"Men vi kender så lidt til hinanden her i byen," sang Peter A.G. Nielsen i Gnags-klassikeren "Under bøgen" - og det gør vi såmænd også i den europæiske landsby.
Selv er jeg født i Spanien, vokset op i Frankrig og har rejst Europa tyndt på kryds og tværs i årtier. Og alligevel slår det mig ved læsningen af Håndbog i høflighed, hvor meget jeg kan lære om det sociale og kulturelle liv i de andre EU-lande.
I bogen får EU's slogan "Forenet i mangfoldighed" i sandhed kød og blod. Og de kulturelle forskelle er ikke alene mellem landene, men er - som f.eks. kapitlet om Tyskland viser - ofte også regionalt betinget.
Man skal såmænd ikke længere væk end hinsidan til Sverige, hvor det politisk korrekte syn på børneopdragelse gør, at den jyske skik med at stikke en kniv i kagemandens hjerte ved børnefødselsdagen opleves som barbarisk. Jævnfør også Lars von Triers film Direktøren for det hele, der illustrerer de kulturelle forskelle mellem to så nærtstående lande som Danmark og Island.
Franske kvinder
Ofte er den nationale 'takt og tone' fuld af paradokser.
Tag finnerne, som er kropssky og lettere forskrækkede, hvis de kommer til at skubbe til hinanden i køen i supermarkedet. Men for hvem det er det mest naturlige i verden at invitere til forretningsmøder i saunaen med tilbud om birkeris, som man kan slå sig selv med. Dog ikke hinanden!
Enkelte steder må selv håndbogen give fortabt. Et eksempel: Det franske kindkys, som i tidernes morgen kunne bringe mig til fortvivlelse og rejse brændende spørgsmål: Hvilken kind starter man med? Skal det sige noget? Hvor mange gange skal man kysse?
Svaret i håndbogen: Overlad det til den franske part at tage initiativet. Men den konklusion bærer præg af, at det udmærkede kapitel er skrevet af en kvinde.
Det med at overlade initiativet til de franske kvinder kom man ikke langt med som ung mand i 1970'ernes Fran-krig og gør det vel næppe heller i dag -
11 lande - også fra Øst
Håndbogen om de kulturelle koder og om at begå sig som dansker i udlandet omfatter 11 lande, først og fremmest de lande, der i EU har størst betydning for Danmark. Glædeligvis er også et par af de nye medlemslande i øst medtaget, nemlig Polen og Estland. Med afsæt i det enkelte lands selvforståelse og specifikke træk giver bogen råd og vink til, hvorledes man bør optræde, både hvis man er ude i professionelt øjemed, eller hvis man blot er på turi det udenlandske. Forfatterne har alle et indgående kendskab til 'deres' land.
Det er en oplagt god idé at udgive et sådant opslagsværk, som i virkeligheden burde være obligatorisk pensum i skolen. Én ting er, at vore kære poder kun yderst sporadisk stifter bekendtskab med Den Europæiske Union, som Danmark er del af, og som har vital betydning ikke blot udenrigspolitisk, men også indenrigspolitisk og økonomisk. En anden ting er, at vi praktisk taget intet lærer de unge om, hvorledes de skal begå sig, når de rejser udenlands. Og lærerne er her ikke til megen hjælp, da også de står på aldeles bar bund.
En og anden kunne måske tænke, at Emma Gad for længst er død og borte, og hvad skal vi med takt og tone i den globaliserede verden?
Men når man er i udlandet, kan man hurtigt komme på glatis, og det kan i den konkrete situation handle om kroner og ører, venskab, diplomati og forståelse. Indsatsen kan være ordren til virksomheden, der kan gåi vasken, hvis den danske forretningskvinde møder op i sandaler, middagen, der bliver en fiasko, fordi danskeren i f.eks. Storbritannien starter konversationen med et:
"Og hvad laver du så?"
Eller interviewet på Quai d'Orsay (det franske udenrigsministerium), der ikke blev, hvad det kunne være blevet, fordi danskeren indledte mødet med en joke; noget uprofessionelt efter fransk opfattelse. Som Ulla Gjedde Palmgren skriver, er franskmændene - med rette - stolte af deres sprog, som også er en måde at føle og forestille sig på. Med lingvisten Jean-Pierre Rivarols ord: "Det, der ikke er klart, er ikke fransk."
Bogen er pragmatisk og konkret i sin stil. Der er tale om en antologi, som generelt er holdt i et let, ofte underholdende sprog.
Eneste kritikpunkt: Til tider sætter den sig mellem to stole - mellem en slags takt og tone i Europa og en af de europæiske kulturfortællinger, som f.eks. Uffe Østergaard er en mester i. Her ville et register have været nyttigt, så man mere direkte kunne gå efter, hvad man har behov for. Men det kan jo kommei andet oplag.
Halvamerikanere
Postyret om Asmaa Abdol-Hamids manglende ønske om at trykke mænd i hænderne kunne give en og anden anledning til at tro, at vi også kunne have glæde af at få et mere dybtgående kendskab til mere fjerntliggende kulturer.
Håndbog i høflighed bør følges op af en håndbog, der sætter fokus på takt og tone i Mellemøsten, men f.eks. også gerne Japan og USA, som vi dybest set kun dårligt kender - også selv om vi opfatter os som en slags halvamerikanere.
Det nytter ikke meget, at Danmark er modelland for især de sydeuropæiske lande, og at vi tilsyneladende inden længe også er klar til at spille en rolle i Europa, når vi - måske - dropper de danske forbehold, hvis danskerne optræder som klodshans, når vi begiver os ud i den interkulturelle porcelænsforretning. Selvfølgelig kan man sige, at øvelse gør mester, men hvorfor dog gå så gruelig meget igennem, når man kan anskaffe sig Håndbog i høflighed.
Håndbog i høflighed - kulturelle koder i 11 EU-lande. Redaktør (11 forskellige forfattere): Ulla Gjedde Palmgren. Multivers. 335 sider. 338 kr.
Erik Boel er forstander på Krogerup Højskole og formand for Europabevægelsen
