Den store europæer Helmut Kohl var næsten lykkelig, da han som tysk kansler i 1992 skrev under på Maastricht-traktaten. Men også kun næsten. For traktaten fastlagde godt nok reglerne for euroen. Men den lod også, som om det økonomiske kan stå for sig selv uden et politisk fundament.
»Det er helt afsporet at tro på, at vi på lang sigt kan opretholde en stabil handels- og valutaunion uden en politisk union,« sagde Kohl dengang.
Underforstået: Hvem skal stå på mål for de fælles regler og sanktionerne for den fælles valuta?
Til Kohls tilfredsstillelse har euroen og det indre marked fremtvunget en enorm politisk harmonisering i EU. Men problemet består stadig, ikke mindst i forhold til eurolandenes gæld, der er vokset betydeligt, siden euroen blev indført: Det er svært at håndhæve regler i et fællesskab, hvor nationalstaterne bestemmer over egne budgetter.
Reelt efterspørger især Sydeuropas befolkninger skandinaviske løsninger, har jeg oplevet. Der er en betydelig modstand i Italien imod en øget skat - men ikke imod skat i sig selv, derimod skat, som man ikke oplever fordele ved at betale i form af social tryghed og omfordelende lighed til nedbringelse af den traditionelle korruption.