Kriser forekommer altid særligt dramatiske, mens de udspiller sig. »Tingene gik meget hurtigt,« erklærede det amerikanske finansministerium allerede i weekenden om Silicon Valley Banks kollaps – det næststørste bankkrak i USA’s historie. Siden er tingene fortsat med at gå hurtigt. Straks havde den amerikanske regering annonceret en redningspakke, før bankaktierne alligevel begyndte at falde, kunderne flyttede deres indskud til større banker, og uroen spredte sig til Europa. Under det hele lurer selvfølgelig det store unævnelige traume fra 2007; frygten for en ny global finanskrise.
Måske er det bedst at gå i rette med den med det samme: Det er meget svært at finde seriøse eksperter, som rent faktisk er bekymrede for en krise i den skala.
»Der er slet ingen tvivl om, at bankerne er bedre i stand i dag end for 15 år siden. Der er et helt andet reguleringsregime nu,« siger Jesper Rangvid, der professor på CBS og hovedforfatter til den kommissionsrapport, der skulle kortlægge årsagerne til finanskrisen i Danmark.
Jeg er gældsfri og ejer 15 udlejningsejendomme. Så hvad rager en finanskrise mig.
Hvem ved hvornår den næste krise kommer? For komme skal den jo nok gøre. Men hvis nu bare jeg vidste hvornår den kom, så kunne jeg forberede mig. Særligt hvis I andre ikke vidste hvornår den kommer.
Ingen steder, som i ingen steder, har jeg fået mine penge bedre forrentet end hos statens ATP og LD opsparing. Og nu har ATP så fået et underskud for 2022 som stort set alle andre institutioner og banker grundet den økonomiske usikkerhed omkring Ukraine krigen. Det har omgående fået de borgerlige partier til at kræve ATP privatiseres. Så er det slut med de store afkast. For nu skal en stor del af overskuddet falde i private ATP ejeres lommer frem for borgerne i Danmark En ny omgang DONG og Goldmann Sachs, hvor vi almindelige mennesker bliver taget mere end grundigt ved røven.
STOP overklassens ødelæggelse af livet for de almindelige danskere. STOP det nu. Ikke mere samfundsødelæggende privatisering, som kun har til formål at berige de mest velhavende i Danmark til enorm stor økonomisk skade fro resten af befolkningen..
Nemlig @Poul, hvis vi alle har millioner på kontoen, så er det milliardærerne der er rige, og ikke os fattigerøve der kun er millionærer. Købekraft er nemlig relativt i forhold til normalen.
Eller sagt på en anden måde: “I de blindes rige, er den enøjede konge”.
En krig koster nemlig en krig. Derfor bliver levefoden ringere i flere år fremad. De fattige kan jo bare være fattige, lige så længe det det passer regeringen. Der er jo masser af arbejde derude at få!
Den schweiziske storbank Credit Suisse er i dag faldet med over 30% - faktisk er de faldet over 98% siden toppen.
Tirsdag kunne Credit Suisse i deres forsinkede årsrapport fortælle, at de slet ikke har haft styr på intern risiko-rapportering og -styring.
"In the Tuesday annual report, Credit Suisse revealed that it had identified “certain material weaknesses in our internal control over financial reporting” for the years 2021 and 2022.
These issues related to a “failure to design and maintain an effective risk assessment process to identify and analyze the risk of material misstatements” and various flaws in internal control and communication."
Mon Credit Suisse er den eneste bank, der ikke har styr på deres shit?
To be continued ...
Der synes at være tale om en del slør i styringen, når centralbankerne står for at bekæmpe inflationen ved at regulere på renten.
Det kunne jo bero på, at inflationens årsager ikke altid står i direkte forhold til, hvor høj eller lav renten er.
For det første skal det lige pointeres, at al inflationen jo altid starter med at virksomhederne sætter prisen op på et gode.
Ser vi på det ideelle marked, er det traditionel lærdom, at de optimerende effekter for fordeling af produktionen ud blandt forbrugerne fordrer, at der er fuldstændig konkurrence. På denne måde vil priserne ud til forbrugerne nemlig tvinges ned i et leje, der afspejler producenternes og deres konkurrenters omkostningsforhold, hvilket jo der for også er den binding, der forhindrer virksomhederne i frit at øge prisen ud i det blå.
Det er den omstændighed, der har tvunget statsmagten til at lave regler for virksomhederne, der skal imødegå manglende konkurrence ved at forbyde virksomheder direkte at påvirke markedsforholdene mod konkurrencebegrænsning.
Den opgave varetages idag herhjemme af Pris- og Konkurrence Styrelsen, tidligere Monopoltilsynet.
At lønstigninger kan medføre øget inflation er sikkert en kendsgerning. Det skal dog siges, at lønstigningerne er en afhængig variabel af bl.a. prisstigningerne, og at prisstigninger uden lønstigninger må anses at være virksomhedernes selvbestaltede omfordelingsmekanisme, hvis de kan foregå udenfor et konkurrenceunderlagt marked i stedet for baseret på udefrakommende stigninger i virksomhedens omkostninger.
Men ideen om fuldstændig konkurrence er jo helt illusorisk. Og ethvert marked er altså plaget af et vist mål manglende konkurrence.
Mangler konkurrencen mangler altså også bremsen på virksomhedens selvopfedning gennem prisstigninger, f.eks. ved monopolisme, kartelvirksomhed, prisaftaler og en række aftaletyper, der begrænser den frie udveksling af varerne med forhold, der er irrelevante for forbrugsvalget i forhold til produktets forbrugsværdi.
Derfor må et samfunds inflationsregulering, ved siden af hvor markedsrenten til enhver tid befinder sig, være påvirket af den konkurrencetilstand, som markedet befinder sig i.
Jeg har i dag kontaktet Pris – og Konkurrencestyrelsen for at blive henvist til en undersøgelse eller løbende rapportering af, i hvilken tilstand konkurrencen er i Danmark. Desværre findes der ikke en sådan løbende rapportering, eller en bedømmelse af hvordan prisudviklingen er påvirket af markedets udvikling set i lyset af udviklingen i mere eller mindre fungerende konkurrencebetingelser.
Jeg ville mene, at en sådan frekvent redegørelse burde stå langt højere på regeringens og samfundets dagsorden for håndtering af inflationen og markedets allokeringsmæssige sundhedstilstand.
Med de tendenser der over tid har været til større kapitalkoncentration på færre hænder, som det har været behandlet i de senere dage i Information, øger det jo risikoen for faldende konkurrence i markedet, fordi de store spillere opnår evne til med rå kapitalmagt at tryne de nyopkomne konkurrenter.
En sådan udvikling er i sig selv kilde til øget inflation og risiko for, at kapitalkoncentrationen udgør en selvforstærkende effekt, hvor virksomhederne selv beriger sig med useriøse priser, og skaber udplyndring af forbrugerne og selvskabt forværret fordeling af formuer og indkomster.
Vi må derfor bede om en forstærket indsats fra myndighedernes side, det kan tilsikre at uberettiget nedsættelse af konkurrencekraften i markedet tøjles.
Skal dette lykkes, især med spillere som multinationale virksomheder og techgiganterne, er det muligt, at det kræver samarbejde i et internationalt regi, så ikke småstater som Danmark står med en uløselig opgave vi slet ikke magter.
Vores håndtering af selskaber som Arla, A.P. Møller eller Novo og medicinalindustrien viser eksempler på, at det lykkes meget dårligt for tiden.
At bankerne kommer i klemme er logik for perlehøns. Bankerne er forpligtet til at have reserver som er likvide. Ergo køber de stats obligationer! Når central bankerne hæver rente niveauet voldsomt falder kursen på "gamle" lavere forentede obligatione tilsvarende. De "likvide obligationer" kan sælges til en underkurs, men reserverne liver undergravet så meget at reserven kan være for lille..