Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Krigens pris: 3.000.000.000.000 dollar

En tidligere Nobelprismodtager i økonomi og en Harvard-professor har sat sig for at vurdere Irak-krigens samlede omkostninger. Facit er chokerende, men noget halter i deres beregning
Udland
15. marts 2008
En tidligere Nobelprismodtager i økonomi og en Harvard-professor har sat sig for at vurdere Irak-krigens samlede omkostninger. Facit er chokerende, men noget halter i deres beregning

Beløbet kan få én til at svimle: 3.000 mia. dollar. Så høj vil den samlede pris for præsident George W. Bushs invasion og besættelse af Irak blive fra 2003 og mange år frem. Summen svarer omtrent til en fjerdedel af USA's bruttonationalprodukt i 2007. Kun omkostningerne til Anden Verdenskrig overstiger 3.000 mia. dollar.

Det vanvittigt høje tal kommer nobelprismodtageren i økonomi, Joseph Stiglitz, og Harvard-økonomen Linda Bilmes frem til i deres dugfriske nye bog The Three Trillion Dollar War, The True Cost of the Iraq Conflict. Og som vi skal se, er der grund til at være chokeret, skønt det samtidig skal fremhæves, at forfatterne er noget frimodige med deres regnestykke.

Først tager de krigsbudgetterne fra 2003-07. Herefter fremskriver de omkostningerne til 2012 udfra antagelsen, at USA om fire år vil have tilbagetrukket størsteparten af sin styrke, hvilket synes at være en optimistisk prognose. Hertil skal lægges udgifter til krigsveteraner - det gælder udbetaling af dødsafgift, invalidepension, sygepleje og genoptræning af sårede.

Den tabte magt

Men regnestykket er langt fra færdigt. Andre ministerier end Pentagon må spytte i kassen. Det gælder f.eks. Udenrigsministeriet (som betaler for private vagters beskyttelse af diplomater, for den store nye ambassade i Bagdad og udviklingsbistand til Irak, etc.), Boligministeriet, Arbejdsministeriet og forbundsstatens pensionsadministration.

Herudover er der udgifter forbundet med at stable de nedkørte væbnede styrker og deres ødelagte udstyr på benene igen. Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske hær og marineinfanteriet er spændt til det yderste, og at der vil gå mange år, før deres beredskab er tilbage på 2003-niveau. Set fra et strategisk synspunkt kan denne omstændighed på lang sigt gå hen og blive den største skade, Irak-krigen har tilført USA's magtstilling.

Admiral William J. Fallons tilbagetræden i denne uge som øverstkommanderende for USA's styrker i Mellemøsten og Sydasien skal bl.a. ses som følge af hans og værnschefernes bekymring over Bush-regeringens prioritering af Irak. Konsekvensen har været en nedprioritering af USA's engagement i Afghanistan, Pakistan og andre brændpunkter. Fallon ville accellerere tilbagetrækningen fra Irak.

Tilsidst inkluderer Stiglitz og Bilmes en ikke ubetydelig pris for tilbagetrækningen af fra Irak og glemmer ikke, at invasionen af Irak sparede udgifter relateret til den såkaldte flyveforbudszone, som formentlig ville være fortsat, hvis Saddam Hussein var forblevet ved magten.

Det samlede resultat af denne opgørelse giver 1.721 mia. dollar. Så langt kan man følge de to forfatteres ræsonnement. Men så er det, at kæden begynder at knække. De to inddrager nemlig også social-økonomiske omkostninger. Eksempelvis beregner de værdien af en enkelt soldats liv for samfundet til syv mio. dollar frem for de 500.000 dollar, som Pentagon udbetaler til efterladte slætninge.

Kan ikke gøres op

Så de ganger syv mio. dollar med 4.000 faldne og kommer frem til en udgift på 28 mia. dollar. Det hænger ikke sammen. Størsteparten af de syv mio. dollar pr. faldne soldat beregnes på den velstand, han/hun ville have skabt som aktør på USA's arbejdsmarked i sin levetid. Men det er vel sandsynligt, at andre - immigranter? - tager soldatens plads. Der er med andre ord ikke tale om et økonomisk tab, der kan opgøres som ekstra udgift.

Samme problem gentager sig i beregningen af de økonomiske tab, som angiveligt opstår i forbindelse med krigsinvaliders fravær fra arbejdsmarkedet. Det er et tab for dem og deres familier, men ikke nødvendigvis for samfundet som helhed. Den konkrete udgift har Stiglitz og Bilmes allerede beregnet: Invalidepension.

Men det skal medgives, at samfundet kan ende med at betale højere omkostninger i form af et stigende antal hjemløse krigsveteraner, hvis behov for lægehjælp og social omsorg skal betales af det offentlige. Der er heller ingen tvivl om, at et øget antal skilmisser og børn traumatiseret af forældres fravær og krigsoplevelser kan opgøres som en social-økonomisk udgift. Den kan bare ikke gøres op. I alle tilfælde vurderer de de ekstra social-økonomiske omkostninger til 300 mia. dollar, og deres facit når herefter op på 2.000 mia. dollar.

Oliepriserne

Men de er ikke færdige endnu. Stiglitz og Bilmes mener, at olieprisens himmelflugt - til 110 dollar pr. tønde i denne uge - stort set kan tilskrives den mislykkede besættelse af Irak. Det synspunkt er på grænsen til det latterlige - ja, propagandaagtige. Det er kendt, at de voksende energipriser kan tilskrives den glubende globale appetit på olie og naturgas.

Især de nye økonomiers kolossale økonomiske vækst - Indien og Kina - har lagt pres på efterspørgslen. Det er den primære grund til prisstigningen. Irak-krigens påvirkning af olieprisen er minimal og formentlig ikke-eksisterende. Ikke desto mindre vurderer forfatterne olieprisens negative indflydelse på USA's økonomi til 187 mia. dollar.

Så er de nået til 2.200 mia. dollar. De resterende 800 mia. dollar gribes ud af luften ved at opstille et alternativt og efter Stiglitzs og Bilmes' mening mere realistisk scenarie. I den beregning vurderes krigens udgift til 5.000 mia. dollar. Så de runder for en sikkerheds skyld op til 3.000 dollar. Begrundelsen er følgende: Krigens operative udgifter kunne være blevet brugt til at investere i USA's infrastruktur, hvilket ville have øget den økonomiske vækst. De tilføjer: Aktie- og obligationsmarkederne ville også være steget mere i værdi uden en krig.

Det kan da godt være, men nogle af disse argumenter hviler på et for tyndt grundlag. Det er synd, fordi emnet er så alvorligt. Hvis de havde valgt tallet 2.000 mia. dollar, ville deres argumenter have virket mere slagkraftige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Helge Nørgård i ”National økonomi”, Gyldendal 1978 side 261.:
”Udstedelsen af pengesedler bliver almindelig i løbet af 16-1700-tallet. Man begynder i reglen med indløselige sedler, dvs. sedler som på anfordring indløses med møntmetallet (sølv eller guld) i den seddeludstedende bank. I vore dage er sedlerne almindeligvis uindløselige, de er altså penge i sig selv, og deres stofværdi (vareværdi) er praktisk talt nul. Siden Danmark sidste gang forlod guldfoden i 1931, har pengesedlerne her i landet været uindløselige.
Hvad er det da, som giver betalingsmidlerne værdi? Svaret er, at værdien beror på den tillid, som vi har vænnet os til at nære til betalingsmidlerne. Vi accepterer f. eks. pengesedler som betaling for et varesalg eller et udført arbejde, i tillid til at andre vil gøre det samme, når vi giver sedlerne videre. Erfaringen viser, at det skal gå temmelig galt i form af voldsom inflation eller udpræget varemangel, før betalingsmidlerne holder op.”

Ædelmetallerne figurerer bag bytteværdien som garantien for, at det, man modtager som pengeværdi, også har en egenværdi, eller en værdi som kan hentes hos den instans, der præger pengene (kongen, staten, nationalbanken garanterer for, at man altid kan modtage ædelmetal for noget, der svarer til pengenes nominelle værdi, den værdi man præger på metallet, eller anden bærer af signalværdien).

Det økonomiske system har ikke eksisteret ret mange år, uden at pengeværdien i en eller anden grad har været sikret i udstederens villighed til at indløse pengenes pålydende værdi for enten guld eller sølv. Men siden det sidste internationale valutasamarbejde, der byggede på pengeværdiernes fundering i ædelmetaller, brød sammen i 1971, med USA´s udtræden af Bretton Woodsamarbejdet, så har den internationale samhandel i realiteten været funderet i ren gensidig tillid til dollarens bytteværdi. Der er derfor ikke nogen sikkerhed for, at tilliden ikke bryder sammen. I krigstider, hvor USA financierer sit store underskud i forhold til omverdenen og selve krigsførelsen med et kæmpe hul i statsbudgettet, som fyldes op af papirpenge i første omgang altså til sit eget indre marked, men også med opkøb af værdipapirer og fremmed valuta for egen billig produktion af grønne sedler, ja så benytter netop USA sig i høj grad af, at verdens samhandel er bygget op om tillid. Hvis ikke dollaren udgjorde mere end 60% af verdens samlede reservevaluta, og hvis ikke dollarens værdi i en eller anden grad blev båret oppe ved kravet til olieproducerende lande om at lade olien handle i dollars, så kunne De forenede stater ikke udfylde den rolle, som de har nu, i form af at være verdens eneste militære/økonomiske supermagt, og USA ville heller ikke kunne have noget, der nærmer sig det højeste forbrug per indbygger i verden.

Bl.a. fordi verden ikke har råd til at miste tilliden til dollar, kan USA leve højt på den værdi, der ligger i pengeudstederens mulighed for at bruge den trykte pengeværdi første gang. USA er den største aktør i verden, som kan benytte sig af at bringe verden i debit i det omfang, der defineres af den trykte pengeseddels nominelle værdi alene ved at trykke pengesedlen og give den videre i betalingen med krav om gengældt modydelse. Til gengæld er der ingen, der ved hvor lang tid den form for ufinansieret forbrug, USA i øjeblikket gør sig skyldig i, kan fortsætte. Historisk set har ingen nation nogensinde haft så stort et underskud i samhandelen med omverdenen og så lav en diskontorente, som man ser i USA nu. Der er tale om en praksis, der ville få en hvilken som helst anden valuta til at bryde sammen øjeblikkeligt. Og det er et åbent spørgsmål, hvor lang tid verden vil holde fast i dollar som sin primære reservevaluta. I det øjeblik man mister tilliden og skifter til en anden, da må USA til at tænke økonomi på en helt anden måde, lidt lige som en almindelig nation. Konsekvenserne af dollarens fald kan ingen forestille sig, lige så lidt som nogen kan forudsige dens fald.

13-03-2008 08:10 af Troels Pedersen i Børsen:
”Dollarkursen holder her til morgen fast i det rekordlave niveau, idet prisen er nede i 4,7872 kr. I nat klokken 04.20 var prisen helt nede i 4,784. Dermed tegner det til, at prisen holder sig nede under niveauet fra den gamle rekord helt tilbage fra den 30. oktober 1978, hvor dollar blev handlet i 4,789 kr.

Også over for Euro'en er der tale om rekord på rekord. Lige nu hedder prisen 1,5576 kr. ”

Centralbankerne ved Den persiske Golf vil overveje at droppe dollaren som pejlemærke.

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/03/11/AR200803... :
“The U.S. oil import bill hit a record $27.1 billion in January, as average prices for imported oil also rose for an 11th consecutive month to a record $84.09 per barrel.
That was a 61 percent increase from January 2007 average price of $52.23 per barrel. In trading on Tuesday, U.S. crude oil futures hit a record $109.72 before retreating slightly.”
De fremstormende asiatiske økonomier financierer i stor stil det amerikanske underskud på betalingsbalancen. USA gældsætter sig i et tempo, som er historisk højt.

USA's finanssektor truer med at bryde sammen i disse dage, fordi folk ikke kan betale deres prioriteter.

Guldet koster omkring 1000 dollars for 31 gram.

Meget kan tyde på, at verden står over for det tidspunkt, hvor dollaren kollapser. Og hvis amerikanerne skal til at købe deres importerede 18 millioner tønder olie for fremmed valuta med deres egen værdiløse valuta så er deres økonomiske magt væk! Det sker, hvis man mister troen på dollaren i de fremstormende økonomier som bærer amerikansk økonomi med lån i øjeblikket, og hvis OPEC skifter til at handle i anden valuta.

Meget tyder på at verden skal til at orienterer sig ud fra en helt anden orden.

USA spillede sit sidste kort, det militære, for at sikre sin oliebaserede økonomi. Men det kan meget vel vise sig at være det absolut sidste og helt fatale træk Kong Georg Bush fra Texas kunne gøre for at holde fast i den gældende verdensorden.

Hmm.... Joseph Stiglitz er en Nobelprismodtager. Punktum. Nobelprismodtager er man på livstid og kan derfor ikke være "tidligere".

At Joseph Stiglitz tillige var Cheføkonok i Verdensbanken indtil år 2000, har Martin Burcharth udeladt at informere os om, selv om netop denne oplysning er med til betydeligt at hæve værdien af budskaberne den omtalte bog fremfører eller - ja, det er nu lidt nemmere at give sig i kast med at kommentere en bog, hvis forfatter ikke straks opfattes som værende større kapacitet på området end end bogens danske anmelder.

Jeg har fulgt med en stor interesse Joseph Stiglitz` karriere lige siden han udgav bogen "Globalization and its Discontent" (2002) hvor han reelt fører bevis mod Nyliberalismen og dennes nedbrydende effekt på den verden vi kender i dag, hvilket har kostet forfatteren hans job i Verdensbanken, som følge af direkte krav (om fyring) fra den amerikanske finansminister (så meget for Verdensbankens integritet).

En ekspert som Joseph Stiglitz vil til enhver en tid hellere nedtone end overtone sine påstande vedr. omfanget og størrelsen af div. talstørrelser - i dette tilfælde krigsomkostninger det amerikanske samfund kommer til at svare og bøde for i mange årtier fremover, og hvor det slet ikke er givet, at USA nogensinde kommer til at genrejse sin økonomi til fordumstidens niveau igen.

Skal jeg så, set i dette lys - vælge, hvis skøn jeg vil helst sætte mit lid til - Nobelpristageren i Økonomi; Professor på Yale, Oxford, Stanford, Princeton, Columbia og Duke Universiteter samt Cheføkonom i Verdensbanken.... eller en anmelder, hvis kommentarer tyder klart på en overfladisk stillingstagen til bogens indhold/budskab - har jeg faktisk ikke et valg. Det bliver Joseph Stiglitz jeg vil lytte til.

Man er altså ikke tvunget til at anmelde en bog af dette format. Gør man det så alligevel - er man nødt til at ofre tid og liv på at sætte sig ind i stoffet, så man kan yde både sig selv og bogen den fornødne respekt, hvilket så helt anderledes solidt fremgår af bogens omtale i The Guardian d. 28. februar i år: http://www.guardian.co.uk/world/2008/feb/28/iraq.afghanistan

"Krigens pris: 3.000.000.000.000 dollar"

Det vil Villy Søvndal sikkert mene er billigt set i forhold til resultatet. Vi får jo med vores brutale militærmagt i bogstaveligste forstand sendt en masse mørke mænd af Helvede til. Hvad kan du ønske dig mere, Villy?

Enig. Det er en usædvanlig tyndbenet og stedmoderlig anmeldelse som Burchart her udsætter Stiglitz for. Man kunne godt ønske sig at den fik en mere solid behandling af en bedre kvalificeret anmelder på Information, som en slags kompensation. Der må da være dygtige økonomer i DK der kan overtales til at skrive noget derom?