Hvad hvis nogle af verdens største konsulentbureauer som McKinsey, PricewaterhouseCoopers (PwC) og Deloitte i virkeligheden bidrager til at undergrave den grønne omstilling?
Sat på spidsen er det pointen i den nye bog The Big Con, som er skrevet af den politiske økonom Rosie Collington og økonom Mariana Mazzucato. I bogen tages konsulentbranchen under kærlig behandling, og skridt for skridt gennemgår forskerne de mindre flatterende dele af konsulentbureauernes indvirkning på verdenssamfundet, og det er ikke just opmuntrende læsning.
»Det handler om konsulentbureauernes eksistensberettigelse,« forklarer Rosie Collington på syngende britisk, da Dagbladet Information taler med hende. Når hun ikke skriver på sin ph.d. ved University College London i England, residerer hun på Nørrebro i København, hvor hun har boet siden 2018 med sin danske kæreste.
»Både den mainstreamøkonomiske litteratur, ledelseslitteraturen og konsulentbureauerne selv hævder, at de bliver brugt, fordi konsulenterne skaber værdi for virksomheder og samfund,« siger Rosie Collington i hurtige vendinger.
Selvfølgelig gør de det, de er ideologiske fossiler, der kæmper for en verdensorden, der er ved at slå os ihjel.
Interessant indblik, tak. Det gælder stadig, at den der betaler, bestemmer musikken, men indskydes et konsulentfirma, forsvinder ansvaret og gennemskueligheden.
Når der refereres til the big three & four, kunne det være interessant at få placeret vurderingsfirmaer, som ex. Standard & Pors, samt långivningsfirmaerne til de enkelte stater, ind i en samlet pyramide-opstilling. Har de allesammen samme ejerkreds? Er de allesammen "snyltere" på landenes statskasser? USAs økonomi har regionale banker som ejere af de udstedte $, som så staten USA låner og betaler renter af!
Fra min tid i konsulentbranchen husker jeg en fælles erkendelse: De får brug for os, når der skal bygges bro til Himlen, men vi får nok ikke lov til at afprøve den....
Med 20 år i baggagen som konsulent (bl.a. i en af de fire store) kan jeg kun sige, at analysen er naiv. Konsulenterne har ingen egeninteresse i at modarbejde klimaindsats eller andre noble mål. De skal tjene penge og gør som kunden ber om. Problemet er kunden (ofte Staten) som fx vil green- eller pink washe, og beder konsulenten om løsninger, der på overfladen er gode, men gør at praksis kan fortsætte uændret. Som konsulent siger man ikke nej til en million-ordre, der kan sikre arbejde for mange kollegaer i flere år pga integritetsudfordringer. Lige så lidt som embedsmændene i klimaministeriet siger op i protest mod regeringens manglende indsats, nølen og fordrejninger. Man kunne måske ønske, at folk var indrettet sådan, men historien viser desværre der modsatte. Problemet starter og slutter med de folkevalgte, som ikke bruger konsulenterne til at realisere de mål, de er valgt på baggrund af. Jeg kender ingen konsulenter, der ikke gerne både ville tjene penge og gøre noget godt for verden/klimaet. Det er bare en forudsætning, at kunden efterspørger det.
Det er ironisk, at man fremstiller konsulenten som skurken her, da hele formålet med at få konsulenter ind er, at man kan styre dem meget bedre end de interne medarbejderne. Embedsmænd har er kodeks og kan brokke sig. Det kan konsulenterne ikke, og hvis de gør, bliver de fyret fra opgaven. Det er derfor Staten har øget anvendelsen af konsulenter de sidste 20 år: de kan styres mens der samtidig ser ud som om de er uvildige.
Martin Bæksgaard Jakobsen
Er dit svar ikke lidt et selvmål? Du har vel selv et ansvar for hvad 'du' kan bestilles til?
Martin Bæksgaard Jakobsen!
Det du mener er nok at politikerne, konsulenterne og de magtfulde er et sammenspist rottefelt, der alene ønsker profit. Vi narres af deres skønmaleri og forstår ikke, og får ikke gennemført afviklingen af profit samfundet, det materielle vækstsamfund, erhvervsinteresse samfundet. Den afvikling er den sande dagsorden. Kun på den måde kan vækst i sandere værdier opnås. Allokering af ressourcer, "at få enderne til at mødes" hedder det.
Uha, det er en spændende og relevant diskussion det her! Det handler om de vilkår man har skabt for vidensproduktion og rådgivning af den offentlige sektor. Man har løbende flyttet brugen af rådgivning og midler fra universiteterne, sektorforskningsinstitutterne og styrelserne over i det private, ligesom man har ændret rammevilkårene for sektorforskningen, hvor de skal operere på kommercielle vilkår i konkurrence med de private. Man har kaldt det 'uvildighed' og ''øget konkurrence', men reelt har det handlet om at kunne kontrollere produktet. Se bare på de problemer det skabte for Claus Hjort, da han manipulerede med SFI's evaluering af 150 timers reglen. Det ville man gerne undgå fremadrettet. Man vil gerne stå med et produkt, der bekræfter den allerede indtagne politiske position, og samtidig kunne sige, at den er lavet af uvildige eksperter (og ikke sige højt, at man har presset dem til at nå frem til den konklusion). Jo mere politisk betændt områder er, jo mere af den her type pres. Tidligere var det voldsomt på beskæftigelsesområdet, og senere blev det særligt inden for integration og radikalisering. Nu ligger det store pres inden for klimaområdet. Områder, hvor politiken har været i strid mod bedste forskningsviden, og man har haft behov for at kunne validere sin egen politik.
Vi kan godt begræde, at der findes konsulenter, der laver disse, lad os kalde dem psudo-produkter, men problemet starter et andet sted. Det er en logisk forlængelse af de kapitalistiske logikker; hvis der er en efterspørgsel vil der kommer et marked med den vare. Typisk er der to reaktioner på disse usunde kapitalistiske logikker; forbyd dem (fx. børnearbejde) eller lad vær med at efterspørge dem/boykot. Hvis intet gøres, så fortsætter markedet med at eksistere. Vi kan ikke bare sige, at konsulenterne, som sælger den vare, der bliver efterspurgt, er onde og fører de folkevalgte bag lyset. De gør, som de bliver bedt om. Måske man skulle lade være med at bede om den vare.
Det er ikke et selvmål, men en beskrivelse af de rammevilkår, som rådgivningsbranchen arbejder under. Noget jeg selv er frygtelig ked af, og som har gjort, at jeg ikke længere arbejder for de store huse. Jeg kan derfor heller ikke bestilles til den type opgaver. Det er heller ikke en sammensværgelse, da konsulenterne isoleret set ikke har nogen interesse i, at deres produkter skal være uærlige og gå imod befolkningens ønsker. Det, der er problemet, er det politiske dobbeltspil, hvor man siger, at man vil velfærd og klimapoltik, men gør det stik modsatte. Og her bruger man alle midler tilgængelig for at føre befolkningen bag lyset - herunder konsulenter.
Man kunne sammenligne dem med kejserens skræddere der snød alt og alle med deres ekspertice udi skrædderfaget indtil en lille dreng sagde : "De har jo ikke noget at há det i".
Martin Bæksgaard Jakobsen, tak for din redelige historiske gennemgang, som nøjagtigt svarer til, hvad jeg i årtier har advaret imod.
Men der er jo den hage ved det, at markedsgørelsens udrulning ikke er orkestreret af folkevalgte politikere, men af embedsmænd - og her embedsmænd skolet i et bestemt paradigme, det neoliberale, der er tæt forbundet med selve den tanke at konkurrenceudsætte den offentlige sektor.
For borgerne ser det jo anderledes ud: de betaler for arbejdets udførelse, ikke for iværksættelse af udbud og konkurrence imellem aktører, der ideologisk blev/bliver fremstillet som 'neutrale', fordi de 'blot tænker på at tjene penge'; men det er selvfølgelig den største manipulation, hvor 'neutral' (eller 'pragmatisk') dækker over 'opportunistisk'.
Dette er jo konsekvensen af det foghske opgør med 'eksperterne': nedlæggelsen af den faktasøgende praksis i sektorforskningen. Ideen med en stat og dens forvaltning er jo netop, at man løser sine egne behov, om det så er at kunne levere leverpostejmadder til natlige forhandlinger, at stille domiciler til rådighed for institutionerne eller at konsultere den ypperste viden på et hvilket som helst fagområde, skal staten ikke entrere med private kræfter.
Jeg er enig med Martin Bæksgaard Jacobsen i at artiklen er naiv og i øvrigt tak for forklaringerne. Man kan bliver bekymret for den akademiske forskning når der tilsyneladende forskes på en så overfladisk måde og ikke kommer til problemets kerne.
Jeg har været embedsmand i mange år og nu er jeg konsulent. Jeg synes at det er meget overfladisk af Steffen Gliese at generalise embedsmænd. Hvad man er skolet i afhænger jo af hvad man har læst og selv om det er mange økonomer og jurister så er det bestemt ikke der er skolet i neoliberalisme og der er også mange med andre baggrunde så lad os være lidt mere nuancerede. Embedsmænd er som MBJ også nævner en del af et system og siger ikke deres job op fordi de er uenige i regeringens klimapolitik. Tværtimod høber man jo på at man kan give sit omend lille bidrag til at skubbe tingene i den rigtige retning.