Europa vil svare igen på den grønne konkurrence fra USA og Kina ved at hælde massiv statsstøtte i grøn teknologi og give skattefradrag, som skal holde nutidens investeringer og fremtidens arbejdspladser på den europæiske side af Atlanterhavet.
EU-Kommissionen lancerer onsdag A Green Deal Industrial Plan for the Net-Zero Age, som den kommende lovpakke så poetisk er blevet døbt. Formålet er at give europæisk økonomi et grønt chok, der skal lede milliarder af euro til investeringer i sektoren og fjerne barrierer for hurtig opstilling af vindmøller, solanlæg og udrulning af brint på kontinentet.
Pakken er et direkte svar på den amerikanske Inflation Reduction Act, som kort sagt giver skattefradrag til grøn industri, som producerer i USA, og dermed tiltrækker investeringer og arbejdspladser over den tiårige løbetid. Men det er også en reaktion på den massive kinesiske statsstøtte og styring, som landets virksomheder modtager.
EUs fælles lånoptagelse vil altid indeholde nogle store modsætninger, sålænge EU ikke er en føderation, men består af suveræne enkeltstater. Det så vi med EUs Recovery Fund der blev stiftet under Corona-epidemien:
1. Fonden indebar udstedelse af fælles gæld, hvilket betød, at EU lånte midlerne fra de finansielle markeder og gav disse midler til de enkelte medlemslande i form af tilskud og lån.
Gælden skal betales tilbage fra det fælles EU-budget, og gennem en ny skat opkrævet af kommissionen gør, at en sådan 'myndighedsinddrivelse' er et kontroversielt skridt hen imod (finans)politisk integration.
2. Fonde med samme eller større volumen vil også udstille en anden af EUs indbyggede modsætninger: Europa trives, når enten Bruxelles eller nationale hovedstæder har ansvaret. Men når landenes interesser støder sammen som med forslaget til en ny grøn investringsfond, og der ikke er nogen klar kommandokæde, er hverken EU eller de enkelte medlemslande i stand til at løse kriserne. Det er denne gråzone af modsatrettede og overlappende interesser, der har gjort Europa så sårbar overfor føderale magter som USA og Kina. Her er udfordringen for EU (især i Eurozonen) at pengepolitiske beslutninger om pengemængde og renter er et EU-anliggende, men finanspolitiske beslutninger om, hvordan man skal beskatte og bruge, forbliver de enkelte medlemslandes domæne.
3. Desuden har EU-landene vidt forskellig volumen og gennemslagskraft. Konkret betyder det, at A Green Deal Industrial Plan for the Net-Zero Age risikerer, at en kommende finansiering af fonden, der udelukkende er afhængig af medlemslandenes tilskud og låntagning, også kun vil gavne de rigeste EU-lande. For hvis de skal finansiere fonden skal de også have den største trækningsret til pengene.
En anden vej kunne være, at EU yder finansiel støtte til afsætning og kommercialisering af 'grønne produkter' i stedet for til opstart og etablering af grønne virksomheder. Altså i enden af værdikæden i stedet for i begyndelsen af den. Det vil i al fald fremme lande og virksonheder, der allerede har sat gang i en grøn omstilling og udvikling.
Nu stater alles kamp mod alle om fremtidens grønne omstilling. Vækst rater og jobs i et hidtil uset omfang alle vegne. Nu er der grund til optimisme.
@Anders Bentsen
Jg tror vi taler om to forskellige forhold. Jeg taler om fondsfinansiering af transnationale (og nationale) virksomheder af en vis volumen gennem EU. Du taler om privatfinansiering af opstartprojekter.
Jeg tvivler ikke på at du har ret i at et firma kan trække udgifter til markedsføring mm fra. Men der er i mit forslag altså forskel på alm. nationale fradragsregler og adgang til nye EU-fonde. Som i øvrigt ikke er helt mit eget, men inspireret af Bidens IRA.