Det er billedet, der om noget indkapsler krigen i Ukraine, dens råhed og dens brutalitet.
Der ligger hun på båren midt i ruinerne, den gravide kvinde, der bliver reddet ud af et sønderbombet hospital i havnebyen Mauriupol. Ansigtsudtrykket er forstenet, alt omkring hende er ruiner, murbrokker, nedfaldne grene og tyk røg, der stiger til himmels.
Hun hviler hånden nederst på sin mave som for at beskytte det ufødte barn. Hun ligger på et rødt tæppe med sorte prikker og lidt grønt. En farverig kontrast, der lyser op mod de dystre omgivelser.
Billedet er taget 9. marts kun knap to uger efter, at Ruslands præsident Vladimir Putin indledte sin angrebskrig mod Ukraine. Senere, den 15. marts, rapporterer nyhedsbureauet AP om, at kvinden og det ufødte barn mister livet i krigen, efter de russiske missiler har ramt hospitalet.
Findes der nogen krige, som ikke ender i det brutale? Jeg synes efterhånden vi har set mere end nok de sidste 70 år. Den ene krig tager den næste i hånden i en lind ustoppelig strøm. Efter så mange år får man sit blik penslet med et lag teflon, hvor det ene forfærdelig billede efter det andet ikke kan skelnes fra det andet. Den ene katastrofe efter den anden har fået os til altid at have en mental kuffert stående klar, bakket og parat til at tage af sted. Ingen af os har bedt om det. Men ingen kan slippe for det. Det siges at tiden efter WW2 har været en undtagelsestilstand med demokrati og velstand frem for det normale krig og elendighed. Generationerne, som fik deres liv præget af krigens rædsler under WW2 og tiden derefter er ved at være væk. Nu vokser nye generationer til, som ikke kender til ydmyghed og grænser. Så bliver det snart tid igen til en ny runde rædsler før der igen kommer generationer, som forstå og har oplevet krigens rædsler på egen krop og sjæl.
Sådan er det jo.
Enig med Jesper. Det er tragisk, at der igen er krig.
Noget chokerende for mig er, hvor mange der støtter overfaldsmanden i stedet for offeret. I stedet for at væmmes ved krigens gru og i stedet for at ønske, at den aggressive part stopper sine angreb, forsøger de gang på gang at bortforklare handlingerne og at skyde skylden på alle andre end krigsmageren.
Se på billederne. Se på tallene for krigsforbrydelser. Hør på de mennesker, der er blevet tortureret og voldtaget af besættelsesstyrkerne. Hvordan kan man få sig selv til at forsøge at bortforklare det? Hvordan kan man få sig selv til at forsøge at fjerne skylden fra den, som udfører overgrebene?
Man kunne også spørge:
Hvordan kan et trossamfund fortsat stå sammen om en præst, der har forgrebet sig på børn? Hvordan kan de politiske yderfløje fortsat stå sammen om et Rusland, der har angrebet adskillige naboer?
I stedet for at se fjenden i mennesket burde man se mennesket i fjenden.
Alt det, som billederne viser, var fuldstændig forudsigeligt. Rusland skabte den samme slags billeder i Tjetjenien og Syrien.
Det er derfor, at jeg kan blive så harm i sindet, når jeg tænker tilbage på vestlige regeringers naive og eftergivende holdning til Rusland helt frem 24. februar 2022.
Tak til Information, fordi I bliver ved med at fastholde opmærksomheden på krigen.
Specifikt til billedet. To højgravide kvinder blev ramt. Den ene døde sammen med barnet. Den anden, en kendt blogger, overlevede og fødte et sandt barn. Hun gav bagefter et interview, som modsagde Ruslands påstande om, hvem der havde ramt hospitalet og hvordan.
Sundt barn.