Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget ...«

Tusindvis af unge danskere sendes ud i verden for at slå ihjel. Men politikerne, forsvaret og befolkningen taler ikke om det, der sker i Afghanistan. Oberst Lars Møller lader i ny bog danske soldater fortælle om, hvad de laver: De slår ihjel
To personer i én. Jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, siger Søren Sjøgren.

To personer i én. Jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Det kan være svært for andre at sætte sig ind i, siger Søren Sjøgren.

Nicholas Keller

Udland
24. april 2010

»Du må ikke slå ihjel.« Sådan lyder det femte bud i Det Gamle Testamente. Men det er ikke desto mindre det, Danmark sender tusindvis af unge soldater ud for at gøre i Afghanistan. Hver dag.

Oberst Lars Møller, der er kendt som dansk forsvars højest placerede provokatør, sender i næste uge en dybt kontroversiel bog på gaden om at slå ihjel i statens tjeneste. Her fortæller mere end 300 soldater om, hvordan det er at dræbe. Hvordan de har det, før de prøver det første gang, hvordan selve drabet opleves, og hvordan de har det med at have taget et andet menneskes liv, når de kommer hjem til Danmark igen.

Forsvaret har forsøgt at stoppe bogen, men Lars Møller, der i dag er chef for internationale operationer i Forsvarskommandoen har valgt ikke at lytte til sine overordnede. Han er træt af friserede meninger om, hvad soldaterne gør og ikke gør, træt af at han ikke må sige, at soldaterne slår ihjel, for det er jo det, de gør.

»Vi er i krig og det må vi hellere begynde og vænne os til,« som han skriver i bogen

Brutale sager

Og det er brutale sager, Lars Møller fremlægger i Vi slår ihjel - og lever med det, som udkommer på Informations Forlag på tirsdag.

Det er lettere at dræbe et menneske end en hund, siger flere af de anonyme soldater. En anden hungrer efter at komme tilbage til Afghanistan igen, fordi han endnu ikke har haft sit første kill. En tredje fortæller, hvordan han jubler, når bomberne og alt, hvad der er ondt, rammer Taleban.

Mange danskere vil mene, at man er syg i hovedet, hvis man er villig til at slå ihjel, men det er noget vrøvl, mener Lars Møller, der selv har været ansvarlig for 169 menneskers død under en operation på Balkan.

»Man er ikke afstumpet eller psykopat, fordi man er parat til at slå ihjel i statens tjeneste. Tværtimod. Folk, der ikke vil slå ihjel, har intet at gøre i hverken politiet eller militæret,« skriver han bl.a. i sin bog.

Information har sat sig for at spørge nogle af de soldater, der har haft fingeren på aftrækkeren i Irak og Afghanistan, om det er sådan, de tænker, og hvad de synes om, at der bliver sat fokus på en del af krigen, som de fleste danskere måske helst ikke vil vide noget om.

Nødvendig debat

Premierløjtnant Søren Sjøgren har været delingsfører i både Irak og Afghanistan og er begejstret over, at der nu bliver sat fokus på den pris, de danske soldater betaler.

»Det er en rasende god idé. Det er vigtigt, at vi forstår, at det ikke er gratis at sende soldater i krig. På den korte bane koster det menneskeliv, arme og ben, og på den lange bane psykiske reaktioner,« siger han. »Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi lukker øjnene for, hvad krig handler om. Det er mennesker, vi sender derud og hvis vi bare lader stå til, får vi reaktioner, vi ikke har styr på. Det er bedre at tale åbent om det, det nytter ikke at feje det ind under gulvtæppet,« mener han.

Kaptajn af reserven, Nicholas Keller, er enig. Han er lige kommet hjem fra et halvt år som CIMIC-officer i Afghanistan og har tidligere været to år i Irak.

»Vi bliver nødt til tage den debat for soldaternes skyld. Det er en del af den aktivistiske udenrigspolitik, at vi tager ud i verden og slår ihjel på Danmarks vegne. Det er påfaldende, at vi ikke taler om det. Vi er ikke rigtig gearet til krig. Det er, som om mange hænger fast i, at det stadig er fredsbevarende operationer, vi er ude på,« siger han.

Vi slår ihjel ...

Søren Sjøgren vil derfor også gerne dele ud af sine egne erfaringer.

»Ja, jeg har været med til at slå mennesker ihjel, men det har altid været dem eller os.«

»Som oftest har jeg skudt mod skygger eller mundingsild. Jeg har også været tæt på, men jeg har aldrig stået alene med det. Vi har altid været et par stykker, som har skudt i samme retning. Og hvem har så ramt? Det ved jeg ikke - og jeg er også ligeglad« siger han.

»Det vigtigste var, at vi ramte - og dermed kunne øge vores egne chancer for at overleve.«

Som chef for 30 mand var det Søren Sjøgrens opgave at »fordele volden, skrue op og skrue ned igen«, som han udtrykker det.

»Jeg er ansvarlig for, at mennesker er blevet dræbt. Men i min deling gjorde jeg meget ud af, at det var enheden, som løste en opgave. Dermed var det også enheden, som slog ihjel. Selv om det selvfølgelig var den enkelte soldat, som i sidste ende trykkede på aftrækkeren. Det var vores måde at håndtere det på,« fortæller han.

Også Nicholas Keller mener at have menneskeliv på samvittigheden, men sikker er han ikke.

»Det er overvejende sandsynligt, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke set nogen, jeg har ramt. De fleste gange, hvor jeg har været i kamp, har jeg været ude på patrulje og er blevet angrebet. Så forsvarer vi os selvfølgelig, men det betyder ikke så meget for mig, om det er mig eller en kammerat, der rammer. Vi gør det i fællesskab,« siger han og understreger, at han ikke har noget problem med at dræbe Taleban, heller ikke hvis det en dag bliver på klos hold.

»Jo flere kammerater, man mister, og jo flere gange, man ser, hvordan de bruger børn til at plante miner og som skjold, når de selv går i stilling, des mere opsat er du på at ramme dem,« siger han.

... og lever med det

Men både Nicholas Keller og Søren Sjøgren pointerer, at det ikke er noget mål i sig selv at slå talebanerne ihjel.

»Det er et tabermål, for jo flere gange, vi er nødt til at slå ihjel, jo ringere er sikkerheden i vores område. Vi vil have det superlækkert med, at Taleban bare forsvandt, så vi kan komme i gang med at skabe de fremskridt, vi er sendt ud for at skabe,« siger Nicholas Keller.

Hjemme i Danmark bruger både Søren Sjøgren og Nicholas Keller en hel del af deres tid på at holde foredrag om deres indsats i Afghanistan. Men hverken tilhørerne, familien eller vennerne spørger, hvordan det har været at slå ihjel eller være ansvarlig for, at folk er blevet slået ihjel.

»Folk spørger ikke, om jeg har slået ihjel. De spørger, om jeg fortryder noget. Men det gør jeg ikke. Hvad skulle jeg have gjort i stedet for at skyde? Så ville jeg jo være død. Og jeg fortryder selvfølgelig ikke, at jeg er i live, eller at mine soldater er det,« siger Søren Sjøgren.

På den private front kan venner og bekendte have svært ved at forstå, at det er den Søren, de kender, der også går i krig og slår ihjel.

»Og jo, jeg er en yderst ubehagelig person at møde for en talebaner i green zone, men jeg er også kæresten Søren og vennen Søren. Man kan sagtens rumme flere forskellige roller, men det kan være svært for andre at sætte sig ind i.«

Forståelse eller accept

Hans familie forstår ikke, at han tager til Afghanistan, men de accepterer det, og det er det helt afgørende, mener han.

»Jeg kan vise dem glade mennesker, billedet af en lille pige, der er lykkelig, fordi vi har fjernet Taleban fra hendes landsby. Hun er startet i skole, lærer bogstaver, at læse og regne. Når jeg ser hende, så giver det hele mening. Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel for i hvert fald et menneske. Jeg forventer ikke, at min familie skal forstå mit valg. Men jeg forventer, at de kan acceptere de valg, jeg træffer,« siger han og understreger, at det ikke er forståelse, soldaterne har brug for.

»Vi har ikke behov for forståelse, vi har behov for accept. Der er stor forskel på de to ting. Jeg ville ønske, at vi herhjemme blev bedre til at skille de to ting ad. Man kan godt være imod krigen i Af-ghanistan, men acceptere os for, at vi gør det job, vi er sat til.«

Nicholas Keller har også oplevet, at der mentalt er meget langt til Helmand.

»Jeg har været på en sindssygt hård mission, men jeg vil gerne af sted igen på et tidspunkt. Jeg tager af sted af idealistiske grunde, men også fordi det giver mig helt unikke oplevelser«, siger han, men kan godt forstå, at mange danskere har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan have lyst til at komme i kamp.

»Det kan jeg sagtens forstå, men til gengæld har jeg svært ved at forstå, når folk herhjemme bliver oprørte over at se os huje og juble, når vi har ramt Taleban. Hvad skulle vi gøre i stedet, tage sørgebind på eller hvad? Det viser selvfølgelig bare, at de fleste danskere lever et rigtig godt liv herhjemme, og det er helt fint. Men det er et helt naturligt overlevelsesinstinkt at juble, når man slipper levende fra at blive skudt på,« siger han.

Et nyt Vietnam

Lars Møllers ærinde med sin bog er at undgå, at tusindvis af danske soldater vender hjem fra slagmarken og bliver traumatiseret, fordi resten af befolkningen ikke forstår de ofre, de har ydet, og accepterer, at de har gjort det i nationens tjeneste. Sådan som det skete for mange amerikanske Vietnam-veteraner, der vendte hjem som alt andet end helte.

Danmark er et demokrati, og soldaterne er sendt ud for at slå ihjel på hele den danske befolknings vegne, understreger han i sin bog og mener, at det dummeste, forsvaret kan gøre er at fortie, hvad der virkelig foregår. Det svarer i Lars Møllers optik til at lyve, og det holder ikke i længden, mener han.

Og det er Søren Sjøgren enig i.

»Danmark bruger 20 milliarder om året på forsvaret, og det betyder, at skatteborgerne har hyret et antal mennesker til at trykke på aftrækkeren. Det ærgrer mig, at vi ikke har været bedre til at fortælle, at det er et grundlæggende vilkår. Det vil både være til gavn for soldaterne og for offentligheden, at der bliver sat fokus på, hvad det er, krig handler om,« siger Søren Sjøgren.

Og der er Nicholas Keller enig i.

»De fleste danskere ved jo godt, at krig også handler om at slå ihjel. De missioner, vi er ude på i dag, handler om at indtage fjendtlige stillinger og fortrænge en fjende, men jeg tror ikke, vi som befolkning rigtig har vænnet os til at være i krig endnu,« siger han.

Men spørgsmålet er også, om danskerne virkelig ønsker at få serveret krigens bagside til aftenkaffen.

Forsvarets ledelse synes i hvert fald, det er en rigtig dårlig idé og har stemplet hele Møllers projekt som »usmageligt«.

Eller som Lars Møller med vanlig bramfrihed siger.

»De mener vist, jeg har lagt en bæ midt i den allerfineste country club.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Præcis!
Og nu vi er ved citaterne:
Otto von Bismarck: "Der er intet på Balkan, som er en eneste prøjsisk grenaders knogler værd!"

Det samme kan efter min bedste mening siges om danske soldater og Afghanistan!

Heinrich R. Jørgensen

Jeg kan sagtens forstå, at nationalstaten Danmark har en interesse i at lefle for vores store beskytter, USA, ved beredvilligt og uselvisk at støtte USA i deres projekter (uanset at disse aldrig kommer Danmark til gavn). Det virker som en fornuftig strategi.

Men én ting er at ofre nogle bønder i et parti skak eller tilsvarende. Noget helt andet er at lokke andre (her tilmed landsmænd) til at risikere helbred og liv, for et projekt der ikke er anden begrundelse for, end skødehundsagtig synkron-bjæfferi med den store beskidte møgkøter, i ubeskedent håb op at "venskabet" vil blive gengældt, i fald man skulle blive truet. Eller i det mindste, at møgkøteren ikke selv nakker én, fordi man alligevel er for svag til at forsvare sig.

Lars R. Hansen

Nu skal jeg bestemt ikke foregive, at kende svaret som omfatter alle og en.

Men nogle gennemgående mere eller mindre subtile træk er professionelle udfordringer og personlige udfordringer over til mere ideelle motiver som "at gøre en forskel" for sine medmennesker i ønsket om, at skabe en mere sikker, fredelig og retfærdig verden - og endelig en simpel patriotisme som byder en at stille sig til rådighed for nationens udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Omtalte udenrigs- og sikkerhedspolitik søger jo at opretholde en verdens orden som tilstår Danmark de bedst mulige betingelser for vores fortsatte suverænitet, velstand og velfærd.

Heinrich R. Jørgensen

Tak, Lars, for et godt og sobert svar.

Jo, jeg kan sagtens følge at nogle føler sig overbevidst om "sagen", og stiller sin person til rådighed for samme.

Peter Pedersen

Heinrich

Det, jeg citerede, og som tilsyneladende medførte en træffer i den tilsyneladende appeasement- mindede hjertekule, og fik påført betegnelsen, "demagogisk sludder", blev såment udtalt gentagne gange i flere versioner, af, pastor og pacifistisk sindet borgerretsforkæmper; Martin Luther-King, vist nok første gang i en tale i Detroit i 1963:

http://history1900s.about.com/od/martinlutherkingjr/a/mlkquotes.htm

Selvfølgelig kan man, - som du tilsyneladende gør, sagtens betragte de mia. og atter mia. af udviklingskroner, DK i generationer har betalt til lande i Afrika, Asien og Sydamerika,
hvoraf det vanlige økonomiske aflad til udviklingsbistanden lige nu i Afghanistan bliver suppleret af særdeles konkret handling og menneskelige ofre,
som værende leflen for en stormagt -
hhv. at vælge som DF, isolatorisk at plædere for, at udviklingsbistand som sådan, er et klart uvæsen, der straks skal stoppes, -
eller man kan vælge at betragte det hele ud fra et oprigtigt ønske om, at hjælpe andre til at forbedre deres hverdag i dramatisk omfang - som DK reelt dagligt er medvirkende til, for mange afghanere -
mens vi samtidigt aktivt medvirker til at forbedre den sikkerhedspolitiske situation i verden; hvilket klart ligger i kernen af DK's helt nødvendige sikkerhedspolitiske interesser.

Personligt mener jeg, den sidstnævnte udlægning er den rigtige, og har som bekendt selv sat handling bag mine holdninger.

Sikkert, Peder Pedersen, var der en god potion naivitet i at leve under jorden, men Gestapo var ikke venlige folk, og nogle af os overlevede dog med dæknavne og dækadresser. Lidt fejt, synes du nok, og hvordan det lykkedes, har jeg tit senere spekuleret på..

Sider