Afrika kaldes fremtidens centrum for vedvarende energi. Hvorfor holder investorer sig væk?

Da Kenyas nyvalgte præsident, William Ruto, holdt en tale til nationen for et halvt år siden, fik det mange i både Kenya og det internationale samfund til at spidse øre. Hvad var mon den nye præsidents visioner for landet, der ses som en af de grønne frontløbere på kontinentet?

Da præsidenten trådte op på talerstolen i et mørkt jakkesæt og gult slips i hovedstaden Nairobi, var meldingen klar. Afrika har potentiale til at lede verden i en grøn retning, og det potentiale skal udnyttes.

»I Kenya vil vi overholde vores forpligtelse til en omstilling til 100 procent vedvarende energi i 2030. Vi opfordrer alle afrikanske stater til at slutte sig til os på denne rejse,« lød det fra præsidenten.

Ikke langt fra stadionet, hvor præsidenten holdt tale, sad Amos Wemanya med sine kolleger fra organisationen Power Shift Africa og lyttede med en vis lettelse. Når en ny præsident træder til, er det ikke altid til at vide, hvilken retning landet vil bevæge sig i, og for en organisation, der kæmper for en grøn udvikling i Afrika, var det positive vendinger, der kom fra talerstolen.

»Der er brug for ledere, der går forrest og samler kontinentet, så det kan presse på for en bæredygtig og grøn retning,« fortæller Amos Wemanya til Information nu, et halvt år efter talen.

Præsidentens udtalelser og Kenyas satsning på vedvarende energi er et billede på, hvordan man har formået at udnytte noget af det store potentiale, der er på kontinentet. Kenya benytter sig fortsat af fossile brændsler, men samtidig opfører man vindmølleparker, udvikler geotermisk energi og tiltrækker investeringer til landet.

Afrika har et enormt grønt potentiale med sine mange soltimer, vind og vandkraft, og kontinentet er blevet udråbt til at være fremtidens centrum for vedvarende energi. Men selv om potentialet er stort, er der fortsat ikke nok investeringer i de grønne løsninger. Og selv om nogle lande bevæger sig i en mere grøn retning, så fortsætter andre med at satse på nye udvindinger af fossile brændsler.

Skillevej

Nogle iagttagere beskriver det som en brydningstid for kontinentet. Skal landene gå den grønne vej og satse på vedvarende energiprojekter, selv om det er vanskeligt at få investeringer, eller skal de udnytte de sorte ressourcer og kopiere den udvikling, som de rige lande har været igennem, hvor vækst og velstand har været bygget på fossile brændsler, der har ført til de mere hyppige klimakatastrofer, der især rammer det afrikanske kontinent?

Ledere som præsident William Ruto i Kenya taler for en grønnere vej, mens andre argumenterer for, at de afrikanske lande har ret til samme vækst som de rige lande, og at den vækst er nødt til at inkludere fossile brændsler.

Netop det narrativ køber Amos Wemanya ikke. Han er en af de afrikanske klimaforkæmpere, der forsøger at ændre fortællingen. Han mener ikke, at udvikling og vækst er lig med et enormt forbrug af fossile brændsler, der er dårlige for kloden. I stedet har de afrikanske ledere og i særdeleshed de internationale aktører og investorer et ansvar for at hjælpe kontinentet til at gå en anden vej.

»Et land kan godt udvikle et helt basalt godt liv for sin befolkning uden fossile brændsler. Afrikanske ledere bliver ved med at pege fingre ad det globale nord og sige, at de også har ret til den samme udvikling, men det er en sovepude for ikke at gå den svære og ambitiøse vej og faktisk vise, at Afrika er i stand til at gøre noget andet,« siger han.

Få investeringer

Potentialet på det afrikanske kontinent ligger i alt fra de enorme ørkenarealer med den brændende dagssol til de vindrige landområder, der ifølge nogle eksperter kan generere 90 gange så meget vindenergi som det, der genereres i verden i dag.

Indtil nu har man set en række succesfulde projekter skyde op rundt om på kontinentet, der viser potentialet for at investere i sektoren. Især lande i Nordafrika er førende i forhold til vedvarende energi, og i Marokko har man opført et af verdens største solparkanlæg. I Kenya er der opført Afrikas største vindmøllepark, og i 2021 kom 81 procent af landets elproduktion fra blandt andet vandkraft, vind- og solenergi.

Der er altså bevægelser i gang, og det har der været i et godt stykke tid, men i dag kommer størstedelen af kontinentets energi fortsat fra fossile brændsler, som også udgør 40 procent af eksporten. 

Den helt store udfordring, som flere eksperter på området peger på, er manglende investeringer. Af de globale investeringer i vedvarende energi har Afrika trods potentialet kun modtaget to procent de sidste to årtier, og det var lande som Sydafrika, Kenya, Marokko og Egypten, der modtog de fleste, viser tal fra det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA. 

Det gør det svært at sætte gang i udviklingen for alvor. Som professor i energi- og udviklingspolitik Yacob Mulugetta udtrykker det, så kan der være nok så stort et potentiale, men hvis det ikke bliver transformeret til reel energi, kan det være ligegyldigt.

»Der er ingen tvivl om, at Afrika kan vise en grøn vej, men lige nu er det fortsat vanskeligt,« siger han.

Unuanceret syn

Yacob Mulugetta har i flere år arbejdet med energiudvikling i sit hjemland, Etiopien, og i dag er han direktør for masterprogrammet ved Department of Science, Technology, Engineering and Public Policy på University College London. Derudover har han været medforfatter på et afsnit om energisystemer i den femte IPCC-rapport. Han har derfor beskæftiget sig med emnet fra forskellige stole, og han peger på flere ting, der kan forbedres hos både de internationale aktører og de afrikanske ledere. Der er dels behov for at sikre bedre regeringsførelse og mere stabilitet i mange af landene både politisk og sikkerhedsmæssigt, fordi ustabiliteten er med til at afskrække investorer. Men der er også områder, hvor det internationale samfund kan gøre langt mere. 

Blandt andet viser et af Yacob Mulugettas seneste forskningsstudier, at det internationale samfund generaliserer for meget, når der bliver talt om og analyseret på Afrikas potentiale og grønne vej, og det er med til at bremse processen for at finde holdbare løsninger.

Yacob Mulugetta mener, at tonen i debatten og det politiske arbejde sættes for firkantet op. Enten er det vedvarende energi eller fossile brændsler, og de to diskurser ender med at arbejde mod hinanden i stedet for at tænkes sammen. I stedet bør man ifølge ham se på, hvilke meget forskellige udgangspunkter landene har, og hvordan nogle kan være nødt til at holde fast i de sorte brændsler for en stund, inden de går over til de vedvarende energikilder. Præcis som man ser det i de rige lande.

»Det kan lyde lidt banalt og som noget, man ville tænke var i gang, men der bliver ofte talt og analyseret meget bredt om Afrika. Man glemmer de mange nuancer og forskelligheder, der er afgørende for arbejdet med den grønne omstilling og løsningerne,« siger Yacob Mulugetta.

Der er eksempelvis forskel på, hvad lande som Kenya og Sydafrika skal igennem af transition. Kenya har udviklet en del vedvarende energi, og landets overgang til en grøn fremtid er mere ligetil. Sydafrika har derimod bundet sine energisystemer og eksport op på kul, og her er det en anden og større omstilling, der skal til.

Hvis potentialet for vedvarende energi for alvor skal udnyttes, skal det internationale samfund understøtte de mange nuancer, der er mellem landene, og udarbejde langt mere landespecifikke analyser, vurderer Yacob Mulugetta.

»Nogle lande har en meget mere kompleks rejse, og det er vigtigt at have med, når man træffer beslutninger og laver samarbejder, der skal være holdbare og forsvarlige,« siger han.

Gavne lokalbefolkningen

Fortællingen om Afrikas enorme potentiale for en grøn udvikling rummer også debatten om fortidens håndtering af kontinentets ressourcer. Selv om der i mange år er udvundet enorme mængder olie, kul, gas og mineraler, har det overordnet set ikke gavnet den brede afrikanske befolkning. I dag står man med flere lande, hvis befolkninger er fastholdt i fattigdom til trods for de store ressourcerigdomme, og over 600 millioner afrikanere ud af en befolkning på i dag 1,2 milliarder mennesker har ifølge det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA, ikke adgang til elektricitet.

At skabe et bedre liv for lokalbefolkningerne og lære af fortidens fejl er blevet en af de vigtigste kampe for Amos Wemanya. Afrika skal ikke endnu engang være et sted, der udvinder ressourcer blot for at forsyne de rige lande, så de kan fortsætte deres væksteventyr. Som en stor kampagne, der kører på kontinentet, slår fast: Afrika er ikke Europas tankstation, og der skal investeres i vedvarende energi i stedet for.

Den grønne omstilling skal ifølge Amos Wemanya komme den afrikanske befolkning til gode og ikke som de tidligere energisystemer fortrænge de lokales behov, fratage dem rettigheder, ødelægge økosystemer og folks kultur. Det er den kamp, der får ham til at stå op hver morgen, som han udtrykker det.

»I alt for lang tid har Afrika svigtet sin egen befolkning og i stedet serviceret andres dagsordener og behov. Det er på tide, at Afrika laver et skifte og designer sin egen dagsorden for det afrikanske folk,« siger han.

Selv om Amos Wemanya kæmper for at ændre den måde, man udvikler og opfører energisystemer på, har der indtil nu været en række udfordringer med de grønne projekter i Kenya, der har opført anlæg for vedvarende energi. I juni 2022 udgav forskere fra Business and Human Rights Resource Centre et studie, hvor man havde undersøgt menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med etablering af vedvarende energi i det østafrikanske land. Her fandt man beviser på tab af levebrød, krænkelser af jord- og vandrettigheder og manglende respekt for de oprindelige samfunds rettigheder.

Eksempelvis har det store vindmølleprojekt i det nordlige Kenya, hvor man har opført 365 gigantiske vindmøller, haft det problem, at det er gennemført i strid med loven, fordi jorden blev overgivet til virksomheden uden samtykke fra de lokale stammer. Det slog en domstol fast i 2021, og siden er der lavet en aftale om erstatning.

»Bare fordi vedvarende energi er godt for kloden, skal man stadig respektere naturen og de lokales rettigheder og behov. Vi har potentialet og produkterne, men nogle gange svigter vi stadig befolkningen,« siger Amos Wemanya.

Kortsigtet vej

Selv om potentialet for vedvarende energi er stort i flere lande, ser man fortsat nye projekter, der satser på fossile brændsler, skyde frem. Fra det vestlige Uganda til Tanzanias kystlinje skal en ny olierørledning opføres, og en række lande såsom Mozambique og Senegal har åbnet for helt nye gasprojekter. 

Professor Yacob Mulugetta forstår landenes dilemma, og hvorfor man er fristet til at gå den vej, men han kalder den »farlig og kortsigtet«. Han savner, at de afrikanske ledere i højere grad studerer fremtidens marked for energi, inden de indleder nye store energiinsfrastrukturprojekter, der er bygget til fossile brændsler. De handler for meget på impulser, mener han.

Gennem sin forskning har han fundet, at der mangler langsigtede strategier i flere afrikanske lande for, hvad der er brug for af energisystemer til at opfylde landenes behov. Når de ikke er til stede, er det lettere for aktører udefra at tromle over med ideer og agendaer, der ikke er Afrikas egne. 

Lige nu har Europa en stigende efterspørgsel på fossilt brændsel, men det vil der ikke være på længere sigt.

»Det er et marked, der er ved at dø i visse dele af verden,« siger Yacob Mulugetta og fortsætter:

»Så de afrikanske ledere skal spørge sig selv, om det virkelig er her, de skal satse deres penge. Når alle de nye gasfelter og olieudvindinger er udviklet, vil de med stor sandsynlighed være strandet, fordi der ikke er noget marked for det på længere sigt,« siger han.

– Men er det ikke nemmere sagt end gjort, når det internationale samfund efterspørger fossile brændsler lige nu?

»Jo, det er enormt vanskeligt. Derfor har Vesten og også Kina et ansvar for de store konsekvenser, det har, når man fortsætter med at finansiere sort energi i Afrika. Det står ofte i baggrunden.«

Ifølge ham handler fortællingen om Afrikas grønne energiprojekter også om, at det internationale samfund skal gøre op med sig selv, hvilken rolle man egentlig vil spille på kontinentet.

Man har for eksempel på den ene side et EU, der taler for grøn omstilling og bekæmpelse af klimaforandringer, men samtidig er der europæiske virksomheder, der investerer i fossile brændsler, og man har set en øget eksport af gas og kul fra eksempelvis et land som Sydafrika til Europa. Den er gået 40 procent op siden krigen i Ukraine, fordi kulimporten fra Rusland stoppede brat.

Yacob Mulugetta mener, at det globale samfund har et ansvar for at støtte landene, hvis de virkelig går op i at bekæmpe klimaforandringerne. Ikke kun for landenes egen skyld, men også for den internationale dagsorden.

»De beslutninger, der bliver taget i dag, har stor indflydelse på de næste årtiers udvikling,« siger Yacob Mulugetta.