Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Copenhagen paraplyfestival

Når vi 'dækker' Copenhagen Jazz Festival, er det lidt af en tilsnigelse. Man plukker sporadisk under den vidt udspændte, fælles parasol. Og weekendens koncerter stod ikke mål med den foregående uges i musikalsk kvalitet
Af weekendens udbud var det Mavis Staples, den gamle, amerikanske gospel-sangerinde, der ramte dybest med en herlig koncert i Glassalen. Lille og rund, og udstyret med en røst, rå som sandpapir, sugede Staples publikum til sig med sin karisma. Stemmen har aldrig været stor i register og rækkevidde som f.eks. hos en Aretha Franklin, men hendes hjertevarme og humoristiske engagement er usvigeligt, og hendes timing præcis efter et halvt århundrede in business.Mavis Staples ved en koncert i Boston, 2004

Af weekendens udbud var det Mavis Staples, den gamle, amerikanske gospel-sangerinde, der ramte dybest med en herlig koncert i Glassalen. Lille og rund, og udstyret med en røst, rå som sandpapir, sugede Staples publikum til sig med sin karisma. Stemmen har aldrig været stor i register og rækkevidde som f.eks. hos en Aretha Franklin, men hendes hjertevarme og humoristiske engagement er usvigeligt, og hendes timing præcis efter et halvt århundrede in business.Mavis Staples ved en koncert i Boston, 2004

Ron Edmonds

Udland
16. juli 2007

I går spillede de sidste orkestre. Instrumenterne og gearet er pakket sammen. Reklamebannerne skal ned. Der fejes og vaskes. Giganten skal sove.

I stilheden efter musikken synker indtrykkene på plads. Igen en jazzfestival, der opleves overvældende, hvis man har taget livtag med floden. Dels er der de stærke oplevelser (blandt mange jævne). Dels er der strømmen af tilbud.

Det er en gammel diskussion, om Copenhagen Jazz Festival er for stor. Vokseværket og reklameværdien af størrelsen er en brik i spillet om støttekroner og goodwill fra de kulturinstitutioner, fonde og andre sponsorer, der med deres midler gør festivalen mulig. Interesser, der handler om promovering af spillesteder og bydele, lancering af dansk jazz på det internationale marked og festivalen som brand og attraktion for turismen i København, er forhold, der må tages hensyn til bag kulisserne, når den kvantitativt største musikbegivenhed i Danmark planlægges og pustes til live.

Det er en på mange måder unik kulturbegivenhed, som man alt efter temperament kan vælge at klandre for mangel på kunstnerisk hoved og hale med sit enorme, demokratiske Rexona-syndrom (der er altid plads til en koncert og et spillested mere). Eller man kan anskue den som en farverig kulturuge med plads til alle mulige grader af musikalsk engagement, der involverer langt mere end musikken selv.

En brøler

I realiteten er der tale om en paraplyfestival, hvor både specifikke spillesteder, små cafeer og de officielle arrangører laver festivaler i festivalen med forskellig kunstnerisk og tematisk fokus. Den familievenlige Børnejazz i bl.a. Kongens Have, den konsekvente fokus på ny, dansk jazz i Studenterhuset og den elektroniske crossover i serien, Future Sound of Jazz, er eksempler.

Festivalens satsning på egnede lokaliteter er naturligvis vigtig. Men da må det vel handle om musikkens formidling og tilgængelighed, og ikke om mærkelige satellit-fronter. Hvem der end fik ideen, og hvilke interesser, der end skulle plejes, så var det en brøler at lægge koncerterne med det nytænkende kunstnerkollektiv, ILK, langt ude i et afsides havneområde, 'Docken', næsten ude ved Tuborg Havn. Hvem gider tage helt derud, når det er inde i bykernen, at livet og stemningen er?

Skandinavisk stolthed

Den kom ellers godt fra starten, festivalen, med pianist Kenny Werners markant satsede og generøse koncert i Diamanten allerede på andendagen.

Allerede da havde vi næsten glemt de amerikanske stjernesaxofonister, Joshua Redman og Kenny Garrett. Og af nye navne med bemærkelsesværdigt potentiale er det, som om et spændende bekendtskab er indledt med den nytænkende, finske akkordeon-spiller, Kimmo Pohjonen, kraftfuld og fokuseret som en samurai, og med den finurlige, charmerende saxofonist og klarinettist, Nils Berg, med sin skæve gruppe fra Stockholm. For ikke at glemme komponisten og arrangøren, Erlend Skomsvoll, og hans eminente, 'kontrafaktiske' værk om jazzens historie, skrevet til og smukt forløst af Trondheim Jazz Orchestra. Finsk, svensk og norsk. En vis stolthed må man godt føle som skandinav.

Stemme som sandpapir

Af weekendens udbud var det Mavis Staples, den gamle, amerikanske gospel-sangerinde, der ramte dybest med en herlig koncert i Glassalen. Lille og rund, og udstyret med en røst, rå som sandpapir, sugede Staples publikum til sig med sin karisma.

Stemmen har aldrig været stor i register og rækkevidde som f.eks. hos en Aretha Franklin, men hendes hjertevarme og humoristiske engagement er usvigeligt, og hendes timing præcis efter et halvt århundrede in business.

En sanger og et menneske, der er opvokset i sydstaterne i et sort, religiøst miljø, og som selv har oplevet en vigtig del af de kulturelle og racemæssige brydninger i amerikansk historie. Bl.a. derfor havde hendes gospelsange om håb og tro i mørket, bakket op af et tungt, effektivt bluesband og tre korsangere, en særlig autenticitet.

Lørdagen var ellers driftig for musikanmelderen, men ikke sensationel i sit udbytte. Koncerten med den pladedebuterende sangerinde, Mai Seidelin, og hendes orkester, Mais Uma, lå godt i forlængelse af den ualmindeligt smukke, solbeskinnede lørdag formiddag i midtbyen. Orkestrets sambajazz er ukompliceret og velspillet med fine solister i pianisten, Carsten Kær, og saxofonisten, Pelle Fridell, mens Janus Templeton (trommer) og Morten Ankerfeldt (el-bas) lægger et energisk groove. Mai Seidelin selv har en ukrukket og naturlig tilgang til sangmaterialet, men skal nok arbejde med sin scenetilstedeværelse.

Skuffende Stanko

Dette interesserer så vist ikke specielt den roste danske instrumentalkvartet, Lovedale, med saxofonisten, Jesper Løvdal, som samlingsfigur. Til gengæld har gruppen en stærk identitet i sin lyd og i de enkelte musikeres individuelle styrke med Jacob Anderskov (tangenter), Anders Mogensen (trommer) og Jonas Westergaard (bas) foruden Løvdal selv, og så den skrappe gæst fra USA, Cuong Vu (trompet), der også medvirker på kvartettens seneste plade, Grill Music. Selvom de er hørt mere inspirerede, var der overraskende momenter i deres solide musik i det fri ved Pumpehuset.

Lørdagens to aftenkoncerter var der til gengæld ikke meget spas ved. Slet ikke den stort annoncerede Giant Jazz-koncert med den polske trompetist, Tomasz Stanko, der opførte musik fra en 30 år gammel pladeindspilning, Balladyna (ECM Records). Scoopet her var ellers besætningen, specielt sammensat til begivenheden. Stanko var flankeret af amerikanske Tim Berne (altsax), svenske Anders Jormin (bas) og danske Stefan Pasborg (trommer). Et internationalt kollektiv, der på papiret ser rigtig lovende ud, men som gav en artig og søvnig koncert, styret nærmest gejstlig andægtigt af Stanko. Det var der ikke meget vækkelse i.

Så hellere minde sig selv om den herlige praksis, Mavis Staples havde med at ryste fingrene, som om hun brændte dem, hver gang musikken og hendes stemme ramte en intens nerve. Med det og alt det andet gode, opbygger vi ånden til næste års jazzhøjtid.

- Mavis Staples, Glassalen, Tivoli, fredag

- Mais Uma, Frue Plads, lørdag

- Lovedale feat. Cuong Vu, Pumpehuset, lørdag

- Tomasz Stanko 'Balladyna', Glassalen, Tivoli, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her