På vej mod flyet i Kabul standsede Zarifa Ghafari ved landingsbanen. Med hektiske bevægelser satte hun sig på hug og børstede sand fra jorden ind i en løsthængende del af det sorte tørklæde, der omkransede hendes ansigt. Hun formede sandet til en lille bylt og knugede den tæt.
De første mange dage efter ankomsten til Tyskland kunne hun ikke sove uden sandet fra sit hjemland.
Taleban havde igen overtaget styret i Kabul i august 2021.
Zarifa Ghafari, en af Afghanistans første kvindelige borgmestre, flygtede til Europa med sin familie den 21. august, da det var tydeligt, at Taleban ikke kunne stoppes. I årevis havde Taleban truet med at slå hende ihjel, hvis hun ikke opgav sit embede og flygtede ud af landet. Adskillige attentatforsøg senere var Zarifa Ghafari stadig i live. Det var hendes far ikke. En morgen skød Taleban ham foran familiens hus. For at straffe hende, mener hun. Da Taleban atter kom til magten, vidste Zarifa, at hun var nødt til at flygte. Ikke kun for at beskytte sit eget liv, men også sin families.
Enken? Også hun en afghansk kvinde, og nok også en kvinde med medsøstre overalt… et menneske med kun et liv… måske hun et sted inderst inde ville ønske hun havde datterens styrke? Et spørgsmål om hvorfor hun afviser denne datters valg? og om hendes perspektiv? Er en bro til denne datter mulig? Eller er det mere trygt at blive på den kendte side, andet er for uoverskueligt, også pga. de øvrige børn? - for hvor er de henne i billedet?
Givet er at både enkens og Zafiras mere end ulykkelige situation er umulig for en rask, mæt, veluddannet vestlig person at fatte omfanget af.
I mit trosvalg bør man eller tilstræbe medfølelse med alle også de mennesker og med synspunkter der er langt fra mine. Lige her kan jeg faktisk kun tænke meget hårde tanker mod mænd i et samfund som Afghanistans. Deres ondskab og livssyn er trods alt noget af det værste som findes At de så påberåber sig en Guds eller hvad det er som dække, er tragisk!