Europa
Læsetid: 8 min.

60 års venskab: EU’s fransk-tyske akse slingrer og knager, men holder endnu

Søndag fejrer Tyskland og Frankrig med pomp og pragt 60-årsdagen for deres forsoning, venskab og rolle som Europas centrale politiske akse. Scholz og Macron vil fremlægge en køreplan for fremtidens EU, men den tysk-franske motor hakker på afgørende områder
De gamle ærkefjender Frankrigs og det daværende Vesttysklands ledere præsident Francois Mitterrand og kansler Helmut Kohl ved en mindeceremoni i 1984 for Første Verdenskrig. I dag er tonen knap så hjertelig.

De gamle ærkefjender Frankrigs og det daværende Vesttysklands ledere præsident Francois Mitterrand og kansler Helmut Kohl ved en mindeceremoni i 1984 for Første Verdenskrig. I dag er tonen knap så hjertelig.

Dpa/AP/Ritzau Scanpix

Udland
21. januar 2023
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Selvfølgelig bliver det nogle harmoniske billeder, vi får at se fra Paris på søndag: Først vil flere hundrede franske og tyske parlamentsmedlemmer mødes på Sorbonne-universitetet. Derefter mødes de tyske og franske regeringer i Élysée-paladset. Og efter et stort anlagt pressemøde, hvor den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Olaf Scholz, formentlig vil stikke hinanden et kindkys og en krammer, vil de to statsledere trække sig tilbage til en middag under fire øjne.

Søndag kan de tysk-franske delegationer nemlig skåle på 60-årsdagen for Élysée-traktaten, der den 22. januar 1963 grundlagde den politisk myte om de to nationer, der efter et århundredes blodige krige endelig forsonedes og skabte le couple eller das Paar – altså EU’s motor eller akse.

I den anledning vil Macron og Scholz komme med et road map for det kommende årti i EU. En vejviser, der vil skitsere de store linjer for det tysk-franske samarbejde – og hvilket Europa de tyske og franske regeringer ønsker inden for så forskellige områder som industri, energi, miljø og sikkerhed.

Festen falder bare på et tidspunkt, hvor der mildest talt er grus det tysk-franske maskineri – og i forholdet mellem de tyske og franske statsledere.

Historiens lange skygge

Med Macron og Scholz er der tale om to så forskellige temperamenter, at der næsten er tale om nat og dag. Som den franske ekspræsident François Hollande har formuleret det: »Scholz siger ingenting, og Macron taler hele tiden.«

Macron er utålmodig og kræver handling, mens Scholz vil have komplet rygdækning, før han siger noget substantielt. Men statsledernes temperamenter er kun en  lille del af årsagerne til den tysk-franske slinger, som pludselig er blevet tydelig med Ukrainekrigen og den nye industri- og handelsmæssige situation i Europa.

Desuden afslører historien om Élysée-traktaten i sig selv, hvor forskellige fundamenter de to vigtigste lande i Europa står på: Som en ’tysk-fransk venskabstraktat’ står traktaten især i den tyske bevidsthed for forsoning, hvor kulturel udveksling, fransk-tysk sprogpolitik og venskabsbyer står i front.

Men traktaten handler også om knaldhård sikkerheds-, udenrigs- og handelspolitik. For den franske præsident, Charles de Gaulle, handlede det i høj grad om at sikre, at Vesttyskland ikke skulle blive alt for gode venner med USA og Storbritannien, så de i fællesskab kunne finde på at udfordre Frankrigs position i Europa og verden.

Gennem årtierne har myten om det tysk-franske parløb især levet af kemien mellem de siddende statsledere.

I 1970’erne lagde Valéry Giscard d’Estaing og Helmut Schmidt grundlaget for den europæiske handelsunion. I 1980’erne fulgte det indre marked. Efter den tyske genforening, som franskmændene så skeptisk på, skabte François Mitterrand og Helmut Kohl fundamentet for Maastricht-traktaten. Schröder og Chirac stod for EU’s østudvidelse. Efter at have redet stormen af i den europæiske gældskrise i sit relativt unge kanslerskab, brød den sene Merkel et stort tysk tabu ved at bøje sig for Macron og gå med på at optage fælleseuropæisk gæld for at tackle følgerne af pandemien.

For 60 år siden stod det skyldtyngede, delte og militært fremmedstyrede Vesttyskland, der arbejdede benhårdt på at genrejse sin industri og eksport, over for den senkolonialistiske atommagt og landbrugsnation Frankrig, der holdt fast i at ville forblive en global politisk spiller. I dag er forskellene stadig til at tage og føle på. Hvor det føderale Tyskland kæmper for at blive stående som en liberal handelsmagt med en svag og parlamentsstyret forbundshær, har præsidenten det sidste ord i atommagten Frankrig, der tænker mere centralistisk og merkantilistisk.

Begge selvopfattelser og selve det tysk-franske forhold udfordres nu af Ukrainekrigens konsekvenser og af den samtidige tendens til en snigende afglobalisering, hvor USA ikke længere militært holder hånden over Europa i samme udstrækning, og hvor Kina ikke længere sikrer den globale vækst i al evighed.

Energipolitikken op af graven

Frem til Ukrainekrigen tænkte de færreste europæere over, at Tyskland havde et stort gas- og kulforbrug, mens franskmændene har en uhyre store andel atomkraft i strømnettet. Pludselig blev energispørgsmålet hovedemnet i de franske og tyske hjem.

Med enorme statspakker, der beskyttede forbrugerne mod prisstigninger, lykkedes det Macrons regering at holde både priserne og inflationen nede. Dog med en pris i form af (endnu) højere statsgæld.

I efteråret 2022 forkyndte Scholz, at hans regerings økonomiske pakke på 200 milliarder euro ville sørge for at sætte dobbelt fut under den tyske økonomi. Det lyder af meget. Der var bare lige et problem: Scholz havde glemt at vende det med Paris. En ret dårlig idé i lyset af det enorme omfang, der især i franske øjne risikerede at give de ellers åh så liberale tyskere en utilladelig konkurrencefordel i deres industri.

Tyskland og Frankrig i tal

Indbyggertal
Frankrig: 67.750.000
Tyskland: 83.196.000

Ledighed
Frankrig: 7,3 procent
Tyskland: 5,4 procent

Statsgæld 2021
Frankrig: 112,8 procent af bnp
Tyskland: 69,3 procent af bnp

Statens udgifter 2021
Frankrig: 59 procent af bnp
Tyskland: 51 procent af bnp

Eksport 2021
Frankrig: 540 milliarder euro
Tyskland: 1.375 milliarder euro

Kilder: Our World in Data, Insee.fr, Trading Economics

Den franske idé om at lægge et loft over gasprisen i hele Europa var tyskerne også imod, fordi det kunne føre til, at LNG-gassen på verdensmarkedet ville sejle uden om Europa. Først da der var bygget tilstrækkeligt med forbehold ind i loftet, sagde Berlin forsigtigt okay.

Frankrig ønsker en grundlæggende reform af det europæiske elmarked, som afkobler prisen på elektricitet fra prisen på gas. I den forgangne uge underskrev Macron under et besøg i Spanien en venskabstraktat med Spanien, og de to lande understregede deres fælles position. Omvendt er tyskerne mildt sag forbeholdne over for ideen, og de kommende måneder vil derfor blive en politisk styrkeprøve om, hvordan EU’s forestående reform af elmarkedet skal se ud.

Handelspolitikkens åg

Stemningen mellem Paris og Berlin steg heller ikke just, da Scholz i oktober valgte at rejse alene til Kina med en lang række tyske topbosser, selv om Macron angiveligt ønskede at tage med og gøre mødet til et europæisk-kinesisk anliggende. Ikke bare Moskva, men også Beijing går jo efter at splitte og svække Europa, har Macron flere gange understreget. Det var angiveligt dråben, der fik Frankrig til at udskyde det tysk-franske ministerrådsmøde i efteråret 2022, som nu finder sted på søndag.

Med den amerikanske grønne støttepakke Inflation Reduction Act som bagtæppe vil både Frankrig og Tyskland slække reglerne for statsstøtte i Europa og give massiv finansiering til grønne projekter inden for industrien. Her ønsker Frankrig også en fælles koordinering og eventuelt finansiering af de grønne energiprojekter i de europæiske lande for at undgå ulige konkurrence på det indre marked.

Scholz har sagt, at han byder den amerikanske hjælpepakke på 369 milliarder dollar velkommen, men at Europa samtidig bør komme med sin egen plan for at vinde kampen om fremtidens teknologier og arbejdspladser. Hvordan investeringerne skal finansieres, er der dog endnu ikke tysk-fransk enighed om. I Tyskland hælder man til at bruge de eksisterende europæiske fonde og nationale midler. I Paris er de friske på mere fælleseuropæisk gæld.

Selv om om Kina i princippet ikke er på dagsordenen for mødet søndag, så spøger kineserne i baggrunden i forhold til EU’s relationer til USA, som ønsker et europæisk brud med EU’s dybe handelsforhold med Kina. Og i selve handelsforholdet til Kina, hvor Macron ønsker langt større kontrol med udenlandske investeringer i strategiske sektorer.

Forsvarspolitikkens forskelligheder

Ruslands invasion af Ukraine var en brat opvågnen for særligt Tyskland, men også for et Frankrig, som havde drejet meget af sin opmærksomhed mod sin gamle koloniale baghave i Nordafrika og Sahel. De to lande er i det store hele gået i takt i håndteringen af krigen – både med forgæves forsøg på at tale Putin til fornuft før krigen og med enighed om sanktionspolitikken efterfølgende. Der har været små skvulp, blandt andet da Frankrig tidligere i januar lovede Ukraine lette kampvogne, før Tyskland var afklaret om spørgsmålet. Omvendt har Frankrig kunnet gemme sig bag Tysklands økonomiske og politiske eksponering mod Rusland opbygget før krigen, og har derfor fået mindre kritik af de østlige EU-lande end tyskerne.

Allerede i sin famøse Sorbonne-tale i 2017 udråbte Macron et nyt Europa, der skulle reformeres og at klare sig selv langt mere. I Tyskland skulle Merkel-æraen først slutte – og Scholz skulle opleve Ukrainekrigens udbrud og udråbe en Zeitenwende, før tyskerne fik det virkelighedstjek, som Macron havde forberedt franskmændene: At det europæiske projekt ikke kun er et handelsprojekt, men også hård geopolitik. Altså også et sikkerheds- og magtpolitisk projekt, der skal sikre det skrumpende Europa lidt global indflydelse. Tyskerne har derimod groft sagt holdt fast i, at EU først og fremmest var et handelsprojekt.

 

Franskmændene har som det eneste EU-land atomvåben, og landet har gennem årtier opretholdt et faldende, men højt militærbudget. Siden årtusindskiftet har franskmændene dog gradvist skruet ned. Da Elysées-traktaten blev underskrevet i 1963, lå militærets andel på 4,7 procent af bnp – da Jacques Chirac tiltrådte som præsident i 1995, var det faldet til 2,5 procent. Siden har det ligget omkring to procent. Til sammenligning har det tyske forsvarsbudget siden 1996 ligget under 1,5 procent af bnp. Tal, der afspejler den rolle, som forsvarspolitikken og internationale indsatser har haft i de to lande: Mens tyskernes fortælling om sig selv i de seneste årtier har handlet om handel og økonomiske bånd, har Frankrig forsøgt at holde fast i billedet fra fortiden af en stormagt, som også militært kan agere suverænt.

Fremtidens Europa

Ved Berlin-murens fald var der i Frankrig en refleksagtig modstand mod tysk genforening og den nye påvirkning fra øst. Nu står Macron der igen: Klart, det er Tyskland, som permanent bliver bashet af Polens regering, men Frankrig står endnu mere fremmedgjort over for de østeuropæiske lande – og ser i modsætning til Berlin med rædsel på, hvordan magten i EU, Europa og i NATO med Ukrainekrigen forskubbes mod øst.

Tyskland og Frankrig i tal

Togskinner per 1000 indbyggere
Frankrig: 15,55 km
Tyskland: 7,51 km

Rygere
Frankrig: 33,4 procent
Tyskland: 22 procent

Solskinstimer per dag
Frankrig: 5,5
Tyskland: 4,7

Kilder: Our World in Data, Insee.fr, Trading Economics

Macron har forsøgt at kompensere ved at afholde topmøder med landene i Visegradgruppen – Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet – og række ud mod Italien og Spanien. I forhold til at smede fremtidens Europa, kan Macron nemlig næppe regne med det tætte tysk-franske forhold, som han havde opbygget til den tidligere kansler Angela Merkel.

I Frankrig var der længe frustration over, at Macrons visioner for Europa fra Sorbonne-talen i 2017 ikke fik et tysk modsvar. Merkel var på vej ud, og var heller ikke så tosset med visionære taler. Scholz er heller ikke en type, der på macronsk facon opremser dusinvis af initiativer i timelange taler fyldt med højkulturel namedropping. Men i Davos denne uge tegnede han en mere offensiv fremtid for EU i 2045, med et scenarie, hvor kontinentet bygger på vedvarende energi og har fundet sin plads i en multipolar verdensorden. 

Scholz har åbnet for flere flertalsafgørelser i EU’s Ministerråd for at komme uden om besværlige lande som for eksempel Ungarn. Her kan de to lande nemmere finde hinanden, end når det kommer til den tunge økonomiske politik, hvor franskmændene konsekvent presser på for eurointegration og fælles investeringer i industripolitik.

Europas fransk-tyske akse er med andre ord ikke ved at knække, for den er stadig bundet sammen af en lang og blodig historie og af stadig dybere økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser. Men den slingrer påfaldende meget op til søndagens ceremoni i Paris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Tore Keller & Mathias Sonne

Flot artikel .... som vi bliver klogere af at læse.

erik jensen, uffe hellum og Tore Keller anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Mon det er skadeligt, eller måske ligefrem gavnligt, for bredere europæisk samarbejde, hvis duoen Tyskland og Frankrig bliver partnere med resten, uden en eller anden uofficielt særlig ret til at lede?

Søren Kristensen

@JHW
"Den uofficiellet særlige ret til at lede" går jeg ud fra er det vi plejer at kalde "den (eller de) stærkes ret" og den er jo nærmest en naturlov. Det vi således har tilgode at se, som heller ikke artiklen giver svar på, er på hvor vægten i virkeligheden kommer til at ligge.
Jeg må bare konstatere, at jeg holder mere og mere med Frankrig, på trods af et langt liv som militærnægter. Det alene, synes jeg i hvert fald selv, siger ikke så lidt - om verdenssituationen efter Putins forræderi mod intet mindre end verdensfreden.

Jan Henrik Wegener

Jeg tvivler på sammenstillingen af Politik og "naturlove". Desuden har Tyskland og Frankrig næppe en så overvældende stærk position, hverken når det gælder andelen af land eller befolkning i Europa. Og sammenligner man med de øvrige dele er de endnu mindre imponerende.