Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Der er et yndigt land

Selv den traditionelle afslutning på Tour de France var fuld af overraskelser, og det var helt i tråd med et løb, der har været mindeværdigt anderledes
Udland
27. juli 2009

»Nu bliver det skrevet op i erindringen, som noget der er sket, som noget man kan vende tilbage til,« sagde Jørgen Leth med en meget lethsk formulering, da rytterne tog sig den traditionelle pjækkehyggesnakketur på vejen ind til afslutningen i Paris. Men hvad vil erindringen vende tilbage til af det, der er sket i de tre uger? At der ikke har været en eneste dopingsag for første gang i så lang tid, at min erindring ikke rækker? Det kan noteres, men er det også et tegn? Næppe. Indførelsen af det såkaldte blodpas, hvor rytterens blodværdier kan følges året rundt, har givetvis haft sin effekt, og det var sidste år en begmand til ryttere, som havde brugt det nye epostof Cera i den tro, at det ikke kunne spores, at kontrollen for en gangs skyld var forud for dem. Men der vil komme sager i fremtiden, og så vil det næppe blive husket, at der i 2009 ingen var.

Der var i ruteplanlægningen lagt op til, at afslutningen i lørdags på Mont Ventoux skulle være en etape, der ville blive afgørende for udfaldet af løbet, og den var designet til at skulle stå i den cykelhistoriske erindring til evig tid. Men nej. Den vil blive glemt, lige som det vil blive glemt, at arrangøren ofrede Pyrenæerne som forskelsskabende for at kunne bevare spændingen frem til Ventoux.

Brødresolidaritet

Der var ikke spænding om, at Alberto Contador og Andy Schleck ville slutte som vinder og toer, men det blev Andys ambition om at kunne køre sin bror Fränk op på tredjepladsen, der kom til at præge etapen. Den letkørende Andy kunne være kørt væk i ethvert af sin mange ryk, og ville kun blive fulgt af sin skygge Contador, men han indstillede sine angreb, så snart han så, at broderen ikke havde benene, og måske hovedet, på netop denne dag, hvor det var krævet, for at han kunne køre de nødvendige 38 sekunder væk fra Lance Armstrong. En særpræget og på sin vis smuk situation, at brødre kører for hinanden, her Andy for Fränk, og ikke for at vinde, men det neutraliserede striden mellem de bedste, lagde en dæmper på dramatikken, og var direkte grunden til at to ryttere fra andet geled og et tidligt udbrud kunne køre om den prestigegivende sejr på det legendariske bjerg. Juan Manuel Garate, der vandt foran Toni Martin. Ganske forglemmeligt, hvis man ser bort fra Lance Armstrongs forbilledlige forsvar af sin tredjeplads, og en meget pudsig situation 25 minutter efter at de bedste var kommet i mål. I gruppettoen med de tunge drenge, gav Thor Hushovd og Mark Cavendish sig til at spurte som gale om ingenting - andet end at slå hinanden.

Feltets to kamphaner og bedste sprintere, der i verdens største cykelløb på toppen af et af de mest berømte bjerge, gav sig til at køre til byskilt, som det hedder, når smådrenge, motionister eller professionelle kappes om at komme først til skiltet. Et meget mindeværdigt minaturebillede af det, man er tilbøjelig til at glemme i det store kommercielle cirkus, hvor så mange penge og så stor prestige er på spil, og hvor opmærksomheden altid hæfter sig ved det store drama, de store sejre og de store nederlag. Billedet af to voksne mænd, der leger i fuldt alvor. Det billede vil jeg huske.

Som jeg vil huske billederne af Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen i noget, der ligner replay af det samme billede: De to på skift i opskruet tempo i front af feltet på hver eneste bjergetape for at forberede et angreb. Sidste trin i raketten. Et uhyre svært job, der kræver, at man skal være i stand til det hver gang og ikke hver anden eller engang i mellem. Det er mindeværdigt, fordi det er første gang, at to danske ryttere har formået lige netop dette. Og et billede med perspektiv, fordi bag Sørensen og Sørensen står mange unge danske ryttere parat til at træde ind på allerhøjeste niveau. Flere og bedre end nogensinde før. Et udtryk for det er, at Tour-debutanten Brian Vandborg på det italienske hold Liquigas har gjort det fint, men han er kun den 16. bedste dansker på verdensranglisten, og de fleste foran ham er helt unge. Hvis Vandborg havde kørt på Bjarne Riis' hold, det har han gjort, ville han ikke være kommet i betragtning til Tour de France, og det er situationen på Saxo Bank, at der er en håndfuld danske ryttere, som uden videre ville kunne træde ind på mange udenlandske Tour-hold, men som ikke er med, fordi de har valgt at køre dansk. Indtil videre, i hvert fald.

At kunne klare sig i konkurrencen på det stærkt besatte hold er Nicki Sørensen selvfølgelig det indlysende billede på. Hans etapesejr vil blive husket som en af de smukkeste vundet af en dansk cykelrytter blandt efterhånden ganske mange. Med i det rigtige udbrud, angreb i to tempi meget langt udefra og alene over stregen på en af de hårdest kørte etaper i løbet.

Legendarisk comeback

Men Tour de France 2009 vil mest af alt blive husket for Lance Armstrongs tilbagevenden efter tre års pause til det løb, han har vundet og ejet syv gange.

»De kommer aldrig tilbage,« hed det om boksningens verdensmestre i sværvægt. Indtil 1960, hvor Floyd Patterson fik revanche for sit nederlag til Ingemar Johansson året før og blev den første i historien, der genvandt et verdensmesterskab. Uden at kende idrætshistorien så nøje, mener jeg, at Armstrongs comeback må være uden sidestykke.

Jeg var blandt dem, der hverken troede på, at han ville lykkes med det, eller at der ville komme noget godt ud af det. I Tour de France' selvforståelse må ingen rytter gøre sig større end løbet, og det var, hvad Armstrong gjorde med sine syv sejre og den nærmest overmenneskelige måde, han vandt dem på. Det gjorde ham ikke populær i Frankrig, og man kunne frygte, at hans tilbagevenden ville tiltrække så megen opmærksomhed, rejse en masse unødig polemik, at det ville skygge for cykelløbet. Det har ikke været tilfældet. Han har været en gave til løbet.

Med sine syv sejre er han den mest vindende i historien, men egentlig ikke en af de legender, man ynder at tale om i cykelsporten. Dertil var han for overmenneskelig, for usårlig. Hvis han havde vundet i år, ville det have været en fantastisk historie, men den overgås af, at han i tre uger nu har vist sårbarhed, har vist sig i mere menneskelig størrelse, og 'kun' er blevet nummer tre. Det er legendarisk.

Og så overraskede Tour de France endda på falderebet. Ikke ved at Mark Cavendish vandt på Champs-Élysées og dermed tog sin sjette etapesejr - mindeværdigt - men ved, at han susede over målstregen så langt fra sine konkurrenter, at de vel dårligt kunne læse hans rygnummer. Aldrig set før.

»Det er jo ikke Østergade i Hammel,« sagde Chris Anker Sørensen, da han skulle være benovet over at være kørt ind på Champs-Élysées, men lidt Østergade var der da over det, da Alberto Contador på podiet blev fejret med »Der er et yndigt land«. Det er i hvert fald aldrig hørt før, og det vil blive erindret som noget, der er sket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her