Læsetid: 8 min.

Nogle gange er demokrati ikke den bedste løsning

Mens ideen om at udbrede demokrati er falmet i Irak og Afghanistan, tordner det autokratiske Kina frem som forbillede for lande i Den Tredje Verden. Med god grund mener BBC-korrespondent Humphrey Hawksley, der argumenterer for, at demokrati ikke altid er det bedste valg, at diktatur kan være bedre, og at Vesten er nødt til at finde på meget bedre argumenter for dets foretrukne system
Mens ideen om at udbrede demokrati er falmet i Irak og Afghanistan, tordner det autokratiske Kina frem som forbillede for lande i Den Tredje Verden. Med god grund mener BBC-korrespondent Humphrey Hawksley, der argumenterer for, at demokrati ikke altid er det bedste valg, at diktatur kan være bedre, og at Vesten er nødt til at finde på meget bedre argumenter for dets foretrukne system
24. oktober 2009

Da valgskandalerne begyndte at dukke op i efterdønningerne på det afghanske valg, var det som om, et kollektivt og måske lidt kynisk suk bredte sig rundt om i verden:

Endnu et højprofileret demokratisk eksperiment havde vist sig som en fiasko.

For BBC-journalisten Humphrey Hawksley var valget et foreløbigt lavpunkt for vestlig demokratieksport – og en understregning af at den ideelle løsning ikke altid fungerer i praksis.

»I nogle lande er der eksempler på, at en autoritær stat er en bedre løsning end en demokratisk,« siger han.

Den britiske journalist har netop udgivet bogen Democracy kills – what’s so good about the vote?, som er et angreb på den sandhed, at et liberalt vestligt demokrati altid er den bedste styreform. Bogen er en rundtur til en lang række lande verden over: fra Iraks’demokratiske’ slagmark, over Indiens tunge bureaukrati; Sierra Leone, hvor overgangen til demokrati har betydet borgerkrig og til Dubai’s velhavende diktatur, hvor få reelt er interesserede i at få frie valg.

Mange steder er erfaringen, at demokrati ikke har vist sig som det lovede paradis, og at det ikke længere har status som den uomtvisteligt bedste styreform. 20 år efter Berlinmurens fald og otte år efter, at Bush-regeringen indledte sit korstog for demokrati, kan man godt stille kritiske spørgsmål ved demokrati. Folk vil gerne have frihed, men de vil også have den styreform, der giver dem et bedre liv.

»I Dubai kan du som indisk gæstearbejder ikke bare lave en plakat og kræve bedre arbejdsforhold. Så ville du blive udvist. Men hvis du sammenligner det med Irak, hvor du har massegrave, etnisk udrensning – og formelt set demokrati – så er Dubai et bedre sted at leve,« argumenterer Humphrey Hawksley.

»Problemet er blevet understreget af missionerne i Irak og Afghanistan, og på den måde kan det godt misforstås på den måde, at det udelukkende handler om George W. Bush’ administration. Men det har blot understreget problemet med at lave valg i samfund, som ikke har grundlaget og institutionerne til at få disse valg til at fungere,« siger Humphrey Hawksley og uddyber: »Hver gang et valg er blevet afholdt et sted i Afrika eller i Irak eller Afghanistan, har debatten i Vesten gået på, om valgene har været en succes, og om den rigtige mand er blevet valgt. Men for de almindelige mennesker de steder har det virkelige spørgsmål snarere været, om vejene bliver bygget, om de vil blive bombet i nat, og om naboen vil slå dem ihjel. Og dette har konsekvent intet at gøre med, hvad vi taler om, som er en glat overførsel af magt mellem to medlemmer af den politiske elite,« siger han.

Vold eller veje

Problemet er, ifølge Hawksley, på den ene side, at mange etablerede demokratier har været alt for dårlige til at skabe udvikling, afskaffe korruption og generelt forbedre almindelige menneskers livsvilkår. På den anden side er problemet, at den direkte konsekvens af overgangen til demokrati ofte har været vold og anarki, fordi skiftet har været for hurtigt, destabiliserende og dogmatisk.

»Demokrati er blevet en ensidig ideologi med de farer, der ligger i det. Vi havde nazisme og kommunisme, fascisme og så videre, og nu er den eneste ideologi, man prøver at eksportere, demokrati. Vi i Vesten er dem, der tager til Afghanistan eller Rusland eller Cuba og siger: ’I har brug for demokrati’. Men lige som de andre ideologier, bliver det formet til, hvad den politiske elite mener, det skal være. Og hvad vi virkelig burde gøre var at tage til de steder og sige: ’Vi vil gerne hjælpe jer med at skabe et system med god embedsførelse, som giver folket dét, det har brug for’.«

– Og det er ikke nødvendigvis demokrati?

»Det er det dilemma, alle befinder sig i. Da jeg skrev bogen, var jeg skidt tilpas med, at Kina, som er verdens største autoritære stat og Cuba, som har været et kommunistisk diktatur de seneste 50 år, klarer sig langt bedre med at bringe folk ud af fattigdom, skabe velfungerende sundhedssystemer, højne uddannelsesniveauet og så videre med et autoritært system, end mange demokratiske lande. Det kan vi ikke lide.«

– Du skriver også om lande, der har været demokratier i mange år, og på trods af det, helt grundlæggende ikke fungerer og leverer det nødvendige til borgerne for at skabe et velfungerende samfund?

»I Sierra Leone er fattigdommen statisk. Den flytter sig ikke. I Vesten er man henrykt over, at der har været en fredelig overdragelse af magten, men folket lider stadig. Det mangler medicin, og der er lige så meget korruption som altid. Så intet bevæger sig. Og krigen kunne starte igen. I Dubai har du et absolut monarki, et fuldstændigt diktatur, men det er et diktatur, der giver folk, hvad de vil have. Der er ikke en formular, du kan bruge alle steder,« siger Humphrey Hawksley, der på trods af sine knubbede ord i bogen dog heller ikke kan skjule, at han selv foretrækker demokrati som styreform.

Godartet diktatur

Men Humphrey Hawksley mener, at den model, der bliver trukket ned over mange lande, er for ufleksibel.

»Et land som Burma har Aung San Su Kyi under husarrest som en slags asiatisk Nelson Mandela. Hvis man forestillede sig, at hun pludselig blev valgt demokratisk til præsident, har du et kæmpe problem med 22 forskellige etniske grupper, fire eller fem aktive oprørsgrupper og et militær, der vil være hævngerrigt og rædselslagen for pludselig at miste alle sine privilegier. Og folket har været undertrykt og tortureret af militæret, som nu vil have hævn. Så hvad vil afholde det fra at eksplodere, hvis du pludselig fjerner diktaturet? Hvordan får du en fredelig overgang der? Jeg har spurgt bunker af tænketanke, og ingen har lavet en rapport om det,« konstaterer han.

Den britiske forfatter mener, at vi ikke skal være så bange for at omfavne, hvad han med et lidt modvilligt udtryk kalder benign dictator-ship – godartet diktatur.

»Det lyder som en svulst, man trods alt helst ville være foruden,« som han konstaterer i bogen.
En kortere eller væsentligt længere overgang, hvor et autoritært styre kan gennemføre en nødvendig modernisering af staten – uden at indføre demokrati i første omgang. Men også med mindre risiko for udbrud af vold og tilsandede, korrumperede administrationer.

»Vi har jo faktisk i Vesten eksempler på, at vi godt kan skabe kompromisser, som fungerer. I Bosnien har der siden borgerkrigen været en såkaldt High Representative, en vestlig diplomat, der har enorm magt til at fyre politikere eller træffe militære foranstaltninger. Under denne diplomat befinder sig et demokrati med valg, statsministre, præsidenter, et parlament og så videre. Men hvis de træder over en linje, så kan udsendingen gå ind og stoppe dem. På den måde har du et slags neokolonialistisk styre eller et teknokratisk diktatur. Hvad end du vil kalde det, så er det ikke et suverænt demokrati. Men det virker nogenlunde og vil nok inden for de næste 15 år bringe Bosnien ind i EU. Men det er en 30-årig proces alt i alt. Jeg mener, overgangen i Irak tog 18 måneder,« siger han.

»Der er et blindt punkt hos vores politikere. Hvis man kigger på vores europæiske historie, har vi jo brugt århundreder på at nå dertil, hvor vi er i dag. Det, vi beder en række lande om, er at gå fra diktatur til demokrati uden blodsudgydelser. Hvordan vi skal gøre det, er der ikke rigtigt nogen, der kan svare på. Vi kan sige, at vi vil bringe demokrati til Mellemøsten og til Afrika, men vil vi have et århundrede eller to med stammekampe, med etniske udrensninger, landsby-afbrændinger og så videre på vores tv-skærme? Er det dét, vi ønsker?« spørger han.

Kister kommer tilbage

Spørgsmålet er imidlertid også, om tanken om at udbrede demokrati er ved at miste momentum. Barack Obama har allerede taget afstand fra sin forgængers projekt med ordene om, at »vi tager slemt fejl«, hvis vi tror, at vi kan skabe et demokrati på fem år. Og for nylig talte han om, at ingen stat skal påtvinge en anden stat sin styreform.

– Mister tanken om at udbrede demokrati appel hos politikere i Vesten?

»Ja, det tror jeg. På grund af omkostningerne. Vi har tropper i Afghanistan, I har tropper i Afghanistan. Der kommer kister tilbage, og på hjemmefronten spørger folk: ’Hvad fanden laver vi der?’ Og hvis man ser på, hvad både de civile og militære topfolk i Afghanistan og Irak siger i dag, så bliver ordet demokrati ikke brugt særlig ofte længere. Det er ligesom gledet ud af ordbogen. Stabilitet, sikkerhed, embedsførelse bliver brugt, men ikke demokrati, og jeg tror, at det afghanske valg kan have været et afgørende punkt. For præsident Karzai har omgivet sig med korrupte narkohandlere og krigsherrer, som slås om valget i månedsvis, og ikke en eneste vej bliver anlagt.«

– Er demokrati også ved at miste sin appel i disse år for folk i Den Tredje Verden?

»Helt sikkert. Det mister sin appel, der bliver sat spørgsmålstegn ved det, og spørgsmålene bliver ikke besvaret af vores politiske ledere. Det kommer til at stå svagt på grund af meget af det, der foregår i Afrika og Irak og Afghanistan og andre steder. For det fungerer jo åbenlyst ikke. Men herovre er der noget, der fungerer; Kina, Singapore, Malaysia, som er autoritære styrer. Og vi kan ikke svare på, hvad der er galt. Det er en smule som i de sidste dage i Sovjetunionen, hvor folk sagde: ’Hold fast et øjeblik, hvorfor er de så rige og glade i Vesten, når vi er så fattige og triste, når marxisme nu skulle være så godt’. Hvis demokrati skal bevare sin appel, må de spørgsmål besvares,« konstaterer han.

’Lad os bygge en vej’

Humphrey Hawksley mener også, at Vesten i realiteten allerede har forliget sig med den nye tilstand, ikke mindst i kraft af fremgangen for den mest markante ’effektive’ autoritære stat i verden: Kina, der i løbet af de sidste 20 år har vist, at betydelige sociale og økonomiske fremskridt sagtens kan ske i en autoritær stat.

»Jeg ser i fremtiden en ny forståelse, hvor Kina vil komme til at spille en meget, meget stor rolle. Blandt andet på grund af den økonomiske krise har Kina fået en indflydelse, der overstiger mange af de traditionelle demokratiske aktørers. Så du har verdens mest magtfulde demokrati, USA, og verdens mest magtfulde autoritære stat, Kina, der sætter sig ned ved forhandlingsbordet og aftaler, hvad man skal gøre med den internationale økonomi, hvordan man skal håndtere klimaforandringer og så videre. Når det kommer til strategiske interesser og Den Tredje Verden, vil der være en gensidig forståelse mellem demokrati og autokrati. Og forhåbentlig vil resultatet være en pragmatisme, hvor man i stedet for at sige: ’Lad os afholde et valg’ i stedet siger: ’Lad os bygge en vej og så tage den derfra’.«

toha@information.dk

Humphrey Hawksley: Democracy Kills – What’s so good about the vote. 356 sider, 9 pund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er let at følge Humphrey Hawksleys argumenter og alverdens eksempler, og alligevel hensættes man til Perikles i det gamle Grækenland.
Hawksley bruger ustandselig begrebet demokrati, som om han og andre véd, hvori det består, og at vi i Vesten kender styreformen, men han påviser altså samtidig, at demokrati ikke altid er den bedste løsning. I stedet for Bush kunne han have skrevet Fogh Rasmussen, og efter mine forestillinger mangler Danmark i høj grad et demokrati, som vi kan bruge som eksempel for andre. Vi vil endog indføre vores "demokrati" med krig - åbenbart for den siddende regering en demokratisk metode. Man må håbe, at hovmod står for fald.

Man foranledes jo til at genfortælle den gamle historie om Ghandi der bliver spurgte af en engelsk journalist, hvad han syntes om demokratiet i england.
Hvortil ghandi svarer: "Det lyder da som en glimrende idé"

Briterne har ikke engang en grundlov, derfor hænger deres demokrati i endnu højere grad end vores i en forfatningsmæssig tråd.

Måske er demokrati besværlig, og kan se uoverskueligt ud, men tag nu ikke fejl, det er på sigt eneste overlevelsesdygtige styreform. Resten er bare udtryk for egen forvirring, og mangel på forståelse.

Heinrich R. Jørgensen

Hans,

om demokrati har nogen fremtid, har vi til gode at få at se. Den handler vel om, om nogle lande finder en fornuftig og langtidsholdbar formel, som folket er tilfredse med og som sikrer en nogenlunde effektiv og rationel ledelse af landet.

Det er mit håb, at det lader sig gøre. Selv argumenterer jeg gerne for et sådant projekt.

Men nøgternt set, er tendensen klar. Despoti synes at være i vælten. Gives folk et vist mål af frihed og selvbestemmelsesret, vælger de alt for ofte at deponere deres frihed hos en eller andet karismatisk leder, der lover dem velstand, fremgang og sikkerhed i bytte for deres støtte til vedkommendes despoti.

jan henrik wegener

Selve begrebet diktatur er jo i sion oprindelse europæisk (romersk), og denne del af verden har jo masser af erfaringer at øse af, endda ikke så urgamle. Er det "noget helt andet" eller hører det med til historien?

Heinrich

Du har helt ret i at demokratiet svinger fra side til side. Med tanke på nazisternes demokratiske valg, er det derfor fuldkommen rigtigt at demokrati ikke er svaret på alt, kun at det er bedste alternativ, netop fordi vi har ret til at påvirke det.

Og som tyskerne også har bevist, er deres ydmyghed overfor tidligere fejltagelser, noget der stadig giver genlyd over hele verden, ikke mindst i Rusland.

Jan Henrik

Diktatur er ikke bare europæisk, men eneste politiske virkelighed før demokratiet over hele verden, gennem alle tider.

For folk der lever i fattidom, og mest tænker på hvordan de skal få noget og spise imorgen er demokrati ikke vigtigt. For dem betyder det noget hvem der kan skaffe ordentlige levevilkår. Jeg tror det er vigtigt,at vi prøver at se dette iforhold til lande, som vi ikke betragter som demokratiske. Men jeg tro selv diktatorer, som består af en enkelt mand eller en meget sluttet kreds har en tendens til at korrupere. Men der er også eksempler på mere oligogagi ligende styre eller mere teknokratiske styre. Disse kan give det nødvendige økonomiske fremdrift, der senere kan blive mere demokratisk.

Efter det beskrevne, har BBC-korrespondenten det lige så tåbeligt med demokrati, som visse andre har det med islam: Det er et ensartet begreb kloden over, helt uden regionale og ideologiske forskelle.
Og så der jo slet ingen grund til at differentiere mellem fx Ruslands og Danmarks fortolkning af ideen - det er jo demokrati alt sammen. Og hvis fx en påført variant ikke fungerer i et land, er det et skidegodt argument for at indføre "godartet diktatur". Vås!
Men jeg er enig i, at de påførte demokrati-former sjældent fungerer. At forstå årsagerne vil dog kræver en mere bred diskussion af selve begrebet, end artiklen fortæller om.

Demokrati kræver klogskab, noget der kan vise sig først at komme efter en gevaldig endefuld, som eksempelvis tyskernes.

Som eksempel på at diktatur ikke altid er helt ude i hegnet, på alle områder, kan nævnes Libyen, hvor alle har råd til en bil, og som er ubetinget det land i afrika hvor befolkningen er mest lige.

Alligevel er der et kvantespring til de forhold vi selv kender, ved hjælp af demokratiets bevislige styrke.

Lennart Kampmann

Så længe folk kan få lov til at eje noget, have ret til at sige deres mening, og være i stand til frit at forlade deres land, ja så er der basis for et velfungerende system. Så kan man kalde det hvad man vil.

Essensen i vores demokrati er jo engagement og rettigheder.
Folk skal naturligvis løftes ud af fattigdom, men hvad nytter det at løfte dem ud til et diktatur? Målet må og skal være at de også opnår rettigheder og frihed.

Med venlig hilsen
Lennart

Stanley Opmann

Opblødning af fronten: folk skal vænnes til at vi kun går ind for "demokrati" for os selv, og at det er i orden og helt på sin plads, all peaches and cream, at vi støtter blodtørstige korrupte generaler i u-lande, for de giver os jo hvad vi vil have: uhindret adgang til råstoffer og masser af arbejdere der ikke har andet valg end at stå i gift til navlen 16 timer i døgnet for 10 kr om måneden..

Demokratiets styrke er nok først og fremmest, at magten skifter side fra tid til anden.

Det sætter en begrænsning på, hvor langt den ene eller den anden fløj når i jagten på egne idealer, før de mister flertallet.

Spørgsmålet til Gandhi var vist, hvad han mente om den britiske civilisation.

Et endu bedre citat er Zhou Enlai, der blev spurgt om, hvad han mente om den franske revolution. "Det er det for tidligt at udtale sig om endnu."

For de religiøse er demokrati uvedkommende (det gælder både islam og kristendom - læs blot Søren Krarups mange prækner), og for os andre er demokrati også vanskelig at forstå med de videnskabelige begreber, men blandingen af religion og demokrati er, som overskriften antyder, samfundsdistraherende i demokratisk forstand, en "parlamentarisk overtro" fra 1849.

Demotkrati er vel ikke en en entydig størrelse. Men noget hvor mange elementer skal være opfyldt. Det er jo ikke bare flertalsdiktatur men også mindretalsbeskyttelse. Retten til at udtrykke sig mm. Nogle demokratiske lande har ingengang en forfatning (England) andre bygger reelt på et to-partisystem (USA). Men jeg tror nogle af minimums kravene til et demokrati, er at flertallet ikke lever under fattigdomsgrænsen og ikke er analfabeter.

Måske skal man kende demokrati på målelige størrelser (fattigdom og læsefærdighed) frem for på højst luftige værdier, hvorom altid hersker uenighed. Menneskerettighederne har dog den dobbelte karakter, og selv målelige enheder kan diskuteres (hvad er fattigdom, tortur m.v.?)

Den bedste løsning, ja for hvem?
Demokrati som praktiseret i Vesten i meget af det 20. årh. er da for så vidt den 'mindst ringe' samfundsform i mange henseender. Selv om der jo kom et tidspunkt inden for de sidste 40 år hvor politik blev en vare som skulle sælges, og blev sekundært til indholdet.
Med lobbyvirksomhed er demokratiet blevet næsten totalt udhulet. Læg dertil, at helt op til omkring Estrup var der grænser for hvor meget de folkelige elementer i folketinget kunne skeje ud, så har vestligt demokrati i hvert fald i Danmark været en begrænset affære.
Jeg vil næsten sige at i USA har det altid været en komplet illusion. Jamen hvorfor fører amerikanerne sig så da sådan frem om demokrati?

Fordi det er den mest gavnlige form for samfundsorganisation for kapitalismen. Fascisme er den næstbedste, men det giver for mange knuder i systemet hvis folk skal holdes i ave med magt eller direkte trusler om magt, så er det bedre med demokratiets næsten helt skjulte trusler om magt.
Men som det er blevet påpeget ovenfor, i langt de fleste tilfælde vil samfundets fattigste, i hvert fald i tredieverdenslande være ufrie under begge disse samfundsformer.

Mange forsøg på at indføre demokrati, eller bibeholde det, tættest på i grækenland omkring 70 og i italien efter krigen er blevet forpurret eller hæmmet af demokratiets ypperste fortaler, helt præcist fordi rigtigt demokrati er en trussel overfor kapitalismen. Der er eksempler herpå i noget nær snesevis af tredieverdenslande. Det begyndte i Iran med Mossadeq, ikke? Chile er vist det ypperste eksempel.
Så demokrati i Irak og især Afghanistan er blot et skalkeskjul for at gøre disse lande sikre steder for den globale markedskapitalisme. Nationalistiske lande, uanset om de er diktaturer, og i endnu højere grad stammesamfund som Afghanistan er noget rigtigt bøvl for kapitalismen.
Demokratisk valgte socialistiske regeringer, som gang på gang er blevet valgt i Sydamerika, for blot at blive knust af demokratiets ypperste fortaler, er imidlertid den værste slags.

Stanley Opmann

@Bob

Ja for et demokrati er ikke et demokrati hvis det ikke bidrager til USA's økonomi.

Hvorfor blev Spengler glemt? Fordi han afslørede det ubelejlige faktum at demokrati kun er et kodeord for pengenes totale magt, eller i vore dage, for 20-30 "multinationale" korporationers totale magt.

Henning Ristinge

Der meget dumsmart retorik og letkøbte meninger i Humphrey Hawksleys udsagn. Men det er rigtigt at demokrati er en kultur det tager tid at opbygge, at den for at fungere skal komme indefra fra folket selv. Det er også rigtigt at man fundamentalt ikke kan eksportere demokrati (eller nogen anden styreform fro den sgas skyld) med kampvogne, bomber og bajonetter og at man skal give plads til folk til at vælge deres egen udvikling.

... og engang imellem glemmer folk vist, at grundlaget for den vestlige demokratiform, er tanken om nationalstaten ... hvordan forestiller man sig, at mennesker som tænker mere i deres familiemæssige, sproglige, stammemæssige og religiøse tilhørsforhold end i deres nationale identitet, skal kunne føle noget for deres nation, når de andre identitetsfaktorer overskrider alle landegrænser?

Valget i Tyskland i februar 1933 er naturligvis det arketypiske eksempel på demokratiets bag- eller slagside. En fremragende PR-indsats og forbilledlig mobilisering af den tids medier styret af de dygtigste reklamefolk, eksperter og trendsettere tilsat et dynamisk og fremsynet erhvervslivets rundhåndede økonomiske støtte overbeviste vælgerne om, at Hitler kunne gøre en forskel - og det gjorde han så også i den grad!

Henning Ristinge

Thorning - Hitler opnåede aldrig selv et demokratisk flertal - det lavede han sig bare senere ved brug af en terror politik mod politiske modstandere