Den pludselige genåbning af Kina i begyndelsen af 2023 og beslutningen om nu at leve med COVID-19-smitten er næsten ubetinget en god ting. Selv om vi næppe nogensinde får præcise tal for antallet af kinesiske dødsofre, umiddelbart efter smitten blev sluppet løs, så har millioner af kinesere nu en mere normal hverdag, og Xi Jinpings kursskifte efter efterårets folkelige protester viser, at der trods alt er en villighed i toppen af Kinas diktatur til at lytte til folkets stemme.
Samtidigt vil genåbningen give Kinas økonomi et solidt rygstød i de kommende kvartaler, men man skal ikke tro at nogen større forbrugsfest venter. Dertil er Kinas strukturelle udfordringer og arrene fra COVID-nedlukningerne for store.
Kinas hjemmemarked er en verdensøkonomi i sig selv.
Lad os nu se - hjulerne drejer langsomt i begyndelsen men allerede nu har handlen med USA slået rekorder og det samme ses i EU. Forresten har Kina et underskud på 260 % af BNP - dvs. indenlands gæld det samme som kinsernes opsparing og noget den kinesiske Centralbank regulerer mens det vigtigste er at Kina har et kæmpe overskud på betalingsbalancen (feks. Dollars i form af amerikanske stats-obligationer)
Så det betyder mindre hvad kineserne forbruger - nok snarere hvor meget de sælger til Vesten.
Hvor meget de sælger til Vesten? Xi prøver at sparke liv i væksten, men tilliden til Kina bevæger si g ned af. Hans omfavning af Putler, de ødelagte forsynings linjer, udflytningen af produktion til Vietnam og Indien. En mangel på opsparings muligheder i alt andet end boligsektoren. Demografisk underskud. Truslen om at taee Taiwan ved vold.