»Det blev personligt. Meget anspændt, meget eksplosivt« Klimatopmødet er ved at løbe tør for tid

Det er ikke gået efter planen. Spørgsmålet er, om der nogensinde var én. Sådan kan man opsummere det egyptiske formandskabs situation efter knap to ugers forhandlinger i den egyptiske ørken i Sharm el-Sheikh. Mens de kommercielle boder i konferencecenteret er ved at pakke sammen, ser mange forhandlere med ængstelse på klokkeslættet på deres flybilletter hjem lørdag, for meget tyder på, at de kommer til at misse flyveren hjem.

Det egyptiske formandskab præsenterede natten mellem torsdag og fredag kl. 3.30 endelig sit første bud på den politiske erklæring – den såkaldte cover decision – som normalt er arven fra klimatopmøderne til eftertiden. Parisaftalen og sidste års Glasgow Climate Pact er resultatet af denne proces. Først senere blev teksten lagt ud til offentlighedens skue.

Det første reelle udkast til en politisk konklusion på topmødet kom efter et kaotisk forløb, hvor de egyptiske værter i flere omgange havde præsenteret 20 sider lange tekster, som blot var en oplistning af de mange udeståender. Senest natten til fredag. Derfor er det først nu, at man kan ane konturerne af, hvad der måske kan blive til Sharm el-Sheikh-aftalen. Hvis parterne altså kan blive enige, for uenighederne er fortsat enorme.

Status midt på dagen fredag er, at formandslandets udkast til en topmødeerklæring er ti sider langt og fyldt med kantede parenteser, som indikerer, at der fortsat er store uenigheder. Flere steder er der blot afsat plads til tekst om de mest svære forhandlingsemner. Det samme gælder for de forskellige tekniske forhandlingsspor, hvor der også udestår mange timer, hvis ikke dage, før der kan opnås enighed. Formanden for COP27, den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry, sagde tidligt fredag eftermiddag, at han håber at kunne lukke konferencen med en aftale lørdag. Om den nye tidsplan holder, vil de næste timer vise.

Nøglen til succes

»Nøglen til succes ligger i at nå frem til en løsning på spørgsmålet om finansiering af sårbare lande, som uden egen skyld lider stadig større tab og skader som følge af klimapåvirkninger. Hvis der kan opnås enighed om dette spørgsmål, vil det fremme mere ambitiøse resultater om at holde 1,5 grad i live, reformere det globale finansielle system, så det er i overensstemmelse med Paris, og andre spørgsmål. Alt er på spil i de næste 24 til 48 timer,« siger Alden Meyer, rådgiver i tænketanken EG3 og tidligere rådgiver for flere af formændene under FN’s klimakonferencer.

De knap 200 lande ved FN’s klimakonference mødtes i plenarsalen torsdag aften. Her var der tale om en forholdsvis rolig drøftelse, hvor EU kom med forslaget om en fond til tab og skader, mens Kina stod fast på sin position om, at holde fast i den oprindelige opdeling mellem udviklingslande og industrilande.

På en briefing med eksperter fra tænketanken E3G fredag morgen forlød det dog, at nattens forhandlinger, efter en tekst blev præsenteret for forhandlerne sent torsdag aften, havde været voldsomt dramatiske.

»Det blev personligt. Meget anspændt, meget eksplosivt,« fortæller en kilde tæt på forhandlingerne.

Den amerikanske særlige klimaudsending, John Kerry, og Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødtes i tre timer i løbet af natten for at diskutere positioner og mulige veje videre i forhandlingerne. USA har hidtil stået stejlt i spørgsmålet om en fond til tab og skader, mens Kina forsøger at holde fast i sin status som udviklingsland i forhold til både finansiering af klimaindsatsen i de fattige lande og Kinas egne forpligtelser til at sænke sine udledninger. En forståelse eller et kompromis mellem de to lande vil være afgørende for, om der kan landes en klimaaftale i Egypten.

De største knaster

Information beskriver her de største konflikter og udeståender ved klimatopmødet i den egyptiske badeby. Som de fremgår af det bud på et slutdokument, som formandskabet lagde frem fredag kl. 3.30. Teksterne fra udkastet til konklusioner er ikke definitive, men genstand for storpolitiske forhandlinger i de kommende timer – og alt kan ændre sig, for som man siger på COP’erne: Intet er aftalt, før alt er aftalt.

• Tab og skade. Udviklingslandene ønsker en fond, der skal gå til at give klimakompensation til de lande, som i dag har lidt tab og skade som følge af klimakatastrofer og voldsomt vejr. Særligt USA stiller sig fortsat kritisk over for ideen om en sådan fond. EU præsenterede overraskende et kompromisforslag torsdag aften, hvor unionen siger god for en fond til tab og skade, hvis man samtidig skaber en »bred donorbase«. Det er FN-sprog for, at de rige vækstøkonomier som Kina og Saudi-Arabien, som i FN-terminologi betegnes som udviklingslande, skal være med til at betale til fonden. »Forslaget er formuleret, så det kan splitte den store alliance af ulande. De rigere u-lande forventes at betale, og de fattigere lande kommer til at få støtte. Det bliver svært at sluge for de store u-lande, men også svært at sige nej til for de små,« forklarer Mattias Söderberg, klimarådgiver for Folkekirkens Nødhjælp, som følger forhandlingerne i Egypten. 
• Omvendt understregede Kina på torsdagens sene plenarsamling, at landet vil holde fast i den nuværende opdeling i udviklingslande og industrilande. Det handler om spørgsmålet om tab og skade – men også om, at Kina ikke ønsker at ende i en situation, hvor landet kan pålægges forpligtelser for reduktioner af sine udledninger af drivhusgasser som de rige lande. USA og EU ønsker kort sagt at gøre op med den hårde opdeling mellem udviklingslande og industrilande, mens Kina og en række andre rige lande ønsker at fastholde denne opdeling. 
• Reduktioner. I det nuværende udkast er der klare henvisninger til målet om at holde temperaturstigninger i dette århundrede under 1,5 grader i tråd med videnskabens etablerede grænse. Teksten opfordrer til »dybtgående og hurtige emissionsreduktioner«. På topmødet diskuterer man, hvordan landene skal komme med nye forpligtelser i form af de såkaldte NDC’er – altså de nationalt bestemte forpligtelser for reduktioner af udledninger. Det handler blandt andet om det arbejdsprogram, som skal etablere, hvornår landene skal melde nye forpligtelser ind. Her ønsker EU, at der skal ses på dette mange gange før 2030 for at sikre, at presset fastholdes for at melde nye, mere ambitiøse reduktionsmål ind. I det nuværende udkast til en aftale står der: »... opfordrer indtrængende parterne til at engagere sig konstruktivt i dette arbejdsprogram med henblik på hurtigst muligt at øge ambitionerne og gennemførelsen af reduktionssindsatsen i dette kritiske årti i overensstemmelse med Parisaftalens langsigtede temperaturmål.« Niveauet for, hvor mange forpligtelser for reduktioner, de fattige lande vil gå med til, hænger sammen med både om der kommer en fond for tab og skade – og om de rige lande vil tilføre flere midler til klimafinansiering til særligt tilpasning i de fattige lande.
• Tilpasning. De fattige lande ønsker for det første, at de rige lande leverer de 100 milliarder dollar om året i klimafinansiering, som de skulle have gjort hvert år siden 2020. Hertil kommer, at andelen, som går til tilpasning – altså at de fattige lande kan finansiere byggeri af diger eller mere resistente afgrøder – skal være højere. Her fremgår det af Egyptens udkast til konklusioner, at konferencen »bemærker med alvorlig bekymring den eksisterende kløft mellem det nuværende tilpasningsniveau og det niveau, der er nødvendigt for at reagere på virkningerne og reducere klimarisici«. Det helt store spørgsmål er dog det langsigtede mål: the global goal on adaption. Her fremgår det af teksten fra det egyptiske formandskab, at parterne »understreger, at det haster med at opfylde mandatet om at have et klart globalt mål om tilpasning for at styre tilvejebringelsen af finansiering og gennemførelsesmidler fra de udviklede lande til udviklingslandene for at reducere risikoen for klimaændringernes virkninger«. Kort sagt ønsker de fattige lande, at de rige lande forpligter sig til at give en større del af klimafinansieringen til tilpasning end i dag – og det gælder særligt fra 2025 og fremover, hvor der skal aftales et nyt beløb for klimafinansieringen fra de rige lande til de fattige. 
• Klimafinansiering. De rige lande lovede ved COP15 i København i 2009, at de ville give de fattige lande 100 milliarder dollar om året i klimafinansiering fra 2020. Det løfte har de ikke levet op til. Teksten fra det egyptiske formandskab »giver udtryk for alvorlig bekymring over, at de udviklede landes mål om at mobilisere 100 milliarder dollar om året i fællesskab inden 2020 endnu ikke er nået, og opfordrer indtrængende de udviklede landes parter til at opfylde målet og afhjælpe efterslæbet på 100 milliarder dollar siden 2020«. Teksten opfordrer ligeledes til en reform af de store udviklingsbanker som Verdensbanken, således at disse midler kan bruges i højere grad som en del af finansieringen af tilpasning og reduktioner i udviklingslandene.
• Fossil energi. I Glasgow-aftalen var det nyt, at teksten opfordrede til en »nedfasning af unabated kul«. Det betyder kulkraftværker, som ikke har installeret CO₂-fangst- og lagringsmekanismer. Indien strittede voldsomt imod dette, og derfor endte man med at bruge ordet nedfase i stedet for udfase. I det egyptiske formandskabs tekst står der »udfasning af unabated kulkraft og udfasning og rationalisering af ineffektive subsidier til fossile brændstoffer i overensstemmelse med de nationale forhold og i erkendelse af behovet for støtte til en retfærdig omstilling«. Til gengæld indeholder teksten ikke sprog på udfasning eller nedfasning af fossil energi i det hele taget – såsom olie, gas og kul. Det har Indien ellers spillet ud med tidligere på ugen og har fået støtte fra blandt andet EU, men det har det egyptiske formandskab ikke taget med i teksten, blandt andet fordi dette er uspiseligt for Canada og USA. Teksten indeholder heller ikke et mål om at nå et maksimalt niveau for udledninger i 2025 eller et mål for energieffektivitet.
• Klimakvoter og markedsmekanismer. Spørgsmålet om brugen af CO₂-kvoter og markedsmekanismer – altså for eksempel at lande kan betale andre lande eller virksomheder for at nedbringe deres udledninger og bruge dette i deres klimaregnskab, som om de selv havde nedbragt landets egne udledninger, har ikke fået så meget omtale i år. Men der har været heftige oratoriske slagsmål om blandt andet, hvor åbne oplysningerne tilgængelige for offentligheden og myndigheder om kvoterne skal være – herunder om de CO₂-besparende projekter, de repræsenterer. Kritiske stemmer frygter greenwashing og dobbelttælling af CO2-reduktioner som konskevens, hvis disse forslag får i gennem.

FN’s klimatopmøde skulle efter planen slutte fredag, men formandskabet har annonceret, at konferencelokalerne vil være åbne indtil søndag aften. Der venter dermed flere dages forhandlinger, formentlig med flere bud fra formandskabet på, hvordan en sluterklæring kan skrues sammen, før parterne kan nå hinanden. Der har tidligere været COP’er uden en sluterklæring, men det er et særsyn, og med COP27 kategoriseret som et sted, hvor der skal være handling, vil det se skidt ud, hvis parterne må flyve hjem uden enighed om en politisk erklæring.