TRIESTE – »Det her er vores hjem nu.«
Den 20-årige pakistaner Shams peger lidt forlegent rundt på omgivelserne, næsten som om det lige præcis skulle være hans ansvar, at der ikke er blevet gjort rent.
Inde i den mere end hundrede meter lange lagerbygning flyder det med affald. Tomme dåser, glasskår, udtrådte sko, medicinflasker, madbakker og iturevne rygsække. Der er en tung stank af pis, som kolliderer med lugten af smeltet plastik fra bålene, som der fortsat stiger røg op fra denne kølige formiddag.
Bygningen er blot en tom skal af stenmure, efter en brand i 1990’erne fortærede dørene, vinduerne og taget. Regnvand løber fra de øverste etager gennem sprækker i gulvene og plasker ned på stueetagen, hvor et par hundrede asylansøgere om natten har forsøgt at finde et tørt sted at sove på et underlag af jord, grus, murbrokker og store søer af regnvand.
Nogle ligger i soveposer. Andre svøber sig i de knitrende guld- og sølvfarvede varmetæpper af aluminium, som de har fået udleveret af hjælpeorganisationer.
