Læsetid: 3 min.

Kan der være global opvarmning og sne?

Antologien Interdisciplinarity and Climate Change sætter en videnskabsteoretisk vinkel på klimaforandringerne. Det er en tendens i tiden vi skal helt tilbage til 1970erne for at finde en situation, hvor politiseringen af videnskab nåede samme højder som nu
Klimacirkus. Konferenceturister, Al Gore, forskere, politikere og embedsmænd - de flyver i klimaets hellige navn, men udleder samtidig med deres mange flyrejser langt mere CO2 end de fleste andre. Men stort set alle i eliten formår at overbevise sig selv og hinanden om, at deres privilegier er velfortjente og for det fælles bedste. Og det er et dilemma, antologiens forfattere kan løse.

Klimacirkus. Konferenceturister, Al Gore, forskere, politikere og embedsmænd - de flyver i klimaets hellige navn, men udleder samtidig med deres mange flyrejser langt mere CO2 end de fleste andre. Men stort set alle i eliten formår at overbevise sig selv og hinanden om, at deres privilegier er velfortjente og for det fælles bedste. Og det er et dilemma, antologiens forfattere kan løse.

Jewel Samad

20. februar 2010

Kan der være global opvarmning samtidig med, at vi oplever en lang, iskold vinter? Bliver klimavidenskaben undermineret af, at forskere begår fejl og bruger ufine metoder? Videnskabsteoretiske spørgsmål er begyndt at versere i nyhedsstrømmen og den offentlige debat. Vi skal helt tilbage til 1970erne for at finde en situation, hvor politiseringen af videnskaben nåede samme højder.

Med sin videnskabsteoretiske vinkel på klimaforandringerne er antologien Interdisciplinarity and Climate Change derfor meget aktuel. Antologien har 14 bagmænd og kvinder. Heriblandt Roy Bhaskar og Robert Costanza. Bhaskar har udviklet videnskabsteoriens kritiske realisme. Costanza er fremtrædende økologisk økonom.

Politiske kampe handler også om videnskab, for viden og sandhed er effektive politiske ressourcer. Tre perspektiver på videnskab er centrale. Det ene er kritisk realisme.

Videnskabsteorier

Kritisk realisme adskiller sig grundlæggende fra de to andre centrale videnskabsteoretiske positioner: positivisme og postmodernisme. For en positivist er kun observationer og empiriske sammenhænge virkelige. Derfor bliver teorien om global opvarmning svækket af en kold og langvarig vinter. For postmodernister er magt og sprogspil i forskningen vigtigere end den virkelighed, som forskningen refererer til. Klimaforskernes diskurser og sociale spil er altså mere relevante end klimaforandringerne.

Kritiske realister mener, at vores observationer kan afvige systematisk fra dybe sammenhænge i virkeligheden. Derfor kan der være en tendens til global opvarmning, selv om det lokalt eller midlertidige bliver koldere. Samtidig står kritiske realister fast på, at virkeligheden er adskilt fra og vigtigere end forskningen. Forskere er hverken engle eller ufejlbarlige. Forskning handler også om magt, paradigmer, penge og køn. Men disse forhold har intet at gøre med den virkelighed, som forskerne producerer viden om. Derfor er klimaforskernes fejl og magtspil irrelevante hvad angår klimaforandringerne.

I modsætning til både positivisme og postmodernisme, indebærer kritisk realisme, at det er dybe sammenhænge i virkeligheden, der er videnskabeligt afgørende. Man kan sige, at hvor klimaskeptikere anvender både positivistiske og postmodernistiske resurser i forsøgene på at underminere den toneangivende klimaforskning, så er der god overensstemmelse mellem denne forskning og kritisk realisme. Kritiske realister abonnerer i det hele taget bredt på klimafortællingen, der ikke kun handler om viden, men også om bæredygtighed og global retfærdighed. Kritisk realisme er nemlig tæt vævet sammen med det nye venstre, herunder miljøbevægelsen.

Økonomikritik

Rammen om antologien er kritisk realisme, men hovedtemaet er tværfaglighed. Bogen udgør et dynamisk samspil mellem kritisk realisme og tværfaglige tilgange til klimaforandringerne. Klimaforandringerne skyldes komplekse samspil mellem natur, samfund og kultur, og Sarah Cornell og Jenneth Parker mener i den forbindelse, at kritisk realisme kan anvendes i vurderingen af tværfaglige forskningsprojekter, metodologi og tværfaglig deltagelse. Samtidig bør bekæmpelse af klimaforandringerne bygge på tilsvarende bredspektret forskning og praksis, der også med Hugh Lacey og Maria Inês Laceys ord inddrager bredere demokratiske input.

Videnskaben skal være en del af samfundet, den demokratiske proces og de sociale

bevægelser.

Antologien er vellykket. Kvaliteten varierer, men er generelt høj. De nordiske forskere Petter Næss og Karl Georg Høyer har både medredigeret og skrevet fremragende bidrag. Næss skriver skarpt om invaliderende fagligt tunnelsyn. Kritikken rettes blandt andet mod økonomer, som er positivister og tit også klimaskeptikere. Vækstøkonomien er også et gennemgående fjendebillede i bogen. Men klimaforandringer er også et resultat af vores egne handlinger. Kritisk stillingtagen indebærer også selvrefleksion. Det fremgår ikke mindst af Høyers epilog.

Elitens selvrefleksion

Epilogens antihelt, Karl Georg Høyer, forsker i bæredygtig udvikling og er kon- ferenceturist, hvilket indebærer mange flyveture. Derfor udleder Karl fire gange så meget CO2 som den gennemsnitlige nordmand. Selv konferenceturister kan dog ikke hamle op med optrædende i det omrejsende klimacirkus, hvor politikere, forskere, embedsmænd og journalister, farer verden rundt for at redde klimaet. De udleder mere end dobbelt så meget CO2 som en konferenceturist alene gennem deres internationale flyveture.

Karl har dårlig samvittighed, for »energiforbruget og de økologiske konsekvenser af alle flyveturene er meget større og meget mere alvorlige end alle de lokale problemer, jeg prøver at løse med mine præsentationer«. Derfor praktiserer han selvbegrænsning.

Han er ikke den eneste. Men stort set alle i eliten formår at overbevise sig selv og hinanden om, at deres privilegier er velfortjente og for det fælles bedste. Det gælder konferenceturister og optrædende i det globale klimacirkus. Det gælder i det hele taget den globale forbrugselite. Mod denne dybe tendens kæmper viden og selvrefleksion forgæves.

Peter Nielsen er lektor på RUC

Roy Bhaskar m. fl. (red.): Inter-disciplinarity and Climate Change – Transforming knowledge and practice for our global future. Routledge, 2010. 280 sider. 24.99 pund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den teoretiske naturvidenskab bekræftes jo netop af (citat) "observationer og empiriske sammenhænge".
Men observationer i et begrænset rum kan jo ikke med god sikkerhed udvides til et meget større rum: Hvordan er det lige, at vejret er på Grønland i indeværende vinter i forhold til normalvintre?
Uanset diverse forskeres fejl og ufine e-mails kan vi ikke bruge Tvindskole-metoden til på demokratisk vis at afgøre, om æblet falder ned eller op, eller om klimaet i gennemsnit bliver koldere eller varmere. Det kan kun afgøres med "observationer og empiriske sammenhænge" (der burde egentlig have stået "observationer AF empiriske sammenhænge").

I øvrigt: Hvis en konferencedeltager ved at udlede 10 tons CO2 kan afstedkomme, at verden bagefter sparer - lad os sige - 50 tons CO2, så er de 10 tons jo givet ganske godt ud ;-)

Vinteren er lang, men iskold? Overhovedet ikke. Det er tværtmod påfaldende varmt i forhold til de østlige vindretningerne; under normale omnstændigheder ville temperaturen være minus fem grader om dagen og minus 20 om natten. Nu svinger den blot frem og tilbage lidt under nul hele døgnet. Vinteren bekræfter den globale opvarmning.