Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En ny tids selskabstømmere

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen retter en række tiltrængte, men lige lovligt bredt sigtende spark mod finanskapitalismens seneste helte, kapitalfondene
Udland
29. november 2007

Den fik ikke de civilisationsforsvarende tågehorn helt så meget op af stolene, men der var faktisk én paradigmatisk sag ud over karikaturkrisen, der gjorde Danmark til genstand for internationale medier og forskeres interesse i vinteren 2005/6: fem kapitalfondes opkøb af Danmarks tidligere statsejede teleselskab TDC.

Opkøbet berigede blandt andet tidligere arbejds- og finansminister, daværende administrerende direktør og nuværende bestyrelsesformand i TDC, Henning Dyremose, med op mod 100 millioner kroner (Dyremose er også formand for Dansk Industri og har siden brugt dén position til at kritisere, at offentligheden kan få at vide, hvad direktører tjener). Det gældsatte selskabet med 90 procent af dets værdi, det trak halvdelen af dets kapital ud i kontante udbetalinger til investorerne, og det bød på mildest talt uværdige forsøg på blandt andet at indkassere de ansattes pensionsord-ninger.

Den dramatiske overtagelse af TDC spiller en central rolle i tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens nye bog om kapitalfonde, I grådighedens tid, og med god grund: Store dele af fagkundskaben betragter opkøbet, det næststørste kapital-fondsopkøb i Europa nogensinde, som et skoleeksempel på, hvad der kan gå galt ved den nye 'alternative' investeringsøkonomi, som fondene repræsenterer. Bidragyderne til Nyrup-bogen (som nemlig, selv om det ikke fremgår af bogens forside, er en antologi), benytter usædvanligt hårde ord som 'selskabstømning' og 'næppe lovlig' i deres beskrivelse af operationen omkring TDC-overtagelsen, der i høj grad blev en god forretning for kapitalfondene på grund af kreativ skattebogføring og den noget besynderlige, populære kapitalfondsfidus med at finansiere et opkøb gennem lån i den opkøbte virksomheds egen værdi.

Den anden grund til at TDC er et skoleeksempel på kapitalfondsopkøb at holde øje med er, at TDC er en offentlig forsyningsvirksomhed. Sådan nogle er typisk kendetegnet ved et stærkt monopol på vigtige service-ydelser og infrastruktur (TDC sidder på det danske 'kobber', som er telenettets infrastruktur); de kræver langsigtede investeringer; og de har leverandørrettigheder og offentlige ressourcer, som ikke er opnået på markedsvilkår, men efter gunstige aftaler med staten. Derfor er offentlige forsyningsvirksomheder attraktive ofre for kapitalfonde, og derfor har politikerne et særligt ansvar for at holde øje med dem.

Politikerne

Argumentet om dette politiske ansvar er på én gang en styrke og en svaghed ved Nyrup og co's bredside mod kapitalfondene. På den ene side er det påtrængende velgørende, at seriøse analytikere påpeger det groteske i, at investorer med en ny smart forretningsmodel kan lænse virksomheder og skatte-systemer for milliarder og stikke dem direkte i egen lomme uden politiske indgreb. Det er ikke udbredt at både sætte sig ind i og forholde sig kritisk til finanskapitalismen i Danmark, hvor erhvervsjournalister og analytikere over en bred kam opfører sig som om, de er det private erhvervslivs medspillere, men kritikken er nødvendig.

På den anden side kan man godt savne, at Danmarks tidligere statsminister forholdt sig mere nuanceret til sit eget politiske ansvar. For eksempel var Nyrup sådan set leder af den regering, der i to omgange privatiserede netop TDC på vilkår, der siden gjorde virksomheden til et så attraktivt offer for kapitalfondene. Og flere af de elendigheder ved TDC, der udmales gennem bogen, stammer reelt fra før kapitalfondenes indtog: TDC's investeringer i forskning og udvikling blev nedprioriteret allerede under Nyrup-tidens privatiseringer, ligesom fiaskoerne for TDC's internationale investeringer såmænd skyldes dårlig strategisk tænkning fra før fondenes tid.

Christen Ambys indlæg, det mest præcise og derfor interessante i bogen, gennemgår fondenes skattefiflerier ved TDC-opkøbet (inklusive skattefradrag, som den erfarne skatterevisor vurderer er uden for lovens rammer), men påpeger også det politiske ansvar for kapitalfondenes akrobatik, og for et andet af Nyrups hovedangrebspunkter: pensionskassernes omfattende investeringer i fondene. Det er nemlig politikernes egne skatteregler, der op gennem 1980'erne gav pensionskasserne incitamenterne til at omlægge deres investeringskultur fra obligationer til mere vovede investeringer i det private erhvervsliv. Pensionskasserne satser mere og mere, fordi de politiske bestemte juridiske og finansielle vilkår i årtier har opmuntret dem til at gøre det.

Poul Nyrups kritik skyder indimellem lige lovligt bredt. Det er ikke nødvendigvis ondsindet i sig selv, at virksomhedsejere belåner eller rationaliserer deres virksomheder; kritikkens berettigelse bør bestemmes af belåningens og rationaliseringens omfang og begrundelser. Og selv om det kan være problematisk, at kapitalfonde afnoterer de selskaber, de opkøber, er alt heller ikke idel lykke og transparens, blot fordi et selskab er børsnoteret - se blot på Danmarks største og absolut mest uigennemsigtige selskab, det børsnoterede A. P. Møller-Mærsk.

Og når Nyrup gør den amerikanske økonom Milton Friedmans læresætning om, at det sociale ansvar for virksomheder består i at maksimere deres profit, til et koncentrat af den nye finanskapitalismes skurkagtighed, er jeg ikke så sikker på, at han har ret. Nyrup mener, at sætningen implicerer, at det bedste for samfundet er, hvis alle tænker og handler ego-istisk. Men det er ikke det, Friedman siger. Han siger, at virksomheder ikke pr. automatik kan forventes at handle moralsk, godartet og uegennyttigt: De kan først og fremmest forventes at handle profitorienteret. Det er derfor ikke op til virksomhederne, men til politikerne at regulere profitjagten og sikre, at den har godartede konsekvenser. Hvordan politikerne skal gøre dét, indeholder I grådighedens tid en lang række glimrende, konkrete og perspektivrige anvisninger på. Det er i dem og i de konkrete indførsler i kapitalfondenes verden, og ikke i de lige lovlig bredspektrede angreb på alt fra grådighed til rationaliseringer, at bogen har sin store værdi.

Poul Nyrup Rasmussen (red.): 'I grådighedens tid - kapitalfonde og kasinoøkonomi'. Med bidrag af John Monks, Lothar Kamp, William H. Melody, Christen Amby og Mick McAteer. 258 sider. 298 kr. Informations forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

netop opkøbet af TDC, via lån i TDC, og i kapitalfondens "virtuelle" økonomi, er hel humlen, i hvorfor kapitalisme, uden (overnationale og) statlige reguleringer, hæmningsløst, stjæler, udnytter, og slå folk ihjel, for skabe mere profit, til dem selv. Ikke til samfundet, men kun til dem selv..

Jeg synes at de såkaldte liberalister, lalleglade nossesutteri på kapitalfonde og multinational selskabers, muligheder for at flyttet rundt med virtuel kapital, ikke har forstået at tjeneste ikke bliver gengældt med en tilsvarede service, eller med kontantafregning, som det traditionelt sker for prostitueret.. De vil stedet for bliver kneppet på alle tænkelige måder, ligeså snart behovet for deres serviceydelser, ikke længere eksistere.

VI kan være glad for at Danmark, har et forholdvis stærkt civil samfund. Var TDC, et stort selskab i et udviklingsland. havde det helt sikkert lykkedes at indkassere medarbejderne pensionerordninger uden problemer.