I en tid syntes hun at gå fra sejr til sejr. Margrethe Vestager blev en politisk superstjerne, hendes kontante tilgang til techgiganterne skabte et internationalt ry som en visionær politiker, som nåede til Washington og Beijing. Det var en populær sag. Endelig var der en politiker, som turde gå op mod de multinationale selskabers skattefusk og techgiganter som Apple, Google og Amazon. Vestager havde karisma og gennemslagskraft i medierne, en mangelvare blandt EU-kommissærerne i Bruxelles.
Men så skete der et skred. Pandemien lagde gaderne øde, globalisering og frihandel gik af mode, og sikkerhedspolitik trumfede markedsdogmatisme med Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Konkurrencekommissæren tabte nu flere højprofilerede sager ved domstolene. Hendes politiske stjerne falmede noget, for mens hun stod for konkurrence, så ønskede de europæiske ledere nu statsstøtte og en mere protektionistisk linje.
Men stadig er hun den eneste politiker, jeg har tillid til.......
Men behøves vi følge disse udpegninger som var det en fodboldkamp? Måske interessespillet er illustrativt for hvordan spillet om indflydelse afvikles, men flere artikler om spillet er et overfokus.
EU skal betragtes som en økonomisk magtfaktor på linje med USA og den kommende BRICS+ sammenslutning nu hvor man har fået en fælles valuta - Euroen - er det nærliggende at ECB burde kunne udskrive euro-obligationer noget som de neo-libarale Lindner (FDP) og Margrethe Vesterager er stærkt imod mens udviklingen og integrationen i EU fortæller det stik mod modsatte hvor Ukraine skal lyn-indlemmes i unionen og hvor konkurrence skal forstås som mellem de store økonomiske blokke i den nye verdensorden der er på beddingen i disse år.
Hun får ikke posten eller også skal hun sluge en hel karavane af kameler.