Analyse
Læsetid: 5 min.

Ruslands tilbagetog fra Kherson afgør næppe krigen

Putin og Ruslands invasionshær har lidt et ydmygende nederlag – men tilbagetrækningen af 20.000 soldater til floden Dnipros østbred fører ifølge iagttagere kun til omgruppering og nye forsvarslinjer – ikke til opgivelse af krigsprojektet
Ukrainsk artilleri beskyder russiske stillinger ved Kherson. Volodymyr Zelenskyj begrænser jublen over den russiske tilbagetrækning til en konstatering af, at »fjenden bringer os ikke gaver«.

Ukrainsk artilleri beskyder russiske stillinger ved Kherson. Volodymyr Zelenskyj begrænser jublen over den russiske tilbagetrækning til en konstatering af, at »fjenden bringer os ikke gaver«.

Abaca/Ritzau Scanpix

Udland
11. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Når dårligt nyt skal kommunikeres til offentligheden, foretrækker Ruslands præsident, Vladimir Putin, at skubbe andre frem i forgrunden.

Onsdag var det så op til hans hærchef i Ukrainekrigen, general Sergej Surovikin, og hans forsvarsminister, Sergej Sjojgu, at gå på russisk stats-tv for at meddele, at samtlige russiske tropper i Kherson-regionen nu trækker sig helt fra Dnipro-flodens vestbred.

Dermed opgiver Rusland også den strategisk og symbolsk vigtige havneby Kherson – den eneste provinshovedstad, Moskva har kunnet få kontrol med, siden det i februar indledte sin invasion i fuld skala.

Seancen på stats-tv virkede indstuderet med replikker, der faldt som i et stykke amatørteater. Først fik Shojgu den militære situation forklaret af Surovikin. Kherson kan ikke længere forsynes, sagde Surovikin og bad sin overordnede om tilladelse til at give ordre til retræte: »Så kan vi redde vores soldaters liv og vores troppers kampberedskab. Det nytter ikke at have dem på et begrænset sted på højre bred.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

@ Jesper Johannsen
Den 27 februar meddelte kansler Scholz, at hans regering havde besluttet en ekstra bevilling til det tyske forsvar på €100 mia sammen med årlige stigninger i forsvarsbudgettet. Siden denne dato har Tyskland og Rusland afviklet hovedparten af de russiske energileverancer til Tyskland, og de bliver ikke genoptaget efter krigen. Det er i det hele taget fuldstændig uvist, hvad det fremtidige forhold til Rusland bliver.

Til gengæld skal man nok regne med, at det republikanske højre med tidligere præsident Trump varigt har svækket det amerikanske demokrati og har etableret den opfattelse i USA, at europæerne må betale mere for forsvaret i Europa. Derfor diskuteres det både i Frankrig og i Tyskland, hvordan det skal organiseres og hvilke forskydninger i beslutningansvaret, det indebærer.

Holger Nielsen, Lasse Schmidt og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Uden at ville tages til indtægt for ophavets uhyrlige karakter!!

Så fristes jeg alligevel til, denne gang i konteksten af en retfærdig krig.
At citere den nærmest unævnelige personage, for den i datidens uhyggelige kontekst!
Uhyggelige tale i Sportspalast 1943

Wollt ihr den totalen Krieg

Totaler Krieg - Kürzester Krieg

For det som Rusland nu gør!
Det er at føre total krig mod hele det livsgrundlag, uden hvilken det ukrainske folk ikke vil kunne overleve.

Fordi Rusland lider militære nederlag i et omfang, og i et tempo.
Hvor de nu kun har den mulighed tilbage, at trække tiden i langdrag.
I kraft af udslettelse af den civile ukrainske infrastruktur:-(

Det gør Rusland, mens vesten stadig kun leverer våben og anden støtte.
Af et omfang der gør at Ukraine kan holde stand, men uden at kunne sejre hurtigt og endeligt.

Det er ikke godt nok, og vi vil kunne levere mere!
Vi kunne bidrage sådan, at denne forfærdelige krig kunne få en ende!
Som det eneste acceptable!
I kraft af det totale nederlag til Rusland og Ruslands betingelsesløse kapitulation!

Europa leverer simpelthen for lidt i sammenligning med USA, der yder forholdsmæssigt markant mere støtte til Ukraine, end Europa.

Det er stærkt bekymrende, at de første tegn begynder at vise sig?
På at USA måske vil presse Ukraine til at indtage en position, som på ingen måde vil være retfærdig.
Men som Ukraine kan blive nødt til at acceptere:-(
Fordi de ikke kan andet, uden fortsættende og tilstrækkelig vestlig opbakning.

Hvis det sker, er det ikke USA vi skal bebrejde først og sidst!
Så er det Tyskland mfl, som på trods af de advarsler landet fik.
Og som Tyskland ignorerede i årevis.
Fortsatte sin tonedøve kurs mod den afhængighed af russisk energi, der førte til krigen i Ukraine.
Selv efter Krim i 2014, det er i dag utilgiveligt.

Selv nu under krigen, er Tyskland skamfuldt fodslæbende i sin støtte til Ukraine.
Tyskland må sammen med EU, tage ansvaret for en eventuel skamfuld fred med Rusland.
Hvor Orban i sidste ende får sin vilje, med et skræmt Europa i ryggen!

Denne krig kunne vi stoppe i morgen, hvis vi bare går hele vejen!
Og nej Putin bruger ikke taktiske atomvåben, jeg tror ikke på det.

Og i øvrigt så vil en enkelt taktisk atom bombe, eller få forårsage mindre skade.
End det pinefulde og langtrukne folkemord, Rusland nu begår.
Med sine massive bombardementer af ukrainsk infrastruktur!

Russia Surprised: America Shows Off Their Super Bomber B-52H Capability at Barksdale Air Force Base
https://www.youtube.com/watch?v=nVIe8Lx-bXk

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Alan Frederiksen

Måske er der nogen der har glemt eller ikke har læst denne artikel på information.dk den 14. marts 2022 under overskriften "Amerikanske våbenfabrikanter ser frem til højere forsvarsudgifter i Europa og USA"
"I kraft af en hær af lobbyister i Washington og betydelige bidrag til kongrespolitikeres kampagnefonde har de store våbenkoncerner en betragtelig indflydelse på størrelsen af USA’s forsvarsbudget."
»I deres lobbyvirksomhed fremfører koncernerne over for politikerne, at våbenproduktion er som et beskæftigelsesprogram. De sørger for at sprede fremstilling af komponenter ud på så mange delstater som muligt. Så selv progressive og liberale demokrater har svært ved at stemme imod ekstra penge til forsvaret,« fortæller William Hartung."
"Beskæftigelsesargumentet er selvsagt umuligt at benytte over for allierede regeringer i Europa. Ikke desto mindre er der historiske eksempler på, at amerikanske våbenproducenter har haft held med at påvirke Washingtons alliancepolitik med henblik på at øge deres omsætning og indtjening."
"»I mine øjne er en af årsagerne til optagelsen af de østeuropæiske lande i NATO presset fra vores våbenindustri. Ikke den eneste årsag, men en årsag. Og du kan være sikker på, at de sidder med som rådgivere i Pentagon og udenrigsministeriet, når der skal træffes beslutning om diverse salgstilbud til Tyskland og østeuropæerne.«
https://www.information.dk/udland/2022/03/amerikanske-vaabenfabrikanter-...

Holger Nielsen, Steen K Petersen, Lars Løfgren og Jeppe Lyngsø Bundgaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Jeg skal ikke forsøge at imødegå Danny Hedegaards mange synspunkter, men jeg er overbevist om, at man øger sine indsigter, hvis man skruer lidt ned for engagementet.
Hvis man har de sproglige forudsætninger for det, kan man høre & se en diskussion på tværs af Atlanten i »Maybritt Illner" fra torsdag d. 10.11 ( igår).

Det havde den polemiske overskrift "Amerikansk egoisme - Tysklands dilemma", men var egentlig snarere en diskussion om atlantiske modsætninger & enigheder. Udgangspunktet er, at Biden påregner at bruge $430 mia. i tilskud til det amerikanske erhvervsliv, og så kan man begynde at regne på, hvad det betyder for europæiske virksomheder. Programmet havde desuden også et par bemærkninger til den globale sikkerhedspolitik.

Mange russere mener at Putins Rusland opfylder alle Umberto Eco’s kriterier for facisme . Men derfor når Putin’s Rusland ikke hverken Hitler’s Nazityskland eller Stalin’s Røde rædselsregime til sokkeholderne i praktiseret ondskab. Men det er nu slemt nok med deportationer , terrorbombinger, totur mm
Heldigvis er det i dag en god dag for os der føler med Ukraine

Danny Hedegaard

@Alan Frederiksen

Hvis du er af den opfattelse, at man ikke har en seriøs tilgang til historie.

Hvis man sætter lighedstegn mellem Maos Kultur revolution, med det store spring fremad, hvor 30 millioner mennesker døde.
Hovedsagelig af sult.

Stalins forcerede industrialisering med Gulag arbejdslejrene.
Udrensning og henrettelse af millioner.
Tvangskollektiviseringen, udryddelse af Kulak bønderne i Ukraine.
Holodomar hungersnøden i Ukraine med millioner af dødsofre.

Og den identiske nationalsocialistiske politik før og under krigen.

Så udsætter jeg mig hellere end gerne for beskyldninger, om at jeg ikke har en seriøs tilgang til historie!

Putin har med hele den måde Rusland har ført krigen på i Ukraine, og med det konstruerede forrykte narrativ, han har lagt til grund for invasionen.

Selv trukket den lige linje til en fuldt ud berettiget sammenligning med Nazityskland.

Jeg ser mig hellere end gerne udelukket fra det gode debat selskab.
Ud fra en begrundelse du lægger til grund.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Torben Siersbæk, Holger Nielsen og Lasse Schmidt anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Debatten i disse spalter om Ruslands forsøg på at diktere en ny sikkerhedsstruktur i Europa har stået på siden årets begyndelse, og den har været en belysning af, hvorfor nogle bruger betegnelsen "amatørhistoriker" for at udtrykke misbilligelse.

Det mest fremherskende har været de falske (historiske) analogier- man forvrænger nutiden ved at sige noget forkert om fortiden, men vi har også været omkring den selektive læsning af kilder, forvanskningen af eller ukendskab til dem for at nævne et par eksempler. Man kan heller ikke konkludere på en historie, der ikke er afsluttet: Historiografi er tilbageskuende.

Kan man garantere, at Putin ikke anvender atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben i Ukraine? Det kan man ikke, og bla. derfor kan man endnu ikke vurdere ham eller krigen i Ukraine i et historisk perspektiv.

Anders Thornvig Sørensen

Alan Frederiksen, 11. november, 2022 - 14:23

Det er nok en dobbeltrettet proces internt i USA, når kongresvalg, lokalpolitik, føderale våbenprogrammer og militærindustriel produktion går op i en større enhed. Politikere på valg ønsker andel i fordelene til deres egen respektive delstat i form af investeringer og arbejdspladser, som betingelse for at godkende de landsdækkende forsvarsbudgetter. Våbenindustriens indretter sig på forhånd efter dette, mens den fremfører sine ønsker.

Lignende mønstre kan man også finde i den civile industripolitik i andre store lande med stærke regionale interessefællesskaber inden for det partipolitiske system. Eksempelvis Italien. Det er ret almindeligt og naturligt.

Mht. NATO-udvidelsen omkring år 2000, var det klart, at de østeuropæiske lande havde et langsigtet behov for at omlægge og modernisere deres våbensystemer, som var nedarvet fra sovjettiden. Landenes indtræden i NATO og deres indførelse af nye våbenstandarder ud fra de fælles standarder der i forvejen gjaldt i NATO, hang logisk sammen.

En sådan standardisering gør det nemmere at opnå storskalafordele i våbenproduktionen, hvilket alt andet lige må være til nytte for USA's våbenindustri.

Det er dog en langsom og ujævn udvikling, da hvert østeuropæisk land har sine egne særlige forudsætninger. Polen eksempelvis valgte at beholde mange tanks fra sovjettiden. Fra 1990 og frem til Ruslands annektering af Krim i 2014 var hovedtendensen den, at de østeuropæiske lande sænkede deres forsvarsudgifter målt som procent af bruttonationalproduktet. Egentlig vedtog NATO 2% målsætningen i 2006, men derefter kom finanskrisen i 2008 og medførte forsatte forsvarsbesparelser.

Ved Ukraine siden februar 2022 har problemet været, at ukrainernes konkrete våbenbehov ikke svarede præcist til den amerikanske militærindustris muligheder for profitabel produktion. Dernæst var og er problemet, at Ukraine mangler penge, dvs. de ukrainske våbenkøb bliver i stort omfang reelt finansieret af vestlige lån. Hvilke vestlige lande der udlåner pengene, og hvilke vestlige lande der opnår ordrerne til våbenlevering den anden vej, kunne det være interessant at få kortlagt.

Tendensen over tid siden februar synes umiddelbart at være: 1) en systematisering og koordinering af den samlede vestlige långivning til Ukraine; 2) I talt med at ukrainernes våbenlagre fra sovjettiden opbruges, sker der en forceret omlægning til vestlige standarder med de nye våben, der ankommer fra NATO- og EU-lande. Selv om de vesteuropæiske våbengaver, med deres blandinger af forskellige nationale, gamle og nye våbenstandarder, fortsat er et logistisk mareridt af et puslespil for ukrainerne.

Men hvis disse to langtidstendenser er reelle, betyder det, at ukrainernes våbenkøb bliver fast indlejret i USA's interne politiske økonomi, både nationalt og på delstatsplan, som ovenfor skitseret.

Det ville i så fald være en trist udvikling set fra Putins side, da den ville lægge Ruslands gradvise økonomiske og militære nedslidning i faste rammer.

Jørgen Mathiasen

Efter rømningen af Kherson bliver Institute for the Study of War nu citeret for ideologiske spændinger mellem Putin og mere radikale russiske nationalister (Alexander Dugin), som sætter spørgsmålstegn ved, om Putin kan indfri sine egne krigsmål.
https://www.understandingwar.org/backgrounder/russian-offensive-campaign...

Det er ikke sikkert, at man i Vesten skal ønske sig Putin væk, for afløseren kan blive værre, men hvis der kommer et kup, skal man ikke regne med, at det bliver i von Stauffenberg-stilen.

Torben Siersbæk

@Jørgen Mathiasen - 13. november, 2022 - 08:25.

"Det er ikke sikkert, at man i Vesten skal ønske sig Putin væk, for afløseren kan blive værre..."

I netop denne forbindelse kan det varmt anbefales at læse kronikken i søndagens Politiken: "Kender du navnet Feliks Dsjersjinskij? Han er nøglen til at forstå Putin" af Bjarne Jacobsen (Lic.scient.pol).

Den sætter mange ting på plads.

Anders Thornvig Sørensen

I den forbindelse kan man citere Ludvig 15., som var den næstsidste enevældige franske konge inden revolutionen i 1789: "Efter os kommer syndfloden".

@Torben Siersbæk.

Du tænker ikke, at det er samme Josh Cohen, som skriver for The Moscow Times?
https://www.themoscowtimes.com/author/josh-cohen

Joshs Opinion pieces (bemærk, ikke artikler) har titler som

"Ukraine Should Beware the Azov Extremists"
"Putin Wants Ukraine Intact, But On His Terms"
"Don't Let Ukraine Into NATO"
"Can Putin Get Everything He Wants in Ukraine?"
"Kiev Should Let Donbass Go"
"Golden Opportunity to Invade Ukraine"
"U.S. Threats Against Putin Will Only Backfire"

Torben Siersbæk

Det lyder ikke usandsynligt!

Hvis han altså findes...

Torben Siersbæk

@Jørgen Mathiasen - 13. november, 2022 - 08:25.

"Efter rømningen af Kherson bliver Institute for the Study of War nu citeret for ideologiske spændinger mellem Putin og mere radikale russiske nationalister (Alexander Dugin), som sætter spørgsmålstegn ved, om Putin kan indfri sine egne krigsmål."

Og man kan genbesøge spekulationerne om kilden til det attentat, der dræbte Dugins datter.

Var det en advarsel til de mest højtråbende høge om at fatter Putin vidste bedst?

Jørgen Mathiasen

Hvis man kender lidt til det russiske narrativ om krigen, - jeg henviser til pressekonferencen med Putin og kansler Scholz umiddelbart før krigsudbruddet, hvor Putin talte om folkemord i Donbas, er det ikke svært at se forbindelse til Jens Tharup Nybergs standpunkt.

Imidlertid går krigen videre, og ukrainerne overrasker os igen og igen. Nu er de åbenbart gået igang med at gøre halvøen Kinburn ved Dnipros udløb til et russerfrit område. Jeg er enig med fortalere for fred gennem forhandlinger, og de vil med sikkerhed også komme, men mener samtidigt det samme, som jeg har sagt i de sidste 11 måneder: Det er med ukrainsk suverænitet, territorial integritet og agtelse for folkenes selvbestemmelsesret.

Nu har G20-mødet og FNs generalforsamling demonstreret, at Rusland er internationalt isoleret, samtidigt med at dets væbnede styrker står blottede i Ukraine. På et eller andet tidspunkt falder klokken i slag for den konflikt.

@Jørgen Mathiasen

Det er helt korrekt med det russiske narrativ og at se forbindelsen. Men det er - og det kan jeg godt se, at du er klar over - vigtigt at kunne skelne mellem et udokumenteret narrativ fra en beviseligt løgnagtig stat og fakta.

Det er vigtigt. at vi holder fast i, at Rusland lyver om stort set alting, og at vi derfor i udgangspunktet ikke kan have tiltro til russiske narrativer, fordi de i langt de fleste tilfælde vil være løgn. Rusland ligger, som de har redt.

Folkemordet i Donbas er russisk historiefortælling. Det russiske folkemord i Ukraine er dokumenteret.