Det er en let læst, dybt informativ bog, Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møller udsender om Asien.
Den tidligere udenrigsredaktør og den tidligere ambassadør har begge deres base i Singapore. Og netop det lokale mirakel giver et godt afsæt til at forstå Asiens bulder: Tre millioner mennesker, hvoraf 80 pct. er etniske kinesere, løftede sig på 40 år fra fattigt mudderhul til at være et verdens rigeste lande. Springet er gennemført under benhård ledelse og tårnhøj satsning: En autoritær ledelse, der kvalte korruption og kriminalitet, etablerede en forudsigelig retssikkerhed for borgerne og investerede uhyre ambitiøst i forretningsliv, uddannelse, infrastruktur og gode boliger til alle.
Singapores grundlægger Lee Kuan Yew rejser i sin høje alder stadig rundt som konsulent i Kina. Alt tyder på, at Kinas ledelse har et rigt, velordnet, retssikkert samfund, men med et reelt etpartisystem bevaret som den bedste fremtidsmodel. Og måske vil det lykkes at kopiere Singapore i Kina i løbet af de næste 40-50 år.
Forfatterne er med rette dybt fascineret af Kinas dramatiske udvikling de seneste 30 år. Kina er blevet verdens fabrikshal. Og bliver det i endnu højere grad i den nærmere fremtid. F.eks. vil de med voldsom styrke udfordre bilproducenterne i Japan, Korea, USA og Europa ved at oversvømme verdensmarkedet med uhyre billige, moderne biler.
Allerede nu er Kinas handelsoverskud med Vesten - og ganske særligt med USA - astronomisk stort. Landet har enorme valutareserver og begynder på store aktive erhvervsinvesteringer i udlandet, samtidig med at det selv er den største modtager af fremmede investeringer.
Udviklingen trækker selvfølgelig en støt stigende politisk indflydelse med. Med de stærke globale økonomiske bånd øges Kinas magt støt og roligt, og vores interesse i et godt forhold til Kina og fortsat politisk og økonomisk stabilitet i Kina øges i samme takt.
Nye udfordringer
Lund og Ørstrøm overser ikke de enorme spændinger, der knytter sig til udviklingen i Kina - med sociale uligheder, korruption og uoverskuelige miljøproblemer. Men i lyset af alt, hvad Kina har udrettet, har de en stærk tro på, at der også findes løsninger på de nye udfordringer.
Rigtigt er det, at Kinas ledere nu har blikket stift rettet mod præcis de tre problemer.
Bogen giver os et indblik i den uhyre ambitiøse politik for den højere uddannelse i Kina - og i resten af Asien. Det er grunden til, at Asien ikke bare bliver hjemstedet for de skorstene, der før osede hos os. Asien tager et direkte spring ind i det 21. århundredes højteknologi og lægger an til at udfordre os direkte på de områder, hvor vi selv mente, vi var bedst, og havde helle mange år endnu. Asiaterne kan i kraft af disse spring også gå direkte til avancerede løsninger f.eks. på miljø- og byudviklingsproblemer.
Det er også uomgængeligt nødvendigt, for verdens største og mest forurenede bysamfund findes nu i Kina. Chongqing oppe ad Yangtsefloden i det centrale Kina er verdens største by.
Fremtidens energiforsyning, nye energiformer og dramatiske gennembrud i energieffektivitet bliver et hovedspørgsmål for Asien, når det gælder at fastholde den høje økonomiske vækst uden at slå kloden ihjel. Kampen om adgangen til energikilderne bliver også et hovedspørgsmål i international politik. Allerede nu ser vi, hvordan Kinas glubende appetit på olie og naturgas fører til økonomiske og politiske investeringer i Afrika, Mellemøsten, Centralasien og Latinamerika.
Energi- og klimaligningen vil også få de ny megaøkonomier i Asien til at investere massivt både i vedvarende energi og kernekraft i de kommende årtier.
Lunds og Ørstrøms bog giver indblik i de mentale kendetegn, der driver Asiens supervækst: Den stærke stræben efter velstand, de dybe kulturelle traditioner fra Kongfutse, det pragmatiske forhold til religion og udnyttelse også af kvindernes talenter. De to sidste træk mangler jo så fatalt i store dele af den muslimske verden og er med til at forklare, hvorfor denne del af verden sakker agterud.
Fremtidens Kina
Forfatterne tror, at fremtidens styreform i Kina er et ikke-liberalt retssamfund, hvor statsmagten agerer klog direktion og i stigende grad lytter til borgerne - jvf. forbilledet i Singapore. Men som de siger: I det nye Asien er der ikke tid og plads til at have inkompetente folk på posterne.
Derfor vil der blive fastholdt et mere elitært politisk system, der giver sikkerhed ved at kanalisere 'de bedste' frem til toppen:
Kinas regerende, såkaldt kommunistiske, parti - ledet af højtuddannede teknokrater - vil fastholde sin monopolmagt over statsapparatet og udvikle nære bånd til de nye storkapitalister. Samtidig vil partiet nok udvikle en form for elitedemokrati inden for egne rækker.
Det er jo i grunden ikke en model, der er totalt forskellig fra den, der formede Japans vækstmirakel efter Anden Verdenskrig: Faktisk har Japan jo i 50 år stort set været regeret af ét parti, der har været nært integreret med statsapparatet og storkapitalen.
Der er med andre ord en asiatisk model, der næppe er på vej til at blive en kopi af Vestens form for demokrati.
Men Asiens buldren udfordrer voldsomt os i Vesten til at komme op på mærkerne i uddannelse, udvikling og omstillingsevne, hvis vi vil bevare vores høje levestandard.
Hvis du ikke havde tænkt det så nøje før, så er Lunds og Ørstrøms bog en vældig god ekspresintroduktion.
Læs den, før de med deres asiatiske arbejdstempo allerede har skrevet en ny.
Asien buldrer - og sådan undgår Danmark at sakke agterud. Jan Lund & Jørgen Ørstrøm Møller. 256 s., 299 kr. Aschehoug.
