Læsetid: 5 min.

Den ultimative insider

To af USAs mest indsigtsfulde politiske journalister har begået en sensationel personlig afdækning af kampagnerne og hovedaktørerne i det seneste præsidentvalg. Bogen er umulig at lægge fra sig, men afsløringerne har fremprovokeret en hidsig debat i USA om journalistisk etik og metode
Bag scenen.  John Heilemanns og Mark Halperins 'Game Change' om valgkampen 2008 er førsteklasses politisk gossip. Om præsident Obama hedder det, at han kun bliver valgt, fordi han kun er 'lysebrun'. Hillary Clinton erkender, at hun ikke kan styre Bill Clinton med den store libido, og den utro John Edwards, der tigger om en post i den nye regering, får at vide:  'John, skal vi ikke holde her. Det bliver bare pinligt for dig selv. Det næste bliver vel, at du vil være ambassadør i Zimbabwe'.

Bag scenen. John Heilemanns og Mark Halperins 'Game Change' om valgkampen 2008 er førsteklasses politisk gossip. Om præsident Obama hedder det, at han kun bliver valgt, fordi han kun er 'lysebrun'. Hillary Clinton erkender, at hun ikke kan styre Bill Clinton med den store libido, og den utro John Edwards, der tigger om en post i den nye regering, får at vide: 'John, skal vi ikke holde her. Det bliver bare pinligt for dig selv. Det næste bliver vel, at du vil være ambassadør i Zimbabwe'.

Getty Images

23. januar 2010

Konklusionen først: nærværende bog er enestående læsning. Overtegnede har aldrig læst en politisk bog, der var lige så hypnotisk underholdende som John Heilemanns og Mark Halperins Game Change en moppedreng på 448 sider, der går ind under huden på alle hovedpersonerne i, under og op til det amerikanske præsidentvalg i 2008.

Det er umuligt at stoppe med at læse, når man først er begyndt. Game Change er spækket med detaljer, politiske og dybt personlige fra amerikansk politiks absolutte indercirkler. Bogen har derfor ikke været ude af medierne, siden den udkom forrige weekend, og bølgerne er gået højt, især over en sætning i bogen, hvor Senatets leder, Harry Reid, citeres (korrekt) for, at Obama fint kunne vælges som præsident, fordi han var »lysebrun« og »kun talte som en neger, når han selv havde lyst til det«. Den stakkels Reid havde fået den opfattelse, at han talte til »dyb baggrund« med de to skribenter, men det var åbenbart ikke tilfældet. Eller også var det, og i så fald er Heilemann og Halperin ikke de første journalister, der render fra sådanne aftaler.

Brødnid eller bekymring

De to forfattere angiver ingen kilder overhovedet, men fortæller, at de har interviewet over 300 centrale personer, og kun citerer direkte, hvis de enten selv har talt med de pågældende eller har flere uafhængige kilder, der selv har været til stede. Det er den berømte metode fra Bob Woodwards værker (men med den store forskel, at Woodward har kildefortegnelsen i orden). Flere amerikanske anmeldere mener, at de to forfattere er ude på alt for tynd is. Om det skyldes brødnid er svært at bedømme, men i et debatprogram på NPR tirsdag, forsvarede skribenterne sig, og sagde, at de »på intet tidspunkt over for nogen kilde har brudt de aftaler vi har indgået«.

Hvorom alting er, landede debatten om Reid efter en undskyldning som Obama accepterede med en udbredt konsensus om, at Reid som den (selv sorte) kommentator Eugene Robinson formulerede det, var en »klumpedumpe når det kommer til formuleringer, men en udmærket sociolog«. Race betyder med andre ord en hel del i det moderne USA, og det er sandsynligvis helt korrekt, at en meget sortere præsident (og her refereres naturligvis ikke udelukkende til hudfarve, men til sort-aktivistisk eller sort-radikal eller sort-liberal, you name it) ikke ville have været valgbar.

Medier med stådreng

Men Reid er ikke alene. Bill Clinton, der på mange niveauer får en ordentlig omgang fransk vask og strygning i bogen, selv om hans umiskendelige politiske talent også krediteres, siger eksempelvis om Obama til afdøde Ted Kennedy, at »den her fyr ville have serveret kaffe for os for få år siden«, og at Kennedy kun vælger at anbefale Obama frem for Hillary »fordi han er sort«. I frustration over det forgabte pressekorps forelskelse i Obama tilskrives ekspræsidenten senere denne salve: »Alt, de ønsker sig (pressen, red.) is to cream in their jeans over this guy.«

Om Sarah Palin hedder det, at hun var et naturtalent på en talerstol, men at flere medlemmer af John McCains stab overvejede, om hun var mentalt syg. Et kapitel beskriver, hvordan hun er brudt sammen og sidder og glor apatisk ud i luften uden at kunne indoptage tusindvis af oplysninger om både indenrigs- og udenrigspolitik skrevet ned på små papirkort, som hun forsøger at lære udenad. Hun kan hverken forklare forskellen på Nord- og Sydkorea eller hvem fjenden er i Irak, hvortil hun selv har sendt sin søn.

Problemet Bill Clinton

Om familien og klanen Clinton kommer der et væld af artige historier frem. Ud over en nådesløs beskrivelse af, hvordan Clintons kampagne igennem hele forløbet er ved at falde fra hinanden i intern konkurrence og elendig organisation, vies meget plads på det komplicerede forhold mellem den tidligere præsident, der på ingen måde kan styre sig selv, og den langt mere disciplinerede Hillary, der er i fokus. Bill Clintons sagnomspundne libido giver også fortsat problemer, men faktisk står det klart i bogen, at Hillary kunne være blevet en excellent præsident, hvilket Barack Obama hurtigt indser.

Der er et væld af ubetalelige episoder med konflikter mellem de to konkurrenters kampagner og til sidst også en afgørende samtale mellem den nyvalgte præsident og Hillary om den udenrigsministerpost, som hun først siger nej til, blandt andet på grund af de problemer, som hun selv ser med Bill.

»Du ved,« siger hun til Obama, »at du kommer til at forklare noget, som han siger, hver eneste dag. Det duer ikke. Jeg kan ikke kontrollere ham«. Men som Obama overtaler hende til at sige ja til alligevel. »Når du først er blevet spurgt, så er du fuck-ed,« tænker Hillary med et citat fra den berømte demokratiske rådgiver James Carville. Obama siger, at han vil koncentrere sig om indenrigspolitikken, og har brug for hendes viden, træfsikkerhed og enestående politiske talent.

Ego-monstret og furien

Familien Obama slipper nådigt fra at blive lagt under bogens mikroskop (om end Obama flere gange vises som værende lidt for glad for sig selv og alt for sikker på eget værd, især i starten af kampagnen). Det samme kan ikke siges om hr. og fru McCain, der skriger ad hinanden for et godt ord. Deres rådgivere lever i frygt og terror af flere grunde, dette er en af dem.

Først og fremmest går bogen på personfronten imidlertid ud over John og Elizabeth Edwards, hvor førstnævnte fremstilles som en selvforelsket parodi på en politiker, der totalt har mistet jordforbindelsen og sidstnævnte der ellers har et image i USA som en slags helgen, en bedraget kvinde med brystkræft som a crazywoman, rasende og uberegnelig på grænsen til sindssyge. Sammen udgør de to ægteskab fra helvede.

Ydmygelsen af den utro Edwards er total, da han tigger Obamas folk om en stilling i regeringen som justitsminister helt uopnåelig efter at være blevet afsløret som både utro og far til sin elskerindes barn og svaret lyder: »John, skal vi ikke holde her. Det bliver bare pinligt for dig selv. Det næste bliver vel, at du vil være ambassadør i Zimbabwe«.

Også analyse

Men bogen ville ikke være så interessant, hvis den holdt sig til kandidaternes privatliv. Der er også eminent politisk analyse af kampagnerne, spindoktorernes rolle og medierne, hvor de personlige og de politiske aspekter væves sammen. Forfatterne noterer sig, at hvis Hillary Clinton havde stillet op til præsidentvalget i 2004, var John Kerry næppe blevet demokraternes kandidat. Og så ville han ikke have valgt en ung mand, på det tidspunkt helt ukendt, ved navn Barack Obama til at holde det demokratiske konvents nøgletale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu