KZ-fanger i musikvideoer. Fortæring af afskårne genitalier. Og fantasier om at have sex med sovende kvinder, der »slet ikke bevæger sig«.
Det er efterhånden få tabuer, som ’Tanzmetall-bandet’ Rammstein og sanger Till Lindemann ikke har overskredet i deres liderlige og længselsfulde lyrik, der gerne flirter med fascistiske, sadistiske og dunkelromantiske håb om både moderlig kærlighed og maskulin forløsning. Siden bandet blev grundlagt i 1994, har Rammstein med en blanding af halvfemserironi og tung tysk selvironi således udviklet sig til en af de mest slagkraftige varer i den tyske kultureksport – og til en kulturel prøvesten for Tysklands omgang med sig selv som en historisk plaget nation.
Desto voldsommere er den nuværende debat om bandet, som nu står i en af Tysklands første omfattende MeToo-sager.
