Læsetid: 5 min.

God borgerlig kritik af kapitalismen

Ny bog om finanskrisen gør flere ting rigtig godt. Den gennemgår kritisk krisens mekanismer og omvender næsten et af det borgerlige USA's ikoner, Richard Posner. Tidens store ubesvarede spørgsmål – hvordan skal samfundsøkonomien konkret indrettes fremover, mangler bogen dog at besvare
Ny bog om finanskrisen gør flere ting rigtig godt. Den gennemgår kritisk krisens mekanismer og omvender næsten et af det borgerlige USA's ikoner, Richard Posner. Tidens store ubesvarede spørgsmål – hvordan skal samfundsøkonomien konkret indrettes fremover, mangler bogen dog at besvare
5. september 2009

Når det kommer til den nuværende økonomiske krise, har man i den amerikanske offentlighed gjort sig mange anstrengelser for at gå langt rundt om den varme grød og undgå det unævnelige ord 'depression'. Selv økonomer langt fra den akademiske mainstream varer sig ved at bruge D-ordet med alt, hvad det indebærer af traumatiske minder om 1930'ernes sorte hul af udsigtsløs fattigdom og bundløs gæld. Derfor siger de oftest bare The Most Severe Recession Since the Second World War (den værste recession siden Anden Verdenskrig, red.) eller bare 'TMSRSSWW' over there', når de skal sætte niveau på landets økonomiske krise.

Men den betegnelse er ifølge den amerikanske juraprofessor, Richard Posner, alt for vag og helt uden sans for situationens alvor. I sin nye bog A failure of Capitalism: The Crisis of '08 and the Descent into Depression, slår Posner allerede på forsiden fast, at USA - vingeskudt af finanskrisen - er endt i en økonomisk situation, der godt kan betegnes som en depression.

Et land befinder sig nemlig i en depression - skriver Posner - når en kraftig reduktion i produktionen medfører eller truer med at føre til deflation og skaber omfattende offentlig nervøsitet, samt ikke mindst skaber en fornemmelse af krise blandt den politiske og økonomiske elite, der igen fører til ekstremt omkostningsfulde tiltag med henblik på at komme ud af krisen.

Hullet argumentation

På den blog, Richard Posner har sammen med nobelprismodtageren i økonomi, Gary Becker, er hans definition af depression fra flere sider blevet anklaget for at være for uklar til at være brugbar. Hvornår er der eksempelvis tale om 'omfattende offentlig nervøsitet'? Hvor dyre skal hjælpepakker være før de er 'ekstremt omkostningsfulde'?

Det er fornuftige indvendinger, og man kan i hvert fald konstatere, at Posner er grebet af sin depressions-påstand i så høj grad, at han er ude af stand til at se hullerne i den. For rigtigt er det jo, at de amerikanske bankpakker har været 'ekstremt omkostningsfulde' - på den korte bane. På den lidt længere bane ser man allerede nu, at de amerikanske banker begynder at betale milliarder tilbage til staten, og - medmindre ukendte faktorer pludselig popper op og vælter finanssektoren - kan bankpakkerne nemt vise sig at blive en milliard-forretning for den amerikanske stat. Dertil kommer, at prisen for at gøre ingenting havde været endnu større, fordi det for alvor kunne have væltet læset. Omkostninger på det offentlige budget er med andre ord ikke altid det samme som omkostningerne for den samlede samfundsøkonomi.

Letteste bog

Men uanset hvad er Posners bog glimrende læsning i forhold til at komme grundigt rundt i de økonomiske vanvidshandlinger, der førte frem til krisens udbrud i 2008:

De lave renter og finansdrengene med de dyre slips, der udviklede ufatteligt komplicerede finansielle produkter for at sprede risikoen på investeringer. Desværre med det resultat, at risikoen blev spredt så meget i markedet, at ingen til sidst havde overblik over den. Boligboblen, der sprang og skabte vild panik blandt banker for først at udløse en kreditklemme, så en finanskrise og siden en økonomisk krise, der uanset hvilken etiket, man vælger at putte på, vil præge USA i årtier fremover.

Denne del af Posners bog er skrevet på en dejlig ligetil måde. Det er nok sådan, at investeringseksperten Mohamed El-Erians bog When Markets Collide konkurrerer med grundlæggeren af moodys.com, Mark Zandis', Financial Shock, om at være de bedste diagnoser af finanskrisen, men Posners bog må være en af de lettest forståelige. For stoffet bliver i de indledende kapitler præsenteret på en let forståelig måde, som det langtfra kræver en cand. polit at forstå og blive fanget af.

Richard Posners grundlæggende pointe er, at det var de politiske myndigheders manglende evne til at registrere de uhørt risikable finansielle satsninger, der blev foretaget blandt finansselskaber, og de samme myndigheders apatiske holdning til at regulere finansselskaberne, som udløste finanskrisen.

Interessant er det dermed, at Posner med sin diagnose af krisen og sit efterfølgende bud på fremtiden gør op med sit eget borgerlige bagland.

Som juraprofessor er Posner tilknyttet University of Chicago, hvor han er en af de førende stemmer i law and economics-skolen, der studerer de økonomiske konsekvenser af lovændringer på baggrund af en neoliberal forståelse af økonomi og samfund. Flere af Posners kolleger var langt ind i krisen skeptiske over for, om finanssektoren bar nogen skyld overhovedet. Blandt andet sagde økonomen Robert Lucas sidst i 2007 - da det stod klart for de fleste, at USA's boligmarked var drevet kunstigt op af uansvarlige banklån - at den praksis intet fortalte om resten af finanssektoren. Og siden har mange neoliberale økonomer fastholdt, at krisen ikke skyldtes manglende regulering og myndighedsudøvelse, men for meget myndighedsudøvelse. Mest konkret fra den amerikanske centralbanks side, der skulle have afholdt sig fra at sænke renten og på den måde puste til det blussende boligmarked.

Håbløse venner

Men, pointerer Posner, fremover er der ingen vej udenom for økonomer og politikere. I lyset af de seneste års galskab i markedet, må de gøre sig klart, at finansektoren måske nok kan være primus motor bag økonomisk vækst i realøkonomien, men at sektoren også bærer på kimen til økonomisk depression, fordi den har en systemisk karakter ulig nogen anden sektor. Smartere, bedre og langt strammere regulering af finansektoren kombineret med et politisk fokus på andre områder for vækst, er derfor Posners bud på et postkrisedesign af samfundsøkonomien.

Bogens kapitler om regulering er isoleret set også bogens svageste. De er ukonkrete og uden stor forståelse for den virkelighed, reguleringsmyndigheder befinder sig i. Posner berører eksempelvis ikke særligt grundigt det forhold, at reguleringsmyndigheder stadig er nationale, mens finansmarkedet jo er globalt. Og dermed står man over for en af international politiks helt klassiske og vanskeligste problemstillinger: At alle lande er enige om, at internationale regler er nødvendige, og dybt uenige om, hvem der først skal give sig, og indrette sig efter de andres regler.

Posners bog mangler også fuldstændig at forholde sig til den økonomiske ubalance, der er mellem de lande i verden, især USA, der har opbygget enorm gæld for at finansiere deres forbrugsfest, og de lande, især Kina, der har lånt ud.

Bogen skal altså ikke læses for sit originale bud på, hvordan samfundsøkonomien indrettes bedst efter krisen. Et spørgsmål der i øvrigt stadigvæk mangler at blive fyldestgørende besvaret i bølgen af bøger om den økonomiske krise.

Bogen kan derimod anbefales til dem, der gerne vil have en overskuelig forståelse af, hvad der gik galt og - depression eller 'bare' længerevarende recession - hvor galt det gik. Og til dem, der er interesseret i en overraskende kapitalismekritik fra den del af den borgerlige lejr, man mindst venter kritikken fra.

Det gør nok ikke Posner synderlig populær blandt hans neoliberale venner, der vel nu med hans opfordring til at regulere mere, synes han er helt håbløs. Så må Posner bare trøste sig med, at des mere håbløse, de samme venner finder hans nye økonomiske ideer, jo mere håb er der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu