Elina Erikson har taget et billede med til en af debatterne under Beyond Growth-konferencen, der finder sted i Bruxelles tre dage i maj. Billedet kastes op på storskærmene i Europa-Parlamentets plenarsal, hvor en stor del af de 2.500 tilmeldte deltagere lytter med fra tilhørerpladserne – andre tager del i parallelle debatter andetsteds i parlamentsbygningen.
Billedet viser et grønt landskab, hvor solen står lavt over horisonten og kaster et gyldent lys over skove og marker.
»Er vi på vej mod daggry på dette billede, eller er vi på vej mod tusmørke? Jeg er ikke sikker,« siger Elina Erikson, forsker i menneskecomputerinteraktion med speciale i bæredygtighed på KTH, den Kongelige Tekniske Højskole, i Sverige.
Hendes pointe er, at som billedet er tvetydigt, er fortællingen om fremtiden det også.
»Vi skal ikke bare vide, hvad vi bevæger os væk fra, vi skal også vide, hvad vi bevæger os frem imod, og her kan et narrativ både være en støtte og en hindring,« siger hun.
Velfærdsstaten er ikke et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om at vi vil have den eller ej. Velfærdsstaten er noget vi giver til hinanden. Om vi økonomisk er et rigt eller knap så rigt samfund har intet med det at gøre.
Det har noget at gøre med, at hvis du har en sæk kartofter og din næste ingen har, så afgiver du nogle kartofler til din næste. Så simpelt er det grundlæggende.
Før var Danmark langt mindre rig end i dag. Og her blev der ikke sparet op velfærdsstaten. Men desværre er det sådan, at jo rigere vi som land bliver jo mere vil vi have for os selv og bliver ligeglade med vores næste - Fattige deler gerne det lidt de har med andre. Mens rige intet deler ud. Tværtimod. De forventer et afkast for hver en krone.
Plan-økonomi er vel et slags n-ord? Vi er endnu ikke kommet ud over den kolde krigs fronter. Det bliver måske også for let at tænke i planer for produktion med grænseværdier.
Nedlægning af erhverv skal vi ikke tale om herhjemme i mange år?
Hvad angår velfærdsstaten som drift til ydelser så er der vel også grænser? Hvis arbejdskraftmængden for at drifte velfærdsydelserne medfører at vi skal importere arbejdskraft vokser befolkningen. Det medfører en stigning i mængde af ydelser, som så medfører stigning i arbejdskraftimport, som så …… Her må der også være grænser, sådan rent systemisk tænkt, alt den stund at ydelserne også er materielle i form af personale.
Andre sammenhænge end den danske imellem opvækst, uddannelse, produktion, reproduktion og pension kan også tænkes.
Corydon taler om vigtigheden af at få fortællingen om de mellemlange udfordringer gjort synlige. De er i dag underdrevne. På samme måde må vi have italesat retningen for de langsigtede (overnationale) udfordringer.
Lad Eu-parlamentets konference blive fulgt op på nationalt plan og gerne med et årligt tiltag.
Men, Bruno Petersen, det absurd store fantasme, der hedder 'det økonomiske råderum' er netop anledningen til at bruge færre ressourcer på produktion - der i øvrigt også i langt højere grad i fremtiden må foregå lokalt, hvor den skal bruges - og flere på at løse de mellemmenneskelige opgaver, samfundet består af.
BNP har gjort menneskeheden kultret i stedet for med klarsyn at se, hvad der er vigtigt at beskæftige sig med - og helst skal unddrages en markedstænkning - og hvad, der fremmes af konkurrence.
Hvad vi reelt har været vidner til - og ofre for - er den klassekamp, hvor de besiddende og producerende i en gunstig strid om magt, der er foregået i hele menneskehedens historie, er blevet slået af den klasse, de begge altid har foragtet: kræmmerne., der intet leverer, men tjener penge på dem, der gør.
Store tider tegner sig nu også i praksis.
I ord har forlængst fornuftige folk– som store dele af Verdens naturvidenskabsfolk og f. eks. FN's generalsekretær – krævet »den største omstilling i menneskehedens historie«, fordi vi »fører krig mod vores eget naturgrundlag«.
I praksis begynder de store tider nu også at melde sig – i allersidste øjeblik.
Tak Information for informationerne om kampen mod DØV: Den Økonomiske Vækst