»Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding, ligesom den røde bevægelse gjorde det.«
Så bastant bliver det sagt af en mand, som har været med hele vejen. I 1968 udgav hippien Stewart Brand bogen Whole Earth Catalog, der hurtigt blev omfavnet af miljøbevægelsen for sine praktiske råd om det uafhængige og frie liv med naturen. Woodstock, flowerpower og masser af syre passede fint til bogens budskab om at transformere planeten og give magten til den enkelte.
I sin nye bog Whole Earth Discipline fokuserer fremskridtsoptimisten Stewart Brand ikke på individet, men på, hvad kollektivet kan, hvis det vil. Ud over at komme med en lang række anbefalinger af, hvordan vi kan skabe os en mere stabil og bæredygtig fremtid, administrerer han den dybrøde ende af miljøbevægelsen en ordentlig klystersprøjte af videnskab og formår at rense ud i de værste fejltagelser, som han selv og de grønne har begået.
Byer er grønne
Brands fire store kætterier er: 1. Byer er grønne, 2. Atomkraft er grøn, 3. Gmo-teknologi er noget af det mest grønne, der findes og 4. Geoengineering, er noget vi må lære at bruge.
Som så mange andre græsrødder har Brand altid haft romantiske ideer om det gode liv på landet. Men tænker man lidt nærmere over det, finder man hurtigt ud af, at det har en pris. Man keder sig, man er dårligere betalt, man har mange pligter, mindre privatliv, er mere udsat for mobning og tilfældig vold og er socialt fastlåst.
Det er ikke uden grund, at der i disse år foregår en enorm massevandring fra land til by. Man regner med, at 1,3 millioner mennesker verden over prøver at finde deres lykke i byerne - om ugen! I byen, og det gælder også slumbyer som Mumbai og Lagos, er man mere sikker, der er flere fornøjelser, der er flere penge, man kan passe sig selv, man har færre forpligtelser, nemmere adgang til uddannelse (især som kvinde), har flere materielle goder og er socialt mobil.
En konsekvens af denne urbanisering er, at subsistenslandbruget er på vej væk. Dyrene vender hurtigt tilbage, og de mennesker, som bliver på landet, har mere plads til at dyrke salgsafgrøder. Til gengæld boomer slum- og squatterbyerne, hvor der allerede i dag lever en milliard mennesker. Om 40 år regner man med, at hver femte vil være flyttet ind i byerne, hvor et bedre liv reducerer den gennemsnitlige fødselsrate til 2,1 eller færre børn per kvinde, og CO2-fodaftrykket er meget mindre. Byer afmonterer populationsbomben, siger Brand.
A-kraft er en grøn teknologi
Klimaflygtninge vil blive et stort problem, og ressourcekrige også. Det er Stewart Brand enig i. »Vi står over for en massiv overskridelse af klodens bæreevne, der vil føre til alles krig mod alle, denne gang med meget mere dødelige våben end tidligere, og med et tabstal, som vil kunne tælles i milliarder,« skriver han alarmerende.
Den almindelige respons fra miljøbevægelsen har været at angre - det vil sige at love sig selv og hinanden at vende tilbage til de gode gamle dage, dengang verden endnu var hel, grøn og lugtede af kostald. Men Brand kalder denne angrende respons en fejl: Det er ikke er meget mere end en automatisk refleks mod alt, hvad der lugter af magt og modernitet: atomkraft, gmo-teknologi, kloning, urbanisering og videnskaben generelt. Det er ikke o.k. bare at være imod den slags. Tværtimod, mener Brand, er det afgørende at bruge videnskaben og teknologien progressivt til at finde noget, som man kan være for.
Greenpeace og Friends of Earth har ifølge Brand stor skyld i, at CO2-udledningerne er så høje, som de er i dag. Havde de ikke med næb og klør kæmpet mod atomkraft, ville mange flere lande have kunnet skrue ned for deres kulforbrug. Brand skriver, hvordan han selv blev omvendt fra at være atomkraftmodstander til at være tilhænger, da han for første gang besøgte atomaffaldsdepotet i Yucca Mountains, som Obama nu har lukket på grund af alt for store omkostninger. Mængden af atomaffald per person for et helt livs forbrug af energi er lig med en enkel coladåse. Der er masser af plads til at parkere det i midlertidige beholdere uden den store risiko eller i f.eks. WIPP-saltminerne i New Mexico. Strålingsfaren er til at overse. Kommende thoriumreaktorer er relativt ufarlige. Nye mikroreaktorer er ved at blive bygget af bl.a. russerne, som også vil kunne sælge konceptet til andre lande, osv. osv.
Mange grønne vil være forargede, per automatik, og Stewart Brand er nu i fare for at blive brændemærket som en øko-Judas, ligesom en af de tidligere præsidenter af Greenpeace, Patrick Moore, blev det, da han af pragmatiske grunde blev omvendt til atomkrafttilhænger i 1980'erne.
Gmo'er er mørkegrønne
Brand er mest klar i spyttet med hensyn til gmo'erne. De grønne har traditionelt været særdeles antividenskabelige og irrationelle i deres bekymringer, mener han. Der findes ingen videnskabelige undersøgelser, som viser, at de er skadelige, og det såkaldte forsigtighedsprincip på området må primært ses som et teknofobisk motiveret obstruktionforsøg. Gmo er godt, bl.a. fordi det holder jorden sund og intakt, reducerer brugen af pesticider og øger udbyttet. Man skal bruge mindre arealer. Brand citerer flere institutioner og etiske råd, som siger, at det er et moralsk imperativ at give udviklingslande adgang til gmo-afgrøder til ordentlige penge.
Brand går så langt som at beskylde navngivne ledere af græsrodsorganisationer som Thilo Bode, Ricardo Navarro og Vandana Shiva for at have begået store dumheder i den sag. »Jeg tør godt påstå, at økobevægelsen har gjort mere skade med sin modstand til gmo-teknologi end hvilken som helst anden ting, som vi har taget fejl i,« skriver han. »Vi har sultet folk, blokeret videnskaben, såret miljøet og nægtet vores egne adgangen til en afgørende teknologi.«
Interessant er Brands argumenter for en slags open source gmo-mad. »I 1970'erne så jeg hackere transformere computerne fra organisatoriske kontrolmaskiner til individuelle frie maskiner. Hvor bliver de grønne biotech-hackere af?« skriver Brand. Hvornår vil græsrødderne med andre ord være deres eget navn bekendt og begynde at åbne cellemembranerne på vores mad og transformere biotechindustriens patentkontrol til åbne og frie bioredskaber, som alle kan bruge? Enkelte pionerer, som virksomheden BioBricks, er i gang. Og ligesom slumbeboerne i Mumbai, der bygger deres hjemmelavede mobiltelefonløsninger, er det bare et spørgsmål om tid, før afrikanske bønder genopfinder deres traditionelle polykultur i landbruget med lidt reverse engineering af gmo-byggeklodserne. Biotech, ifølge Brand, indeholder kimen til en grøn revolution i anden potens.
Tavse modtagere
Modtagelsen af bogen har været god blandt fagfolk, bortset fra miljøbevægelserne, som siden bogens udgivelse for fem måneder siden har været stort set tavse. Heller ikke 'klimaskeptikerne' har haft meget at fejre. Brand har f.eks. ikke mange pæne ord tilovers for Lomborg, blandt andet fordi han aldrig har været i stand til at indrømme, hvor han har taget fejl. Det gør Brand til gengæld beredvilligt, og man kan mærke en forfriskende selvironi i hans lange opremsninger af fejltagelser. Videnskaben om planeten og jorden er nemlig svær.
I alt er bogen hårdtslående argumenteret, sjov fortalt, frygtelig ærlig og velinformeret om de store sammenhænge. Den vil lige som Whole Earth Catalog fra 1968 informere en ny generation af blågrønne pragmatikere, der ikke kan andet end at tro på, at vi skal lære at være kloden til hjælp. Nogle steder kan Brand godt blive særdeles fremskridtsoptimistisk, men dette må siges at være en herlig afveksling i forhold til miljøbevægelsens overaggregerede bekymringsiver, som har fanget alt for mange mennesker i paralyserende spasmer af angst.
Det mest sympatiske ved Brands tilgang er, at han virkelig forsøger at lade videnskaben tale. Han adskiller sig fra andre miljøforkæmpere ved netop ikke at være en vandmelon (grøn udenpå og rød indeni). Det kan godt være, at han tager fejl visse steder. Men når man tager i betragtning, at vi står på randen af kæmpe økologiske omvæltninger, hvor alle ideologier alligevel vil blegne som dug fra solen, er ny viden og teknologi ikke det værste at satse på.
Stewart Brand
Whole Earth Discipline: An Ecopragmatist Manifesto
325 s., 25,95 dollar. Penguin
Atomkraft uden omtanke
Nu har vi så en tidligere miljøforkæmper, der ligesom engelske Lovelock er gået ind for atomkraft; i Stewart Brands tilfælde tilsyneladende fordi han mener en coladåse skulle kunne rumme hans personlige bidrag til det mest højradioaktive affald, og han har fået tillid til at nogen vil sørge for at det bliver opbevaret sikkert i over 100.000 år, samtidig med at dåsen (og de milliarder af andre dåser andre vil bidrage med), udsender varme, der har tendens til at give uheldige bevægelser i de geologiske formationer, dåserne kunne anbringes i.
Tilsyneladende ser den gode Stewart Brand helt bort fra at atomkraft er en langt dyrere og mindre fleksibel energikilde end en kombination af energibesparelser og vedvarende energi. Det giver så den fejlagtige konklusion at man skal have atomkraften med for at reducere drivhuseffekten, hvor det er langt nemmere og billigere at gøre det uden atomkraft, da der så vil være langt flere midler til hurtigere og billigere midler til omstillingen.
Hans mest skræmmende forslag er nok at man skal forsyne mange udviklingslande, der måtte have lyst til atomkraft, med minireaktorer. Hvis vi nogensinde skal have begrænset risikoen for sprede atomvåben og radioaktivt materiale, der kan misbruges militært og til terrorisme, er det sidste man skal gøre at sprede atomkraften til langt flere fattige lande, som ikke alle vil være lige stabile. Så snart et land har en passende mængde radioaktivt materiale til rådighed, kunne lederne begynde at bruge det som afpresning. Der et ganske friskt eksempel på denne tankegang fra en af Hvideruslands ledere, der nyligt har udtalt at et land med atomkraft ikke bliver bombet, som et af argumenterne for at dette fattige, europæiske land skal bruge milliarder på et atomkraftværk.
Så med det udgangspunkt har Stewart Brand desværre tabt en stor del af sin troværdighed, så mon ikke hans argument fot at vi alle skal spise GMO-mad er lige så tvivlsomme? Nu ligner han mest en klakkør for USA regering, som nylig har bevilget milliarder i statshjælp til at få nye atomkraftværker.
at omfavne videnskab
En uskøn anglicisme, subsidiært en direkte fejloversættelse.
"embrace" skal ikke oversættes med "omfavne", som er noget helt andet på dansk.
Citat: ”Hvis den grønne bevægelse ikke lærer at omfavne videnskab og teknologi og spille en ledende rolle for dem begge, risikerer den at ende på historiens mødding, ligesom den røde bevægelse gjorde det.”
Det lyder umiddelbart rigtigt, og alligevel, måske ikke!
”Den grønne bevægelse”? (Miljøproblematikken er så fundamental en anfægtelse af alt, hvad det moderne samfund forsøger at stå for, så man på ingen måde kan tale om ”en grøn bevægelse”, men netop må tale om de kaskader af moderne paradokser og potentielt selvnegerende tilbøjeligheder, man finder i ”det modernes forsøg på at realisere sig selv”.
Når man så alligevel taler om ”en grøn bevægelse”, som her i artiklen, og i bogen, af den gamle hippie, der prøver på at genvinde en smule opmærksomhed, ja så er det den første indikation for, at intentionen bag artiklen i sig selv er usympatisk, eller at artiklen er forfattet på det almindelige uoplyste og ureflekterede journalistiske og kommercielt populistiske mediepolitiske niveau.)
Anbefalingen, at tage imod de tekniske muligheder, virker lige ledes ureflekteret: A-kraft er trosindholdet, sammen med GMO-afgrøder, affolkning af landet og andre entreprenante tiltag i retning af målrettet at finde løsningen på de gigantiske sociale problemer, der er resultat af det sociales utilsigtede indflydelse på sine egne interne og eksterne mulighedsbetingelser!
Som forslagene er formuleret, tilhører de en mand, som eksplicit forsøger på at indskrive sig selv i sin egen konstruktion af et isoleret segment, ”den grønne bevægelse”, men som med sin handling ikke afslører ret meget andet end sit eget ureflekterede forhold til selve begrebet teknik, hvor den lever sit imaginære løsrevede liv i forhold til det sociale, og hvor det tekniske identificeres med videnskab som sådan (En udpræget form for totalt kognitivt svigt, dvs. hamrende videnskabeligt inkompetent iagttagelse).
Om han virkelig er dum, eller om han bare er usympatisk, som artiklen i sig selv, det står hen i det uvisse. Men han skal nok få lidt omtale, sine sidste femten minutter i rampelyset, før han stiller træskoene.
Og medierne, der har brug for at fortrænge problematikkens fundamentale karakter, lave lidt rav i gaden, appellere til det store mentalt dovne flertals fordomme om ”et grønt segment”, samtidigt med at de med det kunstigt isolerede grønne fænomen for øje formår at skubbe den noget mere fundamentale og komplekse problemstilling fra sig en tid, ja de har her lidt at skrive om, som lige passer ind i den patetiske orden. Bekvemt, økonomisk og videnskabeligt inkompetent vås.
Evnen til at reflektere de naturvidenskabelige og tekniske kompetencer i deres kontekst af naturlige og sociale mulighedsbetingelser, dvs. evnen til at identificere og forstå det tekniske på de betingelser, som det sociale og naturen kan kaldes, ja den glimrer ved sit fravær, i alt hvad der skrives og siges om tekniske og videnskabelige løsninger på de problemer, som det moderne har skabt for sig selv i sin jagt på sine åh.. så moderne succeskriterier, der truer med at underminere det formålsmæssige i enhver moderne formålsmæssighed.
Og det eneste man svarer, når kritikken fremføres af det moderne i det moderne, det er, at nu må du tale vores sprog, nu må du blive lige som os, dvs. komme ned til os her hvor vi er, dvs. blive lige så syg i hovedet, som de kære skribenter i de kommercielle medier og deres læsere. For ellers får vi det bare dårligt, og avisen går neden om og hjem.
På den måde er der en lang vestlig tradition for at stikke øjnene ud på hinanden.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-50.pdf
GMO ufarligt?
Jeg tror Gud (nej, jeg er ikke religiøs) er bedre til at indrette naturen end vi mennesker er. Vi har ikke det fulde overblik over systemerne. Vi laver fejl. Vi har skjulte og ofte skidte motiver, vi snyder og bedrager.
Er det dette væsen, som jeg skal lægge min lid til at omforme guds skaberværk? Skal dette væsen omforme hele verden i sit billede?
Et væsen, som tror, at man uden problemer kan krydse dyre- og plantearters gener? Som vil skabe de mærkeligste vanskabninger, krydset af dybhavsfisk og korn-sorter?
Nej tak, jeg vælger at stole på gud istedet!
---------------
Hvis man dykker et niveau længere ned, ville man kunne se, at i de landområder, hvor der er problemer med sult, er der for mange mennesker. Istedet for at fikse et overbefolkningsproblem, som i gamle dage ville have løst sig selv (på tragisk vis), så vil man nu transformere selve naturen omkring os, vel vidende, at generne hopper over i de vilde planter, og at handlingen dermed er irreversibel. Skadeligt kan ikke bevises? Måske ved vi bare ikke nok endnu? Ligesom man ikke vidste hvilke konsekvenser DDT ville få, inden man begyndte i sin stræben efter at spille gud at bombe hele kloden med det giftige stof, i forsøget på at udrydde en dyreart. Dét lille eventyr ligger vi stadig og kæmper med.