Han er 93 år – og alligevel er den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas fortsat en af de mest indflydelsesrige tænkere i Europa. Med sit essay »Et forsvar for forhandlinger« har Habermas nu for anden gang kommenteret Ruslands krig i Ukraine. Og for anden gang sender han en bølge af debat gennem Europa mellem dem, som er for forhandlinger med Kreml, og dem, som er lodret imod at give indrømmelser til Putin hen over hovedet på ukrainerne.
Habermas’ aktuelle skrift skal læses i forlængelse af hans første essay om Ukrainekrigen, der i april 2022 blev bragt i en lang række europæiske medier. Habermas indtog dengang en position, hvor han både støttede den vestlige beslutning om at hjælpe Ukraine med våben og samtidig støttede Vestens hensigt med at gøre alt for ikke selv at blive »krigsførende part«.
Er det slet ikke gået op for Habermas at Putin lyver. Det giver ikke nogen mening at forhandle, og lave en aftale med èn der lyver. For det papir aftalen er skrevet på var kun noget værd, før end det blev brugt.
Det er ubegribeligt at man ikke har lært mere af 93 år på jorden. Men måske er det fordi at JH har brugt for meget af sin tid indendøre, til at vide hvad verden er, andet end noget teori, som man kan tænke store tanker om, og slå op i bøgerne.
@Jacob Nielsen - hvorfor dog skynde sig at antage at Habermas ganske enkelt er en uvidende idiot? Man kan vist ikke påstå at Habermas´ debatindlæg oser langt væk af mangel på viden om, hvad der foregå og hvad der er på spil. Men Habermas er altså ikke af den opfattelse at fordi Putin er en kriminel løgner, så har vi andre ret til bare at sidde med hænderne i skødet, og vente på at tilstrækkeligt mange tvangsudskrevne russiske soldater og ukrainske frihedskæmpere mister liv og lemmer, til at man må begynde at overveje, hvad det egentlig er, vi vil opnå.
Det er er selvfølgelig legitimt at mene at de vestlige regeringer skal gå efter at få løgneren Putin væltet fra magten - også selv om det måtte indebære at deres egne befolkninger bliver direkte inddraget i krigen. Men Habermas insisterer på at hvis man mener at vores egne soldater skal på slagmarken, og hvis man mener, at vi må løbe risikoen for en atombombe over København, fordi vi under ingen omstændigheder vil tvinge løgneren Putin og hans slæng til forhandlinger og våbenhvile - ja, så skal man da gå ud og sige det åbent. I stedet for at stikke hovedet i busken med henvisning til at Putin er en løgner, og at han derfor har frataget os alle valgmuligheder, og tvunget os til viljesløst at danse efter hans pibe.
Habermas er urealistisk . Han anfører at en fredsslutning kunne indebære tilbagevenden til status quo fra før 24/2-22. Dette vil Putin ikke accepterer på nuværende tidspunkt. Aktuelt er Russerne ved at bygge luksus lejligheder til eliten i Mauriupol og er ved at forsøge at integrere de besatte områder i Rusland. At tro Rusland vil opgive dette har jo ingen gang på jord.
Det kan dog være en mulighed hvis Ukraine får held med offensiver den kommende tid og Putin bliver presset på hjemmefronten. og så kan det godt være man skal gribe chancen. Indtil videre er den amerikanske strategi med at svække Rusland moralsk rigtig
Kim Lahn: ‘Svækkelseslinjen’ har kørt siden invasionen. Det er svært at se, hvor Putin er svækket, så et års svækkelsesforsøg, har ikke båret frugt, ud over at Ukraine stadig eksisterer.
Spørgsmålet er desuden, hvad svækkelsen skal munde ud i, men det har du måske tænkt over…
Niels-Simon Larsen
Svækkelsen må gerne munde ud i at Rusland trækker sig fra Ukraine eller indgår et kompromis Ukraine kan leve med .f.eks. som Habermas foreslår( lidt præmaturt)
Samt også gerne at Rusland mister indflydelse i Nabo lande som kan blive demokratiske: Georgien, Bella Rus, Kasakhstan. Evt. løsrivelse af russiske republikker . Jeg kan naturligvis ikke spå og virkeligheden har det tit med at tage fusen på os.
Der er dog ikke tvivl om at Rusland er svækket og vil blive yderligere svækket de kommende måneder. Både økonomisk og militært.
Putin stopper ikke - han er idiot.
Om Habermas' seneste ytring vedrørende krigen i Ukraine skal jeg for mit vedkommende blot bemærke, at jeg finder mandens lærde snak irrelevant i situationen. Russiske og prorussiske styrker i Ukraine tæller tilsammen snart 400.000 soldater ifølge britiske oplysninger, og Rusland har indsat næsten hele sin hær i det nuværende angreb. Ukraine mangler artillerigranater, tanks, fly og langtrækkende raketter, blandt andte ting. Tysk filosoferen er en ubrugelig erstatning herfor.
Informations berlineryngling pukker tilsyneladende i sit modsvar en del på alder, ikke mindst filosoffens mange leveår, vel i det håb, at det hos læseren vil fremkalde associationer til oldingesnak, som let kan affejes som senilitetsvås, ingen kan tage alvorligt og derfor bare kan fejes ind under gulvtæppet, som jo er en populær dansk specialitet i vanskelige debatter.
Men det ville nu være en grov fortegnelse af det essentielle i filosoffens samlede budskab om, at de martialske opinionsdanneres og deres epigoners krigeriske unisone opråb om ’sejr’ overflødiggør enhver diskussion om målet for de vestlige landes våbenleverancer, om at de vestlige lederes handlefrihed pantsættes hos det ukrainske regime, om de vestlige lederes udsigt til at blive konfronteret med valget mellem enten at give efter for den ukrainske regimes konstante krav om flere våben eller selv gå ind i krigen, om skiftet i begrebet om krigens naturlighed i de krigsberørte befolkningers bevidsthed, om nødvendigheden af en tilbageholdenhed med fortsatte våbenleverancer, om pligten ikke at glemme det store antal ofre man accepterer for målets skyld, om det fejlagtige i at opstille så vidtrækkende og ultimative krav, at forhandlinger ikke kan etableres, og ikke mindst om den kendsgerning, at ”en krig, der føres mod en atommagt, ikke længere kan ’vindes’ i nogen meningsfuld forstand”.
Ni lande har med sikkerhed nukleare våben, og alle har anskaffet dem med det ene formål at afskrække andre lande fra at angribe dem. Ligesom det ifølge den amerikanske uafhængighedserklæring er selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, så er det også selvindlysende, at samfund er der i besiddelse af atomvåben, nødvendigvis må gøre brug af dem, hvis deres eksistens udfordres og derved sættes på spil. Faktisk således som det er tilfældet med de konstante vestlige forsøg på at underminere og destabilisere den russiske føderation og dens forgængerstater lige siden revolutionen, ja, endda lige siden Peter den Stores succesfulde omkalfatring af det russiske samfund, hvad både Napoleonskrigene, The Great Game og Krimkrigen vidner om. Man kan måske endda gå så langt tilbage som til kampen mod vestlig indtrængen og erobring på Alexandr Nevskijs tid, kunstnerisk gengivet i Eisensteins og Prokofievs film af samme navn.
Ofte henvises der til Vesten som var der her tale om en fasttømret enhed af en række landes fælles stræben efter en stadig tættere samhørighed, men Vesten er et uklart begreb og slet ikke en monolit, hvad forskellene i forsvarsalliancen Nato da også ret tydeligt anskueliggør. Hører f.eks. Tyrkiet, det tidligere Osmanniske Imperiums centrale successorstat, naturligt med her? Det gamle habsburgerimperiums successorstater? De balkanske krudttøndestater? Eller de tidligere central- og sydeuropæiske fascistlande? Vesten er i realiteten en geografisk eufemisme for en række teknologisk-industrielle højtudviklede angelsaksiske lande omfattende hele tre a-våbenmagter, USA, UK og Israel (et tidl. britisk protektorat under et andet navn, nu en amerikansk vasalstat). Omkring disse lande er tillige en række i princippet selvstændige, men dog stærkt afhængige mindre lande som de nordiske, Benelux m.fl. Hverken de gamle iberoamerikanske imperiers eller de francophone lande kan siges at indgå i dette ret snævre begreb.
Ligeledes refereres fortænkt til luftige antieuropæiske planer, som Rusland skummelt skulle sysle med, dels som er der tale om et samlet kontinent – der tænkes vist her snarere på EU – dels som skulle Rusland selv ikke være en del af det europæiske kontinent, som jo i øst går til Ural og Kaspiske Hav og sydøst til Kaukasus og Sortehavet. Rusland er altså et europæisk land, det er kontinentets største og folkerigeste nation, men de mange og meget forskelligartede andre lande i Europa udgør heller ikke her en monolit, der i samlet trop og med én tunge gebærder sig i forholdet til Rusland.
Der stilles ikke spørgsmålstegn ved ’Vesten’s ærinde i denne konflikt. Er det mon i realiteten et ærinde af sammen slags som vi tidligere har set det i f.eks. Korea, Vietnam, Afghanistan, Iran, Iraq, Syrien, Palæstina, Ægypten, Libyen, Algeriet, Congo, Angola, Cuba, Guatemala, Panama, Chile, Serbien, Bosnien og mange flere, alle områder, der ligger helt naturligt uden for ’Vesten’s habitat? I så fald er det i hvert fald ikke de såkaldt vestlige værdier, er er i højsædet, men kun skalkeskjul for mere skrupelløse og skumle hensigter.
Esben Christiansen. Du anfører i dit indlæg, at vesten siden Peter den Store, ja helt tilbage til Alexander Nievsky har søgt at underminere den russiske føderation og dens forgængerstater. Det er en meget tvivlsom tolkning af Ruslands historie. Det kan med en del større ret hævdes, at Rusland er en imperiemagt, der gennem 500 - 600 år stedse her søgt at udbrede og udvide sit herredømme over nabolande. Det gælder hele koloniseringen af området fra Uralbjergene til Stillehavet i øst, til alle lande mod vest og syd. Tag Polens delinger som eksempel. Et hurtigt kik i et historisk atlas vil vise udviklingen. Dine bemærkninger om" konstante vestlige forsøg" er uden belæg i historien, hvad bl. a. Napoleonskrigene viser. Rusland har undervejs været allieret med og i krig mod en ganske god del af Europas til enhver tid værende stater. Angrebet på Ukraine er efter Putins eget udsagn et led i en plan om at tilbageerobre dele af det Russiske Imperium (se Information af 19. marts 2022).