Nogle gange er demokrati ikke den bedste løsning

Da valgskandalerne begyndte at dukke op i efterdønningerne på det afghanske valg, var det som om, et kollektivt og måske lidt kynisk suk bredte sig rundt om i verden:

Endnu et højprofileret demokratisk eksperiment havde vist sig som en fiasko.

For BBC-journalisten Humphrey Hawksley var valget et foreløbigt lavpunkt for vestlig demokratieksport – og en understregning af at den ideelle løsning ikke altid fungerer i praksis.

»I nogle lande er der eksempler på, at en autoritær stat er en bedre løsning end en demokratisk,« siger han.

Den britiske journalist har netop udgivet bogen Democracy kills – what’s so good about the vote?, som er et angreb på den sandhed, at et liberalt vestligt demokrati altid er den bedste styreform. Bogen er en rundtur til en lang række lande verden over: fra Iraks’demokratiske’ slagmark, over Indiens tunge bureaukrati; Sierra Leone, hvor overgangen til demokrati har betydet borgerkrig og til Dubai’s velhavende diktatur, hvor få reelt er interesserede i at få frie valg.

Mange steder er erfaringen, at demokrati ikke har vist sig som det lovede paradis, og at det ikke længere har status som den uomtvisteligt bedste styreform. 20 år efter Berlinmurens fald og otte år efter, at Bush-regeringen indledte sit korstog for demokrati, kan man godt stille kritiske spørgsmål ved demokrati. Folk vil gerne have frihed, men de vil også have den styreform, der giver dem et bedre liv.

»I Dubai kan du som indisk gæstearbejder ikke bare lave en plakat og kræve bedre arbejdsforhold. Så ville du blive udvist. Men hvis du sammenligner det med Irak, hvor du har massegrave, etnisk udrensning – og formelt set demokrati – så er Dubai et bedre sted at leve,« argumenterer Humphrey Hawksley.

»Problemet er blevet understreget af missionerne i Irak og Afghanistan, og på den måde kan det godt misforstås på den måde, at det udelukkende handler om George W. Bush’ administration. Men det har blot understreget problemet med at lave valg i samfund, som ikke har grundlaget og institutionerne til at få disse valg til at fungere,« siger Humphrey Hawksley og uddyber: »Hver gang et valg er blevet afholdt et sted i Afrika eller i Irak eller Afghanistan, har debatten i Vesten gået på, om valgene har været en succes, og om den rigtige mand er blevet valgt. Men for de almindelige mennesker de steder har det virkelige spørgsmål snarere været, om vejene bliver bygget, om de vil blive bombet i nat, og om naboen vil slå dem ihjel. Og dette har konsekvent intet at gøre med, hvad vi taler om, som er en glat overførsel af magt mellem to medlemmer af den politiske elite,« siger han.

Vold eller veje

Problemet er, ifølge Hawksley, på den ene side, at mange etablerede demokratier har været alt for dårlige til at skabe udvikling, afskaffe korruption og generelt forbedre almindelige menneskers livsvilkår. På den anden side er problemet, at den direkte konsekvens af overgangen til demokrati ofte har været vold og anarki, fordi skiftet har været for hurtigt, destabiliserende og dogmatisk.

»Demokrati er blevet en ensidig ideologi med de farer, der ligger i det. Vi havde nazisme og kommunisme, fascisme og så videre, og nu er den eneste ideologi, man prøver at eksportere, demokrati. Vi i Vesten er dem, der tager til Afghanistan eller Rusland eller Cuba og siger: ’I har brug for demokrati’. Men lige som de andre ideologier, bliver det formet til, hvad den politiske elite mener, det skal være. Og hvad vi virkelig burde gøre var at tage til de steder og sige: ’Vi vil gerne hjælpe jer med at skabe et system med god embedsførelse, som giver folket dét, det har brug for’.«

– Og det er ikke nødvendigvis demokrati?

»Det er det dilemma, alle befinder sig i. Da jeg skrev bogen, var jeg skidt tilpas med, at Kina, som er verdens største autoritære stat og Cuba, som har været et kommunistisk diktatur de seneste 50 år, klarer sig langt bedre med at bringe folk ud af fattigdom, skabe velfungerende sundhedssystemer, højne uddannelsesniveauet og så videre med et autoritært system, end mange demokratiske lande. Det kan vi ikke lide.«

– Du skriver også om lande, der har været demokratier i mange år, og på trods af det, helt grundlæggende ikke fungerer og leverer det nødvendige til borgerne for at skabe et velfungerende samfund?

»I Sierra Leone er fattigdommen statisk. Den flytter sig ikke. I Vesten er man henrykt over, at der har været en fredelig overdragelse af magten, men folket lider stadig. Det mangler medicin, og der er lige så meget korruption som altid. Så intet bevæger sig. Og krigen kunne starte igen. I Dubai har du et absolut monarki, et fuldstændigt diktatur, men det er et diktatur, der giver folk, hvad de vil have. Der er ikke en formular, du kan bruge alle steder,« siger Humphrey Hawksley, der på trods af sine knubbede ord i bogen dog heller ikke kan skjule, at han selv foretrækker demokrati som styreform.

Godartet diktatur

Men Humphrey Hawksley mener, at den model, der bliver trukket ned over mange lande, er for ufleksibel.

»Et land som Burma har Aung San Su Kyi under husarrest som en slags asiatisk Nelson Mandela. Hvis man forestillede sig, at hun pludselig blev valgt demokratisk til præsident, har du et kæmpe problem med 22 forskellige etniske grupper, fire eller fem aktive oprørsgrupper og et militær, der vil være hævngerrigt og rædselslagen for pludselig at miste alle sine privilegier. Og folket har været undertrykt og tortureret af militæret, som nu vil have hævn. Så hvad vil afholde det fra at eksplodere, hvis du pludselig fjerner diktaturet? Hvordan får du en fredelig overgang der? Jeg har spurgt bunker af tænketanke, og ingen har lavet en rapport om det,« konstaterer han.

Den britiske forfatter mener, at vi ikke skal være så bange for at omfavne, hvad han med et lidt modvilligt udtryk kalder benign dictator-ship – godartet diktatur.

»Det lyder som en svulst, man trods alt helst ville være foruden,« som han konstaterer i bogen.
En kortere eller væsentligt længere overgang, hvor et autoritært styre kan gennemføre en nødvendig modernisering af staten – uden at indføre demokrati i første omgang. Men også med mindre risiko for udbrud af vold og tilsandede, korrumperede administrationer.

»Vi har jo faktisk i Vesten eksempler på, at vi godt kan skabe kompromisser, som fungerer. I Bosnien har der siden borgerkrigen været en såkaldt High Representative, en vestlig diplomat, der har enorm magt til at fyre politikere eller træffe militære foranstaltninger. Under denne diplomat befinder sig et demokrati med valg, statsministre, præsidenter, et parlament og så videre. Men hvis de træder over en linje, så kan udsendingen gå ind og stoppe dem. På den måde har du et slags neokolonialistisk styre eller et teknokratisk diktatur. Hvad end du vil kalde det, så er det ikke et suverænt demokrati. Men det virker nogenlunde og vil nok inden for de næste 15 år bringe Bosnien ind i EU. Men det er en 30-årig proces alt i alt. Jeg mener, overgangen i Irak tog 18 måneder,« siger han.

»Der er et blindt punkt hos vores politikere. Hvis man kigger på vores europæiske historie, har vi jo brugt århundreder på at nå dertil, hvor vi er i dag. Det, vi beder en række lande om, er at gå fra diktatur til demokrati uden blodsudgydelser. Hvordan vi skal gøre det, er der ikke rigtigt nogen, der kan svare på. Vi kan sige, at vi vil bringe demokrati til Mellemøsten og til Afrika, men vil vi have et århundrede eller to med stammekampe, med etniske udrensninger, landsby-afbrændinger og så videre på vores tv-skærme? Er det dét, vi ønsker?« spørger han.

Kister kommer tilbage

Spørgsmålet er imidlertid også, om tanken om at udbrede demokrati er ved at miste momentum. Barack Obama har allerede taget afstand fra sin forgængers projekt med ordene om, at »vi tager slemt fejl«, hvis vi tror, at vi kan skabe et demokrati på fem år. Og for nylig talte han om, at ingen stat skal påtvinge en anden stat sin styreform.

– Mister tanken om at udbrede demokrati appel hos politikere i Vesten?

»Ja, det tror jeg. På grund af omkostningerne. Vi har tropper i Afghanistan, I har tropper i Afghanistan. Der kommer kister tilbage, og på hjemmefronten spørger folk: ’Hvad fanden laver vi der?’ Og hvis man ser på, hvad både de civile og militære topfolk i Afghanistan og Irak siger i dag, så bliver ordet demokrati ikke brugt særlig ofte længere. Det er ligesom gledet ud af ordbogen. Stabilitet, sikkerhed, embedsførelse bliver brugt, men ikke demokrati, og jeg tror, at det afghanske valg kan have været et afgørende punkt. For præsident Karzai har omgivet sig med korrupte narkohandlere og krigsherrer, som slås om valget i månedsvis, og ikke en eneste vej bliver anlagt.«

– Er demokrati også ved at miste sin appel i disse år for folk i Den Tredje Verden?

»Helt sikkert. Det mister sin appel, der bliver sat spørgsmålstegn ved det, og spørgsmålene bliver ikke besvaret af vores politiske ledere. Det kommer til at stå svagt på grund af meget af det, der foregår i Afrika og Irak og Afghanistan og andre steder. For det fungerer jo åbenlyst ikke. Men herovre er der noget, der fungerer; Kina, Singapore, Malaysia, som er autoritære styrer. Og vi kan ikke svare på, hvad der er galt. Det er en smule som i de sidste dage i Sovjetunionen, hvor folk sagde: ’Hold fast et øjeblik, hvorfor er de så rige og glade i Vesten, når vi er så fattige og triste, når marxisme nu skulle være så godt’. Hvis demokrati skal bevare sin appel, må de spørgsmål besvares,« konstaterer han.

’Lad os bygge en vej’

Humphrey Hawksley mener også, at Vesten i realiteten allerede har forliget sig med den nye tilstand, ikke mindst i kraft af fremgangen for den mest markante ’effektive’ autoritære stat i verden: Kina, der i løbet af de sidste 20 år har vist, at betydelige sociale og økonomiske fremskridt sagtens kan ske i en autoritær stat.

»Jeg ser i fremtiden en ny forståelse, hvor Kina vil komme til at spille en meget, meget stor rolle. Blandt andet på grund af den økonomiske krise har Kina fået en indflydelse, der overstiger mange af de traditionelle demokratiske aktørers. Så du har verdens mest magtfulde demokrati, USA, og verdens mest magtfulde autoritære stat, Kina, der sætter sig ned ved forhandlingsbordet og aftaler, hvad man skal gøre med den internationale økonomi, hvordan man skal håndtere klimaforandringer og så videre. Når det kommer til strategiske interesser og Den Tredje Verden, vil der være en gensidig forståelse mellem demokrati og autokrati. Og forhåbentlig vil resultatet være en pragmatisme, hvor man i stedet for at sige: ’Lad os afholde et valg’ i stedet siger: ’Lad os bygge en vej og så tage den derfra’.«

toha@information.dk

Humphrey Hawksley: Democracy Kills – What’s so good about the vote. 356 sider, 9 pund