men der topper idealismen også..
Jeg fik nogle input fra en dansker, der hjælper danske firmaer med at finde billige maskiner i Kina.
Han bekræfter, at systemet intet har at gøre med hverken kommunisme eller social retfærdighed. Men det minder på mange måder om Japan. Unge mennesker paces af deres forældre til at præstere maksimalt m.h.t. uddannelse. Det er ikke nok bare at "kende nogen, der kender nogen" som man kender det fra ældre kapitalistiske systemer som eksempelvis DK og USA, hvor eksempelvis Harvard er kendt som et sted, hvor rige folks børn knytter forbindelser til rige folks børn i andre lande (kilde: Uffe Elbæk i DR1).
Der findes sikkert en korrupt overklasse, men for meget store dele af befolkningen - også højere middelklasse - er der ingen "kære mor". Man må egenhændigt præstere noget.
Jeg tror kineserne tilstræber et "merito-krati" - altså et system, hvor man faktisk skal være dygtig for at få succes. Det forklarer også den kommercielle succes for Kina i internationalt.
At det så stresser unge mennesker og sikkert giver høj selvmordsprocent, er en anden sag.
Måske er de unge brushoveder i LA det danske parti, der kommer tættest på Kina. De påstår, de vil højne den sociale mobilitet. Og det er vel netop dette, der er fidusen ved et meritokrati - at der ikke er nogen "fede katte" (tænk på vore egne bestyrelser og direktører, der skiftes til at give hinanden gyldne håndtryk).
For overklassen må et sådant system næsten være endnu mere skræmmende end sovjetisk kommunisme. Tænk at skulle bestille noget.
Alexander Bak - dit indlæg er morsomt . Sjældent har jeg læst så mange udokumentetede påstande og synsninger.
Næsten lige så spændende som Sonne/Karner.