Lige inden pandemiens udbrud gennemgik store dele af Mellemøsten flere dramatiske opstande på én gang. I Sudan gik de på gaden i december 2018 for at protestere mod de høje priser på brød og endte med at vælte landets mangeårige diktator, Omar al-Bashir.
I oktober 2019 belejrede irakiske unge regeringsbygningerne i et forsøg på at smide landets korrupte elite på porten. I samme periode udbrød en revolte i Libanon, efter at regeringen indførte en række skatter på nogle mobilapplikationer. Og ikke langt tid efter udbrød en opstand i Iran i 2019, som efter en pause på nogle år blussede op igen med Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt.
»Mange steder gik opstandene i en slags dvale efter pandemiens udbrud, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis dele af regionen eksploderer igen inden for en overskuelig fremtid,« indleder Annelle Sheline, mellemøstforsker ved tænketanken Quincy Institute i Washingoton, D.C.
@Waleed Safi
Fødevarepriserne stiger ikke fordi de rige spiser mere. De stiger fordi klodens befolkningstal stiger, samtidig med at fødevareproduktionen falder. Det skyldes bla. mangel på energi, jord, vand og gødning, samt diverse krige, herunder krigen i Ukraine.
Hvis oliesheikerne delte alle deres penge ud til de fattige (og det burde de gøre af andre årsager), så ville der ikke komme mere mad på markedet. Der ville blot komme flere penge hos forbrugerne, og dermed kunne maden sælges endnu dyrere. Man kan ikke spise penge.
Selv hvis man i et land gav rigtigt mange penge til landets indbyggere, og de havde råd til mad, så ville det blot betyde at folkene i nabolandene ville komme til at sulte mere, fordi deres mad blev tilsvarende dyrere.
Det er ikke retfærdigt på nogen måde, men det er sådan systemet fungerer. En bedre løsning ville være at se på, hvad man har af ressourcer (at bruge og handle med), og bruge dem (fornuftigt og sparsommeligt) på at bygge hele systemet om til noget mere "bæredygtigt".